raapil unblogged 2.0

Intertekstualitet: I hvilken film er det vi har set denne scene før? Tjek den ud:

☻/ This is Muhammad.
/▌ Copy and paste him
/ \ so as to commit horrible blasphemy

God gammeldags, beskidt rock. Med smuk, halvdansk trommetæsker:

Haha – hun er s’gu festlig, hende her… og hun kan også lave ørehængere:

<

(Genudsendelse) Dagens klumme: Lars Pilegård gør sig tanker om fremtidens indvandrerpolitik, der både skal få de arbejdsomme til landet og få de kriminelle smidt ud.

Tiden må efterhånden være løbet fra de argumenter i indvandrer- og flygtningedebatten, som entydigt og fordømmende placerer ansvaret for en problematisk integration hos de ‘racistiske danskere’. Vel findes der racistiske danskere, men racisme alene kan langt fra forklare, hvorfor integrationen af nogle hundrede tusinder tilrejsende over tre årtier har været vanskelig.

Man kan forvisse sig i sin daglige avis, hvor der blandt tophistorierne garanteret er én, der relaterer sig til noget med indvandring. Og – som det er mediernes raison d’etre - noget der er konfliktfyldt. Der bliver oprullet Glasvejssager, Muhammedtegninger hidser sindene op, der tales tørklæder og føres bandekrige, og indvandrere og efterkommere er pænt overrepræsenteret i petit-kriminalstoffet.

Disse problemer skal ikke blæses op til urimelig størrelse, men de skal heller ikke undervurderes, da mange mennesker – både etniske danskere og indvandrere – er trætte af al den ‘muslimballade’. De vil gerne aflevere et samfund til deres børn, som er bedre end det, de er vokset op i, og de er dagligt irriterede over, at problemerne synes at tage til snarere end at mindskes.

Da langt de fleste indvandrere er muslimer, og da religion også spiller en rolle i konflikterne, så bliver det naturligt tolket som, at det er indvandrernes kultur (læs = islam) der er problemet. Og opfatter man islam som et ‘forestillet fællesskab’, snarere end en religon, så kan man ikke helt afvise synspunktet. Vesten og Muslimistan har en lang historie bag sig af gensidig nid og nag, og vrede over historiske uretfærdigheder og kollektive følelser af mindreværd spiller utvivlsomt ind.

Men man skal ikke glemme, at kultur kan være mere end blot national, etnisk eller religiøs. Kultur er også social og uden helt at afvise de etnisk-kulturelle aspekter, så ligger hovedparten af hunden begravet her, i det sociale. Indvandrere og flygtninge er ikke bare indvandrere og flygtninge, for der er stor forskel på, om man kommer fra en veluddannet Teheran-familie eller har en sekulær bosnisk-muslimsk baggrund, eller om man kommer direkte fra den analfabetiske, anatolske højslette eller fra en krigstraumatiseret og Hamas-inficeret flygtningelejr i Libanon.

Lavtuddannede, fattige mennesker er som oftest også traditionelt indstillede, de hæger om det nære, det velkendte og det trygge (se blot på Dansk Folkepartis vælgerskare). Det gør naturligvis også den del af de muslimske indvandrere, der har en meget traditionel baggrund, hvorfor det er forhastet at drage endelige konklusioner om muslimers generelle evne til integration på baggrund af de muslimske indvandrere, der er kommet her til landet eller til EU.

Hvor stor en forskel uddannelse og kulturel dannelse gør på den holdning, man møder op med som indvandrer, har jeg selv lavet feltobservationer på. Dannelse og selvværd samt et vist niveau af formel uddannelse er afgørende for den adgang til arbejdsmarkedet, som OECD og andre instanser bestandig har fremhævet som den vigtigste integrationsfaktor overhovedet.

Vi har heller ikke rigtig noget at sammenligne med, når vi skal vurdere muslimers evne til integration. Vi kan ikke vide hvorvidt og hvor hurtigt 300.000 indiske lavkastebønder, kristne kaffehøstere fra Kenya eller lige så mange portugisiske olivenplukkere ville lade sig integrere her i landet. Ja, et par hundredetusinder russisk-jødiske skomagere og revolutionære pamfletskrivere og psykoterapeuter kunne vel også give anledning til integrationsproblemer og racisme.

Vi har dog et vist sammenligningsgrundlag, hvis vi tager de oversøiske briller på og ser på den angelsaksiske verden; ikke så meget på det britiske moderland som på USA, Canada, New Zealand og Australien. USA er smeltediglen par exellence, og et eller andet fornuftigt må amerikanerne have gjort, for muslimer hører her til blandt de mest velfungerende og veluddannede i samfundet.

Som traditionelt indvandrerland har USA været langt bedre til at sortere blandt dem, man lukkede ind gennem grænsekontrollerne. De vanskeligt integrerbare elementer i det amerikanske samfund er dem, der blev ført til landet i lænker, og som begyndte deres tilværelse i ‘The Land of Opportunities’ med et massivt uddannelsesmæssigt og kulturelt underskud, og som siden har måttet kæmpe mod både formel forskelsbehandling og med egne mindreværdskomplekser. De sorte afroamerikanere.

En umiddelbar konklusion kunne være, at både i kærlighed og indvandringspolitik bør ‘krage søge mage’. Det rimer også nogenlunde på konklusionerne i en rapport, som OECD for nylig udsendte. I et indslag i Orientering, DRs P1, sagde George Lamaitre fra OECDs afdeling for international migration, at Danmark – og de fleste andre højtudviklede kapitalistiske økonomier – fremover får brug for en lind strøm af indvandrere.

Alle lande, der som Danmark lider af udtalt mangel på arbejdskraft, forsøger i disse år at tiltrække højtuddannede indvandrere, men antallet af disse er på verdensplan begrænset (og indiske læger og andre højtuddannede udlændinge gider ofte ikke at blive hængende i et land, hvor de brandbeskattes og ikke får mulighed for at optjene en lille formue at rejse hjem med).

Problemerne med at tiltrække højtuddannede koster os meget i tabte eksportindtægter og fremtidige markedsandele, men den globale konkurrence om de kloge er stor, udbuddet er ret småt, og USA og de angelsaksiske lande har et langt stærkere indvandringsbrand end Danmark har. Så de højtuddannede må vi selv producere.

Georges Lamaitre og OECD anbefaler i stedet, at vi satser på lavt- og mellemuddannet arbejdskraft, og det er der fornuft i, fordi der bliver stadig flere ældre, og fordi den hjemlige efterspørgsel på omsorgsprægede serviceydelser bliver større og større (68-generationen er som bekendt kræsen og krævende, også som pensionister), mens de relativt få unge gerne skal have en højere uddannelse.

