Hvad er galt med denne artikel fra Berlingske? Ja, udover den er elendigt skrevet, så er den også en skændsel for alle journalister med et minimum af kritisk sans. Ubeset køber man påstandene i en rapport om vækst i global antisemitisme udgivet af Tel Aviv Universitets Stephen Roth Institut, og ukritisk slår man på stortromme for rapportens postulater.

Endnu engang skruer man på knapperne, således at antisemitisme ikke blot er had til og konspirationsteorier om jøder, men også er kritik af Israel og zionismen. Medierne og især de borgerlige debattører æder det råt – ikke fordi de ved hvad de taler om, men fordi de har et religiøst forhold til Israel.

Torben Mark Pedersen, lokalformand i København for LA, kunne således bringe artiklen på 180Grader, hvor den ikke overraskende fik en hel masse stemmer (hvad nærværende velargumenterede indlæg naturligvis ikke vil få). For når nogen råber ”antisemitismen stiger!”, så er det sandt, og så er der ingen grund til at se nærmere på kilderne til postulatet, metoderne brugt i diverse rapporter eller konklusionerne der drages.

Jeg vil nedenfor vise, at der er grund til at drage såvel kilder som metoder og konklusioner i tvivl, når det drejer sig om postulaterne om stigende antisemitisme. Formålet er naturligvis ikke (det burde være unødvendigt at gøre opmærksom på) at blåstemple de tilfælde af reel antisemitisk vold og propaganda – endsige vold mod jøder generelt – der finder sted.

Min intention er først og fremmest at gøre opmærksom på, at antisemitisme-stemplet bruges strategisk til at friholde Israel fra ansvar for landets handlinger ved at stemple dets kritikere. Jeg ønsker også at give mit beskedne bidrag til at knuse den alliance af højrenationale og religiøse i Israel, USA, Europa mv., der ser en fælles interesse i at ‘bekæmpe islam’ ved at dæmonisere Israels fjender og kritikere.

Desuden holder jeg af sandheden og kan ikke bifalde den massive forvanskning af realiteterne som finder sted. Endelig mener jeg, at zionisternes politik overfor palæstinenserne og israel-apologeternes blinde støtte er en trussel mod jøder globalt og i Israel. I dette indlæg vil jeg dog først og fremmest koncentrere mig om Israel og postulaterne om den stigende antisemitisme.

Berlingske bruger en ‘professionel jøde’ som kilde
Jeg vender tilbage til rapporten fra Tel Aviv Universitet senere, og ser først på artiklen fra Berlingeren. Som sandhedsvidne til postulatet om stigende antisemitisme i Danmark har Berlingskes journalist Peter Westermann fundet frem til formanden for Mosaisk Trossamfund, Finn Schwartz:

Både Universitetet i Tel Aviv og Mosaisk Troessamfunds formand er klar over, at den spændte situation i Israel er medvirkende til den stigende antisemitisme i resten af verden.

Det er flot: man anerkender at Israels ulovlige og umoralske politik i Palæstina spiller ind på ‘antisemitismen’. Men hov – så er der jo ikke nødvendigvis tale om antisemitisme, men snarere om en konflikt der har spredt sine ringe i vandet som følge af migrationer. Der er også danske jøder, som bringer konflikten til live uden for dens kerneområde. Og der er heller ikke nødvendigvis tale om overgreb, idet langt de fleste arabisk-muslimske fjender eller kritikere af Israel bruger argumenter frem for vold.

Hvad vold mellem de etnisk-religiøse grupper angår – og her er det utvivlsomt arabere eller muslimer, der er mest voldsparate, mens israel-sympatiske jøder og andre apologeter snarere bruger ordets magt – så skelner misdæderne tragisk nok ikke mellem dem, der reelt begår forbrydelserne i Palæstina, og dem der blot tilhører samme etnisk-religiøse gruppe i Danmark.

Det er imidlertid set før, og det betyder heller ikke, at volden er antisemitisk af karakter. Antisemitisme er et begreb, der trækker på en lang tradition af europæisk tankegods og konspirationsteorier om jøderne. Dem behøver man ikke dele, selvom man er vred på Israel. Man kan også være tibetansk fjende af Kina, tjetjensk fjende af Rusland, tamilsk fjende af singhaleserne eller shiitisk fjende af Saudiarabien uden at abonnere på fantasifulde konspirationsteorier om de pågældende plageånder.

Omvendt er det oplagt, at traditionel antisemitisme bliver en del af propagandaen, når palæstinensere hader jøder pga. Israels gerninger. Det er ikke moralsk rigtigt, men indlysende at det sker, da alle grupper med konflikter vil søge at dæmonisere hinanden med de redskaber, de har til rådighed. For araberne er det bl.a. Hitlers Mein Kampf og Zions Vises Protokoller der tages i brug. For de jødiske nationalister er det islamkritikken i dennes mere eller mindre ekstreme udgaver.

Men hvor mange antisemitiske overgreb har der egentlig været i Danmark?
Schwartz siger videre:

- Vi har oplevet en stærk stigende antisemitisk hetz i det seneste år. Vores ejendomme er blevet ødelagt, vores mindesmærker er blevet udsat for hærværk, og menneskeligt har vi også stået overfor angreb. Vi håber ikke, at 2009 viser, hvordan det bliver fremover, siger Finn Schwartz.

Hvilke og hvor mange af de hændelser Finn Schwartz nævner, har fundet sted? Det får vi ikke svar på. Vi har endnu heller ikke fået tal på, hvor mange anti-jødiske hændelser der egentlig finder sted i Malmø, som ofte har været i medierne de seneste måneder pga. en påstået voldsom vækst i antisemitisme og vold mod jøder.

Vi vender tilbage til Malmø senere; først ser vi på Finn Schwartz’ påstande om Danmark: Hvis vi skal tro den rapport der ligger til grund for Berlingske-artiklen, så overdriver Finn Schwartz umådeholdent. Ifølge rapporten fra Stephen Roth instituttet i Tel Aviv fandt der fem såkaldt antisemitiske hændelser sted i Danmark i 2009.

Instituttet i Tel Aviv har næppe undervurderet hændelserne, som ifølge beskrivelsen kan omfatte vold med og uden våben, brandattentater, trusler og vandalisme (med den sidste som den absolut mest udbredte – mere om det senere).

Hvis antallet af hændelser er vokset fra én til fem, så er der klart tale om en voldsom øgning, men – idet vi husker at understrege at ethvert tilfælde er ét tilfælde for meget – så er der ikke tale om et voldsomt højt hændelsesniveau i det hele taget.

Danmark ‘udmærker sig’ med ét voldstilfælde med våben, nemlig sagen fra Odense, hvor en palæstinenser skød to israelske sælgere – altså ikke bare jøder, men også israelere; misdæderen var palæstinenser, og mordattentatet fandt sted 31. december 2008, midt under Israels angreb på Gaza, den såkaldte Cast Lead-operation.

Mon der er en sammenhæng? En sammenhæng der ikke så meget er antisemitisk som den er knyttet til den aktuelle konflikt mellem palæstinensere og israelere? Det er i øvrigt sigende, at Roth-rapporten inddrager hændelsen i Odense, som jo fandt sted i 2008. Rapporten ser på 2009, men sagen var tilsyneladende så vigtig at nævne, at man måtte se stort på årstallet.

Finn Schwartz igen:

- Vi ser den antisemitiske hate-crime komme fra tre grupper. For det første er der muslimerne – først og fremmest med palæstinensisk baggrund, som angriber jøderne i Danmark på grund af den spændte situation i Israel.

Som redegjort for ovenover, så kan man ikke umiddelbart anerkende arabervold mod jøder som antisemitiske overgreb. Overgriberne kan være antisemittter, og antisemtisk propaganda kan yderligere have ansporet til deres handlinger, men det er umuligt og helt urimeligt at se bort fra baggrunden af krig, erobringer, besættelse, kolonisering og etniske udrensninger i Palæstina, når man skal vurdere motiverne.

Husk det nu: Kritik af Israel er antisemitisme
Ifølge Finn Schwartz kan meget imidlertid gå for at være antisemitisme, ikke bare palæstinensisk vrede mod Israel og jøder:

For det andet er der den yderste venstrefløj, som kæmper i mod den israelske stat, og så er der den yderste højrefløj, som ikke synes, at Hitler gjorde arbejdet færdigt med folkemordet under anden verdenskrig, siger Finn Schwartz.

Hverken den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj er – i modsætning til hvad Schwartz lægger op til – entydige i deres Israel- hhv. jødekritik. Nogle venstrefløjsere mener at Israel bør nedlægges og erstattes af en ægte demokratisk stat, hvor jøder, arabere og andre minoriteter nyder samme rettigheder. Andre ser hellere en palæstinensisk stat oprettet ved siden af den jødiske.

Og I øvrigt er det slet ikke blot ‘den yderste venstrefløj’, der er kritiske overfor Israel. Kritikken går bredt henover midten og omfatter endog ellers solide borgerligt-konservative. Men hr. Schwartz vil naturligvis gerne fremstille det som om, at enhver kritik af Israel eller vold mod jøder foretages af ekstremister, og at årsagen er et altid dunkelt, uforklarligt og irrationelt had til jøderne.

Man noterer sig i øvrigt, at hverken Max Meyer eller Claus Bentow, de to myreflittige danske zionister, har kommenteret ‘den altid voksende antisemitisme’ i denne omgang. Deres manipulationer er nok blevet for åbenlyse, så de to ekvilibrister har valgt at holde lav profil en stund.

På min blog skrev jeg i sin tid om, hvordan Meyer og Bentow strategisk var ude i medierne med anråb om ”voksende antisemtisme”, første gang i 2006, kort tid efter Israels angreb på Libanon, anden gang i 2009, umiddelbart efter Gazakrigen, hvor Claus Bentow boltrede sig i medierne med tvivlsomme historier, og hvor Max Meyer flot spillede rollen i tv som forfulgt, anonymiseret jøde.

Tæppet begynder i disse år at brænde stadig mere under Israel; selv nu, i relativ fredstid, er landet under voksende international kritik for sin åbenlyse kolonisering af Vestbredden og de ofre, palæstinenserne her må yde for den zionistiske drøm. Så det er lige efter bogen: når Israel kommer under international beskydning, så træder prominente jøder ind på scenen og råber ”antisemitismen stiger!”. Denne gang lod man Finn Schwartz påtage sig rollen at aflede Israel-kritikken, og Schwartz gør det bestemt også godt.

Det er ikke bare i Danmark, man kan iagttage det mønster, jeg beskrev. Norman Finkelstein har registreret samme mekanisme i USA. (Det skal tilføjes, at jeg kan ikke få mine gamle indlæg online på min blog, og jeg synes ikke jeg vil redegøre yderligere for sagen her, men trofaste læsere vil kunne bekræfte, at jeg skrev og dokumenterede som anført).

Ingen grænser for antisemitismen
Foruden de velkendte syndere, Arabistan, Østeuropa og Tyskland-Østrig – bemærk: alle tyskere og østrigere!  - er også Danmark antisemitisk, Norge også, og Sverige er naturligvis - især de svenske venstrefløjsere.

Faktisk er hele Skandinavien syltet ind i antisemitisme; også anti-globaliseringsbevægelsen er antisemitisk, og det er anti-amerikanisme også. Der er antisemitisme i organisationer og i adfærdsvidenskaberne, Barack Obama er antisemit, og det er Sarah Palin også. At Mel Gibson er antisemit, det ved vi alle sammen, men Lone Scherfig er skam også, foruden naturligvis undertegnede – den værste antisemit nord for Litani-floden – samt millioner af andre, som det vil føre for vidt at nævne her.

Mens der i nogle af de ovenstående eksempler uden tvivl kan identificeres noget antisemitisk substans, så er der heller ingen tvivl om, at der er gået inflation i brugen af antisemitisme-stemplet. Inflation betyder, at valutaens værdi forringes, og det er netop den risiko, de flittige zionister og deres Israel-sympatiserende venner løber: at ingen råber vagt i gevær, når eller hvis ulven endelig kommer.

Jøder har bestemt problemer i Sverige og Danmark – det er ikke uden grund at skoler og synagoger skal terrorsikres. Ind i mellem udsættes jøder utvivlsomt også for voldelige overgreb. Men berettiger det til hysteri og alarmisme, eller maner det tværtimod til eftertanke?

Når det er tydeligt, at antisemitismen stiger ekstra meget (husk på at den jo stiger hele tiden), hver gang Israel går i araberkrig, så kunne man overveje, om der var mere nærliggende ting at gøre end at gribe til de evindelige anti-antisemitiske opdragelseskampagner og syndfloden af holocaust-film og – monumenter. Man kunne f.eks. overtale de israelske zionister til at finde fred med deres palæstinensiske medborgere.

Mens der ingen ende er på antisemitisme-alarmerne, så er der til gengæld delte meninger om antisemitismens intensitet, også i Sverige:

The Swedes are not anti-Semitic, the Rabbi of Stockholm’s Orthodox Jewish community, Meir Horden, told AngloFile on a visit here this week. According to Horden, Swedish Jews have only hostility from local Muslims to fear. [...] ”Six percent of the population is Muslim and this causes problems, like attacks in graveyards, but you don’t feel an anti-Israel situation.”

Allerede i 2003 var Washington Times på banen med alarmistisk rapportering fra Stockholm om voksende antisemitisme, og en undersøgelse i af antisemitisme i Sverige blev senere af den ellers fornuftige israelske avis Haaretz udlagt som om, at 40 pct. af svenskerne er antisemitter. Undersøgelsen var dog – som den aktuelle fra Tel Aviv University – tvivlsom i sin metodologi og sine konklusioner:

The sensationalist Ha’aretz headline, “41 percent of Swedes are prejudiced against Jews,” derives from the report’s conclusion: “A total of 59 per cent systematically rejects anti-Semitic prejudices.” Ha’aretz interpreted the latter to mean that 41 per cent of Swedes are anti-Semitic, yet this is simply spurious. Suddenly, a respondent saying he “didn’t know” if he had anti-Semitic prejudices, becomes translated into someone with anti-Semitic tendencies.

In other words, if for whatever reason a respondent never has come into contact with Jews and states that he doesn’t have an opinion on anti-Semitism, then the Ha’aretz interpretation of the report actually portrays the person as an anti-Semite. [...]

When all is said and done, anti-Semitism is a relatively small problem in Sweden and the number of assaults with anti-Semitic motives is lower than what other minorities suffer from, and has even decreased during recent years. Trying to depict the country as on the verge of Nazism is pure fantasy.

På det svenske Säkerhetspolisens hjemmeside er voldelige overfald på jøder ikke nævnt, men det har muligvis at gøre med  opgørelsesmetoderne. I rapporten fra Tel Aviv Universitet hedder det imidlertid, at der i 2009 var ni (9) antisemitiske hændelser i Sverige. Ni for mange, men næppe tilstrækkeligt til at fremmane billedet af forfulgte jøder, omtrent allerede installeret i kreaturvognene og på vej til tilintetgørelseslejre. Eller i hvert fald tvunget af det muslimske herrefolk i Malmø til at bære gule jødestjerner.

