raapil unblogged 2.0

Genudsendelse fra 180Grader: Indvandring, bandekrige og et generelt muslim-fjendtligt klima har gjort det nemt at komme i medierne med overfladiske og pseudo-videnskabelige forklaringer på ‘etniske konflikter’.

‘Blandt kriminelle muslimer‘, bogen der udkom på Trykkefrihedsselskabets forlag i februar i år, er et godt eksempel. Her forsøgte psykologen Nicolai Sennels indledningsvis at bilde sine læsere ind, at sammenhængen mellem kriminalitet og kultur er et sjældent undersøgt emne.

Men det er ikke korrekt. I dansk sammenhæng er der relativt lidt materiale at finde, men I USA gemmer bibliotekerne på adskillige undersøgelser, der rækker helt tilbage til de store indvandringsbølger til landet i slutningen af 1800-tallet.

Sennels mente også, at den ”… stigende politiske korrekthed medfører, at solid forskning og grundige undersøgelser bliver erstattet af de ‘rigtige’ meninger, og det skygger for vores forståelse af problemerne og deres omfang”.

Og dermed skulle vi selvfølgelig forstå, at Sennels’ egen forskning er ‘solid og grundig’, selvom han altså ikke har konsulteret den udenlandske sagkundskab på området. Man må konkludere, at hr. Sennels har svært ved at læse akademiske rapporter på engelsk, eller at han er er så enfoldigt forfængelig, at han tror han er den første i verden, der behandler problemet i akademisk form.

Det er han selvfølgelig ikke, og heller ikke i en europæisk sammenhæng. I bogen ‘Street Gangs, Migration and Ethnicity‘, som er et fælles europæisk-amerikansk forsøg på at skabe overblik over området, skriver redaktørerne i introduktionen, at banden er et:

”… symptom of a type of disorganization that goes along with the breaking up of the immigrant’s social system without adequate assimilation to the new”.

Hvis det er ‘politisk korrekt’ at beskrive en særlig tilstand blandt 2. generationsindvandrere – en tilstand der producerer kriminalitet – så er jeg politisk korrekt. Beskrivelsen af den særlige tilstand peger jo ikke i sig selv i retning af, hvordan problemer med indvandring og kriminalitet skal løses.

Eksperter der beskæftiger sig med emnet, giver os blot værktøjerne til at forstå årsagerne, og en af de vigtigste årsager til etnisk kriminalitet synes at være, simpelthen, at man er 2. generationsindvandrer.

Det viser erfaringerne fra USA. I ovennævnte bog skriver man:

”Since the early twentieth century, sociologists and criminologists have pointed to the culture conflict, social disorganisation, and strain that immigrants experience when they fail to live up to the American Dream as root causes of crime and deviance.”

Polakkerne, der dannede kriminelle bander i Chicago i slutningen af 1890erne, er et fint eksempel. Frederic Trasher, en forsker fra University of Chicago, som i 1927 undersøgte polske bander i byen, skrev bl.a. om, hvordan banderne promoverede polsk national stolthed på bekostning af tilpasningen til det amerikanske samfund. Og han bemærkede, at der var en høj grad af ‘disorganisering i Chicago blandt de fattige, polske indvandrere‘.

Vi må antage om denne gamle amerikanske sociolog, at han ikke var udtryk for tidens ‘stigende politiske korrekthed’ – i virkeligheden er det jo nok Nicolai Sennels der udtrykker tidens politiske korrekthed, når han opfatter etnisk kriminalitet i Danmark som tegn på en stærk og aggressiv kulturs angreb på demokratiske danske værdier.

Man noterede sig allerede i 1920ernes USA, at kriminalitet var udtryk for opløsning af den traditionelle kultur i mødet med et nyt samfund. Og at bestræbelsen på at kravle op ad den sociale stige – hurtigere end de træge forældre, der var knap så kompetente til at klare sig i et moderne, konkurrencepræget samfund – var en anden drivkraft bag væksten i bandekriminaliteten i USA.

Som også i dagens Danmark: 2. G’eren vil ikke være pizzabager eller taxachauffør som far. Guldet, kvinderne og æren skal komme nemmere og hurtigere, og derfor er det ikke primært recitationer af koranen, man hører i danske fængsler og institutioner for ungdomskriminelle, men amerikansk gangsta-hip hop.

Forbindelsen til de fattige, polske indvandrere i 1890ernes USA er åbenlys: De regler, normer og værdier, der herskede i ‘det gamle land’, er opløst. Det nye land tilbyder nye muligheder, men som fattig indvandrer fra en bondekultur kan man ikke gribe dem, og så griber man til kriminalitet.

Samme mønster gælder for afro-amerikanerne, der var en slags intern immigrantgruppe i USA, og i dag har massiv overkriminalitet. Senere kom italienere samt jøder fra Østeuropa til, og i de senere årtier, indvandrere fra Latinamerika. Alle dannede de ungdomsbander og var overrepræsenterede i kriminalitet i forhold til de mere etablerede lag af befolkningen.

Det gælder naturligvis også for muslimske indvandrere i dagens Danmark, at der ikke er tale om en samlet etnisk gruppe, der er kollektivt integrationsresistente og notorisk voldelige og kriminelt anlagte, som Nicolai Sennels antager og får sporadisk ros for at antage, også i såkaldt seriøse aviser.

Ifølge forfatterne til ‘Street Gangs, Migration and Ethnicity‘ er det simpelthen en generel opdagelse i kriminologien, at særligt andengenerationsindvandrere involverer sig i kriminalitet. Indvandrere fra samfund, som er markant fattigere og mere tilbagestående end det danske, må i særlig grad formodes at bidrage til kriminalitet.

I europæiske lande som Holland, Tyskland og Spanien, hvor man finder andre indvandrergrupper end muslimske, gentages mønstret: Det er især 2. generationsindvandrere der skaber problemer, og især indvandrere fra en fattigere baggrund – om den så er muslimsk, russisk eller latinamerikansk.

Det er ikke en ‘politisk korrekt betragtning’ at erkende åbenlyse sammenfald mellem indvandring til forskellige lande. Det er en bare en korrekt betragtning, der bør have politiske konsekvenser. Og de bør være, at indvandringspolitik i Danmark først og fremmest bør basere sig på uddannelse og kompetencer, ikke på etnicitet og kultur.

Midt i alle skyderierne på åben gade kan vi da i hvert fald glæde os over udsigten til mere fredelige tilstande, når 2. generationsindvandrerne om et årti enten er døde af ‘blyforgiftning’ eller er faldet til ro.

Kilde: Gemert, Peterson, Lien: Street Gangs, Migration and Ethnicity. Willan Publishing, 2008

Genudsendelse fra 180Grader: Nicolai Sennels forsøger endnu engang at redde tesen i sin bog, Blandt kriminelle muslimer, i land. Det er forståeligt, al den stund at Sennels’ ry og rygte som sober psykolog og iagttager af ‘muslimsk kultur’ står på spil – et ry og rygte der har skaffet Nicolai Sennels herostratisk berømmelse i visse kredse, der lige som ham selv primært har til formål at advare mod islam.

Sennels mener, at undertegnede ‘gør sig klog på muslimers kriminalitet i Danmark’, selvom det ikke primært er, hvad undertegnede gør sig klog på. Faktisk var det min hensigt med bl.a. dette indlæg at gøre mig klog på alt det, som hr. Sennels BURDE have gjort sig klog på, før han skrev en bog og slog sig op som endnu et falsk orakel på emnet ‘islam’.

For at opsummere min lægmandsforskning (sværere er det ikke, end at enhver med lidt akademisk erfaring og sund fornuft i behold kan afvise Nicolai Sennels teser):

Muslimer er ikke noget særtilfælde når det handler om indvandrer- og etnisk kriminalitet. Overalt hvor større grupper af indvandrere med knap så stærke kompetencer mødes med et samfund, som de har svært ved at begå sig i, opstår der ungdomsbander og øget kriminalitet.

Det gælder ISÆR for andengenerationsindvandrere. Ja, i bogen Street Gangs, Migration and Ethnicity gør forfatterne opmærksomme på, at et af de mest stensikre iagttagelser i forhold til indvandring, etnicitet og kriminalitet er, at netop andengenerationsindvandrerne er overrepræsenterede i kriminalitet. Det er AKKURAT hvad vi ser i disse år, når det gælder muslimske indvandrere.

Jeg har påvist overfor Sennels, at i Holland ‘kæmper’ marokkanere med indvandrere fra det kristne Caraibien om at være mest kriminelle. Det er vel at mærke netop marokkanere, ikke muslimer som sådan der er topkriminelle. Tyrkere i Holland er f.eks. ikke markant overkriminelle (se her).

I min seneste klumme på 180Grader peger jeg på – med solid forskning i ryggen – at forskellige indvandrergrupper med forskellig kultur i bagagen i tidens løb har spillet rollen som ‘overkriminelle’.

Det gælder for etniske polakker, jøder, italienere, latinoer og afroamerikanere, at de på forskellige tidspunkter i det seneste århundrede har dannet ungdomsbander og været overkriminelle. Det gælder i USA og Holland, men også i f.eks. Spanien, hvor det er indvandrere fra Latinamerika, der danner ungdomsbander. Fænomenet kendes også i Tyskland, hvor indvandrede russisk-talende, etniske tyskere har været involveret i gadesnavs.

Skal vi fæste tillid til Sennels’ tese om kulturens altafgørende determinans for kriminalitet, så må vi konkludere, at ‘muslimsk kultur’ er i fint selskab med en række andre kulturer – polsk, italiensk, jødisk, latinamerikansk og afroamerikansk – hvoraf kun den sidste er ikke-vestlig.

Disse fakta interesserer imidlertid ikke hr. Sennels, som ‘studerer muslimsk kultur’. Måske skulle han trække snotten op af statistikkerne og de daglige nyhedsbulletiner og læse noget akademisk litteratur. Der bør være tilstrækkelig mod-evidens til hans tese til, at han – hvis han er en ærlig og oprigtig – i det mindste midlertidigt forkaster sin tese om ‘kulturens determinans’, og i stedet kaster sig over den righoldige litteratur der findes om emnet på udenlandsk.