Det er afgørende, at den indvandrede arbejdskraft baseres på folk, som kan læse og regne og tale mere end blot deres hjemlands vemodige tunge. Indvandrerne skal have de basale kompetencer, som mange af de foregående årtiers tilrejsende ikke havde. De var ofte ikke blot ufaglærte, de var decideret analfabetiske eller med en meget begrænset uddannelsesmæssig baggrund, og den ‘succes’ er der ingen grund til at gentage.

Det er også Ebberød Bank at satse på ‘gæstearbejdere’, altså folk som forventes at rejse hjem igen, når de har udført deres opgave, for når indvandrerne kommer hertil som ufaglærte, blot med en grunduddannelse, skal vi bruge nogle år på deres oplæring. Og det koster penge, og det peger i retning af, at vi fremover kommer til at møde stadig flere dansk-kinesere, dansk-tyrkere, dansk-israelere osv., mens skellet mellem ‘danskere’ og ‘udlændinge’ gradvist vil udviskes.

I denne proces kan USA og de andre angelsaksiske indvandrerlande vise vejen, for disse lande er den moderne verdens sande pionerer, der frigør folkeslagene fra deres nationale, traditionalistiske baggrund. Den monokulturelle europæiske utopi går derimod sikkert – men naturligvis ikke uden sværdslag – sin forvandling i møde, og det kan undre, at mennesker som f.eks. Søren Pind, der ellers ofte hylder USA for det mere liberale økonomiske system, en mere håndfast retsstat og selvfølgelig de amerikanske frihedsidealer, trækker i land, når det gælder den amerikanske models virkelige styrke – evnen til at smelte folkeslagene sammen.

Tegn i sol og måne peger på, at den monokulturelle nationalstat må acceptere sin blide opløsning, hvis den ikke vil opleve en langt mere smertelig dødskamp med faldende befolkningstal, mangel på arbejdskraft, uoverstigelig ‘ældrebyrde’ osv. Vi taler ikke om revolutionære etniske omvæltninger, som forløber over to år eller ti. Processen kommer forhåbentlig til at være meget mere glidende, rolig og uproblematisk, men at det er den vej, udviklingen går, kan ingen være i tvivl om.

Hvis det skal blive til denne rolige og forholdsvis konfliktfri proces, så kræver det imidlertid, at vi bliver bedre til at sortere mellem indvandrerne, lige som vi på andre områder må tage ved lære af de mere erfarne, smidige og multikulturelle angelsaksere. Det gælder f.eks. i forhold til en hårdere kurs overfor de kriminelle indvandrere, der ødelægger ufattelig meget for sig selv og sine.

Ud på røv og albuer, hvis man er så fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, at man vedbliver at fastholde en destruktiv kriminel karriere. Det må være svaret til de hårdføre kriminelle, og det må ifølge denne ydmyge skribent også gerne gælde folk, hvis familie har opholdt sig to generationer her i landet, som lovgivningen giver mulighed for bl.a. i Australien.

Der er rimelighed i at kræve, at når vi åbner grænserne, så kan vi også forvente, at indvandreren – om han er svensker, somalier eller srilankaner – bruger chancen til at forbedre sit eget liv og så vidt muligt beriger sit samfund, frem for at være med til at nedbryde det. En hårdere kurs vil bidrage til, at ‘almindelige mennesker’ finder indvandringen nyttig og retfærdig. At den grundlæggende betragtes som en god byttehandel, hvad den ikke ubetinget gør i dag.

Undertegnede har ikke de endelige svar på, hvordan en fornuftig indvandringspolitik i detaljer skal se ud i disse år, hvor der skal ryddes op efter fejltagelser i 70erne og 80erne. 24-årsreglen ser f.eks. ud til at være nødvendig, selvom det må pine ethvert både liberalt og nationalsindet menneske, at reglen også holder velfungerende mennesker ude af landet, endog etniske danskere der har været så ufornuftige at gifte sig udenlandsk.

Flygtningebegrebet bør efter min mening helt skrottes, dels fordi det er umådelig svært at afgøre, om flygtninge har forladt deres hjemland på grund af fattigdom, krig eller politisk forfølgelse; de ting hænger jo sammen i lande som Afghanistan og Somalia. Og dels fordi flygtningene i alt væsentligt er indvandrere, som ikke kan forventes at rejse hjem inden for en overskuelig fremtid.

Men får vi ryddet op i fejltagelserne og sikret en indvandringspolitik, som nyder bred opbakning, så kunne det ende med at vise sig, at Danmark i sine indvandrere har en ressource, som kan komme os til gavn i de kommende årtier. Langt de fleste indvandrere er hverken kriminelle, terrorister eller fanatisk religiøse. De passer deres arbejde og bidrager hver dag til, at samfundet fungerer. Lad os behandle dem ordentligt, presse dem hvor de er ufleksible og reaktionære, og lad os vise det absolutte mindretal, der ikke kan opføre sig ordentligt, ud af landet.

(Genudsendelse) Dagens klumme: Lars Pilegård skriver om bandeproblemer, som ikke alene lader sig forklare med indvandring og ikke alene løses med udvisning.

I en spørgeundersøgelse offentliggjort i MetroXpress den 11/3 svarede 74 pct. af de adspurgte, at bandekrigen primært er ‘indvandrernes skyld’. Og de livsomstændigheder, der er forbundet med at være indvandrer på Nørrebro, spiller utvivlsomt en rolle i forhold til rekruttering til banderne, lige som det heller ikke er utænkeligt, at det etniske element har noget at gøre med den kynisme, vi på det seneste har set med skyderier og mord på åben gade.

Men alene at skyde skylden for volden på indvandrere – eller indvandring som sådan – er forkert, for amerikansk forskning peger på, at bandekriminalitet har mange årsager. Heller ikke i USA er der konsensus om årsager og løsninger på bandeproblemerne, men USA har dog flere årtiers erfaring med forskning i ungdomsbander, og er derfor relevant i en sammenligning med Danmark.

I USA er National Youth Gang Center et af de centre for viden om bandekriminalitet, som ved mest. NYGC har lavet en FAQ, hvor man i 19 punkter har samlet de vigtigste resultater af en omfattende amerikanske forskning på området.

Hvad angår det etniske element kan NYGC fortælle, at næsten halvdelen af bandemedlemmerne har latino-baggrund (særlig mexicansk og mellemamerikansk), men også at 34 pct. er afro-amerikanere, 10 pct. er hvide og seks pct. asiatiske. Halvdelen af bandemedlemmerne er altså ‘hjemmegroede’, og hvad mere er: den etnisk hvide andel er voksende.

I Danmark ved vi, at bandekrigene, der rasede i 80′erne og 90′erne, næsten udelukkende havde etnisk dansk rekruttering (‘rockerkrigen’), og også i dag er andelen af hvide bandemedlemmer i Danmark, der deltager i bandekrigen, større end i USA. Desuden er et lidt overset aspekt af den danske debat, at der også er krig om narkomarkedet indbyrdes mellem indvandrerbander.