‘Antisemitisme’ er i dag primært et produkt af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men jøder i diasporaen er naturligvis ikke legitime mål for vold, fordi de bakker op om Israels politik. De gør bare Israel, og jøderne generelt, en bjørnetjeneste. Lad os nu se nærmere på rapporten fra Stephen Roth Instituttet i Tel Aviv.

En tvivlsom rapport med tvivlsomme konklusioner
Det overstiger mine ressourcer at grave dybt i Tel Aviv-rapporten, så jeg vil i stedet trække eksempler frem på rapportens tvivlsomme kilder og brugen af begrebet antisemitisme. Jeg er heldigvis ikke den eneste der har kastet et kritisk blik på rapporten; hos MondoWeiss når Max Blumenthal frem til lignende kritiske konklusioner om rapportens soberhed.

Selvom der i USA finder sporadiske angreb på jøder eller jødisk ejendom sted  (dog mest i form af hagekors-grafitti), så er den organiserede antisemitisme svær at få øje på:

Organized anti-Semitism seemed to have been so absent from American life in 2009 that the Roth Institute felt compelled to lard its report with accounts of murders of non-Jews by right-wing extremists. For instance, the report goes on at length about Richard Poplawski, a deranged young skinhead who killed three cops in Pittsburgh reportedly because he hated Obama and thought he sent the police to take his guns away. Unless Obama had secretly converted to Judaism (wasn’t he supposed to be a crypto-Muslim?), the designation of Poplawski’s killing spree as an anti-Semitic attack is a wild stretch.

Rapporten nævner også Venezuela som et sted, hvor antisemitismen er i dramatisk vækst, men overser dermed, at jødiske organisationer i Venezuela på det kraftigste afviser dette:

Turning its focus to Latin America, the Roth Institute predictably rehashes the widely repeated canard that Hugo Chavez’s Venezuela is a hotbed of anti-Semitism. And like the ADL and the Simon Wiesenthal Center, the Institute appears to have studiously avoided any contact with the Confederation of Jewish Associations of Venezuela, the country’s main Jewish umbrella organization.

That may because the Confederation has already repudiated the notion of a Chavez-incited campaign of anti-Semitism and has condemned the Simon Wiesenthal Center for not consulting it about the reality of Jewish life in Venezuela.

Kunne forsøget på at stemple Hugo Chavez’ Venezuela som antisemitisk handle om, at Chavez går imod strømmen og gerne omfavner Irans Ahmadinejad – Israels ærkefjende? Blumenthal konkluderer:

While the threat of anti-Semitic attacks should not be dismissed, however random and rare they might be in Western society, the Roth Institute and its collaborators appear more interested in insulating Israel from scrutiny for its killing of 773 civilians in Gaza in 22 days than in generating education and dialogue to combat bigotry.

Indeed, the main thrust of the report is consistent with one of the key objectives of the Netanyahu administration and its international supporters: to undermine the Goldstone Report and assail any public figures who support its findings.

[...] if Israel’s policies towards Gaza have fanned the flames of anti-Semitism, as the report seems to claim, the discussion must turn to whether Israel’s occupation of the Palestinians is threatening the safety of Jews across the world. Is there a linkage?

Ja, naturligvis er der en sammenhæng. Arabiske-muslimske fjender og kritikere af Israel kan være ordinære antisemitter, der nærer klassiske konspirationsteorier om en verdensomspændende, ondartet jødesammensværgelse, men lokomotivet bag disse forestillinger er konflikten i Mellemøsten. Det slår den israelske rapport faktisk fast med syvtommersøm:

In the Netherlands, for example, in cases of violence or direct confrontation on the streets in which insults were directed at a visibly Jewish person, the perpetrators were almost invariably identified as young men of North African descent.

One of the victims, a visibly Jewish man, testified that “when an Israeli military operation dominates the headline, I am the first to notice it on the streets… The verbal abuse hurled at me… is becoming more severe and more regular.”

“Their reasoning goes something like this: Israelis are Jews,” explained Menno ten Brink, a rabbi for the liberal Jewish community in Amsterdam: “Palestinians are Arabs, so we Moroccan ‘Arabs’ in the Netherlands are going to take on Dutch Jews.

Hvis israelsk politik i Palæstina fører til øget antisemitisme verden over, hvad er så mere oplagt end at ændre den israelske politik i Palæstina?

- og med tvivlsomme kilder
Hvem er de danske og skandinaviske meddelere, som Stephen Roth Instituttet har brugt til at samle data? I Danmark er det en Jerry Hessner, om hvem der kun findes sparsomme oplysninger på en Google-søgning. Hr. Hessner lader dog til – skal man tro en Google-oversættelse af dette islandske indlæg – at have en eller anden form for kontakt til synagogen eller den jødiske menighed i København.

I Sverige er det israelske instituts meddeler en Jonathan Leman, der er aktiv i den Svenska Kommittén Mot Antisemitism og desuden en meget flittig skribent. Emnet der oftest synes at optage Leman er… surprise: den evigt voksende antisemitisme, også når han interviewes af Sydsvenskan, og af Expressen. På sin egen blog er Jonathan Leman ligeledes meget optaget af antisemitisme. Han citerer bl.a. en Inge Lønning for følgende:

“Det farliga med antisemitismen är inte de bekännande antisemiterna, utan de andras villighet att tillerkänna delar av deras trosbekännelse ett visst mått av rimlighet och berättigande.”

Det farlige med den trosbekendelse er, kan man indvende, at når antisemitisme kan omfatte snart sagt hvad som helst, så kan enhver interesse for dette hvad-som-helst defineres som antisemitisme, f.eks. kritisk interesse for Israel, for den jødiske lobby i USA, for anti-globalisering, for Barack Obama og Sarah Palin eller for Mel Gibsons og Lone Scherfigs film.

Michael Neuman skriver andetsteds:

Inflating the meaning of ‘antisemitism’ to include anything politically damaging to Israel is a double-edged sword. It may be handy for smiting your enemies, but the problem is that definitional inflation, like any inflation, cheapens the currency. The more things get to count as antisemitic, the less awful antisemitism is going to sound.

Antisemitisme er ikke et fast defineret begreb – det kan det ikke være – og derfor kan vi ikke identificere problemet med antisemitisme som, at det er ”… de andres villighed til at tildele [den antisemitiske trosbekendelse] et vist mål af rimelighed og berettigelse”.

Det kan være fuldstændig moralsk legitimt at interessere sig kritisk for noget og på en måde, som andre betragter som antisemitisme. Det er endog fuldstændig moralsk legitimt ikke at bryde sig om jøder (og lad mig understrege, at der er jøder jeg bryder mig om, og jøder jeg ikke bryder mig om. Akkurat som med alle andre grupper af mennesker). Neuman skriver:

Not even all acts and attitudes harmful to Jews generally should be considered antisemitic. Many people dislike American culture; some boycott American goods. Both the attitude and the acts may harm Americans generally, but there is nothing morally objectionable about either. Defining these acts as anti-Americanism will only mean that some anti-Americanism is perfectly acceptable. If you call opposition to Israeli policies antisemitic on the grounds that this opposition harms Jews generally, it will only mean that some antisemitism is equally acceptable.

Den norske kilde til den israelske rapport er en Christine Mohn, som jeg ikke kender meget til. Hun lader dog til at skrive om klassisk musik på document.no, og det er jo en fantastisk fin faglig ballast at have, når man skal ud og undersøge antisemitisme i det norske samfund.

Hun har også et kærligt forhold til Israel (scroll ned til c’erne på listen), og det er der jo intet galt i. Men der er bestemt noget galt i, at en israelsk forskningsinstitution som kilder til en rapport om voksende antisemitisme bruger, hvad man ikke helt urimeligt kan betegne som politiske aktivister, i stedet for at sikre den tilstræbte objektivitet ved at bruge f.eks. sociologer fra Københavns Universitet. Man kunne nok få et samarbejde med københavnske akademikere i stand, hvis man spurgte.

Jeg vil ikke gå dybere i en undersøgelse af kilderne til den israelske rapport, da jeg tror læserne har fanget pointen. Jeg vil blot understrege pointen ved at nævne, at den britiske kilde er Michael Whine, også en jødisk-national aktivist, som er

”… communications director of the Community Security Trust and director of the Defence and Group Relations Division of the Board of Deputies of British Jews. He is a consultant to the European Jewish Congress and has represented it at the OSCE. He writes regularly on anti-Semitism, extremist politics, and terrorism”.

Hagekors på synagogerne og andre alvorligheder
Lad os se nærmere på, hvilke hændelser og andre synder der kan klassificeres som antisemitiske i rapporten fra Tel Aviv Universitetets Stephen Roth Institut. Rapporten nævner en lang række eksempler på verbal tilsvining af jøder og grovkornet kritik af Israel (‘jødesvin’, ‘dræb jøderne’, ‘zionisme er nazisme’ osv.).

Men hvor alvorligt er det lige i en verden, hvor sudanske militser driver folk væk fra deres landsbyer, russisk militær sønderbomber Tjetjenien, Israel annekterer Vestbredden og Saudiarabien fører beskidt krig mod shiiter i Yemen?

Det hedder sig ydermere i den israelske rapport:

Since our policy is to document cases that show clear antisemitic content and intention, hundreds of instances of targeting of Jewish individuals or property, where there was no clear evidence of antisemitic motive, are not included.

Hvis intentionen er at vise eksempler på klart antisemitisk indhold og intention, så kan det undre, at rapporten ikke giver en klar definition på,  hvad antisemitisme egentlig er (tak til Ole S). De ‘klare eksempler’ på antisemitisk indhold og intention kan, påstår instituttet, imidlertid være:

The abuse of the Holocaust is expressed in more subtle ways as well. In July 2009 the EU adopted the Prague Declaration, which instituted August 23 as a day of commemoration of all victims of fascist and totalitarian regimes. The declaration, which was motivated by the exigencies of the post-Communist states, undermines the uniqueness of the Holocaust and Nazi ideology because it equalizes Nazi crimes with Soviet ones, and reflects jadedness with the eternal Jewish self-image of the ultimate victim.

At sidestille noget som helst med holocaust er altså – ifølge Stephen Roth Instituttets eksperter – et klart eksempel på antisemitisme. Akja, definitionen på antisemitisme udvides bestandig.

Moreover, in a few countries such as Sweden and Spain, some official voices called to suspend commemoration of the Holocaust on January 27, as instituted by the UN, until Israel changes its policies.

Det er også antisemitisme, for de spanske og svenske overvejelser har selvfølgelig intetsomhelst at gøre med reelt mishag ved Israels Gazakrig. Og i samme ånd:

In Sweden the former archbishop of the Church of Sweden K-G Hammar withdrew his participation in an International Holocaust Remembrance Day ceremony on January 27, citing Israel’s actions in Gaza, while the diocese of Luleå decided to cancel its annual memorial event for the same reason.

Rapporten kan også afsløre at

[…] three out of ten Britons believed that Jews were both victims and aggressors in “roughly equal measure” throughout history. According to Stephan Smith, director of the Holocaust Center, “it suggests a lack of historical perspective that almost a third of those interviewed think of Jews as being as likely to be aggressors as victims.”

Ikke bare er det antisemitisk at betvivle jøders menneskelighed, nu er det også antisemitisk at antage, at jøder er mennesker som alle os andre, med samme evne til brutalitet og grusomhed som alle andre. Og:

In another survey, published by the German weekly Stern on January 14 (during the war in Gaza), 49 percent of Germans considered Israel an “aggressive” state and 13 percent questioned Israel’s right to exist.

Uanset om man kan godtgøre, at Israel opfører sig aggressivt, så er det antisemitisk at sige det offentligt. Og en anden påstand fra rapporten:

Increasingly, and on university campuses in particular, Jewish students face hostility if they appear to be pro-Israel.

Denne påstand føres der ingen beviser for, og andre iagttagere ser tværtimod en jødisk ‘golden age’ på nordamerikanske universiteter:

In Beyond Chutzpah I documented that the spurious claim of a “new anti-Semitism” is revived whenever Israel comes under international pressure to settle the Israel-Palestine conflict diplomatically or whenever it faces a major public relations debacle.

I devoted considerable space to recent allegations that anti-Semitism is rampant at U.S. colleges and universities. On its face the claim appeared to be bizarre. Campus life is so politically correct nowadays that, for better or worse (I think it’s a mixed picture), you can’t be anti- anything, let alone the ultimate taboo, anti-Semitic. How then could it be that Jewish students were having to endure pogroms?

In fact the allegations turned out on investigation to be sheer fakery. Now that the second intifada has been defeated, and Israel has returned to the good graces of the Western world, it seems that Israel’s propagandists have decided to close down the latest revival of the “new anti-Semitism” extravaganza, while the truth can be safely acknowledged: that it’s a “‘Golden Age’ for Jews on Campuses, Not an Era of Anti-Semitism”.

Rapporten igen:

Israel Apartheid Week (IAW) took place during March 1-8, 2009, on college campuses in 40 cities around the world. In 2005 the first such event was held only in Toronto, Canada. According to the IAW website (apartheidweek.org), the aim of IAW is “to educate people about the nature of Israel as an apartheid system and to build Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) campaigns as part of a growing global BDS movement.

At antyde at Israel – med sine omkring 30 love der sikrer jøder privilegier i forhold til landets arabiske mindretal – er et land med apartheid, det er naturligvis antisemitisk. Og at arbejde for boykot er også.