Når Sennels ikke gør det, men stadig mere krampagtigt forsvarer sin udvandede tese, så handler det om, at Sennels’ ikke primært har skrevet en bog om muslimske indvandrerkriminelle for i sin egenskab af psykolog at hjælpe dem, eller for at hjælpe de mennesker der vil hjælpe dem.

Han har skrevet den fordi han hader islam og frygter indvandringen. Og ja, vi hader da alle islam, men nogle af os giver ikke så let los for hadet og slip på vores intellektuelle integritet som Nicolai Sennels.

Trods sine forsøg på at tale udenom, så har Nicolai Sennels selvfølgelig – som det relativt intelligente menneske han er – forstået min pointe. Han fremturer ikke desto mindre:

”Hverken danskerne eller nogen andre indvandrergrupper når muslimerne til sokkeholderne, når det gælder asocial adfærd og kriminalitet.”

Nej, indvandrere, og især andengenerationsindvandrere er – som nævnt i mine tidligere indlæg i debatten (som du jo har læst, Nicolai) – mere kriminelle end de fastboende, der ikke oplever familie og traditionel kultur gå i opløsning i mødet med et nyt samfund.

Og når muslimer er mere kriminelle end andre indvandrergrupper, så er det fordi INGEN ANDRE INDVANDRERGRUPPER er tilstede i det danske samfund i tilstrækkeligt stort antal til at blive den slags ‘ghettoindvandrere’ der skaber øget kriminalitet.

Nicolai Sennels fremhæver vietnameserne som en gruppe, der er ikke-muslimsk og har lav kriminalitet. Men der er knap 14.000 vietnamesere og efterkommere i Danmark, en brøkdel af antallet af muslimer, hvorfor det altså sjældent er en gruppe højrøstede og irriterende vietnamesiske knægte der møder læreren i folkeskolens ældste klasser.

Vietnameserne er heller ikke til stede i et omfang der gør det muligt for dem at danne særlige vietnamesiske ghettoer i forstæderne eller på Nørrebro, men hvis de var, så ville det sandsynligvis være vietnamesere der dannede drengebander og lavede narkokarteller (Her kan man i øvrigt læse om ‘det optiske bedrag‘, at østasiatiske indvandrere i Danmark er en særlig entreprenant og erhvervsaktiv indvandrergruppe).

Hvis det var vietnamesere, der var ankommet til Danmark i et så stort antal som muslimer, så ville vi have set psykologen Nicolai Sennels stikke en kniv i ryggen på vietnamesiske ungdomskriminelle, som det ellers var hans job at hjælpe, og vi ville se hr. Sennels skabe sig en karriere på at advare mod ‘østasiatisk buddhisme’.

Hvis vi skal tro på Sennels – hvad vi ikke nødvendigvis skal – så er det slet ikke til diskussion, om han har ret eller ej, når han holder foredrag på skoler med mange indvandrere. ”Alle er enige, for de har de samme professionelle oplevelser som mig.”

Ja, naturligvis – problemerne er der ingen der nægter. Men at lærere og skoleledere over en kam er enige med Sennels i, at ‘islam skaber problemerne’ det tvivler jeg på. Så primitive er skolefolk ikke, ikke dem jeg kender i hvert fald.

At tilskrive problemerne islam, det svarer til at mene, at det er islams skyld, at muslimer er mørkere i huden end os andre. At to fænomener optræder på samme tid (islam og kriminalitet, islam og mørk hudfarve), det betyder ikke logisk, at det ene fænomen er årsag til det andet. Men det er hvad Nicolai Sennels i sin primitive analyse når frem til.

Sennels spørger:

1) Hvorfor har muslimer så svært ved at få succes i vestlige samfund?
2) Hvorfor er personer opvokset i de muslimske kultur mere kriminelle end alle andre?

Hvad angår Sennels første spørgsmål, så er det ikke entydigt tilfældet, at muslimer har svært ved at få succes i vestlige samfund. I USA hører muslimer ikke til blandt de rigeste, men de er heller ikke de fattigste. Og de er ikke overrepræsenterede i kriminalitet. I Irland er der heller ikke særlige problemer med kriminelle indvandrere.

I lande hvor muslimer er blandt de fattigste og mest kriminelle indvandrere, er det fordi de er langt den største gruppe af indvandrere – som i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, England og Frankrig.

Der er simpelthen ingen andre etniske grupper, som det giver mening at sammenligne med. I lande hvor der er sammenlignelige grupper, viser det sig at disse grupper overgår muslimske indvandrere i at være mest kriminelle, fattige og ghettoiserede (USA og Holland f.eks.).

‘Kvaliteteten’ af indvandrere – muslimske eller ej – spiller naturligvis også ind. Hvis indvandrer- og flygtningepolitik retter sig mod de fattigste og mest uuddannede mennesker, så er det også de fattigste og mest uuddannede mennesker der kommer til at tegne ‘muslimsk kultur’. Den slags politik har Danmark netop ført. De muslimske indvandrere er i høj grad repræsenteret af anatolske bønder, pakistansk lavkaste, somaliske sultofre, etnisk udrensede palæstinensere samt afghanske og irakiske krigsflygtninge. Næppe det ‘menneskemateriale’ man bygger imperier af.

Sennels andet spørgsmål, ‘hvorfor er personer opvokset i de muslimske kultur mere kriminelle end alle andre’, turde være besvaret ovenfor, men endnu engang – for Sennels’ skyld: Det er de IKKE. Det gælder kun for lande, hvor muslimske indvandrere er tilstede i et omfang, som ingen andre ikke-muslimske grupper, at muslimske indvandrere er mest kriminelle.

DER ER INTET AT SAMMENLIGNE MED, hvis muslimer er den eneste gruppe med fattig 3. verdens-baggrund, der er tilstede i tilstrækkeligt omfang til at danne ghettoer og drengebander. Er pointen trængt ind? Capiche?

Nicolai Sennels fremfører til slut en liste, der skal påvise, hvad der synes at være hans ide om ‘essensen af muslimsk kultur’, som overskriften på hans indlæg lyder:

”Muslimsk kultur: Manglende fokus på uddannelse, kulturel accept af aggression og racisme mod ikke-muslimer”.

Det GENERELLE manglende muslimske fokus på uddannelse udleder Sennels af, at ”… i Danmark viser det sig ved, at langt færre fra muslimske lande tager en uddannelse og at muslimske forældre generelt fokuserer alt for lidt på at støtte deres børns skolegang.”

Kan man udlede noget GENERELT om muslimsk kultur – som spænder over 1400 år og en håndfuld kontinenter – ved at betragte muslimske indvandrere og flygtninge i Danmark, der har en særlig baggrund som fattige bønder eller krigshærgede flygtninge? Hvis man er Sennels, så kan man godt.

Mere end 60 procent af muslimske indvandrere falder fra på erhvervsuddannelserne, anfører Nicolai Sennels også, men hvor mange afro-amerikanere og latinoer falder fra deres uddannelse i USA? Og hvordan ville billedet være, hvis Danmark kun havde modtaget muslimske indvandrere fra mellemlagene i Muslimistans storbyer?

Hvordan ville frafaldet være hos analfabetiske hindu-bønder der var kommet til Danmark i samme omfang som muslimerne? Hvor mange kinesiske risdyrkere, kenyanske kaffebønneplukkere eller brasilianske ghettoindvandrere ville dumpe til intelligensprøven ved hærens session? Alt dette kan Sennels ikke give svar på, fordi han er fanatisk optaget af islam.

”Af samme årsag [muslimsk dumhed, lp] har under 10 muslimer modtaget Nobelprisen, mens f.eks. 179 jøder har fået æren”, skriver Sennels. Men hvorfor er det relevant at sammenligne muslimer med jøder? Jøder er – alt andet lige – en vestliggjort elite. Sammenligner vi ‘muslimsk kultur’ med sammenlignelige kulturer, f.eks. indisk eller kinesisk, så viser det sig at muslimerne har modtaget lige så mange Nobelpriser, og med lidt god vilje faktisk flere end disse to civilisationer.

Nobelpris-sammenligningen mellem jøder og muslimer er klassisk, men den er også falsk. Lige så falsk, som når Nicolai Sennels anfører, at muslimske lande i gennemsnit producerer ‘mindre end 1/10 af verdensgennemsnittet, når det gælder videnskabelig forskning”.

Det er en faktisk en meget pæn produktion, når man tager i betragtning at langt det meste globale videnskabelige forskning foregår i den højest udviklede del af verden, hvor videnskabsproduktion er systematiseret og effektiviseret. Igen vil vi gerne se tal fra Sennels, der gør det muligt for os at sammenligne muslimsk med kinesisk og indisk kultur.

En anden gammel traver er den med, at der årligt bliver oversat færre bøger til arabisk, end der bliver til spansk. Men Spanien er altså ikke et udviklingsland. Og i øvrigt er arabisk ikke det eneste ‘muslimske sprog’. Tyrkere, iranere, indonesere og pakistanere oversætter nok også nogle bøger, ikke sandt, Sennels?. Og omvendt: hvor mange bøger bliver der årligt oversat til kinesisk og indisk?

Sennels anfører – igen uden at levere et rimeligt sammenligningsgrundlag – at blandt tyrkere i Tyrkiet har 70 pct. aldrig læst en bog og 90 pct. aldrig været udenlands. Hvor mange brasilianere læser bøger? Sydafrikanere? Indere? Kinesere? Vietnamesere? Burmesere? Nepalesere? Russere?

Sennels skriver endvidere: ”Udbredt racisme blandt muslimer gør, at de ikke bryder sig om at arbejde sammen med os andre. De føler sig ikke hjemme blandt os, de forstår ikke vores sociale spilleregler og de af dem, som er religiøse – og det er langt de fleste muslimer – ser ned på folk, som ikke deler deres tro.”