Der er givetvis et etnisk aspekt af bandefænomenet, men det vil være naivt alene at forklare væksten med indvandring eller en ‘særlig indvandrer-kultur’. Gør man det, så kommer man også let til at overse den situation, som i særlig grad skabte grobund for bandekrigen: Kriminaliseringen af hash-handlen på Christiania under den nuværende regering.

En ting vi ikke kan lære af USA, når det gælder bekæmpelse af bandevold, er håndteringen af narkoproblematikken. Siden præsident Richard Nixon i 1972 erklærede ‘krig mod narkoen’, er omkostningerne til denne krig blot vokset og vokset, uden at man er kommet problemet til livs. David Rehling skrev for nylig om denne krig i Information:

Nixon-regeringen brugte 370 millioner kroner om året på den. Reagan-regeringen brugte i 1982 6,5 milliarder kroner. Clinton-regeringen brugte 108 milliarder i år 2000. Siden skød George W. Bush de årlige udgifter op over de 120 milliarder kroner. Inden for samme periode har de pengebeløb, som amerikanere bruger på at købe narkotika, svinget noget op og ned. Mellem 240 milliarder og 480 milliarder kroner for kokain og mellem 60 og 120 milliarder for heroin. Udsving i forbrugsudgifterne har mest været præget af udsving i priserne på gaden – ikke af den indkøbte mængde.”

Da efterspørgslen på narko er konstant eller stigende, så fører forsøg på at begrænse udbuddet blot til højere priser og øget incitament for at producere og distribuere narko. I USA har krigen mod narko ikke ført til fald i efterspørgslen på samme, kun til vækst i de offentlige budgetter – og i fængselsvæsnet.

Mange ryger i spjældet for selv mindre narkoforseelser, og selvom hårdere straffe kan være en del af bekæmpelsen – især når der er tale om de forhærdede gemytter, der fortsætter den kriminelle løbebane efter ungdomsårene – så tyder intet på, at hårdere straffe er et universalmiddel.

Selv har jeg i en tidligere klumme i nærværende netavis luftet tanken om at bruge udvisningsvåbnet i højere grad, og mens effekten af denne straf heller ikke kan udelukkes, så har den indbygget nogle bivirkninger, som man alvorligt bør overveje, før man begynder at masseudvise unge kriminelle.

NYGC gør opmærksom på, at hjemsendelsen af hundredetusinder af kriminelle bandemedlemmer til lande i Mellemamerika fra 1990′erne og fremefter førte til alvorlige problemer for disse lande, som økonomisk langt fra er så godt klædt på til at løse dem som USA. Lande som Guatemala, El Salvador og Nicaragua kæmper i dag en nærmest håbløs kamp mod skruppelløse ungdomsbander.

I Mexico er den organiserede kriminalitet ved at nå et niveau, hvor den truer statens eksistens, og det kan man som liberal næppe juble over, når alternativet er et forrået, anarkistisk mafiavælde.

Men selvom man nøjes med at se problemet fra den amerikanske side af Rio Grande, så synes udvisninger ikke at være løsningen – eller i det mindste ikke den eneste løsning – på bandekriminalitet. For det første er halvdelen af bandemedlemmerne hjemmegroede (og i Danmark er andelen større), og antallet af hvide medlemmer vokser.

For det andet viser erfaringerne fra USA, at en del af de udviste bandemedlemmer har held til igen at komme ind i landet, at de bevarer og udvider kontakten med ‘kammerater’ i hjemlandet, og at de også kommer i kontakt med internationale narkokarteller og våbenhandlere. På Heritage Foundation skriver Stephen Johnson og David B. Muhlhausen:

While these delinquent groups exact a heavy social cost in Central America, they currently pose no national security threat to the United States. However, operating from Nicaragua to the United States, these gangs come in contact with transna tional drug and arms traffickers, who increasingly employ them as distributors and assassins. More over, they are experts in gaining illegal entry into the United States.”

Udvisninger af den kriminelle Nørrebro-ungdom til Marokko, Libanon og Tyrkiet vil måske give en midlertidig lettelse i bandevolden, men det kan vise sig at være en stakket frist, som de kriminelle unge bruger til at opbygge kontakter i ‘hjemlandet’, og som fører til et endnu mere internationaliseret og uigennemtrængeligt netværk af kriminelle aktiviteter.

Narkokriminalitet er ikke den eneste aktivitet, banderne begiver sig af med, men det er den absolut mest profitable. Den amerikansk-ledede krig mod narko har hverken ramt efterspørgslen eller de kriminelle markedsaktører, og intet tyder heller på, at strategien kommer til at virke i fremtiden.

I stedet for at male bandekriminaliteten op i etniske farver og blindt råbe på hårdere straffe og flere udvisninger, så kunne danske politikere gennemføre det ene tiltag, der med ét ville trække tæppet væk under mange bandekriminelle og deres bagmænd (og desuden ville afkriminalisere en masse syge mennesker): legalisere narkoen.

Det er i sig selv muligvis ikke tilstrækkeligt for at forebygge og bekæmpe ungdomsbanderne. Hvis narkoen legaliseres, så finder banderne måske andre lukrative forretningsområder, f.eks. ‘beskyttelse’ og våbenhandel, organiseret prostitution, menneskesmugling osv. Der skal altså mere til.

NYGC viser, at en række forudsætninger ofte er til stede for unge bandeaspiranter:

• tidligere involvering i kriminalitet, særlig volds- og narkoforbrydelser
• problematiske familieforhold og evt. en afvigende, sociopatisk karakter
• megen fritid og ingen stærke sociale roller
• dårlig tilknytning til skolen, dårlige boglige resultater og negativ stempling fra lærerne
• ringe mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet
• tilknytning til venner, bekendte og familiemedlemmer, som er aggressive og kriminelle
• ‘dårlige boligkvarterer’ med mange problembørn og let adgang til våben og narko

På den baggrund foreslår NYGC en balanceret tilgang mellem forebyggelse, intervention og undertrykkelse af bandeuvæsnet (helt skaffe os af med det, skal vi ikke regne med, mener NYGC). Den trods navnet pæreamerikanske forsker i bandekriminalitet, Finn-Aage Esbensen, skelner mellem tre tilgange, der alle er vigtige: Primær, sekundær og tertiær forebyggelse og bekæmpelse.

Den primære tilgang fokuserer på hele den befolkningsgruppe (det kunne f.eks. være unge blandt indvandrerbefolkningen på Nørrebro), som er i risikogruppen. Den sekundære tilgang målretter sig individer, som ser ud til at være i større fare end andre, mens den tertiære tilgang retter sig mod dem, der allerede er involveret i bandekriminalitet.