Det chokerende omfang af jødeforfølgelser i USA
Lad os se lidt nærmere på USA. Her indsamlede den myreflittige Paula Stern i 2007 eksempler på den antisemisme, der rider landet som en mare og truer jøder på liv og levned. Blandt de utallige eksempler på hagekors tegnet hist og her (jeg tegnede også engang et hagekors i mit kladdehæfte) nævner Paula disse chokerende eksempler på amerikansk antisemitisme:

• Nobel laureate and Holocaust scholar Elie Wiesel was dragged from an elevator and roughed up during a peace conference at a San Francisco hotel, according to police.
• In an interview James D. Watson asks rhetorically, “Should you be allowed to make an anti-Semitic remark?” He answered: “Yes, because some anti-Semitism is justified. Just like some anti-Irish feeling is justified. If you can’t be criticized, that’s very dangerous. You lose the concept of a free society.”
• A metropolitan Atlanta, Georgia official has resigned her position after posting anti-Israel remarks on a web site. Cherokee County Planning Commission member Mary Catarineau wrote last month that Israel “was artificially created to provide a place for Jews to avoid persecution after the Holocaust. The Holocaust is not going to recur, and Israel has caused nothing but problems. Jews can remain or leave, but give the land back to the Muslims.”
• Miller, 46, an Orthodox Jew, said he was repeatedly proselytized by hospital chaplains and staff in attempts to convert him to Christianity during three hospitalizations over the past two years. He said he went hungry each time because the hospital wouldn’t serve him kosher food, and the staff refused to contact his rabbi, who could have brought him something to eat.
• Laura Myers, director of the New Jewish Academy in Worcester, said eight windows were smashed there over the weekend.
• In early October, a home in Dearborn Heights displayed an anti-Israel banner that featured Nazi swastics beside a jewish star.
• A rabbi has filed a civil rights lawsuit against the township where he lives, saying local officials are conducting an illegal surveillance of his house and restricting his right to pray at his home. [...] At issue is whether Bernstein, a rabbi with the ultraorthodox Lubavitch Chabad, is allowed to host a minyon, the necessary 10 men to pray under orthodox Jewish law, at his home on Shabbat, Friday night to Saturday night.
• A swastika roughly the size of a FOOTBALL FIELD was carved in a cornfield in Mercer County.
• In September, a group of black teens began attacking Jewish residents of Crown Heights, by shouting anti-Semitic slurs, and physically assaulting anyone Jewish that met their path. Shmira were called, upon responding to the call Shmira members began restraining the group, but were disappointed by police officers who showed up, and instead of arresting the attackers, the police arrested two Yeshiva boys.
• Law and Order’s Anti-Semitic episode questions Jewish loyalty: The plot line of the February 27 installment of Law and Order: Criminal Intent, a fictional police drama broadcast across America on NBC, centers on a journalist who is poisoned after his girlfriend uncovers a foul-up by Israeli intelligence. The show depicts Israeli bulldozers destroying Palestinian schools, with at least one character referring to “Israeli brutality.”
• It [tv-programmet] also includes a Jewish police captain who agrees to cover up for Israel by shutting down a criminal investigation at the urging of the head of the local pro-Israel group. In one scene, after Captain Danny Ross tells his officers to halt their investigation, Detective Mike Logan confronts him and asks, “Are you a Jew first and a cop second?”
• A rough drawing of a building labeled “Jewish library” with missiles headed toward it was found in a Princeton University common room. Also in the path of the missiles were stick figures labeled “little Jews.” A swastika graced the top of the sketch. Jewish students presume the drawing is a reference to a Jewish fundraising drive for an elementary school in northern Israel damaged during the Second Lebanon War last summer.
• According to Herky Pollock, the incident occurred Thursday, May 3, at Mortons Steakhouse, Downtown, while Pollock and two friends were dining there. David Sunseri, owner of the Pennsylvania Macaroni Company, was invited to join them for a drink. After a short time, Pollock said, Sunserie started to complain about the bread. “‘He then picked up the bread and proceeded to squeeze it, break it and show it off to two waiters, while echoing the same sentiments to them. He then launched into the following statement, ‘only Jews would like this bread.‘ Pollock said he asked Sunseri if he meant all Jews. ‘He replied ‘No, just Pittsburgh Jews.’ To which I asked ‘why?’ He replied that ‘Pittsburgh Jews had no taste….’” The other two diners at the table, neither of whom is Jewish, confirmed Pollock’s account of the incident when contacted by The Chronicle. David Sunseri has apparently apologized for the remarks.
• Justice Denied: John Demjanjuk, the retired autoworker accused of being a Nazi concentration camp guard, appears likely to live out his days in the United States. No other country is willing to accept the 87-year-old, the Cleveland Plain Dealer reported.
• Justice achieved: a far-right extremist has been sentenced to more than eleven years in federal prison for an attack on the synagogue in Eugene, Oregon, in 2002. According to federal prosecutors Jacob Laskey, 26, who calls himself a white supremacist, admitted as part of a plea bargain that he wanted to commit acts of violence against Jews, blacks and other ethnic or racial groups. Laskey admitted throwing rocks etched with swastikas through stained glass windows at Temple Beth Israel while about 80 people were inside attending a service.
• In September, graffiti was painted on a wall in a parking lot in Burke, Virginia. Two images were drawn, showing one large stick figure with a swastika over his head shown pointing a gun and shooting a bullet at the smaller figure, which had a Jewish star painted above its head.

Kun få af Paula Sterns eksempler er til andet end at grine af, men som Paula selv gør opmærksom på, så er listen ikke komplet. Efter Gazakrigen er antallet af hagekors-grafittier sikkert fordoblet.

Afsluttende betragtninger om den altid voksende antisemitisme
Jeg lader Michael Neuman komme til orde igen:

In short, the real scandal today is not antisemitism but the importance it is given. Israel has committed war crimes. It has implicated Jews generally in these crimes, and Jews generally have hastened to implicate themselves. This has provoked hatred against Jews. Why not? Some of this hatred is racist, some isn’t, but who cares? Why should we pay any attention to this issue at all?

Is the fact that Israel’s race war has provoked bitter anger of any importance besides the war itself? Is the remote possibility that somewhere, sometime, somehow, this hatred may in theory, possibly kill some Jews of any importance besides the brutal, actual, physical persecution of Palestinians, and the hundreds of thousands of votes for Arabs to be herded into transit camps? Oh, but I forgot. Drop everything. Someone spray-painted antisemitic slogans on a synagogue.

Der er – som Finn Schwartz ovenfor gør opmærksom på – overordnet tre grupper, der har ‘et problem med noget der har jødisk karakter’. Det er de højreradikale, muslimerne (palæstinenserne) og venstrefløjen. De to sidste grupper har et specifikt problem med Israel, omend klassisk antisemitisme i større eller mindre grad også kan iagttages. Schwartz kalder det hele for antisemitisme, og det er han for så vidt velkommen til, men han devaluerer valutaen.

Hvis Israel faktisk har begået foragtelige forbrydelser, så er det naturligvis legitimt at kritisere landet, men hvis kritik af Israel er antisemitisk, så bliver det lige pludselig legitimt at være antisemit. Det var vel ikke hvad Finn Schwartz ønskede sig? Næppe. Snarere følger han bevidstløst en kurs, som israel-apologeter og zionister har udstukket: sidestil kritik af Israel med antisemitisme, vær konstant på vagt overfor denne påståede antisemitisme, og brug skamløst antisemitismen og holocaust til at fremme israelske interesser.

For nylig modtog jeg i min inbox en kædemail, der bragte grusomme billeder af holocaust-ofre. Mailen synes at have sin oprindelse i Portugal, men om det er zionister der står bag, kan jeg ikke afgøre. Hvad formålet var med mailen, står imidlertid ret klart. Teksten til et af billederne lød:

Nu mere end nogensinde, når lande som blandt andet Iran påstår at ‘holocaust bare er en myte’, opfordres alle til at sørge for, at verden aldrig glemmer.

Trods deres grusomme indhold kan selv billeder af holocaust-ofre trivialiseres og devalueres.

På domænet copenhagen.stopthebomb.net finder man en opfordring til at stoppe Irans atombombe. Der er link til en række Iran-kritiske websites – og til European Union of Jewish Students. Skal vi ikke regne med at det er European Union of Jewish Students der står bag sitet, og mon ikke initiativet er ét af mange med det formål at skabe opbakning til Israel og Israels strategiske interesser i sit nærområde?

I USA’s hovedstad, Washington DC, er der et prægtigt monument til minde om ofrene for holocaust, men ikke ét stort mindesmærke til mindet om de millioner af afrikanske slaver der under umenneskelige forhold og med millioner af dødsofre blev fragtet til Den nye Verden. Er det fordi jødernes holocaust var værre end det afrikanske? Eller er det fordi jøder var dygtigere og havde mere magt og indflydelse til at gøre deres kollektive sag gældende end afrikanerne (og er det i øvrigt antisemitisk at antyde, at jøder kan have magt og indflydelse)?

Rapporten fra det israelske universitet og alle andre udmeldinger om voksende antisemitisme understreger, at den seneste opblomstring af antijødiske og -israelske følelser er en følge af Gaza-krigen. Dén sammenhæng burde zionister og Israel-sympatisører tænke over. Der er masser af antisemitisme og anti-israelske følelser i verden, men jøder har historisk aldrig haft en mere sikker tilværelse end i dag. Amerikanske jøder er landets ubetinget rigeste og mest succesfulde etniske gruppe, og de sporadiske og uorganiserede angreb på jøder og jødisk ejendom i Europa er – set i en global målestok – i den absolut mindre alvorlige afdeling.

Der finder langt værre ting sted i verden, bl.a. i Palæstina, men også tættere på os. I Østeuropa slår man sigøjnere ihjel, men det får ikke medieomtale i samme grad som ‘den altid voksende antisemitisme’, selvom forfølgelsen af sigøjnere historisk sagtens kan sammenlignes med jødeforfølgelserne.

Når en tvivlsom rapport kan blive til en tvivlsom artikel, og senere kan præsenteres på 180Grader og få tvivlsomt mange stemmer, så er det ikke alene resultat af dygtige jødiske nationalisters pr-arbejde. Det er også resultat af den interesse, Israels ikke-jødiske, dansk-nationalistiske allierede har i at brande Israel som fejlfri og stemple Israels fjender (‘muslimerne’) som onde.

Man skal dog ikke glemme, at jøder verden over også er dem, der går i spidsen med kritik af Israel og med at afsløre de jødiske lobbyer og pr-agenters arbejde. Kampen er svær, da det jødiske kollektiv og Israel stadig kan trække på en portion goodwill fra 2. verdenskrigs jødeudryddelser, og da ‘kampen mod islam’ og ‘krigen mod terror’ også er blevet en del af spillet.

Zionisternes gale streger i Palæstina og det ihærdige pr-arbejde for Israel kan ikke skjules for evigt. Muren slår revner. Løgnene, fortrængningerne og vægringen mod at slippe den zionistiske drøm om et Storisrael er i dag hovedkilden til antisemitisme, eller slet og ret: til kritik af reelle jøders reelle handlinger. Det betyder ikke, at der ikke er andre former for antisemitisme, eller at nogle af disse former ikke først og fremmest er fantasifulde.

Antisemitisme i det hele taget er slet ikke så mystisk og irrationel, som nogle mennesker – især selvfølgelig jødiske nationalister – synes at mene. Den amerikanske historiker Albert S. Lindemann fremlægger i sin bog Esau’s Tears en jordnær diskussion af moderne antisemitisme og har samtidig en forbilledlig klar og enkel forståelse af fænomenet:

Antisemitisme er som alle andre former for racisme: der findes jødehad som er en reaktion på reelle jøders reelle handlinger, og der er jødehad der baserer sig på fantasiprodukter. Det gælder om at skille de to fra hinanden (som det jo også er tilfældet når det f.eks. er muslimer der bliver lagt for had).

Michael Neuman får det næstsidste ord:

Well, virtually no Jew is in any kind of danger from speaking out. And speaking out is the only sort of resistance required. If many Jews spoke out, it would have an enormous effect. But the overwhelming majority of Jews do not, and in the vast majority of cases, this is because they support Israel.

[…] if it is not racist, and reasonable, to say that the Germans were complicit in crimes against humanity, then it is not racist, and reasonable, to say the same of the Jews. And should the notion of collective responsibility be discarded, it would still be reasonable to say that many, perhaps most adult Jewish individuals support a state that commits war crimes, because that’s just true. So if saying these things is antisemitic, then it can be reasonable to be antisemitic.

Det var vist ikke den konklusion, vi skulle nå frem til, vel?

Hvis du er jøde, så er det ligegyldigt hvilken nationalitet du har – dansker, ungarer eller brasilianer – så har du automatisk også israelsk statsborgerskab. Den israelske stat anerkender, at du som jøde tilhører den ‘jødiske nation’. Men hvad hvis du er araber i Israel? Jo, så betegnes du som netop ‘araber’, men altså ikke som israeler.

Man kan nemlig ikke være israeler i Israel, man kan kun have et israelsk statsborgerskab, og konsekvenserne af det har været – skriver Jonathan Cook – at den israelske stat har kunnet underminere ikke-jøders (primært arabernes) borgerrettigheder i landet. Der er omtrent 30 love i Israel, der priviligerer jøder, særligt inden for immigration, borgerskab, adgang til at købe jord og på arbejdsmarkedet.

En gruppe jøder og arabere i Israel har nu lagt sag an mod den israelske stat, for at blive anerkendt som ‘israelere’:

The group’s legal case is being heard by the high court after a district judge rejected their petition two years ago, backing the state’s position that there is no Israeli nation.

The head of the campaign for Israeli nationality, Uzi Ornan, a retired linguistics professor, said: “It is absurd that Israel, which recognizes dozens of different nationalities, refuses to recognize the one nationality it is supposed to represent.”

The government opposes the case, claiming that the campaign’s real goal is to “undermine the state’s infrastructure” — a presumed reference to laws and official institutions that ensure Jewish citizens enjoy a privileged status in Israel.

Ornan, 86, said that denying a common Israeli nationality was the linchpin of state-sanctioned discrimination against the Arab population.

“There are even two laws — the Law of Return for Jews and the Citizenship Law for Arabs — that determine how you belong to the state,” he said. “What kind of democracy divides its citizens into two kinds?”

Yoel Harshefi, a lawyer supporting Ornan, said the interior ministry had resorted to creating national groups with no legal recognition outside Israel, such as “Arab” or “unknown,” to avoid recognizing an Israeli nationality.

Folk ler ofte, når man betegner Israel som et apartheid-samfund. Det må være fordi de ved for lidt.

Amira Hass skriver i Haaretz om en ny militær forordning på Vestbredden, der gør det muligt at deportere palæstinensere, som bærer id-kort med hjemadresser i Gaza-striben – altså mennesker født i Gaza eller deres børn født på Vestbredden. Eller folk født på Vestbredden eller udlandet, som af forskellige årsager har mistet deres opholdstilladelse. Titusinder kan blive ramt af forordningen, herunder udenlandsk-fødte ægtefæller til palæstinensere:

The fear that Palestinians with Gaza addresses will be the first to be targeted by this order is based on measures that Israel has taken in recent years to curtail their right to live, work, study or even visit the West Bank. These measures violated the Oslo Accords.

According to a decision by the West Bank commander that was not backed by military legislation, since 2007, Palestinians with Gaza addresses must request a permit to stay in the West Bank. Since 2000, they have been defined as illegal sojourners if they have Gaza addresses, as if they were citizens of a foreign state. Many of them have been deported to Gaza, including those born in the West Bank.

Currently, Palestinians need special permits to enter areas near the separation fence, even if their homes are there, and Palestinians have long been barred from the Jordan Valley without special authorization. Until 2009, East Jerusalemites needed permission to enter Area A, territory under full PA control.

Another group expected to be particularly harmed by the new rules are Palestinians who moved to the West Bank under family reunification provisions, which Israel stopped granting for several years.

Der er også folk som ler, hvis man postulerer at Israel er i færd med at kolonisere resterne af Palæstina, og at de etniske udrensninger af arabere zionisterne indledte i efteråret 1947 stadig pågår.

Det er indlysende, at israelsk-jødiske nationalister og de danske nationalister i Dansk Folkeparti har et interessesammenfald i at erklære islam krig. Indvandrerne i Danmark er jo overvejende muslimer, og det er Israels mere eller mindre reelle fjender også.

