raapil unblogged 2.0

Hvad er galt med denne artikel fra Berlingske? Ja, udover den er elendigt skrevet, så er den også en skændsel for alle journalister med et minimum af kritisk sans. Ubeset køber man påstandene i en rapport om vækst i global antisemitisme udgivet af Tel Aviv Universitets Stephen Roth Institut, og ukritisk slår man på stortromme for rapportens postulater.

Endnu engang skruer man på knapperne, således at antisemitisme ikke blot er had til og konspirationsteorier om jøder, men også er kritik af Israel og zionismen. Medierne og især de borgerlige debattører æder det råt – ikke fordi de ved hvad de taler om, men fordi de har et religiøst forhold til Israel.

Torben Mark Pedersen, lokalformand i København for LA, kunne således bringe artiklen på 180Grader, hvor den ikke overraskende fik en hel masse stemmer (hvad nærværende velargumenterede indlæg naturligvis ikke vil få). For når nogen råber ”antisemitismen stiger!”, så er det sandt, og så er der ingen grund til at se nærmere på kilderne til postulatet, metoderne brugt i diverse rapporter eller konklusionerne der drages.

Jeg vil nedenfor vise, at der er grund til at drage såvel kilder som metoder og konklusioner i tvivl, når det drejer sig om postulaterne om stigende antisemitisme. Formålet er naturligvis ikke (det burde være unødvendigt at gøre opmærksom på) at blåstemple de tilfælde af reel antisemitisk vold og propaganda – endsige vold mod jøder generelt – der finder sted.

Min intention er først og fremmest at gøre opmærksom på, at antisemitisme-stemplet bruges strategisk til at friholde Israel fra ansvar for landets handlinger ved at stemple dets kritikere. Jeg ønsker også at give mit beskedne bidrag til at knuse den alliance af højrenationale og religiøse i Israel, USA, Europa mv., der ser en fælles interesse i at ‘bekæmpe islam’ ved at dæmonisere Israels fjender og kritikere.

Desuden holder jeg af sandheden og kan ikke bifalde den massive forvanskning af realiteterne som finder sted. Endelig mener jeg, at zionisternes politik overfor palæstinenserne og israel-apologeternes blinde støtte er en trussel mod jøder globalt og i Israel. I dette indlæg vil jeg dog først og fremmest koncentrere mig om Israel og postulaterne om den stigende antisemitisme.

Berlingske bruger en ‘professionel jøde’ som kilde
Jeg vender tilbage til rapporten fra Tel Aviv Universitet senere, og ser først på artiklen fra Berlingeren. Som sandhedsvidne til postulatet om stigende antisemitisme i Danmark har Berlingskes journalist Peter Westermann fundet frem til formanden for Mosaisk Trossamfund, Finn Schwartz:

Både Universitetet i Tel Aviv og Mosaisk Troessamfunds formand er klar over, at den spændte situation i Israel er medvirkende til den stigende antisemitisme i resten af verden.

Det er flot: man anerkender at Israels ulovlige og umoralske politik i Palæstina spiller ind på ‘antisemitismen’. Men hov – så er der jo ikke nødvendigvis tale om antisemitisme, men snarere om en konflikt der har spredt sine ringe i vandet som følge af migrationer. Der er også danske jøder, som bringer konflikten til live uden for dens kerneområde. Og der er heller ikke nødvendigvis tale om overgreb, idet langt de fleste arabisk-muslimske fjender eller kritikere af Israel bruger argumenter frem for vold.

Hvad vold mellem de etnisk-religiøse grupper angår – og her er det utvivlsomt arabere eller muslimer, der er mest voldsparate, mens israel-sympatiske jøder og andre apologeter snarere bruger ordets magt – så skelner misdæderne tragisk nok ikke mellem dem, der reelt begår forbrydelserne i Palæstina, og dem der blot tilhører samme etnisk-religiøse gruppe i Danmark.

Det er imidlertid set før, og det betyder heller ikke, at volden er antisemitisk af karakter. Antisemitisme er et begreb, der trækker på en lang tradition af europæisk tankegods og konspirationsteorier om jøderne. Dem behøver man ikke dele, selvom man er vred på Israel. Man kan også være tibetansk fjende af Kina, tjetjensk fjende af Rusland, tamilsk fjende af singhaleserne eller shiitisk fjende af Saudiarabien uden at abonnere på fantasifulde konspirationsteorier om de pågældende plageånder.

Omvendt er det oplagt, at traditionel antisemitisme bliver en del af propagandaen, når palæstinensere hader jøder pga. Israels gerninger. Det er ikke moralsk rigtigt, men indlysende at det sker, da alle grupper med konflikter vil søge at dæmonisere hinanden med de redskaber, de har til rådighed. For araberne er det bl.a. Hitlers Mein Kampf og Zions Vises Protokoller der tages i brug. For de jødiske nationalister er det islamkritikken i dennes mere eller mindre ekstreme udgaver.

Men hvor mange antisemitiske overgreb har der egentlig været i Danmark?
Schwartz siger videre:

- Vi har oplevet en stærk stigende antisemitisk hetz i det seneste år. Vores ejendomme er blevet ødelagt, vores mindesmærker er blevet udsat for hærværk, og menneskeligt har vi også stået overfor angreb. Vi håber ikke, at 2009 viser, hvordan det bliver fremover, siger Finn Schwartz.

Hvilke og hvor mange af de hændelser Finn Schwartz nævner, har fundet sted? Det får vi ikke svar på. Vi har endnu heller ikke fået tal på, hvor mange anti-jødiske hændelser der egentlig finder sted i Malmø, som ofte har været i medierne de seneste måneder pga. en påstået voldsom vækst i antisemitisme og vold mod jøder.

Vi vender tilbage til Malmø senere; først ser vi på Finn Schwartz’ påstande om Danmark: Hvis vi skal tro den rapport der ligger til grund for Berlingske-artiklen, så overdriver Finn Schwartz umådeholdent. Ifølge rapporten fra Stephen Roth instituttet i Tel Aviv fandt der fem såkaldt antisemitiske hændelser sted i Danmark i 2009.

Instituttet i Tel Aviv har næppe undervurderet hændelserne, som ifølge beskrivelsen kan omfatte vold med og uden våben, brandattentater, trusler og vandalisme (med den sidste som den absolut mest udbredte – mere om det senere).

Hvis antallet af hændelser er vokset fra én til fem, så er der klart tale om en voldsom øgning, men – idet vi husker at understrege at ethvert tilfælde er ét tilfælde for meget – så er der ikke tale om et voldsomt højt hændelsesniveau i det hele taget.

Danmark ‘udmærker sig’ med ét voldstilfælde med våben, nemlig sagen fra Odense, hvor en palæstinenser skød to israelske sælgere – altså ikke bare jøder, men også israelere; misdæderen var palæstinenser, og mordattentatet fandt sted 31. december 2008, midt under Israels angreb på Gaza, den såkaldte Cast Lead-operation.