Det vil føre for vidt her at komme ind på de detaljerede forslag til bekæmpelse af banderne, som Finn-Aage Esbensen fremlægger, men Brian Mikkelsen, Ritt Bjerregaard, Hanne Bech-Hansen m.fl. kan læse med her.

Selv har jeg afslutningsvis lyst til at pege på et område, der har min professionelle bevågenhed: Den kongelige socialdemokratiske folkeskole, som står overfor nogle store udfordringer. Folkeskolen er reelt blevet en pigeskole, hvor stillesiddende, rolige og flinke elever belønnes, mens raske drenge skældes ud og straffes og påmales negative etiketter som ‘urolige’ og ‘utilpassede’.

Ritt Bjerregaards enhedsskole fra 70′erne var problematisk, også for de danske drenge, der ikke har lyst til gymnasiet og en lang videregående uddannelse. Men i skoler med en stor andel tosprogede drenge er enhedsskolen katastrofal, fordi der blandt disse drenge er en markant overvægt af den slags, som synes, at fodbold og det at save i et stykke træ er mere meningsfuldt end at analysere digte.

Den slags raske unge fyre svigtes i den grad i den danske folkeskole, hvor ansvarsfulde lærere ikke blot kan trække på skuldrene og være ligeglade med, om drengene lærer noget, når disse elever til slut skal op til samme slags eksamen som de dygtige piger og de veltilpassede drenge.

Hvis man afkriminaliser narkoen og samtidig sætter rammerne for en intelligent og moderne skole, tilpasset de individer som faktisk bruger skolen, og ikke de kulturelle præferencer og vidensniveauet hos det segment, der laver lovene, så ville man, gætter jeg på, have gode værktøjer i hånden til at bremse tilgangen til de kriminelle netværk.

(Genudsendelse) Dagens klumme: Lars Pilegård skriver om verdens yngste imperium, USA, og alle de fejl det har begået i den muslimske del af verden.

USA har kun været et fuldvoksent imperium siden 2. Verdenskrig, og måske er det ungdommens kendetegn – den manglende erfaring, overmodet, overfladiskheden og zapper-kulturen – som giver imperiet så mange unødvendige og selvskabte problemer på halsen.

Da Saddam Hussein invaderede Kuwait, og en international koalition med USA’s præsident George Bush den Ældre i spidsen hurtigt samledes for at smide irakerne ud, havde man en unik mulighed for at gå hele vejen til Baghdad og vælte Hussein af pinden.

Men det gjorde man ikke, og det førte til 12 års ødelæggende sanktioner mod Irak med op mod en million irakiske civile ofre – særligt børn – som døde på grund af under- og fejlernæring, eller som følge af Hussein-styrets dødelige repressalier mod oprørske folkegrupper i landet.

Havde amerikanerne og deres koalition af villige dog bare afsat Saddam Hussein i første omgang, så kunne megen unødig lidelse have været undgået. Og det er bestemt ikke den eneste fejl, USA har begået i de seneste tre årtiers mellemøstpolitik. Lad os ikke dvæle ved Israel/Palæstina konflikten, men i stedet springe videre til Afghanistan for det næste eksempel.

Det er ingen hemmelighed, at USA gennem to af sine gode allierede, Saudiarabien og Pakistan, bakkede op med dollars og våben om mujahedinerne, der bekæmpede de sovjetrussiske besættere i Afghanistan. Økonomisk set var det en overkommelig indsats for USA, men resultatet var aldeles overvældende: Ydmygede måtte røderusserne trække sig ud af Afghanistan, og to år efter var hele Sovjetimperiet styrtet til jorden.

Det er vel en af de mest vellykkede ‘hemmelige’ operationer nogensinde, men efterspillet blev skidt, for som det var tilfældet i første Golfkrig i 1991, så gjorde man ikke arbejdet færdigt. Da russerne var ude af Afghanistan, fik landet lov til at sejse sin egen sø.

Den pakistanske efterretningstjeneste, ISI, havde nu fuldstændig frie hænder til at støtte først den mest rabiate islamist af alle mujahedinerne, Gulbuddin Hekmatyar, dernæst de stakkels vildførte talebanere, opdrættet i saudisk-sponserede madrassaer i de pakistanske flygtningelejres elendighed.

Flere års borgerkrig fulgte, indtil hin skæbnesvangre dag i 2001 hvor en håndfuld arabere styrede kaprede fly ind i Twin Towers og Pentagon. Det var selvfølgelig al-Qaeda, der stod bag, samme terrornetværk som i ly af Taleban og pakistanerne havde opbygget deres base i Afghanistan.

Svaret fra USA var hurtigt og effektivt: På få uger var Taleban nedkæmpet og en ny regering under Hamid Karzai i færd med at blive installeret. Men igen glemte USA at imperie- og nationsbyggeri er en langtrukken sag, der ikke bare kræver våben og magt, men også tilstrækkeligt med ‘støvler på jorden’, penge til genopbygning og bestræbelser på at vinde ‘hearts and minds’ blandt de undergivne.

Det kunne amerikanerne imidlertid ikke bruge tid på, for et nyt projekt var under planlægning og havde været det i nogle år: Regimeskiftet i Irak som måtte presses igennem med løgn og bedrag og på bekostning af det gode forhold til mange gamle venner og allierede, men som værst af alt drænede ressourcer fra Afghanistan-operationen.

Allerede tre måneder efter Talebans fald blev jagten på Osama bin Laden og hans kumpaner drastisk neddroslet, og på trods af at det siden lykkedes adskillige journalister at komme i nærkontakt med den langskæggede hulemand, så kunne verdens stærkeste militærstyrker og CIA ikke fange ham.

Hvad værre er: I mangel på en fornuftig og langtidsholdbar strategi for udvikling af Afghanistan og som følge af hastværket med at komme videre til næste brændpunkt, overlod USA sikkerheden i Afghanistan til sine dollar-aflønnede krigsherrer og narkobaroner rundt om i landet, til skade for bestræbelserne på at skabe et respekteret og konsolideret centralstyre i det mishandlede land og med det forudsigelige resultat, at Taleban vendte tilbage og begyndte at genvinde fordums styrke.

I Irak lavede man en bommert af monumental størrelse, da man fra den ene dag til den anden opløste militæret og det civile bureaukrati. Senere afsløredes det, at de amerikanske generaler havde for lidt kontrol over deres drenge og piger, som begik torturlignende overgreb i Abu Ghraib og hist og her en voldtægt og et par mord. Stort ansigtstab for USA i en region som imperiet regner for ‘vital’.