Men der er et andet, mindre åbenlyst sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF’ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande – i en grad så det er tvivlsomt om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i normal vestlig forstand.

At postulere at de danske folkepartister ville være så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.

Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvor dette jødisk-etniske flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten.

Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, moderne liberale værdier på den anden.

Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN’s minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.

På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere ‘det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land‘ og at ‘denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat‘.

Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er ‘det danske folks/nations’ ejendom.

Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens flammer hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten.

For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.

Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker ‘det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat’. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt. I dag ville den være fuldstændig utænkelig.

I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.

Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:

7A. A candidates’ list shall not participate in elections to the Knesset if its objects or actions, expressly or by implication, include one of the following:

(1) negation of the existence of the State of Israel as the state of the Jewish people [...]

Det er eksplicit forbudt at opstille partier i Knesset, der anfægter ideen om den israelske stat som det jødiske folks stat, men i et ægte liberalt demokrati ville det naturligvis omvendt være slået fast i grundloven, at staten tilhører alle borgere, ikke er det dominerende etnies eksklusive ejendom.

Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.

Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med ‘gentiles’.

De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.

På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.

Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea.

Jøderne der blev samlet fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.

Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommerne af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede blod-og-jord fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.

Kan det blive mere absurd?

Man kan læse mere om ‘Opfindelsen af det jødiske folk’ i Shlomo Sands lærde og dybt foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.

Dybt foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som ‘forestillede fællesskaber’.

Kan være Osama bin Laden er ond, kan være han er en nutcase, men hans kollektive kald til muslimer verden over har resonans, og han kender USA’s svagheder. Justin Raimondo skriver på AntiWar:

Endless war will eventually destroy us, not due to bin Laden’s efforts, but on account of our own. This is what they call “blowback,” in CIA parlance: the consequences, however unintended, of U.S. actions abroad. The boomerang effect is already taking a heavy toll, and it will get heavier still – which is what bin Laden is counting on.

Given the direction our leaders are taking us – more wars, and bigger ones, in Afghanistan, Pakistan, and now Somalia – bin Laden is not wrong to count on our exhaustion and coming defeat. He simply has to wait us out – and time is on his side.

We have, it seems to me, never taken bin Laden and al-Qaeda all that seriously, and that, ultimately, will be our undoing. In him we face an unrelenting and devilishly intelligent enemy, one who knows our weaknesses and leverages them to his advantage.

The only way to defeat bin Laden is to change our foreign policy – not by putting lipstick on a pig and murmuring sweet nothings in the ear of the Muslim world, as Obama did in Cairo, but by doing a complete about-face and abandoning our dreams of empire. Short of that, bin Laden’s satanic self-confidence, I’m sad to say, is fully justified.

Som jeg lovede Ulla Nørtoft Thomsen (der skrev et indlæg med titlen Det store bedrag, uvidende om at det var den bog hun havde læst om Israel-Palæstina konflikten der var et stort bedrag), SAMT blogonymet ‘heel’ (en lidt naiv og umoden type der har læst en masse bøger om Israel, men desværre alle de forkerte – mere kildekritik senere – og som gerne slynger om sig med antisemitisme-beskyldninger på baggrund af sin stærkt forvrængede og mangelfulde viden) så er her mit svar på en række basale spørgsmål omkring Israel-Palæstina konflikten:

• Var Palæstina stort set mennesketomt da de første jødisk-zionistiske pionerer ankom til området i slutningen af 1800-tallet?

Nej, det er en stor og løgnagtig myte. Forfatteren Joan Peters (‘heel’ nævner hende som reference) skrev i midtfirserne bogen From Time Immemorial, og denne bogs grundtese var netop at Palæstina var, om ikke fuldstændig mennesketomt, så dog ret mennesketomt, og at araberne i området i det store og hele var indvandrere lokket til af jødiske pionerers virkelyst.

I amerikanske medier blev bogen modtaget med bragende klapsalver af en lang række anmeldere, også i de store Washington Post og New York Times. En anmelder, Daniel Pipes, skrev: “[her] historical detective work has produced startling results which should materially influence the future course of the debate about the Palestinian problem [sic, raapil]“. Bogen, der desuden bragte en tak til orientalisten Bernard Lewis for værdifuld hjælp, røg selvfølgelig til tops på den amerikanske bestseller-liste.

I britiske og israelske medier var modtagelsen af bogen langt mere kritisk, for ikke at sige destruktiv. Albert Hourani, den gamle orientalist, kaldte bogen ‘latterlig og værdiløs’, i London Review of Books blev From Time Immemorial kaldt ‘preposterous‘, og magasinet Time Out mente at bogen var “… a piece of disinformation roughly the size and weight of a dried cowpat“. I israelske aviser blev bogen sammenlignet med propaganda, Avishai Margalit fra Hebrew University talte om Peters ‘web of deceit‘ og Yehoshuah Arieh fra samme universitet mente at Peters påstande miskrediterede zionismen.

Norman Finkelstein, på det tidspunkt studerende – i øvrigt under Bernard Lewis, som nægtede at forholde sig til sin studerendes kritiske spørgsmål – begyndte at tjekke bogens kilder og fandt at bogen var én stor forfalskning. Rygtet om en litterær skandale spredte sig i de litterære cirkler i New York, men sagen var så pinlig at den blev fortiet. Først efter et par år tog de, der tidligere havde hyldet Joan Peters, afstand fra bogen. Pipes erkendte f.eks. [se UNT's kommentarer, red.]:

Most early reviewers, including myself, focused on the substance of Miss Peters’s central thesis; the later reviewers, in contrast, emphasized the faults–technical, historical, and literary–in Miss Peters’s book.

I would not dispute the existence of those faults. From Time Immemorial quotes carelessly, uses statistics sloppily, and ignores inconvenient facts. Much of the book is irrelevant to Miss Peters’s central thesis. The author’s linguistic and scholarly abilities are open to question. Excessive use of quotation marks, eccentric footnotes, and a polemical, somewhat hysterical undertone mar the book. In short, From Time Immemorial stands out as an appallingly crafted book.

Paul Blair fra CapMag er mere direkte i sin kritik:

From Time Immemorial is work of propaganda, with all the bad connotations that term carries. Peters’ case rests upon distortion and fabrication. Time and again, she misconstrues sources in a tendentious manner. She cribs uncritically from partisan works. She conceals crucial calculations, and draws hard conclusions from tenuous evidence. She speculates wildly and without ground. She exaggerates figures and selects numbers to suit her thesis. She adduces evidence that in no way supports her claims, sometimes even omitting “inconvenient” portions of the citation. She invents contradictions in sources she wishes to discredit by quoting them out of context. She “forgets” undesirable numbers in her calculations. She ignores sources that cast doubt on her conclusions, even when she herself uses those sources for other purposes. She makes baseless insinuations and misleading claims. …

Forfattere der insisterer på at Palæstina var stort set mennesketomt da de første jødiske kolonisatorer kom til i slutningen af 1800-tallet, trækker ofte på Mark Twains rejsebeskrivelse fra landet, hvori han beskriver Palæstina som et sted hvor man kunne rejse i dagevis uden at støde på et menneske. Guderne skal vide hvor Twain har det fra, men hans rapportering fra Det hellige Land modsiges af såvel osmanniske folketællinger som af andre vestlige rejsebeskrivelser.

Bl.a. sendte britiske jøder i slutningen af 1800-tallet en delegation afsted til Palæstina for at undersøge om landet var velegnet til kolonisering. De vendte tilbage med beskeden “Bruden er smuk, men hun er gift med en anden mand”. Myten om at Palæstina var stort set mennesketomt er ren propaganda – debunket, destrueret, demonteret og dekonstrueret utallige gange. Videre til næste spørgsmål:

• Gjorde zionisterne sig forud for staten Israels oprettelse i 1948 skyldige i mord, massakrer og massevoldtægter med det formål at etnisk udrense palæstinensere?

Det er der ingen tvivl om zionisterne gjorde. Adskillige massakrer er dokumenterede, såvel forud for som efter staten Israels oprettelse (den mest kendte er nok massakren i Deir Yassin, men der var hundreder af andre, større som mindre massakrer). Det er især i perioden fra tidligt på året 1948 til henad efteråret samme år, at de 750.000 arabere bliver udrenset fra Palæstina. Ca. halvdelen af de etniske udrensninger falder før 14. maj, ca. halvdelen efter, så udrensningerne kan altså kun vanskeligt betragtes som en reaktion på de arabiske hæres angreb på Israel den 15. maj, dagen efter statens oprettelse .

Der er ingen tvivl om massefordrivelserne; de er dokumenteret med mest gennemslagskraft af den israelske historiker Benny Morris, men også af andre historikere. I dag handler debatten mest om hvorvidt massakrerne og massefordrivelserne var et ‘uforudset resultat’ eller en ‘uheldig følge’ af borgerkrig og krig i Palæstina, eller om der var tale om en planlagt etnisk udrensning. Benny Morris selv er fortaler for det første, mens bl.a. Norman Finkelstein, men også en række andre akademikere er fortalere for det sidste, altså at den såkaldte Plan Dalet var en zionistisk plan for at sikre jødisk folkeflertal i den israelske stat.

Der hersker og herskede dengang ikke tvivl om, at zionisterne var kommet til Palæstina for at oprette et JØDISK folkehjem, og mange udtalelser fra periodens ledende zionister viser at de – trods lejlighedsvise moderate udtalelser rettet mod verdensopinionen – forudså kamp om territoriet fordi de ikke naivt forestillede sig at araberne blot ville overlade deres jord til jøderne. Mange citater der viser en stålsat zionistisk vilje til at foretage etniske udrensninger er samlet her og her og hele samlingen af berømte zionist-citater er her.

Ben-Gurion i 1917:

Within then the next twenty years, we must have a Jewish majority in Palestine.

Ben-Gurion i 1929:

The debate as to whether or not an Arab national movement exists is a pointless verbal exercise; the main thing for us is that the movement attracts the masses. We do not regard it as a resurgence movement and its moral worth is dubious. But politically speaking it is a national movement . . . . The Arab must not and cannot be a Zionist. He could never wish the Jews to become a majority. This is the true antagonism between us and the Arabs. We both want to be the majority.

Ben-Gurion i 1938:

When we say that the Arabs are the aggressors and we defend ourselves —- that is only half the truth. As regards our security and life we defend ourselves. . . . But the fighting is only one aspect of the conflict, which is in its essence a political one. And politically we are the aggressors and they defend themselves.

Ben-Gurion i 1938:

With compulsory transfer we [would] have vast areas …. I support compulsory [population] transfer. I do not see anything immoral in it. But compulsory transfer could only be carried out by England …. Had its implementation been dependent merely on our proposal I would have proposed; but this would be dangerous to propose when the British government has disassociated itself from compulsory transfer. …. But this question should not be removed from the agenda because it is central question. There are two issues here : 1) sovereignty and 2) the removal of a certain number of Arabs, and we must insist on both of them.

Ben-Gurion i 1947:

We adopt the system of aggressive defense; with every Arab attack we must respond with a decisive blow: the destruction of the place or the expulsion of the residents along with the seizure of the place.

I Haganahs (den uofficielle israelske hær før Israels etablering) officielle historie hedder det ifølge forfatter Nur Masalha:

[Palestinian Arab] villages inside the Jewish state that resist ‘should be destroyed …. and their inhabitants expelled beyond the borders of the Jewish state.’ Meanwhile, ‘Palestinian residents of the urban quarters which dominate access to or egress from towns should be expelled beyond the borders of the Jewish state in the event of their resistance.

Ben-Gurion foreslog i 1948 et angreb på Vestbredden:

Bethlehem, and Hebron, where there are about a hundred thousand [Palestinian] Arabs. I assume that most of the Arabs of Jerusalem, Bethlehem, and Hebron would flee, like the [Palestinian] Arabs of Lydda, Jaffa, Tiberias, and Safad, and we will control the whole breadth of the country up to the Jordan.” In another entry he writes: “It is not impossible . . . that we will be able to conquer the way to the Negev, Eilat, and the Dead Sea, and to secure the Negev for ourselves; also to broaden the corridor to Jerusalem, from north to south; to liberate the rest of Jerusalem and to take the Old City; to seize all of central and western Galilee and to expand the borders of the state in all directions” (emphasis added).

Og han så i 1949 tilbage – og frem mod nye mål:

Before the founding of the state, on the eve of its creation, our main interests was self-defense. To a large extent, the creation of the state was an act of self-defense. . . . Many think that we’re still at the same stage. But now the issue at hand is conquest, not self-defense. As for setting the borders— it’s an open-ended matter. In the Bible as well as in our history, there all kinds of definitions of the country’s borders, so there’s no real limit. Bo border is absolute. If it’s a desert— it could just as well be the other side. If it’s sea, it could also be across the sea. The world has always been this way. Only the terms have changed. If they should find a way of reaching other stars, well then, perhaps the whole earth will no longer suffice.

Moshe Sharett, Israels første udenrigsminister i 1914:

We have forgotten that we have not come to an empty land to inherit it, but we have come to conquer a country from people inhabiting it, that governs it by the virtue of its language and savage culture ….. Recently there has been appearing in our newspapers the clarification about “the mutual misunderstanding” between us and the Arabs, about “common interests” [and] about “the possibility of unity and peace between two fraternal peoples.” ….. [But] we must not allow ourselves to be deluded by such illusive hopes ….. for if we ceases to look upon our land, the Land of Israel, as ours alone and we allow a partner into our estate- all content and meaning will be lost to our enterprise.

Moshe Dayan, general og forsvarsminister i israelske regeringer:

Soon after the 1967 war, Moshe Dayan wrote in his memories regarding the ethnic cleansing and destruction of the ‘Imwas, Bayt Nuba, Yalu, and big portion of the West Bank city of Qalqilya:

[houses were destroyed] not in battle, but as punishment . . . and in order to CHASE AWAY the inhabitants . . . contrary to government policy.

In September 1967 Moshe Dayan told senior staff in the Israeli Occupation Army in the West Bank that some 200,000 Palestinian Arabs had left the West Bank and Gaza Strip:

We must understand the motives and causes of the continued emigration of the [Palestinian] Arabs, from both the Gaza Strip and the West Bank, and not to undermine these cause after all, we want to create a new map.

On 30 July 1973 Moshe Dayan said to Time Magazine:

There is no more Palestine. Finished . . .”

Dayan tog forskud på glæderne – som bl.a. de to senere intifadaer viste – men ønsket om at udslette Palæstina fra historiebøgernes sider var udbredt. Golda Meir i 1969:

It is not as though there was a Palestinian people in Palestine considering itself as Palestinian people and we came and threw them out and took their country away from them, they did not exist

Jeg har af magelighedsårsager klippet citaterne fra Palestine Remembered, men kilderne er respekterede historikere og forfattere som Simha Flapan, Benny Morris, Martin Gilbert, Nur Masalha, Tom Segev og Avi Shlaim. Før man kritiserer mig eller Palestine Remembered for citatfusk, så bør man tjekke referencerne. Næste punkt:

• Eller flygtede palæstina-araberne som følge ‘arab broadcasts’, altså opfordringer fra nabolandenes radiostationer om at rydde vejen for de indtrængende arabiske hære?