Var man polemisk, så ville man sige, at ovenstående karaktertræk er typiske for Dansk Folkepartis medlemmer og deres aldrende stemmekvæg, men polemiske er vi ikke. Vi ryster blot på hovedet over den grove generalisering, som overser de mange muslimske indvandrere der glider stille og roligt ind i det danske samfund. Nogle ganske vist mere stille og roligt end andre.

Sennels slutter af med at skrive:

”Det er da muligt, at andre ikke-muslimske indvandrergrupper også falder igennem samfundet i f.eks. Holland og USA. Det skyldes muligvis, at de ligesom muslimer har en kulturel baggrund, som gør det svært for dem at passe ind i den vestlige kultur. Men det modbeviser jo ikke, at også muslimer har samme problem. Tvært imod viser det blot, at multikulturelle samfund er en dårlig idé, fordi ikke alle kulturer passer lige godt sammen.”

Når det er et fællestræk for indvandrere fra både vestlige og mellemøstlige kulturer, at deres afkom risikerer at ende som overkriminaliserede bandemedlemmer, så er det næppe en specifik kulturel baggrund der er årsag til problemerne. Kulturen kan have en særlig ‘farve’, f.eks. være muslimsk eller kristen eller afrikansk osv., men kultur har også at gøre med social baggrund:

Kommer man fra storbyen eller provinsen, har man en lavere eller højere middelklassebaggrund, kommer man fra et hjem med klaver og bogreol eller ej? Det er denne form for kulturel baggrund der er interessant i forhold til integrationen, ikke om folk har muslimske, latinamerikanske, polske, afrikanske eller indiske rødder.

Det har Sennels nok svært ved at forstå: Har man ‘jævne, provinsielle rødder’, så vil der være en tendens til at nation, religion og traditionel kultur spiller en større rolle som kulturelt pejlemærke i familien. Denne rolle vil endda blive forstærket når man konfronteres med et samfund, hvor ens kompetencer kommer til kort.

Dette gennemskuer den lidt kvikkere andengeneration, men de har stadigvæk ikke kompetencer til at begå sig og opnå succes i samfundet. Derfor ‘skyder de genvej’ og tager som helte de amerikanske gangsta-hiphoppere, hvis strategi også er ‘at skyde genvej’.

”Hvor er det dog træls at diskutere med folk som Pilegård”, slutter Nicolai Sennels. Ja, det kan jeg godt forstå du synes, Nicolai. Alt for mange køber i disse tider dine billige, fejlslagne teser, så det må være rigtig irriterende at få modstand. Især modstand som du har svært ved at imødegå.

Hvad er galt med denne artikel fra Berlingske? Ja, udover den er elendigt skrevet, så er den også en skændsel for alle journalister med et minimum af kritisk sans. Ubeset køber man påstandene i en rapport om vækst i global antisemitisme udgivet af Tel Aviv Universitets Stephen Roth Institut, og ukritisk slår man på stortromme for rapportens postulater.

Endnu engang skruer man på knapperne, således at antisemitisme ikke blot er had til og konspirationsteorier om jøder, men også er kritik af Israel og zionismen. Medierne og især de borgerlige debattører æder det råt – ikke fordi de ved hvad de taler om, men fordi de har et religiøst forhold til Israel.

Torben Mark Pedersen, lokalformand i København for LA, kunne således bringe artiklen på 180Grader, hvor den ikke overraskende fik en hel masse stemmer (hvad nærværende velargumenterede indlæg naturligvis ikke vil få). For når nogen råber ”antisemitismen stiger!”, så er det sandt, og så er der ingen grund til at se nærmere på kilderne til postulatet, metoderne brugt i diverse rapporter eller konklusionerne der drages.

Jeg vil nedenfor vise, at der er grund til at drage såvel kilder som metoder og konklusioner i tvivl, når det drejer sig om postulaterne om stigende antisemitisme. Formålet er naturligvis ikke (det burde være unødvendigt at gøre opmærksom på) at blåstemple de tilfælde af reel antisemitisk vold og propaganda – endsige vold mod jøder generelt – der finder sted.

Min intention er først og fremmest at gøre opmærksom på, at antisemitisme-stemplet bruges strategisk til at friholde Israel fra ansvar for landets handlinger ved at stemple dets kritikere. Jeg ønsker også at give mit beskedne bidrag til at knuse den alliance af højrenationale og religiøse i Israel, USA, Europa mv., der ser en fælles interesse i at ‘bekæmpe islam’ ved at dæmonisere Israels fjender og kritikere.

Desuden holder jeg af sandheden og kan ikke bifalde den massive forvanskning af realiteterne som finder sted. Endelig mener jeg, at zionisternes politik overfor palæstinenserne og israel-apologeternes blinde støtte er en trussel mod jøder globalt og i Israel. I dette indlæg vil jeg dog først og fremmest koncentrere mig om Israel og postulaterne om den stigende antisemitisme.

Berlingske bruger en ‘professionel jøde’ som kilde
Jeg vender tilbage til rapporten fra Tel Aviv Universitet senere, og ser først på artiklen fra Berlingeren. Som sandhedsvidne til postulatet om stigende antisemitisme i Danmark har Berlingskes journalist Peter Westermann fundet frem til formanden for Mosaisk Trossamfund, Finn Schwartz:

Både Universitetet i Tel Aviv og Mosaisk Troessamfunds formand er klar over, at den spændte situation i Israel er medvirkende til den stigende antisemitisme i resten af verden.

Det er flot: man anerkender at Israels ulovlige og umoralske politik i Palæstina spiller ind på ‘antisemitismen’. Men hov – så er der jo ikke nødvendigvis tale om antisemitisme, men snarere om en konflikt der har spredt sine ringe i vandet som følge af migrationer. Der er også danske jøder, som bringer konflikten til live uden for dens kerneområde. Og der er heller ikke nødvendigvis tale om overgreb, idet langt de fleste arabisk-muslimske fjender eller kritikere af Israel bruger argumenter frem for vold.

Hvad vold mellem de etnisk-religiøse grupper angår – og her er det utvivlsomt arabere eller muslimer, der er mest voldsparate, mens israel-sympatiske jøder og andre apologeter snarere bruger ordets magt – så skelner misdæderne tragisk nok ikke mellem dem, der reelt begår forbrydelserne i Palæstina, og dem der blot tilhører samme etnisk-religiøse gruppe i Danmark.

Det er imidlertid set før, og det betyder heller ikke, at volden er antisemitisk af karakter. Antisemitisme er et begreb, der trækker på en lang tradition af europæisk tankegods og konspirationsteorier om jøderne. Dem behøver man ikke dele, selvom man er vred på Israel. Man kan også være tibetansk fjende af Kina, tjetjensk fjende af Rusland, tamilsk fjende af singhaleserne eller shiitisk fjende af Saudiarabien uden at abonnere på fantasifulde konspirationsteorier om de pågældende plageånder.

Omvendt er det oplagt, at traditionel antisemitisme bliver en del af propagandaen, når palæstinensere hader jøder pga. Israels gerninger. Det er ikke moralsk rigtigt, men indlysende at det sker, da alle grupper med konflikter vil søge at dæmonisere hinanden med de redskaber, de har til rådighed. For araberne er det bl.a. Hitlers Mein Kampf og Zions Vises Protokoller der tages i brug. For de jødiske nationalister er det islamkritikken i dennes mere eller mindre ekstreme udgaver.

Men hvor mange antisemitiske overgreb har der egentlig været i Danmark?
Schwartz siger videre:

- Vi har oplevet en stærk stigende antisemitisk hetz i det seneste år. Vores ejendomme er blevet ødelagt, vores mindesmærker er blevet udsat for hærværk, og menneskeligt har vi også stået overfor angreb. Vi håber ikke, at 2009 viser, hvordan det bliver fremover, siger Finn Schwartz.

Hvilke og hvor mange af de hændelser Finn Schwartz nævner, har fundet sted? Det får vi ikke svar på. Vi har endnu heller ikke fået tal på, hvor mange anti-jødiske hændelser der egentlig finder sted i Malmø, som ofte har været i medierne de seneste måneder pga. en påstået voldsom vækst i antisemitisme og vold mod jøder.

Vi vender tilbage til Malmø senere; først ser vi på Finn Schwartz’ påstande om Danmark: Hvis vi skal tro den rapport der ligger til grund for Berlingske-artiklen, så overdriver Finn Schwartz umådeholdent. Ifølge rapporten fra Stephen Roth instituttet i Tel Aviv fandt der fem såkaldt antisemitiske hændelser sted i Danmark i 2009.

Instituttet i Tel Aviv har næppe undervurderet hændelserne, som ifølge beskrivelsen kan omfatte vold med og uden våben, brandattentater, trusler og vandalisme (med den sidste som den absolut mest udbredte – mere om det senere).

Hvis antallet af hændelser er vokset fra én til fem, så er der klart tale om en voldsom øgning, men – idet vi husker at understrege at ethvert tilfælde er ét tilfælde for meget – så er der ikke tale om et voldsomt højt hændelsesniveau i det hele taget.

Danmark ‘udmærker sig’ med ét voldstilfælde med våben, nemlig sagen fra Odense, hvor en palæstinenser skød to israelske sælgere – altså ikke bare jøder, men også israelere; misdæderen var palæstinenser, og mordattentatet fandt sted 31. december 2008, midt under Israels angreb på Gaza, den såkaldte Cast Lead-operation.

Mon der er en sammenhæng? En sammenhæng der ikke så meget er antisemitisk som den er knyttet til den aktuelle konflikt mellem palæstinensere og israelere? Det er i øvrigt sigende, at Roth-rapporten inddrager hændelsen i Odense, som jo fandt sted i 2008. Rapporten ser på 2009, men sagen var tilsyneladende så vigtig at nævne, at man måtte se stort på årstallet.

Finn Schwartz igen:

- Vi ser den antisemitiske hate-crime komme fra tre grupper. For det første er der muslimerne – først og fremmest med palæstinensisk baggrund, som angriber jøderne i Danmark på grund af den spændte situation i Israel.