Mon der er en sammenhæng? En sammenhæng der ikke så meget er antisemitisk som den er knyttet til den aktuelle konflikt mellem palæstinensere og israelere? Det er i øvrigt sigende, at Roth-rapporten inddrager hændelsen i Odense, som jo fandt sted i 2008. Rapporten ser på 2009, men sagen var tilsyneladende så vigtig at nævne, at man måtte se stort på årstallet.

Finn Schwartz igen:

- Vi ser den antisemitiske hate-crime komme fra tre grupper. For det første er der muslimerne – først og fremmest med palæstinensisk baggrund, som angriber jøderne i Danmark på grund af den spændte situation i Israel.

Som redegjort for ovenover, så kan man ikke umiddelbart anerkende arabervold mod jøder som antisemitiske overgreb. Overgriberne kan være antisemittter, og antisemtisk propaganda kan yderligere have ansporet til deres handlinger, men det er umuligt og helt urimeligt at se bort fra baggrunden af krig, erobringer, besættelse, kolonisering og etniske udrensninger i Palæstina, når man skal vurdere motiverne.

Husk det nu: Kritik af Israel er antisemitisme
Ifølge Finn Schwartz kan meget imidlertid gå for at være antisemitisme, ikke bare palæstinensisk vrede mod Israel og jøder:

For det andet er der den yderste venstrefløj, som kæmper i mod den israelske stat, og så er der den yderste højrefløj, som ikke synes, at Hitler gjorde arbejdet færdigt med folkemordet under anden verdenskrig, siger Finn Schwartz.

Hverken den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj er – i modsætning til hvad Schwartz lægger op til – entydige i deres Israel- hhv. jødekritik. Nogle venstrefløjsere mener at Israel bør nedlægges og erstattes af en ægte demokratisk stat, hvor jøder, arabere og andre minoriteter nyder samme rettigheder. Andre ser hellere en palæstinensisk stat oprettet ved siden af den jødiske.

Og I øvrigt er det slet ikke blot ‘den yderste venstrefløj’, der er kritiske overfor Israel. Kritikken går bredt henover midten og omfatter endog ellers solide borgerligt-konservative. Men hr. Schwartz vil naturligvis gerne fremstille det som om, at enhver kritik af Israel eller vold mod jøder foretages af ekstremister, og at årsagen er et altid dunkelt, uforklarligt og irrationelt had til jøderne.

Man noterer sig i øvrigt, at hverken Max Meyer eller Claus Bentow, de to myreflittige danske zionister, har kommenteret ‘den altid voksende antisemitisme’ i denne omgang. Deres manipulationer er nok blevet for åbenlyse, så de to ekvilibrister har valgt at holde lav profil en stund.

På min blog skrev jeg i sin tid om, hvordan Meyer og Bentow strategisk var ude i medierne med anråb om ”voksende antisemtisme”, første gang i 2006, kort tid efter Israels angreb på Libanon, anden gang i 2009, umiddelbart efter Gazakrigen, hvor Claus Bentow boltrede sig i medierne med tvivlsomme historier, og hvor Max Meyer flot spillede rollen i tv som forfulgt, anonymiseret jøde.

Tæppet begynder i disse år at brænde stadig mere under Israel; selv nu, i relativ fredstid, er landet under voksende international kritik for sin åbenlyse kolonisering af Vestbredden og de ofre, palæstinenserne her må yde for den zionistiske drøm. Så det er lige efter bogen: når Israel kommer under international beskydning, så træder prominente jøder ind på scenen og råber ”antisemitismen stiger!”. Denne gang lod man Finn Schwartz påtage sig rollen at aflede Israel-kritikken, og Schwartz gør det bestemt også godt.

Det er ikke bare i Danmark, man kan iagttage det mønster, jeg beskrev. Norman Finkelstein har registreret samme mekanisme i USA. (Det skal tilføjes, at jeg kan ikke få mine gamle indlæg online på min blog, og jeg synes ikke jeg vil redegøre yderligere for sagen her, men trofaste læsere vil kunne bekræfte, at jeg skrev og dokumenterede som anført).

Ingen grænser for antisemitismen
Foruden de velkendte syndere, Arabistan, Østeuropa og Tyskland-Østrig – bemærk: alle tyskere og østrigere!  - er også Danmark antisemitisk, Norge også, og Sverige er naturligvis - især de svenske venstrefløjsere.

Faktisk er hele Skandinavien syltet ind i antisemitisme; også anti-globaliseringsbevægelsen er antisemitisk, og det er anti-amerikanisme også. Der er antisemitisme i organisationer og i adfærdsvidenskaberne, Barack Obama er antisemit, og det er Sarah Palin også. At Mel Gibson er antisemit, det ved vi alle sammen, men Lone Scherfig er skam også, foruden naturligvis undertegnede – den værste antisemit nord for Litani-floden – samt millioner af andre, som det vil føre for vidt at nævne her.

Mens der i nogle af de ovenstående eksempler uden tvivl kan identificeres noget antisemitisk substans, så er der heller ingen tvivl om, at der er gået inflation i brugen af antisemitisme-stemplet. Inflation betyder, at valutaens værdi forringes, og det er netop den risiko, de flittige zionister og deres Israel-sympatiserende venner løber: at ingen råber vagt i gevær, når eller hvis ulven endelig kommer.

Jøder har bestemt problemer i Sverige og Danmark – det er ikke uden grund at skoler og synagoger skal terrorsikres. Ind i mellem udsættes jøder utvivlsomt også for voldelige overgreb. Men berettiger det til hysteri og alarmisme, eller maner det tværtimod til eftertanke?

Når det er tydeligt, at antisemitismen stiger ekstra meget (husk på at den jo stiger hele tiden), hver gang Israel går i araberkrig, så kunne man overveje, om der var mere nærliggende ting at gøre end at gribe til de evindelige anti-antisemitiske opdragelseskampagner og syndfloden af holocaust-film og – monumenter. Man kunne f.eks. overtale de israelske zionister til at finde fred med deres palæstinensiske medborgere.

Mens der ingen ende er på antisemitisme-alarmerne, så er der til gengæld delte meninger om antisemitismens intensitet, også i Sverige:

The Swedes are not anti-Semitic, the Rabbi of Stockholm’s Orthodox Jewish community, Meir Horden, told AngloFile on a visit here this week. According to Horden, Swedish Jews have only hostility from local Muslims to fear. [...] ”Six percent of the population is Muslim and this causes problems, like attacks in graveyards, but you don’t feel an anti-Israel situation.”

Allerede i 2003 var Washington Times på banen med alarmistisk rapportering fra Stockholm om voksende antisemitisme, og en undersøgelse i af antisemitisme i Sverige blev senere af den ellers fornuftige israelske avis Haaretz udlagt som om, at 40 pct. af svenskerne er antisemitter. Undersøgelsen var dog – som den aktuelle fra Tel Aviv University – tvivlsom i sin metodologi og sine konklusioner:

The sensationalist Ha’aretz headline, “41 percent of Swedes are prejudiced against Jews,” derives from the report’s conclusion: “A total of 59 per cent systematically rejects anti-Semitic prejudices.” Ha’aretz interpreted the latter to mean that 41 per cent of Swedes are anti-Semitic, yet this is simply spurious. Suddenly, a respondent saying he “didn’t know” if he had anti-Semitic prejudices, becomes translated into someone with anti-Semitic tendencies.