Ifølge Rashid Khalidi, amerikansk-palæstinensisk historiker, er denne påstand grebet ud af intetheden:

Over the past decade or so, a number of scholars, most of them Israeli, using Israeli and British archives, have decidedly refuted this interpretation in its entirety (citeret fra Khalidis bidrag til bogen The War for Palestine, red. af Eugene L. Rogan og Avi Shlaim).

Jeg vil ikke gøre mere ud af dette punkt, andet end nævne at postulatet allerede i 1960erne blev demonteret:

(Fra Norman Finkelsteins Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict)

• Har israelerne aldrig, eller tværtimod ofte, været aggressoren i forhold til sine arabiske naboer?

Til dette spørgsmål mente ‘heel’ at “… [i]sraelerne gennem hele historien har kæmpet kun for at forsvar deres land og befolkning. Israelerne – Jøderne har ALDRIG været aggressorer!“. Man fatter ikke at folk kan være så enøjede og samtidig så religiøst overbeviste om at besidde sandheden. Som nogle af de ovenstående citater viste, så erkendte selv ledende zionister som Ben-Gurion, at jødernes indvandring til Palæstina politisk set var en aggression overfor palæstina-araberne, og at målet med jødisk indvandring var at erobre et stykke land hvis indbyggere ikke ønskede at lade sig erobre.

‘Heel’ abonnerer også på den ualmindeligt fantasifulde ide om at jøderne har et historisk krav på Palæstina, selvom en historisk tilknytning til et territorium selvfølgelig ikke giver et historisk krav. Sammen med postulatet om at ‘Palæstina var mennesketomt’ før de jødiske pionerer ‘fik ørkenen til at blomstre’ kan han (eller er ‘heel’ måske en hun?) afvise ethvert krav som de oprindelige indbyggere måtte have til landet. Den umådeligt store hengivenhed og det helt urimelige moralske forsvar for jødedom, zionisme eller Israel (?), som ‘heel’ udfolder, viser sig i realiteten at legitimere kolonisering, etniske udrensninger og ekspansion.

Man hører ofte postulatet om at der aldrig har været en palæstinensisk stat, og derfor er palæstinenserne ikke et rigtigt folk, måske slet ikke et folk når det kommer til stykket. Som Michael Neumann overbevisende argumenterer for, så er det et pseudoargument. De amerikanske kolonialister i Nordamerika havde heller ingen stat, da de gjorde oprør mod den britiske konge, men ingen fornuftige mennesker vil af den grund mene, at deres kamp for selvstændighed var illegitim.

Og hvad mere er: Om palæstinenserne var et folk eller ej (Baruch Kimmerling og Joel S. Migdal har i The Palestinian People argumenteret for at palæstinenserne var et folk, det samme har f.eks. Ilan Pappe i Det moderne Palæstinas historie), det er uvæsentligt for en moralsk vurdering af de handlinger der lå til grund for Israels oprettelse. Intet kan retfærdiggøre fordrivelsen af 750.000 indbyggere fra det land og den jord de bor og arbejder på – om de er et folk eller ej. Og at omkring 750.000 palæstinensiske arabere blev fordrevet, det er der ingen tvivl om, som jeg gjorde rede for ovenover. De 750.000 blev senere fulgt af yderligere nogle hundredetusinder, bl.a. fra de erobrede Golan-højder og fra Vestbredden.

Aggressorer overfor palæstina-araberne og nabolandene har zionisterne været gennem størsteparten af Israels historie. Man opgav ikke drømmen om et Storisrael da man i løbet af 1948-49 sluttede våbenstilstandsaftaler med araberlandene. Og man har stadig ikke opgivet dem, hvilket selvfølgelig er årsagen til at Vestbredden fortsat koloniseres.

Konstante provokationer overfor Syrien i de demilitariserede områder i nord (som zionisterne ønskede at inddrage) og voldsomme gengældelsesaktioner mod Jordan og Egypten som følge af indtrængen i Israel af fordrevne palæstinensere, indtrængen som Syrien, Jordan og Egypten i begyndelsen af 1950erne søgte at forhindre – læs mere her – men som israelerne konsekvent holdt naboerne ansvarlige for og gengældte massivt, bl.a. med angrebet på landsbyen Qibya, hvor 69 uskyldige jordanere blev massakreret af israelske tropper under ledelse af Ariel Sharon. Og i 1955 angrebet på en egyptisk militærforlægning i Gaza, som dræbte og sårede i håndfulde af egyptiske soldater og civile.

Efter sidstnævnte episode ændrede Nasser ifølge Avi Shlaim holdning til Israel (uformelle fredsforhandlinger havde ellers i nogle år fundet sted i Paris) og begyndte at træne og bevæbne de fordrevne palæstinensere. Sagen i 1954 hvor en gruppe jødiske terrorister, bakket op af israelske efterretningsagenter og sandsynligvis med ledende regeringsmedlemmers vidende, plantede bomber ved amerikanske mål i Cairo for at sætte USA op mod Egypten, har næppe heller mildnet Nassers følelser overfor den jødiske stat.

I 1956 allierede israelerne sig med britiske og franske imperialister der lissom Ben-Gurion frygtede Egyptens leder Gamal Abdel Nasser og den arabiske nationalisme han forsøgte at inspirere til, lissom briterne og franskmændene ikke brød sig om Nassers bestræbelser på at nationalisere Suez-kanalen. Israel sikrede sig med sin overlegne hær hurtigt kontrollen med Sinai-halvøen, og intet tyder på at man var til sinds at opgive den. Hvis ikke amerikanere og russere i fællesskab havde knægtet briter, franskmænd og israelere, ville halvøen i dag måske have været på israelske hænder.

Endnu en myte trænger til revision: Det hedder sig i den apologetiske litteratur om Israel, at landet altid har været svagt og omgivet af stærke, forenede og uforsonlige fjender. Det passer ikke. Israel (eller Yishuv, det jødiske samfund i Palæstina før Israels oprettelse) var allerhøjst truet i en kort periode i begyndelsen af borgerkrigen i 1947. I løbet af 1948 begyndte våben at strømme ind fra Europa og da samtidig man i Yishuv i tiårene før havde etableret alle de vigtige institutioner, herunder ikke mindst en velorganiseret hær, var de israelske tropper de arabiske overlegne. De arabiske styrker var på deres side både splittede, dårligt udrustede og dårligt koordinerede.

I ingen senere krige eller konfliktsituationer har Israel været ‘truet på sin eksistens’, især ikke siden slutningen af 1960erne, begyndelsen af ’70erne, da landet erhvervede atomvåben. Det var heller ikke tilfældet i Seksdageskrigen i 1967, hvor der ingen tvivl er om, at det var Israel der indledte krigen med et angreb på Egypten. Baggrunden for dette angreb er omdiskuteret, men det er meget tvivlsomt om Israel stod overfor et snarligt angreb fra Egypten (eller andre arabiske stater).

I krig og borgerkrig er der naturligvis ingen parter der ‘aldrig har været aggressorer’, men det eneste ubetvivlelige eksempel på at en arabisk nabostat indledte krigshandlingerne er krigen i 1973, den såkaldte Yom Kippur-krig. Heller ikke i denne krig var Israel dog for alvor truet, selvom israelerne fik sig en forskrækkelse. Det er også en usandsynlig myte at egypterne med angrebet regnede med at nå helt til Israel og erobre eller sågar ødelægge den jødiske stat. Målet var nogle andre, som jeg har skrevet om her på baggrund af Robert Dreyfuss’ bog Devil’s Game.

I begyndelsen af 1980erne gik israelske tropper ind i Libanon for at knuse PLO, ikke fordi PLO gennemførte terroranslag og militskrig mod Israel, men snarere fordi PLO’s leder Yassir Arafat havde anerkendt Israels ret til at eksistere, og fordi PLO derfor var blevet en seriøs forhandlingspartner for fred. Og fred var det sidste de aktivistiske dele af det zionistiske lederskab ønskede, fordi freden ville åbne vejen for en palæstinensisk stat og spænde ben for ønsket om et Storisrael.

Samme strategi er brugt overfor palæstinenserne i dette årti, bl.a. da Hamas og Fatah blev enige om en våbenstilstandsaftale med Israel, og israelske fly 90 minutter før aftalen trådte i kraft, sendte en bombeflyver ind over Gaza, som droppede en et-tons bombe over en Hamas-leders hus og dræbte ham, hans familie og adskillige uskyldige civile. Motivet var at forhindre våbentilstanden og skabe splid mellem palæstinenserne. Israel har gennem sin levetid ageret som en aggressiv lille møgstat, ledet som den har været af blut-und-boden nationalister.

Og hvordan kunne det være anderledes, når zionisterne ikke bare stræbte – og stræber – efter et jødisk hjemland i en provins hvor jøder var i mindretal, men samtidig ønsker et Israel som omfatter HELE Palæstina?

• Kan Jordan med rimelighed betragtes som ‘arabernes Palæstina’?

Det var Ulla Nørtoft Thomsens påstand, som hun underbyggede med en underlødig forfatter, Ramon Bennet. Mit svar til Ulla var (Ullas postulater med kursiv):

“Jordanerne bor netop i den del af Jordan, der altid har hørt til Palæstina… Jordan er arabernes Palæstina“. Det har varieret meget, hvad der regnedes for Palæstina. I perioder er Palæstina sammen med Levanten også blevet henregnet under en storsyrisk region.

Men den rimelige tolkning er under alle omstændigheder ikke, at ‘Jordan er Palæstina’, men snarere at ‘Palæstina i perioder har omfattet den beboede del af Jordan’. Der er fanden til forskel, men det var faktisk i den retning du indledningsvist argumenterede:

“De 23 procent, der var tilbage af Palæstina efter Jordans oprettelse – og som i vor historieløse optik udgør det hele”

Du nåede frem til det forbløffende resultat at Palæstina er lig med Jordan + ‘ekstra sand’ + de 23 procent man normalt regner for Palæstina. Nu er du så parat til at skære det ‘ekstra sand’ bort, men du fastholder – mod al historisk evidens – at det er området øst for Jordan-floden (den del af Jordan der er beboet), som er ‘det rigtige Palæstina’.

Men det er ikke hele Palæstina, og i hvert fald ikke den centrale eller vigtigste del af Palæstina som lå øst for Jordan-floden. De fleste indbyggere i området boede vest for Jordan-floden. Du nævner selv, at der ikke bor mere end fire millioner mennesker i Jordan. I 1960 boede der blot 800.000, og for 100 år siden var det væsentligt færre. Området øst for Jordan-floden er heller ikke så dyrkbart som på den anden side, og der er væsentlig flere større byer og i det hele taget tættere befolket vest for floden.

Kerneområdet i Palæstina var og er området mellem Middelhavet og Jordan-floden. Det understreges af at filistinerne som området er opkaldt efter, boede i området ud mod Middelhavskysten, hverken tæt på eller ovre på den anden side af Jordan-floden.

‘Jordan er arabernes Palæstina…’ er historierevisionistisk og groft manipulerende propaganda.

En statistik over araberne i Palæstina, klik og find: Table 1: Comparison of different estimates of Arab Population of Ottoman Palestine

Der er bred enighed om at der ikke var meget mere end 20-25.000 jøder i Palæstina i 1880, hvoraf en stor del i øvrigt boede i Jerusalem. Hvordan kan en ratio 1:16+ i araber-favør i hele Palæstina betyde at kun ‘Jordan er palæstinensernes land’? Selv i 1947 havde indvandringen af jøder til Palæstina ikke givet et jødisk flertal i Palæstina. Se tabel 3 på samme link: Table 3: Approximate population growth in Mandatory Palestine

Din infame viderekolportering af myten om at Palæstina var stort set mennesketomt da jøderne ankom, den må og skal adresseres. Også forestillingen om at den arabiske befolkningstilvækst skete pga. indvandring, fordi ‘jøderne skabte vækst’.

Mange steder betød indvandringen tværtimod tab af arbejde og indkomst fordi jøderne havde købt deres jord af fraværende osmanniske herremænd. Da ejerskabet overgik til de nye ejere, blev de tidligere sharecroppers smidt væk.

Indvandring af arabere har efter alt at dømme været en mindre faktor bag væksten i den arabiske befolkning, og for så vidt indvandringen skete pga. forbedrede økonomiske muligheder i Palæstina, så var væksten ikke jødernes fortjeneste, men det britiske mandatstyres. Bedre sundhed og hygiejne bidrog mere til væksten end indvandring.

Uanset om den lille stribe af beboet Jordan øst for floden i perioder har været en del af Palæstina, så har der boet arabere i hele Palæstina siden ‘Time Immemorial’. Og det gør der stadig. Og det mest påtrængende spørgsmål står endnu tilbage:

Selv hvis der ikke var sådan noget som et palæstinensisk folk, hvad retfærdiggør så etniske udrensninger af op mod en million mennesker fra det land de bor og arbejder på?

Så vidt, så godt – dette postulat gider jeg ikke gøre mere ved, det har ikke fortjent yderligere opmærksomhed.

• Hvem bærer hovedansvaret for konflikten?

Det gør naturligvis den aktør der indleder den politiske og territorielle konflikt ved at erobre et område som i forvejen er beboet, smide en stor del af de oprindelige indbyggere ud, og stræbe efter yderligere territorium og yderligere etniske udrensninger af det uønskede folk. Zionismen er ikke værre end andre chauvenistiske former for nationalisme, men dens uheld er at det efterstræbte territorium var beboet i stort antal af folk der ikke var på stenalder- og nomadeniveau som Nordamerikas indianere eller Australiens aboriginals.

Konflikten mellem jøder og palæstina-arabere er – som vi ovenfor kunne se ledende zionister erkende det – en uundgåelig og forventelig følge af bestræbelsen på at etablere en JØDISK NATIONALstat i området. Kernen i problematikken er ikke hvem der ejer jorden, men hvem der ejer staten, og da den israelske stat er umiskendeligt jødisk giver det anledning til en konflikt som må føre til enten fordrivelser eller apartheid, og som følgelig kun kan løses på en retfærdig måde med oprettelsen af én stat for både arabere og jøder.

Kildekritikken bliver ikke så omfattende for jeg gider ikke skrive mere i dag. Men lidt om Ramon Bennett, som jeg bl.a. skrev i et tidligere indlæg her på bloggen:

Det er selvfølgelig bolden der er det vigtigste objekt i spillet, men lad os alligevel begynde med at skyde forfatteren Ramon Bennett ned. Ulla Nørtoft Thomsen mener om bogen at den er “… en guldgrube af detaljerede oplysninger, der kan opveje lidt af den propadanda, der er sunket ind i vestlige sjæle. Bogen er på 320 sider, hvoraf 60 sider er noter. Den er skrevet i vrede, og den er selektiv, men den er ikke fuld af løgn.”