Hvad skete imens i USA? Hvordan fik man pumpet militæret op til at håndtere to større krige på én gang? I 2001 – før Bush-regeringen havde sat sit fingeraftryk – var det amerikanske forsvarsbudget på 293 milliarder dollar, mere end det samlede militærbudget for de næste 15 lande på toplisten. I 2003 var forsvarsbudgettet vokset til 360 milliarder dollar, i 2006 var det oppe på 427 milliarder, og i 2008 nåede budgettet det fænomenale beløb af 647 milliarder dollar, nu mere end resten af verdens lande tilsammen bruger på militæret. Man regner med, at krigene i Afghanistan og Irak i alt har kostet mere end én billion dollar.

Hvis man er borgerlig-liberal, så må man da bekymres over en sådan stigning i statens udgifter. Og hvis man er borgerlig-liberal krigs- og imperialisme-skeptiker, så kunne man også lade sig forfærde over den militarisme, der kom til magten med George Bush den Yngre. En partifælle til George W. Bush, præsident Dwight D. Eisenhower advarede i sin tid mod det ‘militær-industrielle kompleks’, og måske er det på tide igen at mindes denne langhårede hippie-præsidents advarsler.

Væksten i de militære udgifter var imidlertid lige efter de principper, som neocon-instituttet Project for the New American Century i 2000 havde lagt ud ipapiret ‘Rebuilding America’s Defenses’, og det er ikke overraskende, al den stund at de såkaldte neocon’ere senere blev toneangivende i Bush-regeringen.

Imidlertid synes disse imperiale ideologer ikke at have læst deres eget dokument ordentligt:

The history of the 20th century should have taught us that it is important to shape circumstances before crises emerge, and to meet threats before they become dire.”

Bush-regeringens principper for mellemøstpolitikken syntes i praksis nærmest at være de modsatte, men om det kvalificerer til prædikatet ‘verdens dummeste imperium’, det må læserne afgøre med sig selv.

Kilder og forslag til yderligere læsning:
Bette Stockbauer, Antiwar.com: ‘Rebuilding America’s Defenses’ and the Project for the New American Century
Ahmed Rashid: Descent into Chaos: The United States and the Failure of Nation Building in Pakistan, Afghanistan, and Central Asia
Michael Abramowitz and Lori Montgomery, Washington Post: Bush to Request Billions for Wars

(Genudsendelse): Lars Pilegård minder om, at Mellemøstens historie rummer andet end islam, som kan forklare de muslimske befolkningers had mod Vesten.

Ikke bare i blogosfæren, men også i mainstreammedier vinder synspunktet frem, at “der er noget galt med islam”, og at enhver ballade, der på en eller anden måde involverer muslimer, kan spores tilbage til én kilde: Koranen og dens tilhørende skrifter.

Det ville være dumt at benægte, at den muslimske verden i disse år fremstår som en af reaktionens, terrorens og radikalismens højborge, og at “islamkritikerne” derfor har fat i et eller andet. De tager imidlertid også let på mange historiske fakta, for i dagens debatklima er det muligt at sige ting om islam, som ikke fordrer nævneværdig refleksion, argumentation eller dokumentation.

Man kan f.eks. uden modsigelse fremhæve, at alle muslimske lande er fattige og underudviklede, og at det er “islams skyld det hele”, på trods af at blot få minutters googling vil afsløre, at der blandt verdens 10 fattigste lande faktisk er flere kristne end muslimske.

Man kan også næsten uimodsagt antyde, at muslimer er usædvanlig meget dummere end alle andre mennesker på denne jord, for det må de jo være, når de kun har skrabet otte nobelpriser sammen, mens jøder har modtaget 169. Men sammenligner man kinesere og indere på den ene side med muslimer på den anden, så viser regnskabet, at muslimer faktisk har modtaget flere priser end de to andre civilisationer tilsammen.

Meget kan i disse år, og med den sunde fornuft koblet totalt fra, siges om islam og muslimer. Og som den palæstinensisk-amerikanske forsker og forfatter Edward Said noterede sig, så kan alt i den muslimske del af verden tilsyneladende reduceres til det religiøse indhold i islam. Det fører til generaliseringer malet med en alt for bred pensel – f.eks. ideen om at der skulle være en særlig “islamisk tankegang”.

Eller at det f.eks. giver mening at tale om den muslimske verden som en sammenhængende politisk enhed (og en trussel mod os). Hvis vi accepterer, at viden ikke blot er viden, men også involverer spørgsmål om magt, så kan vi måske bedre forstå, hvorfor islam i disse år er under massivt angreb. For mens den muslimske verden ikke meningsfuldt kan benævnes som en politisk enhed, så er der mange stærkere globale magter, der kan. Og de har alle interesser forbundet med islam og muslimer.

Vi kan begynde herhjemme, i Europa. Her har vi en stor andel muslimske indvandrere, som ikke er lige populære i alle kredse, og da indvandrere i Europa overvejende er muslimer, så er debatten om islam blevet næsten umulig at adskille fra en mere generel indvandringsdebat. Vi kan også notere os, at USA har en lang historie med at varetage sine strategiske interesser i Mellemøsten, og at en anden global aktør, Rusland, rummer store muslimske mindretal, hvoraf ét, tjetjenerne, for ikke længe siden udkæmpede en nådesløs separatistkrig med russerne.

I Indien er situationen den, at man – udover at være involveret i en langvarig geopolitisk konflikt med sit muslimske naboland, Pakistan – huser verdens største muslimske mindretal, parallelt med at radikaliseret hindunationalisme har vundet politisk fodfæste i landet. Og Israel er omgivet af muslimske nationer, som aldrig rigtig har accepteret jødestatens eksistens.

Også i Kina, i Thailand og på Filippinerne er der muslimske mindretal, som i mange år har kæmpet for selvstændighed. Ja, én af årsagerne til, at en lang række globale aktører har interesser forbundet med islam, er netop at muslimer lever som store mindretal i andre nationer i langt højere grad end noget andet religiøst mindretal i verden.

At påpege dette er ikke at friholde islam for kritik ved at offergøre muslimerne, for der er al mulig grund til at kritisere mange aktuelle, rædsomme versioner af islam. Intentionen er derimod at vise, at islamkritikken udviser en påfaldende mangel på kølige historiske analyser, der peger væk fra pseudoforklaringen om, at det hele handler om islam. Og det på trods af, at faghistorikere er repræsenteret i islamkritikernes rækker i så stort antal, at man kan fodre svin med dem.

Vi kender allesammen lidt til Mellemøstens historie og ved, at araberne efter 1. Verdenskrig – efter at have været under osmannisk herredømme i hundreder af år – blev svigtet af Storbritannien og Frankrig, som i stedet for at holde deres løfter om selvstændighed delte det tyrkiske rov mellem sig.