Som redegjort for ovenover, så kan man ikke umiddelbart anerkende arabervold mod jøder som antisemitiske overgreb. Overgriberne kan være antisemittter, og antisemtisk propaganda kan yderligere have ansporet til deres handlinger, men det er umuligt og helt urimeligt at se bort fra baggrunden af krig, erobringer, besættelse, kolonisering og etniske udrensninger i Palæstina, når man skal vurdere motiverne.

Husk det nu: Kritik af Israel er antisemitisme
Ifølge Finn Schwartz kan meget imidlertid gå for at være antisemitisme, ikke bare palæstinensisk vrede mod Israel og jøder:

For det andet er der den yderste venstrefløj, som kæmper i mod den israelske stat, og så er der den yderste højrefløj, som ikke synes, at Hitler gjorde arbejdet færdigt med folkemordet under anden verdenskrig, siger Finn Schwartz.

Hverken den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj er – i modsætning til hvad Schwartz lægger op til – entydige i deres Israel- hhv. jødekritik. Nogle venstrefløjsere mener at Israel bør nedlægges og erstattes af en ægte demokratisk stat, hvor jøder, arabere og andre minoriteter nyder samme rettigheder. Andre ser hellere en palæstinensisk stat oprettet ved siden af den jødiske.

Og I øvrigt er det slet ikke blot ‘den yderste venstrefløj’, der er kritiske overfor Israel. Kritikken går bredt henover midten og omfatter endog ellers solide borgerligt-konservative. Men hr. Schwartz vil naturligvis gerne fremstille det som om, at enhver kritik af Israel eller vold mod jøder foretages af ekstremister, og at årsagen er et altid dunkelt, uforklarligt og irrationelt had til jøderne.

Man noterer sig i øvrigt, at hverken Max Meyer eller Claus Bentow, de to myreflittige danske zionister, har kommenteret ‘den altid voksende antisemitisme’ i denne omgang. Deres manipulationer er nok blevet for åbenlyse, så de to ekvilibrister har valgt at holde lav profil en stund.

På min blog skrev jeg i sin tid om, hvordan Meyer og Bentow strategisk var ude i medierne med anråb om ”voksende antisemtisme”, første gang i 2006, kort tid efter Israels angreb på Libanon, anden gang i 2009, umiddelbart efter Gazakrigen, hvor Claus Bentow boltrede sig i medierne med tvivlsomme historier, og hvor Max Meyer flot spillede rollen i tv som forfulgt, anonymiseret jøde.

Tæppet begynder i disse år at brænde stadig mere under Israel; selv nu, i relativ fredstid, er landet under voksende international kritik for sin åbenlyse kolonisering af Vestbredden og de ofre, palæstinenserne her må yde for den zionistiske drøm. Så det er lige efter bogen: når Israel kommer under international beskydning, så træder prominente jøder ind på scenen og råber ”antisemitismen stiger!”. Denne gang lod man Finn Schwartz påtage sig rollen at aflede Israel-kritikken, og Schwartz gør det bestemt også godt.

Det er ikke bare i Danmark, man kan iagttage det mønster, jeg beskrev. Norman Finkelstein har registreret samme mekanisme i USA. (Det skal tilføjes, at jeg kan ikke få mine gamle indlæg online på min blog, og jeg synes ikke jeg vil redegøre yderligere for sagen her, men trofaste læsere vil kunne bekræfte, at jeg skrev og dokumenterede som anført).

Ingen grænser for antisemitismen
Foruden de velkendte syndere, Arabistan, Østeuropa og Tyskland-Østrig – bemærk: alle tyskere og østrigere!  - er også Danmark antisemitisk, Norge også, og Sverige er naturligvis - især de svenske venstrefløjsere.

Faktisk er hele Skandinavien syltet ind i antisemitisme; også anti-globaliseringsbevægelsen er antisemitisk, og det er anti-amerikanisme også. Der er antisemitisme i organisationer og i adfærdsvidenskaberne, Barack Obama er antisemit, og det er Sarah Palin også. At Mel Gibson er antisemit, det ved vi alle sammen, men Lone Scherfig er skam også, foruden naturligvis undertegnede – den værste antisemit nord for Litani-floden – samt millioner af andre, som det vil føre for vidt at nævne her.

Mens der i nogle af de ovenstående eksempler uden tvivl kan identificeres noget antisemitisk substans, så er der heller ingen tvivl om, at der er gået inflation i brugen af antisemitisme-stemplet. Inflation betyder, at valutaens værdi forringes, og det er netop den risiko, de flittige zionister og deres Israel-sympatiserende venner løber: at ingen råber vagt i gevær, når eller hvis ulven endelig kommer.

Jøder har bestemt problemer i Sverige og Danmark – det er ikke uden grund at skoler og synagoger skal terrorsikres. Ind i mellem udsættes jøder utvivlsomt også for voldelige overgreb. Men berettiger det til hysteri og alarmisme, eller maner det tværtimod til eftertanke?

Når det er tydeligt, at antisemitismen stiger ekstra meget (husk på at den jo stiger hele tiden), hver gang Israel går i araberkrig, så kunne man overveje, om der var mere nærliggende ting at gøre end at gribe til de evindelige anti-antisemitiske opdragelseskampagner og syndfloden af holocaust-film og – monumenter. Man kunne f.eks. overtale de israelske zionister til at finde fred med deres palæstinensiske medborgere.

Mens der ingen ende er på antisemitisme-alarmerne, så er der til gengæld delte meninger om antisemitismens intensitet, også i Sverige:

The Swedes are not anti-Semitic, the Rabbi of Stockholm’s Orthodox Jewish community, Meir Horden, told AngloFile on a visit here this week. According to Horden, Swedish Jews have only hostility from local Muslims to fear. [...] ”Six percent of the population is Muslim and this causes problems, like attacks in graveyards, but you don’t feel an anti-Israel situation.”

Allerede i 2003 var Washington Times på banen med alarmistisk rapportering fra Stockholm om voksende antisemitisme, og en undersøgelse i af antisemitisme i Sverige blev senere af den ellers fornuftige israelske avis Haaretz udlagt som om, at 40 pct. af svenskerne er antisemitter. Undersøgelsen var dog – som den aktuelle fra Tel Aviv University – tvivlsom i sin metodologi og sine konklusioner:

The sensationalist Ha’aretz headline, “41 percent of Swedes are prejudiced against Jews,” derives from the report’s conclusion: “A total of 59 per cent systematically rejects anti-Semitic prejudices.” Ha’aretz interpreted the latter to mean that 41 per cent of Swedes are anti-Semitic, yet this is simply spurious. Suddenly, a respondent saying he “didn’t know” if he had anti-Semitic prejudices, becomes translated into someone with anti-Semitic tendencies.

In other words, if for whatever reason a respondent never has come into contact with Jews and states that he doesn’t have an opinion on anti-Semitism, then the Ha’aretz interpretation of the report actually portrays the person as an anti-Semite. [...]

When all is said and done, anti-Semitism is a relatively small problem in Sweden and the number of assaults with anti-Semitic motives is lower than what other minorities suffer from, and has even decreased during recent years. Trying to depict the country as on the verge of Nazism is pure fantasy.

På det svenske Säkerhetspolisens hjemmeside er voldelige overfald på jøder ikke nævnt, men det har muligvis at gøre med  opgørelsesmetoderne. I rapporten fra Tel Aviv Universitet hedder det imidlertid, at der i 2009 var ni (9) antisemitiske hændelser i Sverige. Ni for mange, men næppe tilstrækkeligt til at fremmane billedet af forfulgte jøder, omtrent allerede installeret i kreaturvognene og på vej til tilintetgørelseslejre. Eller i hvert fald tvunget af det muslimske herrefolk i Malmø til at bære gule jødestjerner.

‘Antisemitisme’ er i dag primært et produkt af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men jøder i diasporaen er naturligvis ikke legitime mål for vold, fordi de bakker op om Israels politik. De gør bare Israel, og jøderne generelt, en bjørnetjeneste. Lad os nu se nærmere på rapporten fra Stephen Roth Instituttet i Tel Aviv.

En tvivlsom rapport med tvivlsomme konklusioner
Det overstiger mine ressourcer at grave dybt i Tel Aviv-rapporten, så jeg vil i stedet trække eksempler frem på rapportens tvivlsomme kilder og brugen af begrebet antisemitisme. Jeg er heldigvis ikke den eneste der har kastet et kritisk blik på rapporten; hos MondoWeiss når Max Blumenthal frem til lignende kritiske konklusioner om rapportens soberhed.

Selvom der i USA finder sporadiske angreb på jøder eller jødisk ejendom sted  (dog mest i form af hagekors-grafitti), så er den organiserede antisemitisme svær at få øje på:

Organized anti-Semitism seemed to have been so absent from American life in 2009 that the Roth Institute felt compelled to lard its report with accounts of murders of non-Jews by right-wing extremists. For instance, the report goes on at length about Richard Poplawski, a deranged young skinhead who killed three cops in Pittsburgh reportedly because he hated Obama and thought he sent the police to take his guns away. Unless Obama had secretly converted to Judaism (wasn’t he supposed to be a crypto-Muslim?), the designation of Poplawski’s killing spree as an anti-Semitic attack is a wild stretch.

Rapporten nævner også Venezuela som et sted, hvor antisemitismen er i dramatisk vækst, men overser dermed, at jødiske organisationer i Venezuela på det kraftigste afviser dette:

Turning its focus to Latin America, the Roth Institute predictably rehashes the widely repeated canard that Hugo Chavez’s Venezuela is a hotbed of anti-Semitism. And like the ADL and the Simon Wiesenthal Center, the Institute appears to have studiously avoided any contact with the Confederation of Jewish Associations of Venezuela, the country’s main Jewish umbrella organization.

That may because the Confederation has already repudiated the notion of a Chavez-incited campaign of anti-Semitism and has condemned the Simon Wiesenthal Center for not consulting it about the reality of Jewish life in Venezuela.