Hvordan vurderer man umiddelbart værdien af en bog og troværdigheden af en forfatter? Man søger naturligvis på Google efter om forfatteren eller bogen er omtalt, kritiseret eller hyldet af forfattere man i forvejen har tiltro til. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og ikke én troværdig akademisk eller anden kilde dukker op. Det nærmeste vi kommer er en zionist-venlig, men dog ret kritisk anmeldelse på den kristne side, Udfordringen.

Samme, blot moderat kritiske tilgang finder vi overhovedet ikke hos Ulla Nørtoft, der optræder som nr. fem i Google-søgningen. I sig selv er det overraskende at to inferiøre danske sider optræder så højt i en Google-søgning på en engelsk-sproget forfatter der ‘ikke er fuld af løgn’ og hvis bog er en ‘guldgrube af detaljerede oplysninger’.

Men hvem er denne forfatter da, hvis bog ingen har gidet anmelde på Amazon, og som stort set ikke er kritiseret, hyldet eller omtalt af andre end Ulla Nørtoft Thomsen og Udfordringen?

Ramon Bennett er leder af organisationen Arm of Salvation, som er et jødisk-kristent missionsforetagende baseret i Israel.

Til ‘heel’ har jeg fundet nedenstående omkring et par af hans/hendes kilder. Kilderne først:

1. Aumann Moshe. Land Ownership in Palestina 1880-1948. Jerusalem : Academic Committee on the Middel East, 1976.
2. Avineri Shlomo. The Making of Modern Zionism: Intellectueal Origins of the Jewish state. Ny Baasic Bokks, 1981.
3. Avneri Arieh. The Claim of Dispossession.NJ: transaction Books, 1984
4. Bard, Mitchell G. and Moshe Schwartz. 1001 Facts everyone should know about Israel. NJ : Jason Aronson, 2002.
5. Becker, Jilluian. The PLO. NY: st. Martins Press, 1985.
6. Bell, J Bowyer. Terror out of Zion. NJ . Transaction, 1996.
7. Wigdor, Geoffrey, ed. New Encyclopedia of Zionism and Israel- NJ: Fairleigh Dickinson University Press. 1944.
8. Bard Mitchell G. The Complete Idiots Guide to Middle East Conflict. NY: Alpha Books, 2002.
9. Benenisti, Meron Intimate Enemies: Jews and Arabs in Shared Land. CA: University Of California Press, 1995.
10. Collins, Larry and Dominique Lapierre. O Jerusalem! NY : Simon and Schuster,1972.
11. Gilbert Martin — Israel a History: NY: William Morrow & Co 1998.
12. Hazony, Yoram The Jewish State : The Struggle for Israels soul. NY: Basic Books, 2001

Moshe Aumann – kilde nr. 1 – har skrevet en 24-siders pamflet, og er en mand med 35 års ansættelse i det israelske udenrigsministerium. Ifølge Robert Fisk citerer Aumann også det famøse Mark Twain citat, som en anden kilde du nævner gør meget ud af: Joan Peters, der skrev den berygtede ‘From Time Immemorial’, der blev afsløret som et rent falskneri.

Ifølge Amazon skriver din kilde nr. 3 om ”This study of the Israeli-Arab conflict sheds new light on the historic background of the contemporary Palestinian problem. Unlike other books that treat the political issues of this confl ict, this volume traces the spread of Jewish settlements over the seventy year period before the establishment of the State of Israel, in order to see how it affected the existing Arab community’s economy and its social and cultural institutions.”

Hvordan kan der være et ‘existing Arab community’, når din kilde nr. 1 tryller frem at Palæstina var stort set mennesketomt da zionisterne ankom?

Mitchell Bard, kilde 4, er en velkendt israel-apologist og og -propagandist, leder af AICE der betaler israelske professorer for at komme til USA og undervise på amerikanske universiteter. Det gjaldt f.eks. Hanna Diskin som skulle undervise et år på George Washington University. Ikke til de studerendes udelte begejstring:

[Senior Greg] Berlin and a classmate, senior Elizabeth Kamens, both said that the problem with Diskin’s teaching was that she focused only on Israel in a course that was supposed to deal with the entire Arab-Israeli conflict. “We would never cover the other side,” said Kamens, who is Jewish.“It became more of an Israeli politics class,” said Berlin, noting that while understanding Zionism is important to studying the Arab-Israeli conflict, he wondered why they were they spending half of the semester learning about it.

M.J. Rosenberg, der redigerede Mitchell Bards Myths & Facts kalder den rent ud for ‘propaganda‘:

M.J. Rosenberg, who edited Myths & Facts when he worked at AIPAC in the 1980s, was surprised to hear it was being used in a college class.

“It’s not a textbook,” said Rosenberg, now the policy director at the Israel Policy Forum. “It’s counter-propaganda” that is “not designed to show both sides,” but to provide all the facts that support the pro-Israel side.

Rosenberg said it was “hard to believe” the book would be used in any college class other than one studying propaganda.

J. Bowyer Bell – kilde nr. 6 – får følgende ord med på vejen:

An academic expert on terrorism and author of a previous book about the Mideast (The Long War, 1969) has written a unique anecdotal narrative about the ‘Revisionist’Zionist underground, the Irgun and LEHI. Bell, who interviewed many paramilitary veterans, calls himself a ‘small-r revisionist’ in seeking to present their activity free of ‘orthodox’ depreciation or normal aversion to terrorism; instead, he views them sympathetically as counterparts of the Irish Revolutionary Army.

Terrororganisationerne Irgun og Lehi (‘Stern-banden’) portrætteres ‘sympatisk’?! Irgun stod bag bombningen af King David Hotellet i Jerusalem (en aktion al Qaeda ville finde smuk) og massakren i Deir Yassin, Lehi stod bag mordet på FN-mægler grev Folke Bernadotte og en lang række andre bombesprængninger og terrorangreb på uskyldige arabere og repræsentanter for det britiske mandatstyre.

For deres ‘fortjenester’ blev Lehi-folkene hædret af den israelske stat, og fra Lehi og Irguns rækker er i øvrigt et par israelske statsministre, Menachem Begin og Yitzhak Shamir, blevet hvervet.

Well, jeg gider ikke skrive mere, selvom der også er et par troværdige kilder på ‘heels’ liste. Folk med interesse for emnet kan søge videre i de sobre bøger jeg nævner – min tid og mit overskud til yderligere polemik er begrænset. Kom med noget substans, hvis man ønsker debat.

Well, man må vel til det, altså ‘slå to araberhadende, filo-zionistiske fluer med et smæk’. De to fluer er Ulla Nørtoft Thomsen og ‘heel‘, blogonymet bag ‘Sandhed’ i 180Graders regi. Jeg gider ikke mere polemik med de to skvatmikler, i stedet springer jeg direkte ned i substansen og forsøger at rydde lidt op i historien om Israel-Palæstina konflikten:

• Var Palæstina stort set mennesketomt da de første jødisk-zionistiske pionerer ankom til området i slutningen af 1800-tallet?
• Gjorde zionisterne sig forud for staten Israels oprettelse i 1948 skyldige i mord, massakrer og massevoldtægter med det formål at etnisk udrense palæstinensere?
• Eller flygtede palæstina-araberne som følge ‘arab broadcasts’, altså opfordringer fra nabolandenes radiostationer om at rydde vejen for de indtrængende arabiske hære?
• Har israelerne aldrig, eller tværtimod ofte, været aggressoren i forhold til sine arabiske naboer?
• Kan Jordan med rimelighed betragtes som ‘arabernes Palæstina’?
• Hvem bærer hovedansvaret for konflikten?

Disse spørgsmål vil jeg forsøge at kaste lys over; ikke fordi der ikke er kastet lys over dem adskillige gange (meget mere grundigt og dygtigt end jeg kan), men fordi myter stadig florerer blandt gimper og godtfolk om historiske årsager, sammenhænge og omstændigheder i konflikten mellem palæstinensere og israelere.

Da emnerne er temmelig omfattende bider jeg dem over i flere dele. Første del kommer i morgen når jeg får tid.

En særlig giftig personage i den højrenationale del af det danske internet- og bloglandskab er Ulla Nørtoft Thomsen. Som akademisk uddannet og velformuleret formår hun at forlene skinbarligt vås, som hun har søbet op i sagkundskabens rendestene, med en aura af noget intellektuelt og troværdigt. Ifølge eget udsagn er hun praktisk talt blank på historie, men skulle det forhindre hende i at udtale sig bombastisk og kategorisk?

Seneste eksempel er en dugfrisk anmeldelse på Ullas blog af en såkaldt bog. Bogen er skrevet af Ramon Bennett og bærer titlen Philistine – the Great Deception. Titlen synes at være udtryk for selverkendelse hos forfatteren, for noget at gøre med konflikten mellem israelere og palæstinensere har den ikke.

Det er selvfølgelig bolden der er det vigtigste objekt i spillet, men lad os alligevel begynde med at skyde forfatteren Ramon Bennett ned. Ulla Nørtoft Thomsen mener om bogen at den er “… en guldgrube af detaljerede oplysninger, der kan opveje lidt af den propadanda, der er sunket ind i vestlige sjæle. Bogen er på 320 sider, hvoraf 60 sider er noter. Den er skrevet i vrede, og den er selektiv, men den er ikke fuld af løgn.”

Hvordan vurderer man umiddelbart værdien af en bog og troværdigheden af en forfatter? Man søger naturligvis på Google efter om forfatteren eller bogen er omtalt, kritiseret eller hyldet af forfattere man i forvejen har tiltro til. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og ikke én troværdig akademisk eller anden kilde dukker op. Det nærmeste vi kommer er en zionist-venlig, men dog ret kritisk anmeldelse på den kristne side, Udfordringen.

Samme, blot moderat kritiske tilgang finder vi overhovedet ikke hos Ulla Nørtoft, der optræder som nr. fem i Google-søgningen. I sig selv er det overraskende at to inferiøre danske sider optræder så højt i en Google-søgning på en engelsk-sproget forfatter der ‘ikke er fuld af løgn’ og hvis bog er en ‘guldgrube af detaljerede oplysninger’.

Men hvem er denne forfatter da, hvis bog ingen har gidet anmelde på Amazon, og som stort set ikke er kritiseret, hyldet eller omtalt af andre end Ulla Nørtoft Thomsen og Udfordringen?

In New Zealand Ramon met a true believing man who showed him the reality of the risen Messiah. He struggled with the deep surrender required for a totally committed life until June 1965. During August of 1967, while alone and in prayer, Ramon was powerfully anointed with the Holy Spirit. Shortly after that he began leading a team of evangelists in Auckland, New Zealand’s largest city, and also began accepting preaching invitations from local churches. Early in 1980 Ramon received a request for his help in Israel and, in response to that call, arrived there in 1980, on May 14, the thirty-second anniversary of the founding of the modern state.

Skulle det være en lille modgift mod al den antiisraelske propaganda, som du og dine mentorer artigt har slugt fra 70´erne og frem? Så skal du læse Ramon Bennetts “Det store bedrag – myten om det palæstinensiske folk”.

Det værste, man har budt skolesystemet, er at man har bortraderet værdien af faktuel historisk viden. Når så de sorte konservative lufter en viden, som vi andre aldrig har anet eksistensen af, så tror vi, de er gale.

Ja, det gør vi. Vi tror de er gale, skruppelløse og uden viden om emnerne de udtaler sig om. Ulla Nørtoft Thomsen formår som få at fremstille sig selv som kompetent inden for områder, hvor hun reelt er dybt inkompetent. Deraf hendes giftighed: hun har nemt ved at forføre intellektuelt svagere befæstede individer med ‘viden’ Ulla Nørtoft TROR er rigtig:

Men faktisk var der jo det ved det – og det er den slags, man kan læse i Bennetts bog – at Jordan blev oprettet i 1922, da “Storbritanien ville beskytte sin olieforsyning i Mosul, Kirkuk og andre dele af den muslimske verden og skar 77 procent af palæstina fra, som de gav til Abdullah af Mekka, der var fornærmet, fordi hans yngre bror Feisal havde fået Irak. Disse 77 procent var og er en palæstinensisk stat, og araberne er godt klar over denne kendsgerning – både dengang og i dag. Abdullah ville oprindelig kalde sine 77 procent af Palæstina for “Det hashemitiske kongerige Palæstina”, men gav senere efter for britisk modstand og kaldte det Transjordanien” (s.125).

Palæstina har været Palæstina siden de første filistre etablerede stater i området mellem Middelhavet og Jordan-floden. Det var en historisk absolut undtagelse at briterne inkluderede Jordan (eller Transjordan) i sit palæstinensiske mandatområde:

The boundaries of the area and the ethnic nature of the people referred to by Herodotus in the 5th century BCE as Palaestina vary according to context. Sometimes, he uses it to refer to the coast north of Mount Carmel. Elsewhere, distinguishing the Syrians in Palestine from the Phoenicians, he refers to their land as extending down all the coast from Phoenicia to Egypt.^[27] Josephus used the name Παλαιστινη only for the smaller coastal area, Philistia.^[28] Pliny, writing in Latin in the 1st century CE, describes a region of Syria that was “formerly called Palaestina” among the areas of the Eastern Mediterranean.^[29]

Since the Byzantine Period, the Byzantine borders of Palaestina (I and II, also known as Palaestina Prima, “First Palestine”, and Palaestina Secunda, “Second Palestine”), have served as a name for the geographic area between the Jordan River and the Mediterranean Sea. Under Arab rule, Filastin (or Jund Filastin) was used administratively to refer to what was under the Byzantines Palaestina Secunda (comprising Judaea and Samaria), while Palaestina Prima (comprising the Galilee region) was renamed Urdunn (“Jordan” or Jund al-Urdunn).^[3]

Men i grunden er det mindre interessant hvad vi kalder Palæstina, kernen i sagen er at der lever mennesker – helt rigtige mennesker, ikke bare ‘”palæstinensiske frihedskæmpere’, som Ulla Nørtoft reducerer dem til – i området. Rigtige mennesker der bor i rigtige huse, i rigtige landsbyer og byer, som dyrker deres rigtige marker og passer deres rigtige butikker, føder rigtige børn og bekymrer sig om deres dagligdag og deres rigtige familier og rigtige venner.

Disse helt almindelige, rigtige mennesker vil Ulla Nørtoft og Ramon Bennett SKRIVE UD AF PALÆSTINAS HISTORIE, HVOREFTER DE VIL SKRIVE PALÆSTINA UD AF VERDENSHISTORIEN.

Ikke nok med at Israels zionister allerede har fordrevet mindst en million palæstinensere, nu skal resten af ‘frihedskæmperne’ også deporteres.

Os som ikke omgås andre menneskers liv og tilværelse med lisså stor kynisme, følelseskulde og skruppelløshed som Ulla Nørtoft Thomsen og Ramon Bennett, og som foretrækker at vide noget om de emner vi udtaler os om – især hvis de kan have alvorlige politiske konsekvenser- vi ved ikke om vi skal le eller græde ved at bevidne dette eksempel på løgnagtig propagandistisk historieforfalskning i israelsk nationalismes tjeneste.