In other words, if for whatever reason a respondent never has come into contact with Jews and states that he doesn’t have an opinion on anti-Semitism, then the Ha’aretz interpretation of the report actually portrays the person as an anti-Semite. [...]

When all is said and done, anti-Semitism is a relatively small problem in Sweden and the number of assaults with anti-Semitic motives is lower than what other minorities suffer from, and has even decreased during recent years. Trying to depict the country as on the verge of Nazism is pure fantasy.

På det svenske Säkerhetspolisens hjemmeside er voldelige overfald på jøder ikke nævnt, men det har muligvis at gøre med  opgørelsesmetoderne. I rapporten fra Tel Aviv Universitet hedder det imidlertid, at der i 2009 var ni (9) antisemitiske hændelser i Sverige. Ni for mange, men næppe tilstrækkeligt til at fremmane billedet af forfulgte jøder, omtrent allerede installeret i kreaturvognene og på vej til tilintetgørelseslejre. Eller i hvert fald tvunget af det muslimske herrefolk i Malmø til at bære gule jødestjerner.

‘Antisemitisme’ er i dag primært et produkt af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men jøder i diasporaen er naturligvis ikke legitime mål for vold, fordi de bakker op om Israels politik. De gør bare Israel, og jøderne generelt, en bjørnetjeneste. Lad os nu se nærmere på rapporten fra Stephen Roth Instituttet i Tel Aviv.

En tvivlsom rapport med tvivlsomme konklusioner
Det overstiger mine ressourcer at grave dybt i Tel Aviv-rapporten, så jeg vil i stedet trække eksempler frem på rapportens tvivlsomme kilder og brugen af begrebet antisemitisme. Jeg er heldigvis ikke den eneste der har kastet et kritisk blik på rapporten; hos MondoWeiss når Max Blumenthal frem til lignende kritiske konklusioner om rapportens soberhed.

Selvom der i USA finder sporadiske angreb på jøder eller jødisk ejendom sted  (dog mest i form af hagekors-grafitti), så er den organiserede antisemitisme svær at få øje på:

Organized anti-Semitism seemed to have been so absent from American life in 2009 that the Roth Institute felt compelled to lard its report with accounts of murders of non-Jews by right-wing extremists. For instance, the report goes on at length about Richard Poplawski, a deranged young skinhead who killed three cops in Pittsburgh reportedly because he hated Obama and thought he sent the police to take his guns away. Unless Obama had secretly converted to Judaism (wasn’t he supposed to be a crypto-Muslim?), the designation of Poplawski’s killing spree as an anti-Semitic attack is a wild stretch.

Rapporten nævner også Venezuela som et sted, hvor antisemitismen er i dramatisk vækst, men overser dermed, at jødiske organisationer i Venezuela på det kraftigste afviser dette:

Turning its focus to Latin America, the Roth Institute predictably rehashes the widely repeated canard that Hugo Chavez’s Venezuela is a hotbed of anti-Semitism. And like the ADL and the Simon Wiesenthal Center, the Institute appears to have studiously avoided any contact with the Confederation of Jewish Associations of Venezuela, the country’s main Jewish umbrella organization.

That may because the Confederation has already repudiated the notion of a Chavez-incited campaign of anti-Semitism and has condemned the Simon Wiesenthal Center for not consulting it about the reality of Jewish life in Venezuela.

Kunne forsøget på at stemple Hugo Chavez’ Venezuela som antisemitisk handle om, at Chavez går imod strømmen og gerne omfavner Irans Ahmadinejad – Israels ærkefjende? Blumenthal konkluderer:

While the threat of anti-Semitic attacks should not be dismissed, however random and rare they might be in Western society, the Roth Institute and its collaborators appear more interested in insulating Israel from scrutiny for its killing of 773 civilians in Gaza in 22 days than in generating education and dialogue to combat bigotry.

Indeed, the main thrust of the report is consistent with one of the key objectives of the Netanyahu administration and its international supporters: to undermine the Goldstone Report and assail any public figures who support its findings.

[...] if Israel’s policies towards Gaza have fanned the flames of anti-Semitism, as the report seems to claim, the discussion must turn to whether Israel’s occupation of the Palestinians is threatening the safety of Jews across the world. Is there a linkage?

Ja, naturligvis er der en sammenhæng. Arabiske-muslimske fjender og kritikere af Israel kan være ordinære antisemitter, der nærer klassiske konspirationsteorier om en verdensomspændende, ondartet jødesammensværgelse, men lokomotivet bag disse forestillinger er konflikten i Mellemøsten. Det slår den israelske rapport faktisk fast med syvtommersøm:

In the Netherlands, for example, in cases of violence or direct confrontation on the streets in which insults were directed at a visibly Jewish person, the perpetrators were almost invariably identified as young men of North African descent.

One of the victims, a visibly Jewish man, testified that “when an Israeli military operation dominates the headline, I am the first to notice it on the streets… The verbal abuse hurled at me… is becoming more severe and more regular.”

“Their reasoning goes something like this: Israelis are Jews,” explained Menno ten Brink, a rabbi for the liberal Jewish community in Amsterdam: “Palestinians are Arabs, so we Moroccan ‘Arabs’ in the Netherlands are going to take on Dutch Jews.

Hvis israelsk politik i Palæstina fører til øget antisemitisme verden over, hvad er så mere oplagt end at ændre den israelske politik i Palæstina?

- og med tvivlsomme kilder
Hvem er de danske og skandinaviske meddelere, som Stephen Roth Instituttet har brugt til at samle data? I Danmark er det en Jerry Hessner, om hvem der kun findes sparsomme oplysninger på en Google-søgning. Hr. Hessner lader dog til – skal man tro en Google-oversættelse af dette islandske indlæg – at have en eller anden form for kontakt til synagogen eller den jødiske menighed i København.

I Sverige er det israelske instituts meddeler en Jonathan Leman, der er aktiv i den Svenska Kommittén Mot Antisemitism og desuden en meget flittig skribent. Emnet der oftest synes at optage Leman er… surprise: den evigt voksende antisemitisme, også når han interviewes af Sydsvenskan, og af Expressen. På sin egen blog er Jonathan Leman ligeledes meget optaget af antisemitisme. Han citerer bl.a. en Inge Lønning for følgende:

“Det farliga med antisemitismen är inte de bekännande antisemiterna, utan de andras villighet att tillerkänna delar av deras trosbekännelse ett visst mått av rimlighet och berättigande.”