Kunne forsøget på at stemple Hugo Chavez’ Venezuela som antisemitisk handle om, at Chavez går imod strømmen og gerne omfavner Irans Ahmadinejad – Israels ærkefjende? Blumenthal konkluderer:

While the threat of anti-Semitic attacks should not be dismissed, however random and rare they might be in Western society, the Roth Institute and its collaborators appear more interested in insulating Israel from scrutiny for its killing of 773 civilians in Gaza in 22 days than in generating education and dialogue to combat bigotry.

Indeed, the main thrust of the report is consistent with one of the key objectives of the Netanyahu administration and its international supporters: to undermine the Goldstone Report and assail any public figures who support its findings.

[...] if Israel’s policies towards Gaza have fanned the flames of anti-Semitism, as the report seems to claim, the discussion must turn to whether Israel’s occupation of the Palestinians is threatening the safety of Jews across the world. Is there a linkage?

Ja, naturligvis er der en sammenhæng. Arabiske-muslimske fjender og kritikere af Israel kan være ordinære antisemitter, der nærer klassiske konspirationsteorier om en verdensomspændende, ondartet jødesammensværgelse, men lokomotivet bag disse forestillinger er konflikten i Mellemøsten. Det slår den israelske rapport faktisk fast med syvtommersøm:

In the Netherlands, for example, in cases of violence or direct confrontation on the streets in which insults were directed at a visibly Jewish person, the perpetrators were almost invariably identified as young men of North African descent.

One of the victims, a visibly Jewish man, testified that “when an Israeli military operation dominates the headline, I am the first to notice it on the streets… The verbal abuse hurled at me… is becoming more severe and more regular.”

“Their reasoning goes something like this: Israelis are Jews,” explained Menno ten Brink, a rabbi for the liberal Jewish community in Amsterdam: “Palestinians are Arabs, so we Moroccan ‘Arabs’ in the Netherlands are going to take on Dutch Jews.

Hvis israelsk politik i Palæstina fører til øget antisemitisme verden over, hvad er så mere oplagt end at ændre den israelske politik i Palæstina?

- og med tvivlsomme kilder
Hvem er de danske og skandinaviske meddelere, som Stephen Roth Instituttet har brugt til at samle data? I Danmark er det en Jerry Hessner, om hvem der kun findes sparsomme oplysninger på en Google-søgning. Hr. Hessner lader dog til – skal man tro en Google-oversættelse af dette islandske indlæg – at have en eller anden form for kontakt til synagogen eller den jødiske menighed i København.

I Sverige er det israelske instituts meddeler en Jonathan Leman, der er aktiv i den Svenska Kommittén Mot Antisemitism og desuden en meget flittig skribent. Emnet der oftest synes at optage Leman er… surprise: den evigt voksende antisemitisme, også når han interviewes af Sydsvenskan, og af Expressen. På sin egen blog er Jonathan Leman ligeledes meget optaget af antisemitisme. Han citerer bl.a. en Inge Lønning for følgende:

“Det farliga med antisemitismen är inte de bekännande antisemiterna, utan de andras villighet att tillerkänna delar av deras trosbekännelse ett visst mått av rimlighet och berättigande.”

Det farlige med den trosbekendelse er, kan man indvende, at når antisemitisme kan omfatte snart sagt hvad som helst, så kan enhver interesse for dette hvad-som-helst defineres som antisemitisme, f.eks. kritisk interesse for Israel, for den jødiske lobby i USA, for anti-globalisering, for Barack Obama og Sarah Palin eller for Mel Gibsons og Lone Scherfigs film.

Michael Neuman skriver andetsteds:

Inflating the meaning of ‘antisemitism’ to include anything politically damaging to Israel is a double-edged sword. It may be handy for smiting your enemies, but the problem is that definitional inflation, like any inflation, cheapens the currency. The more things get to count as antisemitic, the less awful antisemitism is going to sound.

Antisemitisme er ikke et fast defineret begreb – det kan det ikke være – og derfor kan vi ikke identificere problemet med antisemitisme som, at det er ”… de andres villighed til at tildele [den antisemitiske trosbekendelse] et vist mål af rimelighed og berettigelse”.

Det kan være fuldstændig moralsk legitimt at interessere sig kritisk for noget og på en måde, som andre betragter som antisemitisme. Det er endog fuldstændig moralsk legitimt ikke at bryde sig om jøder (og lad mig understrege, at der er jøder jeg bryder mig om, og jøder jeg ikke bryder mig om. Akkurat som med alle andre grupper af mennesker). Neuman skriver:

Not even all acts and attitudes harmful to Jews generally should be considered antisemitic. Many people dislike American culture; some boycott American goods. Both the attitude and the acts may harm Americans generally, but there is nothing morally objectionable about either. Defining these acts as anti-Americanism will only mean that some anti-Americanism is perfectly acceptable. If you call opposition to Israeli policies antisemitic on the grounds that this opposition harms Jews generally, it will only mean that some antisemitism is equally acceptable.

Den norske kilde til den israelske rapport er en Christine Mohn, som jeg ikke kender meget til. Hun lader dog til at skrive om klassisk musik på document.no, og det er jo en fantastisk fin faglig ballast at have, når man skal ud og undersøge antisemitisme i det norske samfund.

Hun har også et kærligt forhold til Israel (scroll ned til c’erne på listen), og det er der jo intet galt i. Men der er bestemt noget galt i, at en israelsk forskningsinstitution som kilder til en rapport om voksende antisemitisme bruger, hvad man ikke helt urimeligt kan betegne som politiske aktivister, i stedet for at sikre den tilstræbte objektivitet ved at bruge f.eks. sociologer fra Københavns Universitet. Man kunne nok få et samarbejde med københavnske akademikere i stand, hvis man spurgte.

Jeg vil ikke gå dybere i en undersøgelse af kilderne til den israelske rapport, da jeg tror læserne har fanget pointen. Jeg vil blot understrege pointen ved at nævne, at den britiske kilde er Michael Whine, også en jødisk-national aktivist, som er

”… communications director of the Community Security Trust and director of the Defence and Group Relations Division of the Board of Deputies of British Jews. He is a consultant to the European Jewish Congress and has represented it at the OSCE. He writes regularly on anti-Semitism, extremist politics, and terrorism”.

Hagekors på synagogerne og andre alvorligheder
Lad os se nærmere på, hvilke hændelser og andre synder der kan klassificeres som antisemitiske i rapporten fra Tel Aviv Universitetets Stephen Roth Institut. Rapporten nævner en lang række eksempler på verbal tilsvining af jøder og grovkornet kritik af Israel (‘jødesvin’, ‘dræb jøderne’, ‘zionisme er nazisme’ osv.).

Men hvor alvorligt er det lige i en verden, hvor sudanske militser driver folk væk fra deres landsbyer, russisk militær sønderbomber Tjetjenien, Israel annekterer Vestbredden og Saudiarabien fører beskidt krig mod shiiter i Yemen?

Det hedder sig ydermere i den israelske rapport:

Since our policy is to document cases that show clear antisemitic content and intention, hundreds of instances of targeting of Jewish individuals or property, where there was no clear evidence of antisemitic motive, are not included.

Hvis intentionen er at vise eksempler på klart antisemitisk indhold og intention, så kan det undre, at rapporten ikke giver en klar definition på,  hvad antisemitisme egentlig er (tak til Ole S). De ‘klare eksempler’ på antisemitisk indhold og intention kan, påstår instituttet, imidlertid være:

The abuse of the Holocaust is expressed in more subtle ways as well. In July 2009 the EU adopted the Prague Declaration, which instituted August 23 as a day of commemoration of all victims of fascist and totalitarian regimes. The declaration, which was motivated by the exigencies of the post-Communist states, undermines the uniqueness of the Holocaust and Nazi ideology because it equalizes Nazi crimes with Soviet ones, and reflects jadedness with the eternal Jewish self-image of the ultimate victim.

At sidestille noget som helst med holocaust er altså – ifølge Stephen Roth Instituttets eksperter – et klart eksempel på antisemitisme. Akja, definitionen på antisemitisme udvides bestandig.

Moreover, in a few countries such as Sweden and Spain, some official voices called to suspend commemoration of the Holocaust on January 27, as instituted by the UN, until Israel changes its policies.

Det er også antisemitisme, for de spanske og svenske overvejelser har selvfølgelig intetsomhelst at gøre med reelt mishag ved Israels Gazakrig. Og i samme ånd:

In Sweden the former archbishop of the Church of Sweden K-G Hammar withdrew his participation in an International Holocaust Remembrance Day ceremony on January 27, citing Israel’s actions in Gaza, while the diocese of Luleå decided to cancel its annual memorial event for the same reason.

Rapporten kan også afsløre at

[…] three out of ten Britons believed that Jews were both victims and aggressors in “roughly equal measure” throughout history. According to Stephan Smith, director of the Holocaust Center, “it suggests a lack of historical perspective that almost a third of those interviewed think of Jews as being as likely to be aggressors as victims.”

Ikke bare er det antisemitisk at betvivle jøders menneskelighed, nu er det også antisemitisk at antage, at jøder er mennesker som alle os andre, med samme evne til brutalitet og grusomhed som alle andre. Og:

In another survey, published by the German weekly Stern on January 14 (during the war in Gaza), 49 percent of Germans considered Israel an “aggressive” state and 13 percent questioned Israel’s right to exist.

Uanset om man kan godtgøre, at Israel opfører sig aggressivt, så er det antisemitisk at sige det offentligt. Og en anden påstand fra rapporten:

Increasingly, and on university campuses in particular, Jewish students face hostility if they appear to be pro-Israel.

Denne påstand føres der ingen beviser for, og andre iagttagere ser tværtimod en jødisk ‘golden age’ på nordamerikanske universiteter:

In Beyond Chutzpah I documented that the spurious claim of a “new anti-Semitism” is revived whenever Israel comes under international pressure to settle the Israel-Palestine conflict diplomatically or whenever it faces a major public relations debacle.