Så dum og tyk er forfalskningen at elever i folkeskolens 6. klasse kan gennemskue den, og derfor er den også så nem at knuse. Men der findes desværre vrede mennesker og magtfulde kræfter som har brug for den slags ondsindede propagandaløgne til at skabe had, og Ulla Nørtoft er altid klar til at støbe kuglerne.

I nogle lande er det forbundet med straf at benægte holocaust. Skal vi indføre samme ordning for mennesker som benægter Naqba og nægter det palæstinensiske folk en historie?

Under 1800-tallets romantiske bølge opdyrkede man national identitet som noget unikt, og man legitimerede den nationaliserede fædrelandskærlighed med chauvenistiske ‘Store Fortællinger’. I dag er argumentet nedtonet til at nationens fællesskab ligger i forlængelse af familiens som individets konkrete livsramme.

Vi nærer en kærlighed til mor og far og til vores land, som vi ikke nærer overfor andres mor og far eller andre menneskers lande, og det er ikke fordi min mor og far og mit land er bedre, men fordi ‘det er min mor og far og mit land’.

Det er Søren Krarups dogma, og der er ingen tvivl om at Krarup har ret et langt stykke ad vejen, at national og etnisk chauvenisme er et ‘naturligt’ resultat af dybtliggende psykologiske reflekser i mennesket.

Denne ‘naturlige’ racisme er bestræbelsen på at gøre forskel mellem medlemmer af forskellige etniske, religiøse eller nationale grupper, og evt. også bestræbelsen på at gøre forskelsbehandlingen legal.

Liberale kerneværdier er derfor dybest set inkompatible med nationalisme, for det er ikke liberalt at priviligere ét forestillet fællesskab på bekostning af ‘de andre’. Frihed, lighed og broderskab rimer ikke på burka-forbud, statskirker og statsdirigeret nationalisme i skoler og offentlige medier.

I et indlæg på min primære blog kritiserede jeg 180Grader for i en notits automatisk at købe Israels fremstillinger af ‘gode og onde’ i konflikten med palæstinenserne, og  jeg gav en debattør ret i at der nok er et element af racisme at spore, når medierne lader israelsk propaganda definere hvad der er sort og hvidt. Der er selvfølgelig ikke tale om racistisk ideologi, men om den ubevidste, psykologiske racisme der giver israelere og andre ‘som ligner os’ nogle point på forhånd overfor dem ‘ der ikke ligner os så meget’.

Man skal imidlertid ikke være blind for at brugen af begrebet racisme ofte dækker over mere end det afslører, og det er derfor jeg selv har været forholdsvis tilbageholdende med at kaste om mig med r-ordet i tide og utide.

Hvis man blot stempler folk som racister og betragter racisme som en sygdom, så risikerer man at overse, både racismens dybtliggende ‘naturlige’ og refleksmæssige karakter, men endnu vigtigere de mange helt konkrete interesser der kan være forbundet med racistisk og nationalchauvenistisk propaganda.

Israel vs. palæstinenserne er en sag der kan illustrere nogle vigtige pointer ang. disse interesser, men et spadestik dybere også hvorfor de liberale kerneværdier i en moderne globaliseret verden bliver stadig mere inkompatible med nationalismen anno 1849.

I en kommentar i Information sidste år gik en af Danmarks bedste og skarpeste politiske journalister, Deadlines Adam Holm, i rette med veteranen Lasse Ellegaard, der et stykke tid forinden havde skrevet nedenstående i en leder i anledning af Israels 60-årsdag:

… der [er] to muligheder (1): En militaristisk jødisk stat, der bevarer sin ‘jødisk-hed’ ved at undertrykke de arabiske medborgere på hver side af den grønne 1967-linje. Eller en én-stats-løsning, hvor jøder og arabere bor sammen i det område, der til 1947 var det britiske mandatområde Palæstina vest for Jordanfloden. Denne løsning vil indebære, at Israel opgiver sin specifikke jødiskhed og erstatter den med et sekulært, demokratisk samfund. Jødiskheden har dybe rødder, eftersom den blev etableret efter brændofferet 1933-45 som et fristed for de hidtil forfulgte jøder – og i dag lever 40 pct. af verdens ca. 13 mio. jøder i dette fristed. Men prisen er høj, nemlig andres ufrihed. Derfor taler palæstinensiske politikere i stigende grad om en én-stats-løsning, der kan sikre dem reel medbestemmelse, vel vidende, at de har en demografisk fordel. Den er straks sværere for jøderne at acceptere, og det er sådan set forståeligt, set fra en historisk synsvinkel. Men det kan blive endnu sværere at lade være.

(Lasse Ellegaard overser en tredje mulighed, nemlig fordrivelsen af alle arabere fra Israel og de besatte områder (eller tilstrækkeligt mange til at jøderne opnår et komfortabelt flertal). Det er scenarier som ikke er urealistiske og bliver promoveret af selv tilsyneladende mainstream israelske politikere.)

Adam Holm svarede Ellegaard, at der kan være masser af legitime grunde til at kritisere Israel, men:

… derfra til at ville opløse Staten Israel, frakende landet en moralsk og eksistentiel berettigelse i verdenssamfundet som et overvejende jødisk land, det er groft krænkende og vidner om en afgrundsdyb kynisme hos afsenderen. Man kan naturligvis sagtens indtage en fornuftig og principiel antizionistisk holdning. Intet ondt i det. Men kritikken af Israel bliver problematisk, når den går fra at være principielt begrundet til at rette sig selektivt imod Israel som en jødisk stat. Hvorfor bliver Israel trukket frem som et værre eksempel end andre? Hvad er det ved den jødiske – eller mere præcist, zionistiske – hævdelse på at have en egen stat på linje med kristne, muslimske og buddhistiske folk, der provokerer så inderligt?

Det provokerende er, at Adam Holm og mange andre ellers begavede mennesker har så svært ved fuldt ud at åbne øjnene for konsekvenserne af den zionistiske entreprise – dybt, dybt problematisk og på kant med liberale og humanistiske værdier som den af forskellige årsager er. De zionistiske pionerers forbrydelse var (og er) ikke anderledes eller værre end andre nationalister og imperialisters. Folkemord og fordrivelser har det ikke skortet på i historiens løb.

Zionisternes uheld – og palæstinensernes katastrofe – var at den kolonialistiske entreprise fandt sted i et relativt tætbefolket område, hvor den oprindelige befolkning var i flertal. Kombineret med en blut und boten-nationalisme, som lægger vægt på folkets historiske og åndelige tilhørsforhold til et særligt territorium, samt det faktum at den oprindelige befolkning ikke så let som de amerikanske indianere eller australske aboriginals lod deres nationale aspirationer knuse, lagde zionismen fra begyndelsen op til ballade.

Når vi diskuterer burka-forbud i Danmark, mens israelske nationalister retorisk tester muligheden for fordrivelse af yderligere millioner af palæstinensere, så er det grundlæggende samme skisma der er til debat. Skismaet mellem de liberale kerneværdier og den institutionaliserede nationalisme.

I Danmark har nationalisterne det held at de med en vis styrke kan hævde, at ‘landet er monokulturelt og skal vedblive at være det’. Den fordel har zionisterne aldrig haft, hvorfor de må rykke ud med endnu mere metafysiske argumenter om historiske rettigheder eller blive utilsløret racistiske. Men grundlæggende er forskellen på det zionistiske dilemma og det dansk-nationale ens. Begge grundstøder de med basale liberale værdier.

Dilemmaet er ikke så tydeligt i Danmark – hvor mindretallet af indvandrere ikke oplever sig politisk stærke nok til radikalt at udfordre det danske etnies monopol på staten – som det er i Israel hvor det jødiske etnie konstant må opleve drømmen om en national stat truet af palæstinenseres krav om lighed for loven, af det faktum at palæstinensiske kvinder føder flere børn end de israelske og af zionisternes egen ulykkelige drøm om at inddrage hele det historiske Palæstina i den israelske stat.

Israelerne står med et trefoldigt dilemma: Man kan fastholde det Apartheid Light system som har præget landet siden oprettelsen, men især siden erobringen i 1967 af Vestbredden og Gaza. Man kan gribe tilbage til den brutale fordrivelsepolitik med mord, massakrer og massevoldtægter som gik forud for Israels fødsel.

Eller man kan opgive drømmen om et Stor-Israel med solidt flertal af jøder – altså den drøm Adam Holm deler, men som Lasse Ellegaard udfordrer – og omskabe Israel til et ægte liberal-demokratisk land der ikke lader etnie og religion afgøre ret og pligt overfor staten. Dilemmaet er ikke blot Israels i disse år, det er også europæerne og danskernes. Men for Israels vedkommende er konflikten mellem liberale kerneværdier og romantisk nationalisme sat helt på spidsen.

Det er slet ikke overraskende at danske højrenationale og monokulturalister er de mest aggressive og udfarende pro-zionister, for deres målsætning er den samme som zionismens: en stat og et territorium monopoliseret af et priviligeret etnie. Og da fjenden også er den samme (hvis man accepterer forsimplingen palæstinensere = muslimer = terrorister / indvandrere = muslimer = terrorister/kriminelle), så er alliancen både indlysende og logisk.

Liberale og progressive kræfter, derimod, må vende sig mod den uliberale og forældede monokulturelle nationalisme – det være sig i Israel eller Danmark – der er uforenelig med de principper for frihed, lighed og broderskab, der i Oplysningstiden blev slået fast med den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den Franske Revolution.

Jeg ser her at Balder linker til mig, og det giver mig anledning til at disputere videre om jøder og muslimer, Israel og islamkritikere, antisemitisme og zionisme. Mine foretrukne emner for tiden.

I sit indlæg tager Balder udgangspunkt i en sag fra USA om en rabbiner der angiveligt har slået hånden af sin søn fordi sønnen har ‘sladret til goyim om andre jøder’. Det får Balder til at lede i biblioteket og støve sin gamle Martin Luther af:

Jøderne og deres løgne

På et debatforum bestrider en af de udvalgte at rabbiner Israel / Isaac Dwek skulle have holdt en sit Shiva (Shiv’ah). Ifølge apologeten ‘holdt rabbineren en prædiken der tog afstand fra Jøder der sladrede om andre Jøder, men i en kontekst af at komme med falske beskyldninger når man sladrer‘.

Dette er en udmærket illustration af hvordan talmudisk tankegang og praksis virker. Talmud indeholder mange gode råd og forslag i forbindelse med problemstillinger angående konflikter med det omgivende ikke jødiske samfund. Hvordan man kan lyve uden at blive taget i at lyve, hvordan man kan overholde den jødiske interne moralkodeks, uden at udenforstående opdager det osv. Talmud er en sand opskrift til hvordan man bedrager ikke-Jøder, en mafiaorganisation værdig.

Lignende sluddervorne argumenter som ovenstående forsøg på apologi, og endeløse diskussioner hvor Jøderne forsøger at lede Goyim på vildspor via kringlede diskussioner finder man i debatten om Israels fødsel, den israelsk-palæstinensiske konflikt, og holocaust. Om Jøderne og deres Løgne, skrev kirkefaderen Martin Luther, et værk der i dag bliver dømt ude som ‘rendyrket irrationel antisemitisme’. Faktum er imidlertid at løgn og bedrag altid har været nogle af Jødernes foretrukne våben, på lige fod med ekstrem dyrkelse af offerrollen. Regler og brugsanvisninger på hvordan man bedst vildleder Goyim er indgående beskrevet i Talmud og andre jødiske skrifter, og disse oldgamle mellemøstlige strategier lever også i praksis i bedste velgående den dag i dag.

Den israelske spiontjeneste Mossad har følgende slogan: ‘By way of deception thou shalt do war!‘

Skift ‘jøder’ ud med ‘muslimer’ og der står ikke andet i teksten end hvad man hver dag kan læse på adskillige islamkritiske blogs og ind i mellem også i landets aviser: Muslimer (jøder) er et kollektiv med kollektive (negative) egenskaber, kollektivt motiveret af noget der står i gamle religiøse tekster.

Påstanden er falsk al den stund at det faktisk er jødiske og israelske historikere der har afdækket myterne omkring Israels oprettelse, og at kritikken af zionistisk chauvenisme lisså ofte kommer fra israelere og jøder som fra ‘goyims’.

Men pointen her er at når Balder regnes for antisemit, mens islamkritikerne i stigende grad regnes for fornuftige - selvom Balder siger stort set det samme, blot om en anden etnisk gruppe – så har det naturligvis at gøre med objekterne for deres generaliseringer: Muslimer må man gerne generalisere groft omkring, men med jøder er det forbudt.

Fra min gamle blog har jeg et eksempel på hvor nærtagende og motivanalyserende folk er på jødernes vegne. Jeg omtalte drabsforsøget på to israelere i et indkøbscenter i Odense. Her formulerede jeg mig noget henad at ‘den arabiske gerningsmand forsøgte af nakke israelerne’. Dette ‘nakke’ bed en kommentator mærke i og noterede sig at ‘djævlen ligger i detaljen’ – altså at brugen af ordet ‘nakke’ var udtryk for antisemitiske følelser hos undertegnede. Hvis jeg nu havde brugt det samme ord om en israelsk bosætter der forsøgte at ‘nakke’ en palæstinenser, så var det garanteret også blevet opfattet som udtryk for antisemitisme, for så var israeleren jo en ond likvidator. Akja.

Her brændte jeg en vittighed af som jeg erkender er i den grovkornede ende. Men jeg har en fornemmelse af at jøder og Israel skal holdes fredhellige, at Israel ikke må kritiseres og at jøder ikke må drilles (eller rettere: kun af jøder). Muslimer er det lovpligtigt, danskere er det tilladt, men jøder er det forbudt at drille. Eller er det mig der tager fejl?

Jeg kommer også til at tænke på ungzionisten Maria Tacchinardi som hidsede sig gelvaldigt op over at jeg talte om ‘en holocaust-kult’. Jeg kunne for så vidt have talt om en holocaust-religion, men det interessante er at frk. Tacchinardi, efter at have kritiseret mig, selv slog til lyd for at ‘holocaust skal holdes helligt’. Jamen, hvad er så problemet i at omtale holocaust som en kult? Er problemet at JEG gør det?

Det får mig til at mindes en anden debat jeg havde med hr. Bielefeld. Han syntes allerede på det tidspunkt – for et par år siden – at det var suspekt at jeg beskæftigede mig så meget med Israel. Som argument gav han at ganske få mennesker er kritiske overfor de spanske besiddelser i Marokko, Ceuta og Mellila, selvom der også her er tale om en besættelse af arabisk land. Jeg var ikke tilstrækkelig opmærksom på det dengang, men sammenligningen skriger til himlen:

Blev Ceuta og Mellila i sin tid koloniseret som følge af fordrivelser af hundredtusinder af arabere? Søger Spanien at øge sit territorium ved at inddrage yderligere marokkansk land? Finder vi ’moderate’ spanske politikere der beder Ceuta og Mellilas oprindelige beboere skrubbe af?