Vi ved også, at Israel senere blev oprettet under mandat af det vestligt dominerede FN, trods stærk modvilje fra dem der skulle lægge jord til og som et symbol på, hvad arabiske nationalister med rette kunne betragte som vestlig imperialisme. Israels langvarige konflikt med palæstinenserne og den entydige amerikanske støtte til Israel har yderligere bidraget til, at USA og Vesten i Mellemøsten har et mindre godt navn, end det ellers kunne være tilfældet.

Hvad der måske er mindre kendt er, at CIA og MI5 under den kolde krig gennemførte målrettede kampagner, der involverede krige samt kup- og mordforsøg på nationalistiske ledere i Mellemøsten, som insisterede på at opretholde kontrol med deres egne lande, som var under mistanke for Sovjetsympatier, eller som truede magtbalancen i regionen. Irakkrigen er blot seneste led i en lang imperialistisk historie.

I 1953 gennemførte USA og Storbritannien et kup mod Irans demokratisk valgte præsident, Mossadeq, der ville nationalisere olieindustrien, og derfor blev betragtet som en slags upålidelig socialist. Om den islamiske revolution i 1979 kunne have været undgået, hvis briter og amerikanere havde ladet iranerne selv styre udviklingen, ved vi ikke, men det er ikke usandsynligt.

Da Gemal Abdel Nasser, Egyptens stærke og karismatiske leder, ønskede at nationalisere Suez-kanalen, var reaktionen kontant fra den daværende konservative britiske premierminister, Anthony Eden. Den amerikanske journalist og forfatter til bogen Devils Game, Robert Dreyfuss, skriver, at besindige folk i den britiske regering talte for at “neutralisere” Nasser gennem forhandlinger, hvortil Eden svarede:

What’s all this nonsense about isolating Nasser or ‘neutralising’ him, as you call it? I want him murdered … and I don’t give a damn if there’s anarchy and chaos in Egypt.”

Hvilke motiver lå bag denne jernvilje, Anthony Eden udviste i forhold til at knække Nasser? Olien, først og fremmest! Siden man første gang fandt den brune væske i regionen, har angelsaksiske imperialister ikke undladt at markere, at Mellemøsten er en “vital, vestlig interessesfære”. Allerede i 1943 gjorde præsident Roosevelt det klart, at USA ville forsvare Saudiarabien, og denne erklæring blev bekræftet af alle senere præsidenter (jf. f.eks. Eisenhower- og Carter-doktrinen, hhv. 1957 og 1980).

Skræmmebilledet for Roosevelt og Anthony Eden var et samlet Arabistan – med Egyptens store befolkning og Saudiarabiens enorme olierigdomme – som under den kolde krig kunne frygtes at læne sig mod sovjetisk side og dermed berøve det relativt oliefattige Vesten adgang til den vitale ressource. I værste fald forestillede man sig et Arabistan, som selv kunne blive en stærk økonomisk og militær rival til Vesten.

Strategien overfor denne trussel var “del-og-hersk”, og til det formål etablerede man en sejlivet alliance med de mest reaktionære, og militært svageste dele af Arabistan, mens man med alle lovlige og ulovlige midler bekæmpede de arabiske (og persiske) nationalister. Som våben brugte man radikale islamistiske bevægelser, herunder Det muslimske Broderskab i Egypten, som var i opposition til de sekulære nationalister, eller – som i Centralasien – kunne bruges i kampen mod sovjetkommunismen.

Blandt de lande, som har modtaget saudiarabisk bistand, og som modydelse “lod sig inspirere” af den antimoderne saudiarabiske wahabisme, er Pakistan, Somalia, Afghanistan, Sudan og senest Bosnien og Tjetjenien. Alle krigshærgede og konfliktfyldte lande eller deciderede “failed states”, hvor saudierne med støtte fra eller i ly af sin amerikanske alliancepartner kunne kile sig ind.

Alliancen med USA samt det faktum, at de saudiarabiske konger er “vogtere af de hellige steder”, har givet saudiaraberne og deres dybt reaktionære udlægning af islam uforholdsmæssig stor indflydelse i den muslimske verden. For 150 år siden var størsteparten af den arabiske halvø et øde og tilbagestående område, befolket af nomader, og historisk set var det slet ikke på halvøen, at islams kulturelle og vidensmæssige centrer lå, men derimod i Cordoba, Cairo, Baghdad, Damaskus og Istanbul.

Skiftet i kulturelt og politisk tyngdepunkt til Riyadh har næppe bidraget til at modernisere Muslimistan, og det er indlysende, at de saudiarabiske herskere ikke havde kunnet fastholde deres magt og indflydelse i den muslimske verden uden USA’s beskyttelse. Men som konsekvens af den kolde krig og som følge af oliens store betydning for den vestlige verden gik støtten altid til de mest reaktionære kræfter i Mellemøsten.

Betydningen af disse konkrete magtpolitiske forhold er imidlertid altid blevet underspillet. Da studenter i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran, blev præsident Jimmy Carter spurgt, om der monstro kunne være en sammenhæng mellem besættelsen og den historiske rolle, USA har spillet i Iran. Det benægtede Carter med ordene om, at det var “ancient history”.

Carter kom vist nok senere på andre tanker (i hvert fald går han i visse kredse nu under navnet Dhimmi Carter), men om senere generationer af politikere og meningsdannere har læst på lektien er tvivlsomt. I de første år af terrorkrigen kunne man i hvert fald høre en udenrigsminister Per Stig Møller synge med på sangen om, at Al Qaedas krig mod Vesten “ikke er rationel”, men blot udtryk for at “de hader vores livsstil og civilisation”.

Og det på trods af, at Al Qaeda-lederen Osama bin Laden netop meget præcis har forklaret, hvilke motiver han havde for at vælte de to tårne i New York:

God knows it did not cross our minds to attack the towers. But after the situation became unbearable and we witnessed the injustice and tyranny of the American-Israeli alliance against our people in Palestine and Lebanon, I thought about it. And the events that affected me directly were that of 1982 and the events that followed – when America allowed the Israelis to invade Lebanon, helped by the U.S. 6th Fleet.

In those difficult moments, many emotions came over me that are hard to describe, but that produced an overwhelming feeling to reject injustice and a strong determination to punish the unjust. As I watched the destroyed towers in Lebanon, it occurred to me to punish the unjust the same way [and] to destroy towers in America so it could taste some of what we are tasting and stop killing our children and women.”

Man skal ikke lade sig forføre af bin Ladens religiøse retorik, for selvom der ikke er tvivl om, at han gerne ser et rædselsfuldt shariastyre indført, så fører han i grunden identitetspolitik. Mens USA’s strategi i forhold til Mellemøsten er at splitte for at herske, så opfatter bin Laden sig selv som arabernes og muslimernes moralske talsmand, der samler ummaen (den “muslimske nation”) til kamp mod “besætterne” og “fjenderne af islam”. De interesser, bin Laden formulerer, er de stik modsatte af USA’s, og det giver unægtelig et interessant og noget anderledes perspektiv på rationalet bag “krigen mod terror”.