I devoted considerable space to recent allegations that anti-Semitism is rampant at U.S. colleges and universities. On its face the claim appeared to be bizarre. Campus life is so politically correct nowadays that, for better or worse (I think it’s a mixed picture), you can’t be anti- anything, let alone the ultimate taboo, anti-Semitic. How then could it be that Jewish students were having to endure pogroms?

In fact the allegations turned out on investigation to be sheer fakery. Now that the second intifada has been defeated, and Israel has returned to the good graces of the Western world, it seems that Israel’s propagandists have decided to close down the latest revival of the “new anti-Semitism” extravaganza, while the truth can be safely acknowledged: that it’s a “‘Golden Age’ for Jews on Campuses, Not an Era of Anti-Semitism”.

Rapporten igen:

Israel Apartheid Week (IAW) took place during March 1-8, 2009, on college campuses in 40 cities around the world. In 2005 the first such event was held only in Toronto, Canada. According to the IAW website (apartheidweek.org), the aim of IAW is “to educate people about the nature of Israel as an apartheid system and to build Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) campaigns as part of a growing global BDS movement.

At antyde at Israel – med sine omkring 30 love der sikrer jøder privilegier i forhold til landets arabiske mindretal – er et land med apartheid, det er naturligvis antisemitisk. Og at arbejde for boykot er også.

Det chokerende omfang af jødeforfølgelser i USA
Lad os se lidt nærmere på USA. Her indsamlede den myreflittige Paula Stern i 2007 eksempler på den antisemisme, der rider landet som en mare og truer jøder på liv og levned. Blandt de utallige eksempler på hagekors tegnet hist og her (jeg tegnede også engang et hagekors i mit kladdehæfte) nævner Paula disse chokerende eksempler på amerikansk antisemitisme:

• Nobel laureate and Holocaust scholar Elie Wiesel was dragged from an elevator and roughed up during a peace conference at a San Francisco hotel, according to police.
• In an interview James D. Watson asks rhetorically, “Should you be allowed to make an anti-Semitic remark?” He answered: “Yes, because some anti-Semitism is justified. Just like some anti-Irish feeling is justified. If you can’t be criticized, that’s very dangerous. You lose the concept of a free society.”
• A metropolitan Atlanta, Georgia official has resigned her position after posting anti-Israel remarks on a web site. Cherokee County Planning Commission member Mary Catarineau wrote last month that Israel “was artificially created to provide a place for Jews to avoid persecution after the Holocaust. The Holocaust is not going to recur, and Israel has caused nothing but problems. Jews can remain or leave, but give the land back to the Muslims.”
• Miller, 46, an Orthodox Jew, said he was repeatedly proselytized by hospital chaplains and staff in attempts to convert him to Christianity during three hospitalizations over the past two years. He said he went hungry each time because the hospital wouldn’t serve him kosher food, and the staff refused to contact his rabbi, who could have brought him something to eat.
• Laura Myers, director of the New Jewish Academy in Worcester, said eight windows were smashed there over the weekend.
• In early October, a home in Dearborn Heights displayed an anti-Israel banner that featured Nazi swastics beside a jewish star.
• A rabbi has filed a civil rights lawsuit against the township where he lives, saying local officials are conducting an illegal surveillance of his house and restricting his right to pray at his home. [...] At issue is whether Bernstein, a rabbi with the ultraorthodox Lubavitch Chabad, is allowed to host a minyon, the necessary 10 men to pray under orthodox Jewish law, at his home on Shabbat, Friday night to Saturday night.
• A swastika roughly the size of a FOOTBALL FIELD was carved in a cornfield in Mercer County.
• In September, a group of black teens began attacking Jewish residents of Crown Heights, by shouting anti-Semitic slurs, and physically assaulting anyone Jewish that met their path. Shmira were called, upon responding to the call Shmira members began restraining the group, but were disappointed by police officers who showed up, and instead of arresting the attackers, the police arrested two Yeshiva boys.
• Law and Order’s Anti-Semitic episode questions Jewish loyalty: The plot line of the February 27 installment of Law and Order: Criminal Intent, a fictional police drama broadcast across America on NBC, centers on a journalist who is poisoned after his girlfriend uncovers a foul-up by Israeli intelligence. The show depicts Israeli bulldozers destroying Palestinian schools, with at least one character referring to “Israeli brutality.”
• It [tv-programmet] also includes a Jewish police captain who agrees to cover up for Israel by shutting down a criminal investigation at the urging of the head of the local pro-Israel group. In one scene, after Captain Danny Ross tells his officers to halt their investigation, Detective Mike Logan confronts him and asks, “Are you a Jew first and a cop second?”
• A rough drawing of a building labeled “Jewish library” with missiles headed toward it was found in a Princeton University common room. Also in the path of the missiles were stick figures labeled “little Jews.” A swastika graced the top of the sketch. Jewish students presume the drawing is a reference to a Jewish fundraising drive for an elementary school in northern Israel damaged during the Second Lebanon War last summer.
• According to Herky Pollock, the incident occurred Thursday, May 3, at Mortons Steakhouse, Downtown, while Pollock and two friends were dining there. David Sunseri, owner of the Pennsylvania Macaroni Company, was invited to join them for a drink. After a short time, Pollock said, Sunserie started to complain about the bread. “‘He then picked up the bread and proceeded to squeeze it, break it and show it off to two waiters, while echoing the same sentiments to them. He then launched into the following statement, ‘only Jews would like this bread.‘ Pollock said he asked Sunseri if he meant all Jews. ‘He replied ‘No, just Pittsburgh Jews.’ To which I asked ‘why?’ He replied that ‘Pittsburgh Jews had no taste….’” The other two diners at the table, neither of whom is Jewish, confirmed Pollock’s account of the incident when contacted by The Chronicle. David Sunseri has apparently apologized for the remarks.
• Justice Denied: John Demjanjuk, the retired autoworker accused of being a Nazi concentration camp guard, appears likely to live out his days in the United States. No other country is willing to accept the 87-year-old, the Cleveland Plain Dealer reported.
• Justice achieved: a far-right extremist has been sentenced to more than eleven years in federal prison for an attack on the synagogue in Eugene, Oregon, in 2002. According to federal prosecutors Jacob Laskey, 26, who calls himself a white supremacist, admitted as part of a plea bargain that he wanted to commit acts of violence against Jews, blacks and other ethnic or racial groups. Laskey admitted throwing rocks etched with swastikas through stained glass windows at Temple Beth Israel while about 80 people were inside attending a service.
• In September, graffiti was painted on a wall in a parking lot in Burke, Virginia. Two images were drawn, showing one large stick figure with a swastika over his head shown pointing a gun and shooting a bullet at the smaller figure, which had a Jewish star painted above its head.

Kun få af Paula Sterns eksempler er til andet end at grine af, men som Paula selv gør opmærksom på, så er listen ikke komplet. Efter Gazakrigen er antallet af hagekors-grafittier sikkert fordoblet.

Afsluttende betragtninger om den altid voksende antisemitisme
Jeg lader Michael Neuman komme til orde igen:

In short, the real scandal today is not antisemitism but the importance it is given. Israel has committed war crimes. It has implicated Jews generally in these crimes, and Jews generally have hastened to implicate themselves. This has provoked hatred against Jews. Why not? Some of this hatred is racist, some isn’t, but who cares? Why should we pay any attention to this issue at all?

Is the fact that Israel’s race war has provoked bitter anger of any importance besides the war itself? Is the remote possibility that somewhere, sometime, somehow, this hatred may in theory, possibly kill some Jews of any importance besides the brutal, actual, physical persecution of Palestinians, and the hundreds of thousands of votes for Arabs to be herded into transit camps? Oh, but I forgot. Drop everything. Someone spray-painted antisemitic slogans on a synagogue.

Der er – som Finn Schwartz ovenfor gør opmærksom på – overordnet tre grupper, der har ‘et problem med noget der har jødisk karakter’. Det er de højreradikale, muslimerne (palæstinenserne) og venstrefløjen. De to sidste grupper har et specifikt problem med Israel, omend klassisk antisemitisme i større eller mindre grad også kan iagttages. Schwartz kalder det hele for antisemitisme, og det er han for så vidt velkommen til, men han devaluerer valutaen.

Hvis Israel faktisk har begået foragtelige forbrydelser, så er det naturligvis legitimt at kritisere landet, men hvis kritik af Israel er antisemitisk, så bliver det lige pludselig legitimt at være antisemit. Det var vel ikke hvad Finn Schwartz ønskede sig? Næppe. Snarere følger han bevidstløst en kurs, som israel-apologeter og zionister har udstukket: sidestil kritik af Israel med antisemitisme, vær konstant på vagt overfor denne påståede antisemitisme, og brug skamløst antisemitismen og holocaust til at fremme israelske interesser.

For nylig modtog jeg i min inbox en kædemail, der bragte grusomme billeder af holocaust-ofre. Mailen synes at have sin oprindelse i Portugal, men om det er zionister der står bag, kan jeg ikke afgøre. Hvad formålet var med mailen, står imidlertid ret klart. Teksten til et af billederne lød:

Nu mere end nogensinde, når lande som blandt andet Iran påstår at ‘holocaust bare er en myte’, opfordres alle til at sørge for, at verden aldrig glemmer.

Trods deres grusomme indhold kan selv billeder af holocaust-ofre trivialiseres og devalueres.

På domænet copenhagen.stopthebomb.net finder man en opfordring til at stoppe Irans atombombe. Der er link til en række Iran-kritiske websites – og til European Union of Jewish Students. Skal vi ikke regne med at det er European Union of Jewish Students der står bag sitet, og mon ikke initiativet er ét af mange med det formål at skabe opbakning til Israel og Israels strategiske interesser i sit nærområde?

I USA’s hovedstad, Washington DC, er der et prægtigt monument til minde om ofrene for holocaust, men ikke ét stort mindesmærke til mindet om de millioner af afrikanske slaver der under umenneskelige forhold og med millioner af dødsofre blev fragtet til Den nye Verden. Er det fordi jødernes holocaust var værre end det afrikanske? Eller er det fordi jøder var dygtigere og havde mere magt og indflydelse til at gøre deres kollektive sag gældende end afrikanerne (og er det i øvrigt antisemitisk at antyde, at jøder kan have magt og indflydelse)?