Bielefeld er vist nok uddannet fra Harvard, men man skal ikke bruge folks baggrund imod dem. Han virker som en smaddersympatisk fyr, der som ikke så forfærdelig mange i blogland virkelig kan bidrage med noget. Jeg undrer mig bare – gemmer manden der taler ’gruppismen’ midt imod selv på en lille én af slagsen?

Jeg undrer mig mindre over Balders fokus på jøders ’kollektive løgnagtige karakter’. Postulatet er selvfølgelig fejlagtigt, for der er intet overraskende i at zionister fordrejer og skjuler fakta for at fremstille land og folk heroisk - og fjenden dæmonisk. Det er hvad ekstreme nationalister altid gør. Det overraskende er at emnet er så tabubelagt når det gælder Israel.

Hvad er mest horribelt:

1. At bringe horrible nyheder fra Israel?
2. At den israelske stat foretager horrible handlinger?

En række debattører fandt det mest horribelt at jeg skriver indlæg, som er kritiske overfor den israelske stat og dens adfærd overfor palæstinenserne. Normalt ville man forvente at folk holder sig til emnet: Hvis der falder kritik af USA for landets politik i Irak eller Afghanistan, så forholder man sig til kritikken og bakker op om den eller forsøger at gennemhulle den.

Men det er tilsyneladede ikke det vigtigste når objektet for kritik er Israel. Så er det selve kritikken der er problematisk. Kritiserer man Israel så er man nok racist som ikke kan lide jøder, selvom ingen ved sine fulde fem ville antyde at kritik af Kinas politik i Xinjiang er en kritik af ALLE kinesere, eller at kritik af Sudans fremfærd i Darfur er kritik af ENHVER sudaneser paa denne jord. Kritikere af USA’s krig i Vietnam blev beskyldt for anti-amerikanisme, men aldrig for racisme overfor amerikanere.

Det var ellers ret horrible nyheder jeg kunne videbringe fra Israel:

• Den israelske hærs rabbinere spreder – med IDF’s velsignelse – religiøs propaganda hvis formål er et dehumanisere fjenden og kalde til hellig krig. Religøs og racistisk propaganda er bl.a. hvad vi kritiserer de militante i Hamas for, for den slags bryder vi os ikke om.
• Hærens rabbinere uddeler løgnagtige og konspirationsteoretiske pamfletter der fremstiller en konkurrerende religions overhovede som glødende antisemit. Rablende vanvittige konspirationsteorier udbredes af statsligt ansatte ypperstepræster. Hvis det skete i det amerikanske eller det danske militær…
• Den israelske regering forsøger at udslette alle arabiske stednavne i et område der holdes besat og koloniseres på 42. år. Klart den mest horrible nyhed af dem alle. Enhver anden stat der ændrer stednavnene i et besat område, som man - ulovligt efter alle konventioner - arbejder på at kolonisere, ville blive mødt af højlydte internationale protester.

I disse sager gjaldt forargelsen ikke Israel, men min kritik af Israel. Det er en velkendt strategi der i praksis tjener til at immunisere Israel overfor kritik, og at friholde landet for ansvar for sine handlinger. Det er slemt nok, men slet ikke det værste.

Når Israel er objekt for anklagerne, så er det ikke bare Israels regering der kritiseres; heller ikke bare dem der stemte på Israels regering; anklager mod Israel rammer – synes de at mene der forsvarer Israel mod enhver legitim kritik - ALLE israelere, også dem i den israelske fredsbevægelse, også de dygtige og modige historikere jeg bygger meget af min israel-kritik på. Ja, kritik af Israel rammer enhver jøde verden over, for kritik af Israel er jo antisemitisk påstås det. 

Hvor racistisk denne opfattelse af jøder egentlig er, det tror jeg ikke mine kritikere har gjort sig klart. De betragter jøder som et kollektiv: kollektive interesser, kollektivt ansvar og kollektiv skyld. Sådan opfattes jøderne også af de rigtige antisemitter, og der er derfor slet ikke så langt mellem anti- og filosemitterne som de sidstnævnte bilder sig selv ind.

Jeg er ikke den første der peger på at filosemitisme og antisemitisme er to sider af samme mønt, og hvis jeg var jøde eller israeler så ville jeg være skeptisk overfor den slags venner som overknuselsker mig, roser mig til skyerne og truer folk med bank der vover den mindste lille kritik af min person. 

Man ved jo at store kærlighedsaffærer ofte følges af bundløst had, og jeg ville være mere tryg ved personer som mig der hverken er filo- eller antisemit, og som formår at skelne mellem jøder og jøder, jøder og israelere, israelere og zionister osv.

Beskyldningerne mod mig for antisemitisme har de sidste måneder været mange, men ingen har endnu substantieret de løsthængende prædikater - af den simple grund at jeg ikke er antisemit, og der derfor ikke er noget at komme efter. Anklagerne bekræfter mig imidlertid i at der er god grund til fortsætte kampagnen.

Hun er mere sexet end Radovan Karadžić, men under facaden er forskellen mindre end man skulle tro:

Foreign Minister Tzipi Livni said Thursday that the creation of a Palestinian state would serve as a solution to national aspirations of Israel’s Arab citizens. [...]

Last month, Livni infuriated Israeli Arab lawmakers when she said: “It must be clear to everyone that the State of Israel is a national homeland for the Jewish people.”

At the time, Livni added that the national demands of Israeli Arabs should end the moment a Palestinian state is established. [...]

True Torah Jews Against Zionism har også skrevet om sagen:

Arab MK Muhammed Barakeh said: 

- This is an escalation of the chutzpah of Livni and her government. The Palestinian Arabs are living in their homeland; they never immigrated anywhere, but rather Israel immigrated to them.

Arab MK Ahmed Tibi said about the demand to recognize Israel as Jewish:

- This is an incredulous demand rooted in inter-party rivalry… or an evil and brazen demand. Her grave remarks reveal her extremist face. She is preparing the way for the expulsion of as many Arab citizens as possible, in order to keep Israel Jewish and without Arabs… These dangerous remarks are reminiscent of Lieberman and Kahane… The Arabs were here before Mrs. Livni and will remain here after her.

Det er ikke gaaet ubemaerket hen at Jerusalems stormufti Muhammed Amin al-Husseini i 1930erne og -40erne forsoegte at etablere samarbejde med de tyske nazister. Manden var jo ramt af en antisemitisk virus - den slags der opstaar helt af sig selv, eller springer ud af koranen som trold af aeske.

Fortaellingen lyder nu – efter at vaere behandlet af utallige superdygtige mennesker – at stormuftien egenhaendigt planlagde, organiserede og evaluerede Holocaust.

I den reviderede version er Adolf Hitlers rolle i Holocaust blevet nedtonet. Vi faar i stedet fortaellingen om en stadig mere fortvivlet rigskansler der forsoegte at moderere den hjernebetaendte araber; om en slet ikke saa umenneskelig Adolf der paa graedende knae, men forgaeves tryglede al-Husseini om at skaane joedernes liv.

Well – denne myte holder ikke! al-Husseinis antisemitisme havde alt at goere med indvandringen til Palaestina af hundredtusinder joeder som arbejdede maalrettet paa at etablere en joedisk stat i omraadet, og kun lidt at goere med nazisterne.

Husseini samarbejdede meget mere med det britiske mandatstyre end med nazisterne. Stillet overfor den nationale trussel som zionisterne udgjorde forsoegte stormuftien naturligvis at spille alle de potentielle kort han kunne.

Selvom man bl.a. paa Weekendavisen kan presse mange artikler ud af den postulerede nazi/araber-saemmensvaergelse, saa skal den tages med et gran salt. Raul Hilberg, hvis vaerker om Holocaust regnes for – om ikke de ultimative, saa dog autoritative om massemordet, naevner blot stormuftien i én enkelt saetning.

Stormufti al-Husseini har nok haft lissaa stor indflydelse paa Holocaust som en tidligere israelsk premierminister, terroristen Yitzhak Shamir der i sine unge dage var medlem af den fascistiske terrororganisation, Stern Gruppen.

Avraham Stern, gruppens grundlaegger haedres i dag i Israel ved at faa gader opkaldt efter sig, men israelerne ved sikkert ikke at Stern Gruppen soegte at aabne en zionistisk-nazistisk alliance:

Stern actually made overtures to the Axis powers; September 1940 found him in dialogue with an emissary from Il Duce in Jerusalem, and in January 1941 he dispatched an agent to Vichy-controlled Beirut with instructions to convey a letter to representatives of the Reich. In it, Stern held that the “establishment of the historical Jewish state on a national and totalitarian basis, and bound by a treaty with the German Reich, would be in the interest of a maintained and strengthened future German position of power in the Near East. Proceeding from these considerations, [the Lehi] in Palestine, under the condition [that] the above-mentioned national aspirations of the Israeli freedom movement are recognized on the side of the German Reich, offers to actively take part in the war on Germany’s side.

Min lille israel-kritiske kampagne afslørede at der findes folk i den offentlige debat der mener at Leon Uris’ Exodus og Golda Meirs erindringer meget udførligt beskriver “… situationen op til Staten Israel’s oprettelse m.v. Glimrende beskrevet af personer der gennemlevede det store historiske drama og dermed på det nærmeste øjenvidneberetninger”. Gudskelov stiller hun kun op til kommunalvalget.

Den afslørede også at der er personer der bygger deres argumentation på netop de to ovennævnte kilder. Og den afslørede at der forventeligt – men ikke mindre svinsk og løgnagtigt – er mennesker der antyder at jeg interesserer mig for ‘fæle jøder’.

Velbekomme, og velkommen til det danske niveau for debat om Israel og palæstinenserne. Nu tager jeg til Portugal, et land der i sin tid var kloge nok til at udvise alle sine jøder. Nej, spøg til side. Jeg ønsker alle, dansk-jøder, dansk-muslimer, dansk-danskere og alle andre mystiske blandinger – et par dejlige regnvejrsdage her i Danmark.

Som erobrere og kolonisatorer har for vane, så vil den israelske besættelsesmagt nu omforme den sproglige virkelighed på Vestbredden:

Israel Katz, the transport minister, announced this week that signs on all major roads in Israel, East Jerusalem and possibly parts of the West Bank would be “standardized,” converting English and Arabic place names into straight transliterations of the Hebrew name.

Currently, road signs include the place name as it is traditionally rendered in all three languages.

Under the new scheme, the Arab identity of important Palestinian communities will be obscured: Jerusalem, or “al-Quds” in Arabic, will be Hebraized to “Yerushalayim”; Nazareth, or “al-Nasra” in Arabic, the city of Jesus’s childhood, will become “Natzrat”; and Jaffa, the port city after which Palestine’s oranges were named, will be “Yafo.”

At Israel – i hvert fald i USA – har en væsentlig bedre presse end palæstinenserne, det kan man forvisse sig om i dette studie:

Press Newswire coverage of the Israeli-Palestinian conflict significantly distorts reality, essentially over-reporting the number of Israelis killed in the conflict and underreporting the number of Palestinians killed.

Significant findings of the one-year statistical study include:

• AP reported many Israeli deaths in multiple articles, but failed to cover a third of Palestinian deaths
• AP reported on Israeli children’s deaths more often than the deaths occurred, but omitted any coverage at all of 85 percent of Palestinian children killed.

Man får uvilkårligt den tanke at amerikansk presse værdsætter israelske liv højere end palæstinensiske.

En lille ny feature på bloggen præsenteres her: Zionist Mythbusters. Som den rigtige tv-serie med navnet Mythbusters er det simple koncept at pille myter fra hinanden, i dette tilfælde de officielle zionistiske og pro-zionistiske omskrivninger af virkeligheden.

Første indslag er vrøvlehistorien om at Israel trak sig ud af Gaza i 2005 fordi Ariel Sharon var blevet blød om hjertet og synes palæstinenserne skulle have deres frihed og Hamas lov til at danne lokalregering.

Fakta er at Israel blot trak sine bosættere ud af Gaza, men bevarede kontrollen med alle Gazas grænser, med Gazas kystlinie og luftrum. Intet kommer ind i eller forlader Gaza uden israelerne tillader det. Ikke engang kvæg eller får.

Intet kan genopbygges efter IDFs ødelæggende angreb på Gaza for et halvt år siden fordi også byggematerialer er omfattet af den israelske blokade af Gazastriben (mere om blokaden her).

Nej, Israel trak sig ikke ud i 2005. Gaza er stadig besat område, med en civilbefolkning der holdes i kvælertag og afstraffes kollektivt af Israel.

Kampen mellem palæstinensere og israelere foregår ikke blot i den virkelige mellemøstlige verden, men også i den virtuelle verden, og lissom den israelske krigsmaskine har totalt overtag i den virkelige verden, så har zionistisk og pro-zionistisk propaganda overtaget på internettet.

I research-øjemed søgte jeg i Google på termen ‘jews expelled from arab countries‘, og som det fremgår overmatcher pro-zionistiske sider de pro-palæstinensiske med mindst 10 til 1.

Det er ærgerligt for jeg har stort set ingen tiltro til pro-zionistiske sider (de pro-palæstinensiske er heller ikke 100 pct. troværdige, men dog mere end deres zionistiske modstykker).

Bl.a. nævner de færreste af de pro-zionistiske sider fordrivelsen af omkring 1 million palæstinensere, eller de nedtoner kraftigt de mål og midler der lå bag iværksættelsen af Nakba.

Som om den pro-zionistiske dominans på nettet ikke er massiv nok, så planlægger den israelske regering nu at betale bloggere for at skrive positivt om Israel‘:

Foreign Ministry officials are fighting what they see as a terrible and scary monster: the Palestinian public relations monster.

WTF! Den israelske regering frygter det ‘palæstinensiske pr-monster’! Hvem er det egentlig der råder over et ‘frygtindgydende pr-monster’? Antallet af pro-zionistiske organisationer, institutter, sammenslutninger, foreninger, medieovervågere, tænketanke og bloggere overgår sandsynligvis alt hvad alle andre pro-nationalistiske grupperinger kan diske op med.

I de rigtige krige mod landets arabiske naboer har Israel ofte sværget til massiv gengældelse i forsøget på at kvæle palæstinensernes nationale bestræbelser. Det er endnu ikke lykkedes, og Rona Kuperboim advarer den israelske regering mod at tro at det vil lykkes i krigen på nettet:

Yet nothing can be done to defeat it, regardless of how many foolish inventions will be introduced and how many bright communication students will be hired.

The reason is that good PR cannot make the reality in the occupied territories prettier. Children are being killed, homes are being bombed, and families are starved. Yet nonetheless, the Foreign Ministry wants to try to change the situation. And they have willing partners. “Where do I submit a CV?” wrote one respondent. “I’m fluent in several languages and I’m able to spew forth bullshit for hours on end.”