Archive for the ‘palæstinensere’ tag
Etnokrati eller demokrati: Israels skisma
Det er indlysende, at israelsk-jødiske nationalister og de danske nationalister i Dansk Folkeparti har et interessesammenfald i at erklære islam krig. Indvandrerne i Danmark er jo overvejende muslimer, og det er Israels mere eller mindre reelle fjender også.
Men der er et andet, mindre åbenlyst sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF’ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande – i en grad så det er tvivlsomt om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i normal vestlig forstand.
At postulere at de danske folkepartister ville være så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.
Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvor dette jødisk-etniske flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten.
Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, moderne liberale værdier på den anden.
Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN’s minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.
På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere ‘det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land‘ og at ‘denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat‘.
Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er ‘det danske folks/nations’ ejendom.
Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens flammer hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten.
For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.
Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker ‘det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat’. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt. I dag ville den være fuldstændig utænkelig.
I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.
Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:
7A. A candidates’ list shall not participate in elections to the Knesset if its objects or actions, expressly or by implication, include one of the following:
(1) negation of the existence of the State of Israel as the state of the Jewish people [...]
Det er eksplicit forbudt at opstille partier i Knesset, der anfægter ideen om den israelske stat som det jødiske folks stat, men i et ægte liberalt demokrati ville det naturligvis omvendt være slået fast i grundloven, at staten tilhører alle borgere, ikke er det dominerende etnies eksklusive ejendom.
Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.
Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med ‘gentiles’.
De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.
På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.
Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea.
Jøderne der blev samlet fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.
Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommerne af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede blod-og-jord fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.
Kan det blive mere absurd?
Man kan læse mere om ‘Opfindelsen af det jødiske folk’ i Shlomo Sands lærde og dybt foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.
Dybt foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som ‘forestillede fællesskaber’.
Israel: Bloggere skal betales for pro-zionistisk propaganda
Kampen mellem palæstinensere og israelere foregår ikke blot i den virkelige mellemøstlige verden, men også i den virtuelle verden, og lissom den israelske krigsmaskine har totalt overtag i den virkelige verden, så har zionistisk og pro-zionistisk propaganda overtaget på internettet.
I research-øjemed søgte jeg i Google på termen ‘jews expelled from arab countries‘, og som det fremgår overmatcher pro-zionistiske sider de pro-palæstinensiske med mindst 10 til 1.
Det er ærgerligt for jeg har stort set ingen tiltro til pro-zionistiske sider (de pro-palæstinensiske er heller ikke 100 pct. troværdige, men dog mere end deres zionistiske modstykker).
Bl.a. nævner de færreste af de pro-zionistiske sider fordrivelsen af omkring 1 million palæstinensere, eller de nedtoner kraftigt de mål og midler der lå bag iværksættelsen af Nakba.
Som om den pro-zionistiske dominans på nettet ikke er massiv nok, så planlægger den israelske regering nu at betale bloggere for at skrive positivt om Israel‘:
Foreign Ministry officials are fighting what they see as a terrible and scary monster: the Palestinian public relations monster.
WTF! Den israelske regering frygter det ‘palæstinensiske pr-monster’! Hvem er det egentlig der råder over et ‘frygtindgydende pr-monster’? Antallet af pro-zionistiske organisationer, institutter, sammenslutninger, foreninger, medieovervågere, tænketanke og bloggere overgår sandsynligvis alt hvad alle andre pro-nationalistiske grupperinger kan diske op med.
I de rigtige krige mod landets arabiske naboer har Israel ofte sværget til massiv gengældelse i forsøget på at kvæle palæstinensernes nationale bestræbelser. Det er endnu ikke lykkedes, og Rona Kuperboim advarer den israelske regering mod at tro at det vil lykkes i krigen på nettet:
Yet nothing can be done to defeat it, regardless of how many foolish inventions will be introduced and how many bright communication students will be hired.
The reason is that good PR cannot make the reality in the occupied territories prettier. Children are being killed, homes are being bombed, and families are starved. Yet nonetheless, the Foreign Ministry wants to try to change the situation. And they have willing partners. “Where do I submit a CV?” wrote one respondent. “I’m fluent in several languages and I’m able to spew forth bullshit for hours on end.”
Israel og lobbyerne – nu med quiz!
En indrømmelse: Jeg er glad for at Maria Tacchinardi ledte mig på rette vej, for jeg lavede helt klart en analytisk fejl da jeg kædede støtten til Israel i danske medier specifikt sammen med dansk-jødiske debattører. Det var en dum vej at gå, først og fremmest fordi den er potentielt farlig, men også fordi den slører sandheden i stedet for at åbenbare den.
Det blev jeg klar over da jeg læste The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, hvori forfatterne Walt og Mearsheimer anlægger en langt mere fornuftig tilgang til dette desværre så unødigt kontroversielle emne. De to forfattere argumenterer overbevisende for at israel-lobbyen i USA har en uforholdsmæssig (med stort U) stor indflydelse og i en række tilfælde afgørende har formet amerikansk udenrigspolitik.
