Archive for the ‘islamkritik’ tag
Om muslimhad og jødekritik
På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).
Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.
Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:
- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.
Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.
Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.
Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.
Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.
En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.
En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:
Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.
Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.
Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.
For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.
Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.
Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:
“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”
For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.
Nogle jøder – måske endda en del indflydelsesrige jøder – afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse andre jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.
Pointen er, igen, at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz og sandsynligvis også i Polen efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.
På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.
At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.
Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.
Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.
Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.
For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.
Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.
Om Balder og Biele, tabuer og gruppisme
Jeg ser her at Balder linker til mig, og det giver mig anledning til at disputere videre om jøder og muslimer, Israel og islamkritikere, antisemitisme og zionisme. Mine foretrukne emner for tiden.
I sit indlæg tager Balder udgangspunkt i en sag fra USA om en rabbiner der angiveligt har slået hånden af sin søn fordi sønnen har ‘sladret til goyim om andre jøder’. Det får Balder til at lede i biblioteket og støve sin gamle Martin Luther af:
Jøderne og deres løgne
På et debatforum bestrider en af de udvalgte at rabbiner Israel / Isaac Dwek skulle have holdt en sit Shiva (Shiv’ah). Ifølge apologeten ‘holdt rabbineren en prædiken der tog afstand fra Jøder der sladrede om andre Jøder, men i en kontekst af at komme med falske beskyldninger når man sladrer‘.
Dette er en udmærket illustration af hvordan talmudisk tankegang og praksis virker. Talmud indeholder mange gode råd og forslag i forbindelse med problemstillinger angående konflikter med det omgivende ikke jødiske samfund. Hvordan man kan lyve uden at blive taget i at lyve, hvordan man kan overholde den jødiske interne moralkodeks, uden at udenforstående opdager det osv. Talmud er en sand opskrift til hvordan man bedrager ikke-Jøder, en mafiaorganisation værdig.
Lignende sluddervorne argumenter som ovenstående forsøg på apologi, og endeløse diskussioner hvor Jøderne forsøger at lede Goyim på vildspor via kringlede diskussioner finder man i debatten om Israels fødsel, den israelsk-palæstinensiske konflikt, og holocaust. Om Jøderne og deres Løgne, skrev kirkefaderen Martin Luther, et værk der i dag bliver dømt ude som ‘rendyrket irrationel antisemitisme’. Faktum er imidlertid at løgn og bedrag altid har været nogle af Jødernes foretrukne våben, på lige fod med ekstrem dyrkelse af offerrollen. Regler og brugsanvisninger på hvordan man bedst vildleder Goyim er indgående beskrevet i Talmud og andre jødiske skrifter, og disse oldgamle mellemøstlige strategier lever også i praksis i bedste velgående den dag i dag.
Den israelske spiontjeneste Mossad har følgende slogan: ‘By way of deception thou shalt do war!‘
Skift ‘jøder’ ud med ‘muslimer’ og der står ikke andet i teksten end hvad man hver dag kan læse på adskillige islamkritiske blogs og ind i mellem også i landets aviser: Muslimer (jøder) er et kollektiv med kollektive (negative) egenskaber, kollektivt motiveret af noget der står i gamle religiøse tekster.
Påstanden er falsk al den stund at det faktisk er jødiske og israelske historikere der har afdækket myterne omkring Israels oprettelse, og at kritikken af zionistisk chauvenisme lisså ofte kommer fra israelere og jøder som fra ‘goyims’.
Men pointen her er at når Balder regnes for antisemit, mens islamkritikerne i stigende grad regnes for fornuftige - selvom Balder siger stort set det samme, blot om en anden etnisk gruppe – så har det naturligvis at gøre med objekterne for deres generaliseringer: Muslimer må man gerne generalisere groft omkring, men med jøder er det forbudt.
Fra min gamle blog har jeg et eksempel på hvor nærtagende og motivanalyserende folk er på jødernes vegne. Jeg omtalte drabsforsøget på to israelere i et indkøbscenter i Odense. Her formulerede jeg mig noget henad at ‘den arabiske gerningsmand forsøgte af nakke israelerne’. Dette ‘nakke’ bed en kommentator mærke i og noterede sig at ‘djævlen ligger i detaljen’ – altså at brugen af ordet ‘nakke’ var udtryk for antisemitiske følelser hos undertegnede. Hvis jeg nu havde brugt det samme ord om en israelsk bosætter der forsøgte at ‘nakke’ en palæstinenser, så var det garanteret også blevet opfattet som udtryk for antisemitisme, for så var israeleren jo en ond likvidator. Akja.
Her brændte jeg en vittighed af som jeg erkender er i den grovkornede ende. Men jeg har en fornemmelse af at jøder og Israel skal holdes fredhellige, at Israel ikke må kritiseres og at jøder ikke må drilles (eller rettere: kun af jøder). Muslimer er det lovpligtigt, danskere er det tilladt, men jøder er det forbudt at drille. Eller er det mig der tager fejl?
Jeg kommer også til at tænke på ungzionisten Maria Tacchinardi som hidsede sig gelvaldigt op over at jeg talte om ‘en holocaust-kult’. Jeg kunne for så vidt have talt om en holocaust-religion, men det interessante er at frk. Tacchinardi, efter at have kritiseret mig, selv slog til lyd for at ‘holocaust skal holdes helligt’. Jamen, hvad er så problemet i at omtale holocaust som en kult? Er problemet at JEG gør det?
Det får mig til at mindes en anden debat jeg havde med hr. Bielefeld. Han syntes allerede på det tidspunkt – for et par år siden – at det var suspekt at jeg beskæftigede mig så meget med Israel. Som argument gav han at ganske få mennesker er kritiske overfor de spanske besiddelser i Marokko, Ceuta og Mellila, selvom der også her er tale om en besættelse af arabisk land. Jeg var ikke tilstrækkelig opmærksom på det dengang, men sammenligningen skriger til himlen:
Blev Ceuta og Mellila i sin tid koloniseret som følge af fordrivelser af hundredtusinder af arabere? Søger Spanien at øge sit territorium ved at inddrage yderligere marokkansk land? Finder vi ’moderate’ spanske politikere der beder Ceuta og Mellilas oprindelige beboere skrubbe af?
Bielefeld er vist nok uddannet fra Harvard, men man skal ikke bruge folks baggrund imod dem. Han virker som en smaddersympatisk fyr, der som ikke så forfærdelig mange i blogland virkelig kan bidrage med noget. Jeg undrer mig bare – gemmer manden der taler ’gruppismen’ midt imod selv på en lille én af slagsen?
Jeg undrer mig mindre over Balders fokus på jøders ’kollektive løgnagtige karakter’. Postulatet er selvfølgelig fejlagtigt, for der er intet overraskende i at zionister fordrejer og skjuler fakta for at fremstille land og folk heroisk - og fjenden dæmonisk. Det er hvad ekstreme nationalister altid gør. Det overraskende er at emnet er så tabubelagt når det gælder Israel.