Det farlige med den trosbekendelse er, kan man indvende, at når antisemitisme kan omfatte snart sagt hvad som helst, så kan enhver interesse for dette hvad-som-helst defineres som antisemitisme, f.eks. kritisk interesse for Israel, for den jødiske lobby i USA, for anti-globalisering, for Barack Obama og Sarah Palin eller for Mel Gibsons og Lone Scherfigs film.

Michael Neuman skriver andetsteds:

Inflating the meaning of ‘antisemitism’ to include anything politically damaging to Israel is a double-edged sword. It may be handy for smiting your enemies, but the problem is that definitional inflation, like any inflation, cheapens the currency. The more things get to count as antisemitic, the less awful antisemitism is going to sound.

Antisemitisme er ikke et fast defineret begreb – det kan det ikke være – og derfor kan vi ikke identificere problemet med antisemitisme som, at det er ”… de andres villighed til at tildele [den antisemitiske trosbekendelse] et vist mål af rimelighed og berettigelse”.

Det kan være fuldstændig moralsk legitimt at interessere sig kritisk for noget og på en måde, som andre betragter som antisemitisme. Det er endog fuldstændig moralsk legitimt ikke at bryde sig om jøder (og lad mig understrege, at der er jøder jeg bryder mig om, og jøder jeg ikke bryder mig om. Akkurat som med alle andre grupper af mennesker). Neuman skriver:

Not even all acts and attitudes harmful to Jews generally should be considered antisemitic. Many people dislike American culture; some boycott American goods. Both the attitude and the acts may harm Americans generally, but there is nothing morally objectionable about either. Defining these acts as anti-Americanism will only mean that some anti-Americanism is perfectly acceptable. If you call opposition to Israeli policies antisemitic on the grounds that this opposition harms Jews generally, it will only mean that some antisemitism is equally acceptable.

Den norske kilde til den israelske rapport er en Christine Mohn, som jeg ikke kender meget til. Hun lader dog til at skrive om klassisk musik på document.no, og det er jo en fantastisk fin faglig ballast at have, når man skal ud og undersøge antisemitisme i det norske samfund.

Hun har også et kærligt forhold til Israel (scroll ned til c’erne på listen), og det er der jo intet galt i. Men der er bestemt noget galt i, at en israelsk forskningsinstitution som kilder til en rapport om voksende antisemitisme bruger, hvad man ikke helt urimeligt kan betegne som politiske aktivister, i stedet for at sikre den tilstræbte objektivitet ved at bruge f.eks. sociologer fra Københavns Universitet. Man kunne nok få et samarbejde med københavnske akademikere i stand, hvis man spurgte.

Jeg vil ikke gå dybere i en undersøgelse af kilderne til den israelske rapport, da jeg tror læserne har fanget pointen. Jeg vil blot understrege pointen ved at nævne, at den britiske kilde er Michael Whine, også en jødisk-national aktivist, som er

”… communications director of the Community Security Trust and director of the Defence and Group Relations Division of the Board of Deputies of British Jews. He is a consultant to the European Jewish Congress and has represented it at the OSCE. He writes regularly on anti-Semitism, extremist politics, and terrorism”.

Hagekors på synagogerne og andre alvorligheder
Lad os se nærmere på, hvilke hændelser og andre synder der kan klassificeres som antisemitiske i rapporten fra Tel Aviv Universitetets Stephen Roth Institut. Rapporten nævner en lang række eksempler på verbal tilsvining af jøder og grovkornet kritik af Israel (‘jødesvin’, ‘dræb jøderne’, ‘zionisme er nazisme’ osv.).

Men hvor alvorligt er det lige i en verden, hvor sudanske militser driver folk væk fra deres landsbyer, russisk militær sønderbomber Tjetjenien, Israel annekterer Vestbredden og Saudiarabien fører beskidt krig mod shiiter i Yemen?

Det hedder sig ydermere i den israelske rapport:

Since our policy is to document cases that show clear antisemitic content and intention, hundreds of instances of targeting of Jewish individuals or property, where there was no clear evidence of antisemitic motive, are not included.

Hvis intentionen er at vise eksempler på klart antisemitisk indhold og intention, så kan det undre, at rapporten ikke giver en klar definition på,  hvad antisemitisme egentlig er (tak til Ole S). De ‘klare eksempler’ på antisemitisk indhold og intention kan, påstår instituttet, imidlertid være:

The abuse of the Holocaust is expressed in more subtle ways as well. In July 2009 the EU adopted the Prague Declaration, which instituted August 23 as a day of commemoration of all victims of fascist and totalitarian regimes. The declaration, which was motivated by the exigencies of the post-Communist states, undermines the uniqueness of the Holocaust and Nazi ideology because it equalizes Nazi crimes with Soviet ones, and reflects jadedness with the eternal Jewish self-image of the ultimate victim.

At sidestille noget som helst med holocaust er altså – ifølge Stephen Roth Instituttets eksperter – et klart eksempel på antisemitisme. Akja, definitionen på antisemitisme udvides bestandig.

Moreover, in a few countries such as Sweden and Spain, some official voices called to suspend commemoration of the Holocaust on January 27, as instituted by the UN, until Israel changes its policies.

Det er også antisemitisme, for de spanske og svenske overvejelser har selvfølgelig intetsomhelst at gøre med reelt mishag ved Israels Gazakrig. Og i samme ånd:

In Sweden the former archbishop of the Church of Sweden K-G Hammar withdrew his participation in an International Holocaust Remembrance Day ceremony on January 27, citing Israel’s actions in Gaza, while the diocese of Luleå decided to cancel its annual memorial event for the same reason.

Rapporten kan også afsløre at

[…] three out of ten Britons believed that Jews were both victims and aggressors in “roughly equal measure” throughout history. According to Stephan Smith, director of the Holocaust Center, “it suggests a lack of historical perspective that almost a third of those interviewed think of Jews as being as likely to be aggressors as victims.”

Ikke bare er det antisemitisk at betvivle jøders menneskelighed, nu er det også antisemitisk at antage, at jøder er mennesker som alle os andre, med samme evne til brutalitet og grusomhed som alle andre. Og:

In another survey, published by the German weekly Stern on January 14 (during the war in Gaza), 49 percent of Germans considered Israel an “aggressive” state and 13 percent questioned Israel’s right to exist.

Uanset om man kan godtgøre, at Israel opfører sig aggressivt, så er det antisemitisk at sige det offentligt. Og en anden påstand fra rapporten:

Increasingly, and on university campuses in particular, Jewish students face hostility if they appear to be pro-Israel.

Denne påstand føres der ingen beviser for, og andre iagttagere ser tværtimod en jødisk ‘golden age’ på nordamerikanske universiteter:

In Beyond Chutzpah I documented that the spurious claim of a “new anti-Semitism” is revived whenever Israel comes under international pressure to settle the Israel-Palestine conflict diplomatically or whenever it faces a major public relations debacle.