Rapporten fra det israelske universitet og alle andre udmeldinger om voksende antisemitisme understreger, at den seneste opblomstring af antijødiske og -israelske følelser er en følge af Gaza-krigen. Dén sammenhæng burde zionister og Israel-sympatisører tænke over. Der er masser af antisemitisme og anti-israelske følelser i verden, men jøder har historisk aldrig haft en mere sikker tilværelse end i dag. Amerikanske jøder er landets ubetinget rigeste og mest succesfulde etniske gruppe, og de sporadiske og uorganiserede angreb på jøder og jødisk ejendom i Europa er – set i en global målestok – i den absolut mindre alvorlige afdeling.

Der finder langt værre ting sted i verden, bl.a. i Palæstina, men også tættere på os. I Østeuropa slår man sigøjnere ihjel, men det får ikke medieomtale i samme grad som ‘den altid voksende antisemitisme’, selvom forfølgelsen af sigøjnere historisk sagtens kan sammenlignes med jødeforfølgelserne.

Når en tvivlsom rapport kan blive til en tvivlsom artikel, og senere kan præsenteres på 180Grader og få tvivlsomt mange stemmer, så er det ikke alene resultat af dygtige jødiske nationalisters pr-arbejde. Det er også resultat af den interesse, Israels ikke-jødiske, dansk-nationalistiske allierede har i at brande Israel som fejlfri og stemple Israels fjender (‘muslimerne’) som onde.

Man skal dog ikke glemme, at jøder verden over også er dem, der går i spidsen med kritik af Israel og med at afsløre de jødiske lobbyer og pr-agenters arbejde. Kampen er svær, da det jødiske kollektiv og Israel stadig kan trække på en portion goodwill fra 2. verdenskrigs jødeudryddelser, og da ‘kampen mod islam’ og ‘krigen mod terror’ også er blevet en del af spillet.

Zionisternes gale streger i Palæstina og det ihærdige pr-arbejde for Israel kan ikke skjules for evigt. Muren slår revner. Løgnene, fortrængningerne og vægringen mod at slippe den zionistiske drøm om et Storisrael er i dag hovedkilden til antisemitisme, eller slet og ret: til kritik af reelle jøders reelle handlinger. Det betyder ikke, at der ikke er andre former for antisemitisme, eller at nogle af disse former ikke først og fremmest er fantasifulde.

Antisemitisme i det hele taget er slet ikke så mystisk og irrationel, som nogle mennesker – især selvfølgelig jødiske nationalister – synes at mene. Den amerikanske historiker Albert S. Lindemann fremlægger i sin bog Esau’s Tears en jordnær diskussion af moderne antisemitisme og har samtidig en forbilledlig klar og enkel forståelse af fænomenet:

Antisemitisme er som alle andre former for racisme: der findes jødehad som er en reaktion på reelle jøders reelle handlinger, og der er jødehad der baserer sig på fantasiprodukter. Det gælder om at skille de to fra hinanden (som det jo også er tilfældet når det f.eks. er muslimer der bliver lagt for had).

Michael Neuman får det næstsidste ord:

Well, virtually no Jew is in any kind of danger from speaking out. And speaking out is the only sort of resistance required. If many Jews spoke out, it would have an enormous effect. But the overwhelming majority of Jews do not, and in the vast majority of cases, this is because they support Israel.

[…] if it is not racist, and reasonable, to say that the Germans were complicit in crimes against humanity, then it is not racist, and reasonable, to say the same of the Jews. And should the notion of collective responsibility be discarded, it would still be reasonable to say that many, perhaps most adult Jewish individuals support a state that commits war crimes, because that’s just true. So if saying these things is antisemitic, then it can be reasonable to be antisemitic.

Det var vist ikke den konklusion, vi skulle nå frem til, vel?

På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).

Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.

Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:

- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.

Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.

Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.

Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.

Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.

En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.

En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:

Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.

Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.

Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.

For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.

Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.

Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:

“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”

For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.

Nogle jøder – måske endda en del indflydelsesrige jøder – afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse andre jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.

Pointen er, igen, at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz og sandsynligvis også i Polen efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.

På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.

At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.

Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.

Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.

Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.

For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.

Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.

Lars Hedegaard anmoder allerhøfligst om en beklagelse fra dén person, der på 180Grader har antydet, at Hedegaard opfordrer til ‘Oprør, lynchninger og krig’.

Hedegaards venlige forespørgsel ligner umiddelbart et tilbagetog, da han i mandagens DR2-debat med Ole Birk Olesen fra 180Grader truede med advokat og retssag. Men skulle det ende med en retssag, så tror jeg, at Lars Hedegaard står svagt.

Det var mig, der formulerede overskriften til indlægget, og jeg kan imødekomme Hedegaard så langt, at jeg nuancerer påstanden om ’lynchninger’ – som jeg i øvrigt allerede gjorde for et par dage siden. Jeg uddyber nedenfor, men først har jeg et par generelle betragtninger:

En mere eller mindre udtalt præmis for debatten er Lars Hedegaards ’ondskab’ og ’racisme’. De Hedegaard-kritiske medier og journalister har først og fremmest interesseret sig for, at Hedegaard i Snaphane-interviewet omtaler muslimer som notoriske voldtægtsmænd og incestuøse løgnere.

Men den del af Lars Hedegaards udtalelser er efter min mening ikke den mest bekymrende. Derfor lagde jeg i overskriften vægt på, at Hedegaard kompromitterer den retsstat, han ellers påstår at hylde. Han leger med militante ord, og selvom han ikke direkte opfordrer til vold, så er det voldsretorik der præger hans tale.

I normale, relativt velfungerende samfund er det politiet og militæret, der har monopol på volden, og hvis uautoriseret civil vold skal accepteres, så skal truslen mod borgerne være stor. Men det betyder omvendt også, at vold mod undertrykkelse ikke kategorisk kan afvises, og at Lars Hedegaard derfor ikke principielt er ond, når han taler for civil vold.

Hvis det er sandt, at muslimer plotter bag vores ryg og er nær ved at kuppe den danske nationalstat, så er det måske ligefrem en heltegerning, Lars Hedegaard gør. Omvendt kan det også være, at Lars Hedegaard er dum, uvidende, uansvarlig eller syg i roen, og derfor viderebringer forestillinger, der ikke er hold i. Men det gør ham ikke nødvendigvis til en ond racist.

Heller ikke Hedegaards påstande om muslimske onkler og fædre der voldtager i flæng, kan være essentielt onde. Påstandenes betydning afhænger jo af konteksten: Det kan være, at Lars Hedegaard har ret, og hvis udtalelserne kan være sande, bliver mandens moralske og intellektuele habitus i sidste ende underordnet.

Hedegaard må tro og mene hvad som helst, men det er samtidig omverdenens ret at gøre opmærksom på udtalelser og handlinger, der er fejlagtige og kan have konsekvenser.

Men hvis det ikke er Lars Hedegaards ’ondskab’ vi skal interesse os for, hvad er det så? Det er to ret simple ting:

1. Er det sandt, hvad Lars Hedegaard viderebringer af påstande? Det er ikke nødvendigvis nemt at afgøre; det kan muligvis kræve at man inddrager forskning, også om emner der slet ikke er belyst endnu. Men grundlæggende må vi holde os til, at vi gennem rationel videnskabelig metode kan afgøre, hvad der er fantasi og hvad der er fakta i Lars Hedegaards påstande, uanset om det kræver viden og opslidende debat.

2. Krænker Lars Hedegaard med sine udtalelser vigtige retsstatsprincipper eller borgerrettigheder? Taler han for voldelig kamp, for ’udenomsparlamentariske’ ulovlige metoder, for oprør eller for at fratage særlige grupper af mennesker deres rettigheder?

Disse to punkter gør det muligt at finde et fælles fodslag: alle demokratisk indstillede mennesker bør kunne bakke op om et rationelt videnskabsideal og om retsstat og borgerrettigheder; og set i det lys bliver ondskab og racisme ultimativt til ligegyldige begreber.

’Racisme’ er et gummibegreb – lissom antisemitisme, som jo kan rumme alt fra mild antipati og mistænksomhed overfor jøder til ønsker om at gøre det færdigt, som Adolf Hitler begyndte på. Racisme er motivanalyse og stempel, upræcist og overflødigt.

Lynchninger på den nuancerede måde
Ret skal være ret – Lars Hedegaards udtalelser om ’oprør, lynchninger og krig’ kan tolkes forskelligt, og det bliver de, alt efter hvem man er og hvilken holdning man selv har til islam- og indvandringsdebatten. Udtalelserne er nemlig tvetydige og kan opfattes både som et fremtidsscenarie og som en trussel.

I den konkrete sammenhæng i interviewet – men ude af sammenhæng med hvad Lars Hedegaard ellers har sagt om krig, oprør og modstandskamp mod muslimer – så er det plausibelt, når Lars Hedegaard påstår, at det er landets politikere han har et horn i siden på:

[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must. After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here… This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious.”

Skal vi dømme udelukkende på denne del af Hedegaard-citatet, så er det vist nok kun de indvandrer- og islambegejstrede politikere, som kan imødese et retsopgør efter ‘krigen’, hvis de ikke vågner op til den islam-trussel, vi står overfor.

Om Marianne Jelved, Birte Weiss, Birthe Rønn Hornbech m.fl. føler sig beroligede ved denne præcisering, det ved jeg ikke. I kølvandet på retsopgøret efter den forrige besættelse blev 100 landsforræddere dømt til døden og 46 af dem henrettet – ingen af dem var dog politikere.

Men set i lyset af, hvad Lars Hedegaard tidligere har sagt om krigen mod islam, og om islam som tidens totalitære nazisme, er udtrykket ‘lynchninger’ ikke helt hen i vejret: Han refererer jævnligt til situationen i Danmark i 1940-1945, og han har tidligere talt for at vi skal lade os inspirere af modstandsbevægelsen.