Men forfatterne gør også i meget klare vendinger forståeligt at lobbyen IKKE er en jøde-konspiration. Dels består lobbyens ‘medlemmer’ langt fra bare af folk med jødisk-amerikansk baggrund, men lisså vigtigt er det at lobbyen ikke repræsenterer alle amerikanske jøder, sandsynligvis kun et mindretal. Det er denne tilgang til problematikken der er den rigtige og legitime, og jeg tager derfor Tacchinardis korrektioner til efterretning.
I Danmark har vi naturligvis også en Israel-lobby, omend der er nogle afgørende forskelle til lobbyen i USA. For det første har vi herhjemme ikke samme tradition for organiseret lobbyisme som amerikanerne, hvilket betyder at begrebet ‘lobby’ ikke er velvalgt. Bedre udtryk er måske pr-gruppe, støttegruppering el. lign, hvilket ikke skal angive at der er tale om en fasttømret enhed eller organisation, men blot om en mængde individer og en håndfuld foreninger der konsekvent bakker op om israelsk politik som den defineres på et givet tidspunkt.
For det andet er den danske Israel PR-gruppes potentielle indflydelse på den verdenspolitiske scene begrænset, naturligvis fordi Danmarks rolle i verden er begrænset. Og for det tredje består denne Israel PR-gruppe af flere etniske danskere end af personer med dansk-jødisk baggrund. Det understreger yderligere at undertegnede og andre der interesserer sig for israel-apologeternes aktiviteter ikke er på ‘jødejagt’.
Jeg har intet udestående med jøder, og jeg synes ikke at jøder der interesserer sig for Israel spiller dobbeltspil eller forråder deres land eller hvad man nu kan finde på af underlige forestillinger (i USA er det ikke illegitimt at have andre end én loyalitet, men for så vidt det er tilfældet i Danmark så er det ikke noget jeg hylder).
Nej, jeg har udelukkende ét fokus: at bidrage til at afsløre den forløjede fortælling om Israel – denne aggressive lille møgstat i Mellemøsten der nu på 61. år forpester tilværelsen for sine arabiske naboer. Og hvorfor nu det? Der er jo masser af både små og store møgstater rundt om i verden der forpester tilværelsen, ikke blot for deres naboer men også for egne borgere. Well, der er fem gode grunde:
Først og fremmest fordi Israel aldrig er blevet stillet til ansvar for sine gerninger i forhold til de omkring en million palæstinensere der blev jaget på flugt af flere omgange fra 1947. Det er verdens længstvarende flygtningekatastrofe, antallet af flygtninge er med efterkommere vokset til mange millioner, men ingen løsning er endnu fundet.
Dernæst fordi Israels fortsatte kolonisering af Vestbredden – udover at være dybt ulovlig og umoralsk – er den største barriere for fred i området. For det tredje fordi Israel – ledet som landet er og gennem næsten hele sin levetid har været af ‘aktivister’, oftest med baggrund i militæret (et par af dem endda firestjernede krigsforbrydere) – udgør en konstant sikkerhedsrisiko i regionen.
For det fjerde fordi den heroiske myte om jødernes konflikt med araberne (skønmaleriet af Israel) danner bagtæppe til den aktuelle kritik af islam, både her i Danmark og internationalt. En alliance af zionister, israel-apologeter og islamkritikere ønsker at fremstille arabere og palæstinensere som uforsonlige, ondsindede krigere, israelere som uskyldigt forfulgte lam. Dette billede er falsk og tjener i aktuel dansk og international politik først og fremmest til at stigmatisere arabere og muslimer.
Den femte og sidste grund til at fokusere på Israel og på de danske og internationale israel-lobbyer er, at Israel er i færd med at opbygge masser af total dårlig karma for sig selv. Landet har brug for praktisk og åndelig vejledning til at komme videre i livet og ind i varmen blandt denne verdens civiliserede nationer. Det er på høje tid, og jeg giver gerne den vanartede 61-årige teenager en hjælpende hånd.
Jeg kommer til at skrive mere om Israel og israel-lobbyerne fremover, og denne gang er jeg væsentligt bedre informeret end jeg nogensinde har været. Lad mig afslutte dette indlæg med en lille quiz:
1. Tidligere premierminister Ariel Sharon blev berygtet da han i 1982 lod libanesiske falangister foretage en grusom massakre i flygtningelejrene Sabra og Chatila. Men var det første gang Sharon var medvidende i eller direkte ansvarlig for massakrer på uskyldige arabere?
2. Den israelske massakre tidligere i år på Gaza-stribens indbyggere var naturligvis ikke det første israelske angreb på Gaza. Men hvornår var det så – altså det første større ‘gengældelsesangreb’?
3. Hvem planlagde og hvem udførte i 1954 en række bombeattentater i Cairo mod bl.a. amerikanske mål?
4. Israel – den kun otte år unge nation som angiveligt var voldsomt truet af en overvældende og fjendtlig arabisk omverden – deltog i 1956 i et vovet militært angreb på…? Og i alliance med hvem?
5. Hvem holdt denne tale, hvoraf nedenstående er et uddrag, ved begravelsen af en israelsk bonde i 1956:
“Let us not today fling accusation at the murderers. What cause have we to complain about their fierce hatred to us? For eight years now, they sit in their refugee camps in Gaza, and before their eyes we turn into our homestead the land and villages in which they and their forefathers have lived”