I devoted considerable space to recent allegations that anti-Semitism is rampant at U.S. colleges and universities. On its face the claim appeared to be bizarre. Campus life is so politically correct nowadays that, for better or worse (I think it’s a mixed picture), you can’t be anti- anything, let alone the ultimate taboo, anti-Semitic. How then could it be that Jewish students were having to endure pogroms?

In fact the allegations turned out on investigation to be sheer fakery. Now that the second intifada has been defeated, and Israel has returned to the good graces of the Western world, it seems that Israel’s propagandists have decided to close down the latest revival of the “new anti-Semitism” extravaganza, while the truth can be safely acknowledged: that it’s a “‘Golden Age’ for Jews on Campuses, Not an Era of Anti-Semitism”.

Rapporten igen:

Israel Apartheid Week (IAW) took place during March 1-8, 2009, on college campuses in 40 cities around the world. In 2005 the first such event was held only in Toronto, Canada. According to the IAW website (apartheidweek.org), the aim of IAW is “to educate people about the nature of Israel as an apartheid system and to build Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) campaigns as part of a growing global BDS movement.

At antyde at Israel – med sine omkring 30 love der sikrer jøder privilegier i forhold til landets arabiske mindretal – er et land med apartheid, det er naturligvis antisemitisk. Og at arbejde for boykot er også.

Det chokerende omfang af jødeforfølgelser i USA
Lad os se lidt nærmere på USA. Her indsamlede den myreflittige Paula Stern i 2007 eksempler på den antisemisme, der rider landet som en mare og truer jøder på liv og levned. Blandt de utallige eksempler på hagekors tegnet hist og her (jeg tegnede også engang et hagekors i mit kladdehæfte) nævner Paula disse chokerende eksempler på amerikansk antisemitisme:

• Nobel laureate and Holocaust scholar Elie Wiesel was dragged from an elevator and roughed up during a peace conference at a San Francisco hotel, according to police.
• In an interview James D. Watson asks rhetorically, “Should you be allowed to make an anti-Semitic remark?” He answered: “Yes, because some anti-Semitism is justified. Just like some anti-Irish feeling is justified. If you can’t be criticized, that’s very dangerous. You lose the concept of a free society.”
• A metropolitan Atlanta, Georgia official has resigned her position after posting anti-Israel remarks on a web site. Cherokee County Planning Commission member Mary Catarineau wrote last month that Israel “was artificially created to provide a place for Jews to avoid persecution after the Holocaust. The Holocaust is not going to recur, and Israel has caused nothing but problems. Jews can remain or leave, but give the land back to the Muslims.”
• Miller, 46, an Orthodox Jew, said he was repeatedly proselytized by hospital chaplains and staff in attempts to convert him to Christianity during three hospitalizations over the past two years. He said he went hungry each time because the hospital wouldn’t serve him kosher food, and the staff refused to contact his rabbi, who could have brought him something to eat.
• Laura Myers, director of the New Jewish Academy in Worcester, said eight windows were smashed there over the weekend.
• In early October, a home in Dearborn Heights displayed an anti-Israel banner that featured Nazi swastics beside a jewish star.
• A rabbi has filed a civil rights lawsuit against the township where he lives, saying local officials are conducting an illegal surveillance of his house and restricting his right to pray at his home. [...] At issue is whether Bernstein, a rabbi with the ultraorthodox Lubavitch Chabad, is allowed to host a minyon, the necessary 10 men to pray under orthodox Jewish law, at his home on Shabbat, Friday night to Saturday night.
• A swastika roughly the size of a FOOTBALL FIELD was carved in a cornfield in Mercer County.
• In September, a group of black teens began attacking Jewish residents of Crown Heights, by shouting anti-Semitic slurs, and physically assaulting anyone Jewish that met their path. Shmira were called, upon responding to the call Shmira members began restraining the group, but were disappointed by police officers who showed up, and instead of arresting the attackers, the police arrested two Yeshiva boys.
• Law and Order’s Anti-Semitic episode questions Jewish loyalty: The plot line of the February 27 installment of Law and Order: Criminal Intent, a fictional police drama broadcast across America on NBC, centers on a journalist who is poisoned after his girlfriend uncovers a foul-up by Israeli intelligence. The show depicts Israeli bulldozers destroying Palestinian schools, with at least one character referring to “Israeli brutality.”
• It [tv-programmet] also includes a Jewish police captain who agrees to cover up for Israel by shutting down a criminal investigation at the urging of the head of the local pro-Israel group. In one scene, after Captain Danny Ross tells his officers to halt their investigation, Detective Mike Logan confronts him and asks, “Are you a Jew first and a cop second?”
• A rough drawing of a building labeled “Jewish library” with missiles headed toward it was found in a Princeton University common room. Also in the path of the missiles were stick figures labeled “little Jews.” A swastika graced the top of the sketch. Jewish students presume the drawing is a reference to a Jewish fundraising drive for an elementary school in northern Israel damaged during the Second Lebanon War last summer.
• According to Herky Pollock, the incident occurred Thursday, May 3, at Mortons Steakhouse, Downtown, while Pollock and two friends were dining there. David Sunseri, owner of the Pennsylvania Macaroni Company, was invited to join them for a drink. After a short time, Pollock said, Sunserie started to complain about the bread. “‘He then picked up the bread and proceeded to squeeze it, break it and show it off to two waiters, while echoing the same sentiments to them. He then launched into the following statement, ‘only Jews would like this bread.‘ Pollock said he asked Sunseri if he meant all Jews. ‘He replied ‘No, just Pittsburgh Jews.’ To which I asked ‘why?’ He replied that ‘Pittsburgh Jews had no taste….’” The other two diners at the table, neither of whom is Jewish, confirmed Pollock’s account of the incident when contacted by The Chronicle. David Sunseri has apparently apologized for the remarks.
• Justice Denied: John Demjanjuk, the retired autoworker accused of being a Nazi concentration camp guard, appears likely to live out his days in the United States. No other country is willing to accept the 87-year-old, the Cleveland Plain Dealer reported.
• Justice achieved: a far-right extremist has been sentenced to more than eleven years in federal prison for an attack on the synagogue in Eugene, Oregon, in 2002. According to federal prosecutors Jacob Laskey, 26, who calls himself a white supremacist, admitted as part of a plea bargain that he wanted to commit acts of violence against Jews, blacks and other ethnic or racial groups. Laskey admitted throwing rocks etched with swastikas through stained glass windows at Temple Beth Israel while about 80 people were inside attending a service.
• In September, graffiti was painted on a wall in a parking lot in Burke, Virginia. Two images were drawn, showing one large stick figure with a swastika over his head shown pointing a gun and shooting a bullet at the smaller figure, which had a Jewish star painted above its head.

Kun få af Paula Sterns eksempler er til andet end at grine af, men som Paula selv gør opmærksom på, så er listen ikke komplet. Efter Gazakrigen er antallet af hagekors-grafittier sikkert fordoblet.