Det betyder ikke, at flertallet af almindelige mennesker i muslimske lande støtter Al Qaeda og andre ekstremistiske bevægelser, endsige bakker op om selvmordsbombere - en nylig undersøgelse viste, at det gør kun et absolut mindretal i den muslimske verden.

Men når radikale bevægelser dukker frem og opnår en vis gennemslagskraft, så er det selvfølgelig udtryk for, at disse bevægelser nærer sig ved mere grundlæggende utilfredsheder i større dele af befolkningen. Manglen på politisk og økonomisk frihed i Muslimistan spiller ind, men det gør selvfølgelig også vestlig ageren i regionen.

Når historikeren Lars Hedegaard trækker en direkte linie mellem vold i danske folkeskoler og vrede mullaher i den muslimske verden, så strammer han den selvfølgelig alt for meget. Men han har fat i en flig af sandheden, nemlig at der er en bredere, folkeligt baseret vrede i den muslimske verden, vendt mod Vesten og særligt USA.

Det er ikke overraskende, at kristne teologer som Katrine Winkel Holm og farmand Krarup mener, at denne vrede er “koranisk” af tilsnit, og at den ikke har noget som helst at gøre med konkrete politiske og historiske forhold mellem Vesten og Muslimistan. Præsternes egen fjendskab overfor islam er jo også bibelsk funderet. Men når historikere hopper med på vognen, så afslører de sig som dygtige propagandister snarere end redelige akademikere.

Men lad da dém argumentere for det, som mener, at islam i sig selv er vigtigere til en forståelse af den muslimske verdens aktuelle elendigheder, end de forskellige forhold der er beskrevet her. Alle andre steder i verden synes politik, magt og interesser at indeholde mere forklaringsværdi end “religion og kultur”, så hvorfor skulle det være anderledes i Muslimistan?

Hun synger “flowe-powe-tøj”, men hun mener nok “flower-power-tøj”

Hvad er galt med denne artikel fra Berlingske? Ja, udover den er elendigt skrevet, så er den også en skændsel for alle journalister med et minimum af kritisk sans. Ubeset køber man påstandene i en rapport om vækst i global antisemitisme udgivet af Tel Aviv Universitets Stephen Roth Institut, og ukritisk slår man på stortromme for rapportens postulater.

Endnu engang skruer man på knapperne, således at antisemitisme ikke blot er had til og konspirationsteorier om jøder, men også er kritik af Israel og zionismen. Medierne og især de borgerlige debattører æder det råt – ikke fordi de ved hvad de taler om, men fordi de har et religiøst forhold til Israel.

Torben Mark Pedersen, lokalformand i København for LA, kunne således bringe artiklen på 180Grader, hvor den ikke overraskende fik en hel masse stemmer (hvad nærværende velargumenterede indlæg naturligvis ikke vil få). For når nogen råber ”antisemitismen stiger!”, så er det sandt, og så er der ingen grund til at se nærmere på kilderne til postulatet, metoderne brugt i diverse rapporter eller konklusionerne der drages.

Jeg vil nedenfor vise, at der er grund til at drage såvel kilder som metoder og konklusioner i tvivl, når det drejer sig om postulaterne om stigende antisemitisme. Formålet er naturligvis ikke (det burde være unødvendigt at gøre opmærksom på) at blåstemple de tilfælde af reel antisemitisk vold og propaganda – endsige vold mod jøder generelt – der finder sted.

Min intention er først og fremmest at gøre opmærksom på, at antisemitisme-stemplet bruges strategisk til at friholde Israel fra ansvar for landets handlinger ved at stemple dets kritikere. Jeg ønsker også at give mit beskedne bidrag til at knuse den alliance af højrenationale og religiøse i Israel, USA, Europa mv., der ser en fælles interesse i at ‘bekæmpe islam’ ved at dæmonisere Israels fjender og kritikere.

Desuden holder jeg af sandheden og kan ikke bifalde den massive forvanskning af realiteterne som finder sted. Endelig mener jeg, at zionisternes politik overfor palæstinenserne og israel-apologeternes blinde støtte er en trussel mod jøder globalt og i Israel. I dette indlæg vil jeg dog først og fremmest koncentrere mig om Israel og postulaterne om den stigende antisemitisme.

Berlingske bruger en ‘professionel jøde’ som kilde
Jeg vender tilbage til rapporten fra Tel Aviv Universitet senere, og ser først på artiklen fra Berlingeren. Som sandhedsvidne til postulatet om stigende antisemitisme i Danmark har Berlingskes journalist Peter Westermann fundet frem til formanden for Mosaisk Trossamfund, Finn Schwartz:

Både Universitetet i Tel Aviv og Mosaisk Troessamfunds formand er klar over, at den spændte situation i Israel er medvirkende til den stigende antisemitisme i resten af verden.

Det er flot: man anerkender at Israels ulovlige og umoralske politik i Palæstina spiller ind på ‘antisemitismen’. Men hov – så er der jo ikke nødvendigvis tale om antisemitisme, men snarere om en konflikt der har spredt sine ringe i vandet som følge af migrationer. Der er også danske jøder, som bringer konflikten til live uden for dens kerneområde. Og der er heller ikke nødvendigvis tale om overgreb, idet langt de fleste arabisk-muslimske fjender eller kritikere af Israel bruger argumenter frem for vold.

Hvad vold mellem de etnisk-religiøse grupper angår – og her er det utvivlsomt arabere eller muslimer, der er mest voldsparate, mens israel-sympatiske jøder og andre apologeter snarere bruger ordets magt – så skelner misdæderne tragisk nok ikke mellem dem, der reelt begår forbrydelserne i Palæstina, og dem der blot tilhører samme etnisk-religiøse gruppe i Danmark.

Det er imidlertid set før, og det betyder heller ikke, at volden er antisemitisk af karakter. Antisemitisme er et begreb, der trækker på en lang tradition af europæisk tankegods og konspirationsteorier om jøderne. Dem behøver man ikke dele, selvom man er vred på Israel. Man kan også være tibetansk fjende af Kina, tjetjensk fjende af Rusland, tamilsk fjende af singhaleserne eller shiitisk fjende af Saudiarabien uden at abonnere på fantasifulde konspirationsteorier om de pågældende plageånder.

Omvendt er det oplagt, at traditionel antisemitisme bliver en del af propagandaen, når palæstinensere hader jøder pga. Israels gerninger. Det er ikke moralsk rigtigt, men indlysende at det sker, da alle grupper med konflikter vil søge at dæmonisere hinanden med de redskaber, de har til rådighed. For araberne er det bl.a. Hitlers Mein Kampf og Zions Vises Protokoller der tages i brug. For de jødiske nationalister er det islamkritikken i dennes mere eller mindre ekstreme udgaver.