Frihedskampen indebar i sagens natur vold, herunder likvideringer og lynchninger af tyskertøser som fik klippet håret af. Det må Lars Hedegaard som historiker vide noget om, ikke mindst da han utvetydigt bruger modstandsbevægelsen som reference.

Da han ikke tydeligt tager afstand fra likvideringer og lynchninger af tyskertøser, så kommer han, villet eller ikke-villet, til at fremstå som en person, der godtager udenomsparlamentariske, voldelige metoder i krigen mod islam. Det tror jeg, at en fornuftig dommer vil være enig i.

Hedegaard og de andre forurettede højrefløjs-tøser
Lars Hedegaard føler sig krænket over, at nogle kan finde på at skyde ham ’oprør, lynchninger og krig’ i skoene. Højresnoede islam-manikere som ham lægger sjældent fingrene i mellem i debatten, men de jamrer sig som forurettede, præmenstruelle teenagetøser og truer med bål og brand, når de selv får med grovfilen.

Lars Hedegaards trusler om advokater og retssager tager jeg med knusende ro. Faktisk undrer det mig, at Hedegaard overhovedet overvejer den slags skridt, når han selv er kendt for at være grov i kæften og for at smøre tykt på i sine formuleringer.

Hedegaard har bl.a. kaldt statsministeren for ’en fej hund’, og postuleret at alle indvandrerungerne i folkeskolen hader os – og i øvrigt tæsker lærerne efter forgodtbefindende – at ’næsten alle’ muslimer betragter George Bush som Satans udsending, samt at fagforbundet Træ-Industri-Byg er ’gangstere’.

Listen over Hedegaards grovformuleringer er lang, og ovenstående er kun et meget beskedent udvalg. I en årrække skrev Lars Hedegaard kommentarer for Berlingske Tidende under Groft Sagt-rubrikken, og heller ikke her var det de fine nuancer der kendetegnede Lars Hedegaards skribentvirksomhed.

Skal man være flink overfor Lars Hedegaard, så kan man betegne hans skribentstil som polemisk-satirisk personlig kommentar, garneret med flotte overdrivelser i forståelsens tjeneste. Grænsen mellem satire og seriøsitet udviskes ind i mellem, den bombastiske udmelding prioriteres fremfor den forsigtige.

Selv er jeg som skribenttype Ikke helt ulig Lars Hedegaard – blot i et mere beskedent format, naturligvis – og sjovt nok er undertegnede og Lars Hedegaard også næsten lige monomant fikserede på emnerne islam og indvandring. Blot fra diametralt modsatte positioner.

Jeg bestræber mig dog på at have fakta i orden, og jeg bestræber mig især på ikke at lovprise handlinger og politiske ideer, der krænker retsstaten eller borgerettighederne.

Jeg er ikke jurist, men ikke desto mindre er jeg overbevist om, at en domstol vil lægge vægt på, at Lars Hedegaard selv er ude med riven, hvis retten på et tidspunkt skal tage stilling til hans tude-historie.

Hvad med ofrene, Hedegaard?
Afsluttende vil jeg spørge Lars Hedeggard, om det virkelig er ofrenes skæbne – alle de piger han påstår bliver voldtaget i muslimske familier – han bekymrer sig om. Man kunne nemt få den tanke, hvis man har fulgt Lars Hedegaards skriverier gennem årene, at det slet ikke er voldtægten af de muslimske piger, men voldtægten af det danske folk, der bekymrer ham.

Hvis han fastholder, at det er ofrene han græder for, hvorfor har han så ikke fremsat nogle konstruktive og fremadrettede forslag til at hjælpe dem? Igen opstår mistanken, at det slet ikke handler om kvindesag, når Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Jette Plesner Dali og andre ynker de tørklæderamte kvinder.

At de måske helst så problemet løst ved at sende det ud af landet. Ude af øje, ude af sind, som man siger.

Et forslag her på falderebet: Lad os få en kortlægning af incest-problemet blandt ALLE herboende familier. Undersøg muslimske familer, buddhistiske, leverpostejskristne og ateister for incest og voldtægter, men undersøg hele befolkningen, for hvorfor skal de etnisk danske gardiner fritages for at blive trukket fra?

En samfundsmæssig klarvask i stort format, ikke blot fokuseret på muslimer, men på alle landets borgere, det ville være et ærværdigt projekt. Og så kan vi på et tidspunkt måske tale ud fra fakta, ikke fantasi, som Lars Hedegaard ofte gør.

Fra 180Grader.

Første indlæg på bloggen bliver dette retake fra min position på 180Grader:

“[...] Our leaders do not take this seriously and I am afraid that it will take a public uprising before they will take this seriously. But they must.

After the German occupation of Denmark there were quite a few who had collaborated with the enemy who came into very hot water. The same thing could happen here…

This cannot be solved with a compromise, it’s either our civilisation or their non-civilisation and barbarism. Our two ways of life are like fire and water. One of them must be victorious. [...]”

Modstandskampen under krigen var ikke bare en folkelig, demokratisk modstand, det var også en voldelig kamp med likvideringer, feltmadrasser der fik klippet håret af, og kollaboratører i retsopgøret bagefter, der kom for en henrettelsespeloton.

Sådan er krig jo.

Og i Asger Trier Engbergs interview med Lars Hedegaard er der ingen tvivl om, at Hedegaard sammenstiller de to situationer, besættelsen i 1940-1945, med indvandrings- og islamtruslen af i dag. Men Hedegaard er ikke ærlig i sit svar. Han manipulerer.

Hedegaards citat-række ovenfor hænger retorisk sammen, for han kan ikke med sin gode samvittighed i behold påstå, at ’oprør’ betyder et fredeligt vælgeroprør i en alm. moderne politisk krise, når han i næste sætning sammenligner ‘islam-elskere’ i dag med landsforrædere under krigen.

At der hersker krig mellem ‘os’ og ‘dem’, mellem europæisk og muslimsk civilisation, det lægger Lars Hedegaard ikke skjul på. Han erklærer en titanernes kamp – den enes undergang, den andens sejr -  og i en titanernes kamp går det sjældent stille af sig.

Jeg skriver i mit indlæg mod Lars Hedegaard,om ‘oprør, lynchninger og krig‘, men lynchninger er ikke et dækkende ord for det at likvidere stikkere, klippe tyskertøserne skaldede eller henrette kollaboratører. ‘Voldelige konsekvenser af modstandskamp’ er mere præcist.

Modstandskamp er hvad Lars Hedegaard utvetydigt henviser til, og det er bekymrende, uanset om han har ret eller ej. Én af grundene til, at islam ifølge Lars Hedegaard er så farlig, er muslimernes syn på kvinder, incest og voldtægt:

“De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Der udkom for nylig en bog, som er skrevet af en somalisk pige, i Norge, hvor hun skriver om forholdene i somaliske familier i Norge. Hun blev voldtaget af sin onkel. Hendes mor og hendes mors veninder og hendes far protesterede ikke. Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers … Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.“

I sit svar fremtræder Lars Hedegaard pludselig som en relativt fornuftig mand:

“Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.

Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande.”

Hedegaard erkender selv, at der ingen dækkende analyser af problemets omfang er, men til støtte for påstanden om, at ‘… det sker hele tiden“, fremlægger Hedegaard rapporter og citater, der synes at indikere et eller andet om vold og incest i muslimske indvandrerfamilier. Vi ved bare ikke præcist, hvad de indikerer.

Hvor stort omfanget af ’den muslimske familievoldtægt’ reelt er, det ved vi ikke endnu.

Hedegaard refererer til en Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith, Vestlondon. Baleela fortæller:

”Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet”.

Og det er forfærdende tal, især hvis de også gælder indvandrer-muslimer i Danmark. Men bør vi ikke vide mere om problemets omfang før vi handler? Der er jo slet ikke nogen klarhed over problemet.

Dels taler Hedegaards kilde ikke om voldtægter af børn og unge i muslimske familier, men om vold mod hustru og børn i hjemmet. Der er stadig forskel på ‘hjemlig vold’ og ‘incestuøse voldtægter’.

Og dels er påstanden om et omfang af vold i arabiske familier på 60 pct. kun ét af flere. Lars Hedegaard fremfører faktisk selv nogle helt anderledes tal:

“En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning” (læg mærke til, at volden i muslimske familier ovenikøbet finder sted overfor muslimske kvinder og børn. Skandaløst).

10 procent mod 60 procent. Vold og incest finder man også i indfødte danske familier, og man kan heller ikke uden videre slutte fra ’arabiske familier i Vestlondon’ (oprindelig fra Irak, Palæstina eller Egypten?) til tyrkiske, iranske, pakistanske eller indonesiske muslimer i København. Eller i Chicago.

Det er ikke umuligt, at der er større incest-risiko blandt indvandrere/muslimer i Danmark, baseret bl.a. på de undersøgelser og rapporter, Hedegaard fremlægger. Men hvis vi køber anklagen, hvad bør vi så gøre ved problemet?

Hr. Hedegaard synes at føle stærkt for den militante kamp mod undertrykkelse, men jeg husker desværre ikke, om han for nylig har budt ind med fremadrettede, positive bud på ’islamproblemet’. Selv vil jeg helst høre om de ikke-voldelige forslag først, før jeg tager stilling til de voldelige.

Lars Hedegaard slutter med denne fine hensigtserklæring:

”Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.”

En af krigens og modstandskampens følger er, at nogle af frihedsrettighederne – i værste fald de fleste – sættes ud af kraft, og da Lars Hedegaard ikke lægger skjul på, at vi er i en krigssituation, så må man frygtsomt spørge, hvilke borgerrettigheder der ryger først. Og hvilke hoveder der skal rulle bagefter.

Når Lars Hedegaards historiske referenceramme er modstandskampen, så er det under alle omstændigheder voldsomt hyklerisk af ham at fremstille sig selv som ’hr. Moderne, demokratisk Midtervælgeroprører’.

Det er på tide, at Lars Hedegaard afsværger sig sin militante tilgang til bekymrende samfundsproblemer og bliver demokratisk moden.