Afsluttende betragtninger om den altid voksende antisemitisme
Jeg lader Michael Neuman komme til orde igen:

In short, the real scandal today is not antisemitism but the importance it is given. Israel has committed war crimes. It has implicated Jews generally in these crimes, and Jews generally have hastened to implicate themselves. This has provoked hatred against Jews. Why not? Some of this hatred is racist, some isn’t, but who cares? Why should we pay any attention to this issue at all?

Is the fact that Israel’s race war has provoked bitter anger of any importance besides the war itself? Is the remote possibility that somewhere, sometime, somehow, this hatred may in theory, possibly kill some Jews of any importance besides the brutal, actual, physical persecution of Palestinians, and the hundreds of thousands of votes for Arabs to be herded into transit camps? Oh, but I forgot. Drop everything. Someone spray-painted antisemitic slogans on a synagogue.

Der er – som Finn Schwartz ovenfor gør opmærksom på – overordnet tre grupper, der har ‘et problem med noget der har jødisk karakter’. Det er de højreradikale, muslimerne (palæstinenserne) og venstrefløjen. De to sidste grupper har et specifikt problem med Israel, omend klassisk antisemitisme i større eller mindre grad også kan iagttages. Schwartz kalder det hele for antisemitisme, og det er han for så vidt velkommen til, men han devaluerer valutaen.

Hvis Israel faktisk har begået foragtelige forbrydelser, så er det naturligvis legitimt at kritisere landet, men hvis kritik af Israel er antisemitisk, så bliver det lige pludselig legitimt at være antisemit. Det var vel ikke hvad Finn Schwartz ønskede sig? Næppe. Snarere følger han bevidstløst en kurs, som israel-apologeter og zionister har udstukket: sidestil kritik af Israel med antisemitisme, vær konstant på vagt overfor denne påståede antisemitisme, og brug skamløst antisemitismen og holocaust til at fremme israelske interesser.

For nylig modtog jeg i min inbox en kædemail, der bragte grusomme billeder af holocaust-ofre. Mailen synes at have sin oprindelse i Portugal, men om det er zionister der står bag, kan jeg ikke afgøre. Hvad formålet var med mailen, står imidlertid ret klart. Teksten til et af billederne lød:

Nu mere end nogensinde, når lande som blandt andet Iran påstår at ‘holocaust bare er en myte’, opfordres alle til at sørge for, at verden aldrig glemmer.

Trods deres grusomme indhold kan selv billeder af holocaust-ofre trivialiseres og devalueres.

På domænet copenhagen.stopthebomb.net finder man en opfordring til at stoppe Irans atombombe. Der er link til en række Iran-kritiske websites – og til European Union of Jewish Students. Skal vi ikke regne med at det er European Union of Jewish Students der står bag sitet, og mon ikke initiativet er ét af mange med det formål at skabe opbakning til Israel og Israels strategiske interesser i sit nærområde?

I USA’s hovedstad, Washington DC, er der et prægtigt monument til minde om ofrene for holocaust, men ikke ét stort mindesmærke til mindet om de millioner af afrikanske slaver der under umenneskelige forhold og med millioner af dødsofre blev fragtet til Den nye Verden. Er det fordi jødernes holocaust var værre end det afrikanske? Eller er det fordi jøder var dygtigere og havde mere magt og indflydelse til at gøre deres kollektive sag gældende end afrikanerne (og er det i øvrigt antisemitisk at antyde, at jøder kan have magt og indflydelse)?

Rapporten fra det israelske universitet og alle andre udmeldinger om voksende antisemitisme understreger, at den seneste opblomstring af antijødiske og -israelske følelser er en følge af Gaza-krigen. Dén sammenhæng burde zionister og Israel-sympatisører tænke over. Der er masser af antisemitisme og anti-israelske følelser i verden, men jøder har historisk aldrig haft en mere sikker tilværelse end i dag. Amerikanske jøder er landets ubetinget rigeste og mest succesfulde etniske gruppe, og de sporadiske og uorganiserede angreb på jøder og jødisk ejendom i Europa er – set i en global målestok – i den absolut mindre alvorlige afdeling.

Der finder langt værre ting sted i verden, bl.a. i Palæstina, men også tættere på os. I Østeuropa slår man sigøjnere ihjel, men det får ikke medieomtale i samme grad som ‘den altid voksende antisemitisme’, selvom forfølgelsen af sigøjnere historisk sagtens kan sammenlignes med jødeforfølgelserne.

Når en tvivlsom rapport kan blive til en tvivlsom artikel, og senere kan præsenteres på 180Grader og få tvivlsomt mange stemmer, så er det ikke alene resultat af dygtige jødiske nationalisters pr-arbejde. Det er også resultat af den interesse, Israels ikke-jødiske, dansk-nationalistiske allierede har i at brande Israel som fejlfri og stemple Israels fjender (‘muslimerne’) som onde.

Man skal dog ikke glemme, at jøder verden over også er dem, der går i spidsen med kritik af Israel og med at afsløre de jødiske lobbyer og pr-agenters arbejde. Kampen er svær, da det jødiske kollektiv og Israel stadig kan trække på en portion goodwill fra 2. verdenskrigs jødeudryddelser, og da ‘kampen mod islam’ og ‘krigen mod terror’ også er blevet en del af spillet.

Zionisternes gale streger i Palæstina og det ihærdige pr-arbejde for Israel kan ikke skjules for evigt. Muren slår revner. Løgnene, fortrængningerne og vægringen mod at slippe den zionistiske drøm om et Storisrael er i dag hovedkilden til antisemitisme, eller slet og ret: til kritik af reelle jøders reelle handlinger. Det betyder ikke, at der ikke er andre former for antisemitisme, eller at nogle af disse former ikke først og fremmest er fantasifulde.

Antisemitisme i det hele taget er slet ikke så mystisk og irrationel, som nogle mennesker – især selvfølgelig jødiske nationalister – synes at mene. Den amerikanske historiker Albert S. Lindemann fremlægger i sin bog Esau’s Tears en jordnær diskussion af moderne antisemitisme og har samtidig en forbilledlig klar og enkel forståelse af fænomenet:

Antisemitisme er som alle andre former for racisme: der findes jødehad som er en reaktion på reelle jøders reelle handlinger, og der er jødehad der baserer sig på fantasiprodukter. Det gælder om at skille de to fra hinanden (som det jo også er tilfældet når det f.eks. er muslimer der bliver lagt for had).

Michael Neuman får det næstsidste ord:

Well, virtually no Jew is in any kind of danger from speaking out. And speaking out is the only sort of resistance required. If many Jews spoke out, it would have an enormous effect. But the overwhelming majority of Jews do not, and in the vast majority of cases, this is because they support Israel.

[…] if it is not racist, and reasonable, to say that the Germans were complicit in crimes against humanity, then it is not racist, and reasonable, to say the same of the Jews. And should the notion of collective responsibility be discarded, it would still be reasonable to say that many, perhaps most adult Jewish individuals support a state that commits war crimes, because that’s just true. So if saying these things is antisemitic, then it can be reasonable to be antisemitic.

Det var vist ikke den konklusion, vi skulle nå frem til, vel?

På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).

Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.

Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:

- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.

Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.

Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.

Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.

Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.

En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.

En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:

Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.

Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.

Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.

For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.

Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.

Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:

“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”

For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.

Nogle jøder – måske endda en del indflydelsesrige jøder – afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse andre jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.

Pointen er, igen, at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz og sandsynligvis også i Polen efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.

På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.

At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.

Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.

Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.

Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.

For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.

Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.

Hun er mere sexet end Radovan Karadžić, men under facaden er forskellen mindre end man skulle tro:

Foreign Minister Tzipi Livni said Thursday that the creation of a Palestinian state would serve as a solution to national aspirations of Israel’s Arab citizens. [...]

Last month, Livni infuriated Israeli Arab lawmakers when she said: “It must be clear to everyone that the State of Israel is a national homeland for the Jewish people.”

At the time, Livni added that the national demands of Israeli Arabs should end the moment a Palestinian state is established. [...]

True Torah Jews Against Zionism har også skrevet om sagen:

Arab MK Muhammed Barakeh said: 

- This is an escalation of the chutzpah of Livni and her government. The Palestinian Arabs are living in their homeland; they never immigrated anywhere, but rather Israel immigrated to them.

Arab MK Ahmed Tibi said about the demand to recognize Israel as Jewish:

- This is an incredulous demand rooted in inter-party rivalry… or an evil and brazen demand. Her grave remarks reveal her extremist face. She is preparing the way for the expulsion of as many Arab citizens as possible, in order to keep Israel Jewish and without Arabs… These dangerous remarks are reminiscent of Lieberman and Kahane… The Arabs were here before Mrs. Livni and will remain here after her.

En indrømmelse: Jeg er glad for at Maria Tacchinardi ledte mig på rette vej, for jeg lavede helt klart en analytisk fejl da jeg kædede støtten til Israel i danske medier specifikt sammen med dansk-jødiske debattører. Det var en dum vej at gå, først og fremmest fordi den er potentielt farlig, men også fordi den slører sandheden i stedet for at åbenbare den.

Det blev jeg klar over da jeg læste The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, hvori forfatterne Walt og Mearsheimer anlægger en langt mere fornuftig tilgang til dette desværre så unødigt kontroversielle emne. De to forfattere argumenterer overbevisende for at israel-lobbyen i USA har en uforholdsmæssig (med stort U) stor indflydelse og i en række tilfælde afgørende har formet amerikansk udenrigspolitik.

Men forfatterne gør også i meget klare vendinger forståeligt at lobbyen IKKE er en jøde-konspiration. Dels består lobbyens ‘medlemmer’ langt fra bare af folk med jødisk-amerikansk baggrund, men lisså vigtigt er det at lobbyen ikke repræsenterer alle amerikanske jøder, sandsynligvis kun et mindretal. Det er denne tilgang til problematikken der er den rigtige og legitime, og jeg tager derfor Tacchinardis korrektioner til efterretning.

I Danmark har vi naturligvis også en Israel-lobby, omend der er nogle afgørende forskelle til lobbyen i USA. For det første har vi herhjemme ikke samme tradition for organiseret lobbyisme som amerikanerne, hvilket betyder at begrebet ‘lobby’ ikke er velvalgt. Bedre udtryk er måske pr-gruppe, støttegruppering el. lign, hvilket ikke skal angive at der er tale om en fasttømret enhed eller organisation, men blot om en mængde individer og en håndfuld foreninger der konsekvent bakker op om israelsk politik som den defineres på et givet tidspunkt.

For det andet er den danske Israel PR-gruppes potentielle indflydelse på den verdenspolitiske scene begrænset, naturligvis fordi Danmarks rolle i verden er begrænset. Og for det tredje består denne Israel PR-gruppe af flere etniske danskere end af personer med dansk-jødisk baggrund. Det understreger yderligere at undertegnede og andre der interesserer sig for israel-apologeternes aktiviteter ikke er på ‘jødejagt’.

Jeg har intet udestående med jøder, og jeg synes ikke at jøder der interesserer sig for Israel spiller dobbeltspil eller forråder deres land eller hvad man nu kan finde på af underlige forestillinger (i USA er det ikke illegitimt at have andre end én loyalitet, men for så vidt det er tilfældet i Danmark så er det ikke noget jeg hylder).

Nej, jeg har udelukkende ét fokus: at bidrage til at afsløre den forløjede fortælling om Israel – denne aggressive lille møgstat i Mellemøsten der nu på 61. år forpester tilværelsen for sine arabiske naboer. Og hvorfor nu det? Der er jo masser af både små og store møgstater rundt om i verden der forpester tilværelsen, ikke blot for deres naboer men også for egne borgere. Well, der er fem gode grunde:

Først og fremmest fordi Israel aldrig er blevet stillet til ansvar for sine gerninger i forhold til de omkring en million palæstinensere der blev jaget på flugt af flere omgange fra 1947. Det er verdens længstvarende flygtningekatastrofe, antallet af flygtninge er med efterkommere vokset til mange millioner, men ingen løsning er endnu fundet.

Dernæst fordi Israels fortsatte kolonisering af Vestbredden – udover at være dybt ulovlig og umoralsk – er den største barriere for fred i området. For det tredje fordi Israel – ledet som landet er og gennem næsten hele sin levetid har været af ‘aktivister’, oftest med baggrund i militæret (et par af dem endda firestjernede krigsforbrydere) – udgør en konstant sikkerhedsrisiko i regionen.

For det fjerde fordi den heroiske myte om jødernes konflikt med araberne (skønmaleriet af Israel) danner bagtæppe til den aktuelle kritik af islam, både her i Danmark og internationalt. En alliance af zionister, israel-apologeter og islamkritikere ønsker at fremstille arabere og palæstinensere som uforsonlige, ondsindede krigere, israelere som uskyldigt forfulgte lam. Dette billede er falsk og tjener i aktuel dansk og international politik først og fremmest til at stigmatisere arabere og muslimer.

Den femte og sidste grund til at fokusere på Israel og på de danske og internationale israel-lobbyer er, at Israel er i færd med at opbygge masser af total dårlig karma for sig selv. Landet har brug for praktisk og åndelig vejledning til at komme videre i livet og ind i varmen blandt denne verdens civiliserede nationer. Det er på høje tid, og jeg giver gerne den vanartede 61-årige teenager en hjælpende hånd.

Jeg kommer til at skrive mere om Israel og israel-lobbyerne fremover, og denne gang er jeg væsentligt bedre informeret end jeg nogensinde har været. Lad mig afslutte dette indlæg med en lille quiz:

1. Tidligere premierminister Ariel Sharon blev berygtet da han i 1982 lod libanesiske falangister foretage en grusom massakre i flygtningelejrene Sabra og Chatila. Men var det første gang Sharon var medvidende i eller direkte ansvarlig for massakrer på uskyldige arabere?

- se svaret her.

2. Den israelske massakre tidligere i år på Gaza-stribens indbyggere var naturligvis ikke det første israelske angreb på Gaza. Men hvornår var det så – altså det første større ‘gengældelsesangreb’?

- se svaret her.

3. Hvem planlagde og hvem udførte i 1954 en række bombeattentater i Cairo mod bl.a. amerikanske mål?

- se svaret her.

4. Israel – den kun otte år unge nation som angiveligt var voldsomt truet af en overvældende og fjendtlig arabisk omverden – deltog i 1956 i et vovet militært angreb på…? Og i alliance med hvem?

- se svaret her.

5. Hvem holdt denne tale, hvoraf nedenstående er et uddrag, ved begravelsen af en israelsk bonde i 1956:

“Let us not today fling accusation at the murderers. What cause have we to complain about their fierce hatred to us? For eight years now, they sit in their refugee camps in Gaza, and before their eyes we turn into our homestead the land and villages in which they and their forefathers have lived”

- se svaret her.

Disse folk og deres familier er kernen i oppositionen til en meningsfuld fred mellem Israel og landets naboer. Dette er hvad Barack Obama er oppe imod.

Sådan skriver Joseph Dana, der sammen med sin kollega Max Blumenthal optog denne video, som viser ungzionister fra deres mest uheldige side, og som blev bortcensureret fra YouTube, måske pga. sin grimme sprogbrug, måske pga. de grove fornærmelser af den amerikanske præsident.

Blumenthal og Dana uddyber her hos Mondoweiss, og kan bl.a. fortælle at de larmende unge mennesker på videoen overvejende er amerikanske jøder på dannelsesrejse til Israel. De repræsenterer givetvis den generelle stemning i Israel, men de repræsenterer heldigvis ikke den generelle stemning blandt amerikanske jøder ift. Israel-Palæstina konflikten.

En nylig undersøgelse fra J Street viser:

• American Jews remain remarkably supportive of assertive American efforts to achieve Middle East peace. The poll finds an extraordinarily strong base of 69 percent of American Jews firmly supporting active American engagement in bringing about Middle East peace, even if it means publicly disagreeing with or exerting pressure on both Arabs and Israelis, compared to 66 percent eight months ago;
• 69 percent also support the U.S. working with a unified Hamas-Fatah Palestinian Authority government to achieve a peace agreement with Israel, even when informed that the U.S. does not recognize Hamas due to its status as a terrorist organization and its refusal to recognize Israel.  Interestingly, a March poll conducted by the Truman Institute at Hebrew University reported that 69 percent of Israelis also think Israel should negotiate with a joint Hamas-Fatah government;
• By 76-24 percent, American Jews support a two-state, final status deal between Israel and the Palestinians along the lines of the agreement nearly reached eight years ago during the Camp David and Taba talks;
• On Avigdor Lieberman: When told about Lieberman’s campaign platform requiring Arab citizens of Israel to sign loyalty oaths, as well as his threats against Arab Members of Knesset, American Jews opposed these positions by a 69 to 31 margin. One in three believe their own connection to Israel will be diminished if Lieberman assumes a senior position in the Israeli cabinet.
• On Gaza: While Jews rallied behind Israel and approved of Israel’s military action by a 3 to 1 margin, 59 percent still felt that the military action had no impact on Israel’s security (41 percent) or made Israel less secure (18 percent), while only 41 percent felt it made Israel more secure.

Det er en velsignelse at der er voksende intern opposition i det jødisk-amerikanske miljø til ekstremisterne i Israel-lobbyen, der har haft alt for stor magt, alt for længe. Nu står bare tilbage at jøderne i Israel åbner deres øjne for den nationalchauvenisme og ekstremisme der trives i landet.

Flere undersøgelser i Israel viser at de jødiske israelere har væsentligt mere negative følelser og holdninger tilovers for deres arabiske (næsten-)medborgere, end araberne har overfor jøderne:

A society in crisis
“Israeli society is reaching new heights of racism,” Sami Michael, one of the country’s most celebrated equality advocates and president of the Association for Civil Rights in Israel, told Haaretz. A growing body of research indicates that racist sentiments are not the preserve of the right-wing fringe but increasingly prevalent across Israeli Jewish society.

One particularly disturbing indicator is that the chant “Death to the Arabs” is voiced not just by mobs of right-wingers angered by this or that Palestinian attack. Rather, “in the late 1990s and onwards,” writes Amir Ben-Porat, a professor in the Department of Behavioral Sciences at Ben Gurion University, “‘Death to the Arabs’ became a common chant in almost every football [soccer] stadium in Israel.” Ben-Porat, who authored a study on the use of the chant, says that because of the importance of soccer in Israeli society and its high profile in the media, “This chant is heard far beyond the stadium.”

In its 2007 Israeli Democracy Index, the Israel Democracy Institute found that 87 percent of all Israeli citizens rated Jewish-Arab relations in the country as being “poor” or “very poor.”

In addition:

• Seventy-eight percent of Israeli Jews opposed having Arab parties or ministers join Israel’s government.

Just 56 percent of Israeli Jews support full equality for Palestinian citizens of Israel and an identical number agreed that “Arabs cannot attain the Jews’ level of cultural development.”

• Seventy-five percent of Israeli Jews agreed with the statement that “Arabs are inclined to violent behavior” (as compared with 54 percent of Palestinian citizens of Israel who had an equivalent view of Israeli Jews).
• Forty-three percent of Israeli Jews agreed that “Arabs are not intelligent” and 55 percent agreed that “the government should encourage Arab emigration from the country.”

A recent Haifa University survey found that half of Israeli Jews object to Arabs living in their neighborhoods (56 percent of Arabs supported residential integration with Jews). Similarly, ACRI reported that 75 percent of Israeli Jews surveyed said they would not agree to live in the same building as Arabs. The same survey found that more than half of Israeli Jews felt that Arabs and Jews should have separate recreational facilities.

There are two consistent trends among all these surveys: both Palestinian citizens of Israel and Israeli Jews hold some prejudices towards each other, but on almost every measure, Israeli Jewish views of Arabs are more negative and extreme than Arab views of Jews; second, the negative trends have risen markedly in recent years as the Israeli-Palestinian conflict has intensified. The ACRI report found that between 2005 and 2006, there was a 26 percent rise in racist incidents targeting Arabs, and the number of Israeli Jews reporting they felt “hatred” towards Arabs doubled to 30 percent.

While the conflict is undoubtedly the overarching context for these sentiments, an important contributing factor may be the consistently dehumanizing and denigrating stereotypes of Arabs that have for decades been presented to Israeli Jewish schoolchildren in their textbooks and media.

En stærk Israel-lobby i USA og et stadig mere racistisk, apartheid-lignende Israel er gift for ethvert fremskridt mod fred mellem israelere og palæstinensere, men heldigvis ser det ud til at Israel-lobbyen så småt er ved at blive demonteret og dens virkemidler afsløret.

(Videoen blev først spottet af Ydmyghed)