Men hvor mange antisemitiske overgreb har der egentlig været i Danmark?
Schwartz siger videre:

- Vi har oplevet en stærk stigende antisemitisk hetz i det seneste år. Vores ejendomme er blevet ødelagt, vores mindesmærker er blevet udsat for hærværk, og menneskeligt har vi også stået overfor angreb. Vi håber ikke, at 2009 viser, hvordan det bliver fremover, siger Finn Schwartz.

Hvilke og hvor mange af de hændelser Finn Schwartz nævner, har fundet sted? Det får vi ikke svar på. Vi har endnu heller ikke fået tal på, hvor mange anti-jødiske hændelser der egentlig finder sted i Malmø, som ofte har været i medierne de seneste måneder pga. en påstået voldsom vækst i antisemitisme og vold mod jøder.

Vi vender tilbage til Malmø senere; først ser vi på Finn Schwartz’ påstande om Danmark: Hvis vi skal tro den rapport der ligger til grund for Berlingske-artiklen, så overdriver Finn Schwartz umådeholdent. Ifølge rapporten fra Stephen Roth instituttet i Tel Aviv fandt der fem såkaldt antisemitiske hændelser sted i Danmark i 2009.

Instituttet i Tel Aviv har næppe undervurderet hændelserne, som ifølge beskrivelsen kan omfatte vold med og uden våben, brandattentater, trusler og vandalisme (med den sidste som den absolut mest udbredte – mere om det senere).

Hvis antallet af hændelser er vokset fra én til fem, så er der klart tale om en voldsom øgning, men – idet vi husker at understrege at ethvert tilfælde er ét tilfælde for meget – så er der ikke tale om et voldsomt højt hændelsesniveau i det hele taget.

Danmark ‘udmærker sig’ med ét voldstilfælde med våben, nemlig sagen fra Odense, hvor en palæstinenser skød to israelske sælgere – altså ikke bare jøder, men også israelere; misdæderen var palæstinenser, og mordattentatet fandt sted 31. december 2008, midt under Israels angreb på Gaza, den såkaldte Cast Lead-operation.

Mon der er en sammenhæng? En sammenhæng der ikke så meget er antisemitisk som den er knyttet til den aktuelle konflikt mellem palæstinensere og israelere? Det er i øvrigt sigende, at Roth-rapporten inddrager hændelsen i Odense, som jo fandt sted i 2008. Rapporten ser på 2009, men sagen var tilsyneladende så vigtig at nævne, at man måtte se stort på årstallet.

Finn Schwartz igen:

- Vi ser den antisemitiske hate-crime komme fra tre grupper. For det første er der muslimerne – først og fremmest med palæstinensisk baggrund, som angriber jøderne i Danmark på grund af den spændte situation i Israel.

Som redegjort for ovenover, så kan man ikke umiddelbart anerkende arabervold mod jøder som antisemitiske overgreb. Overgriberne kan være antisemittter, og antisemtisk propaganda kan yderligere have ansporet til deres handlinger, men det er umuligt og helt urimeligt at se bort fra baggrunden af krig, erobringer, besættelse, kolonisering og etniske udrensninger i Palæstina, når man skal vurdere motiverne.

Husk det nu: Kritik af Israel er antisemitisme
Ifølge Finn Schwartz kan meget imidlertid gå for at være antisemitisme, ikke bare palæstinensisk vrede mod Israel og jøder:

For det andet er der den yderste venstrefløj, som kæmper i mod den israelske stat, og så er der den yderste højrefløj, som ikke synes, at Hitler gjorde arbejdet færdigt med folkemordet under anden verdenskrig, siger Finn Schwartz.

Hverken den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj er – i modsætning til hvad Schwartz lægger op til – entydige i deres Israel- hhv. jødekritik. Nogle venstrefløjsere mener at Israel bør nedlægges og erstattes af en ægte demokratisk stat, hvor jøder, arabere og andre minoriteter nyder samme rettigheder. Andre ser hellere en palæstinensisk stat oprettet ved siden af den jødiske.

Og I øvrigt er det slet ikke blot ‘den yderste venstrefløj’, der er kritiske overfor Israel. Kritikken går bredt henover midten og omfatter endog ellers solide borgerligt-konservative. Men hr. Schwartz vil naturligvis gerne fremstille det som om, at enhver kritik af Israel eller vold mod jøder foretages af ekstremister, og at årsagen er et altid dunkelt, uforklarligt og irrationelt had til jøderne.

Man noterer sig i øvrigt, at hverken Max Meyer eller Claus Bentow, de to myreflittige danske zionister, har kommenteret ‘den altid voksende antisemitisme’ i denne omgang. Deres manipulationer er nok blevet for åbenlyse, så de to ekvilibrister har valgt at holde lav profil en stund.

På min blog skrev jeg i sin tid om, hvordan Meyer og Bentow strategisk var ude i medierne med anråb om ”voksende antisemtisme”, første gang i 2006, kort tid efter Israels angreb på Libanon, anden gang i 2009, umiddelbart efter Gazakrigen, hvor Claus Bentow boltrede sig i medierne med tvivlsomme historier, og hvor Max Meyer flot spillede rollen i tv som forfulgt, anonymiseret jøde.

Tæppet begynder i disse år at brænde stadig mere under Israel; selv nu, i relativ fredstid, er landet under voksende international kritik for sin åbenlyse kolonisering af Vestbredden og de ofre, palæstinenserne her må yde for den zionistiske drøm. Så det er lige efter bogen: når Israel kommer under international beskydning, så træder prominente jøder ind på scenen og råber ”antisemitismen stiger!”. Denne gang lod man Finn Schwartz påtage sig rollen at aflede Israel-kritikken, og Schwartz gør det bestemt også godt.

Det er ikke bare i Danmark, man kan iagttage det mønster, jeg beskrev. Norman Finkelstein har registreret samme mekanisme i USA. (Det skal tilføjes, at jeg kan ikke få mine gamle indlæg online på min blog, og jeg synes ikke jeg vil redegøre yderligere for sagen her, men trofaste læsere vil kunne bekræfte, at jeg skrev og dokumenterede som anført).

Ingen grænser for antisemitismen
Foruden de velkendte syndere, Arabistan, Østeuropa og Tyskland-Østrig – bemærk: alle tyskere og østrigere!  - er også Danmark antisemitisk, Norge også, og Sverige er naturligvis - især de svenske venstrefløjsere.

Faktisk er hele Skandinavien syltet ind i antisemitisme; også anti-globaliseringsbevægelsen er antisemitisk, og det er anti-amerikanisme også. Der er antisemitisme i organisationer og i adfærdsvidenskaberne, Barack Obama er antisemit, og det er Sarah Palin også. At Mel Gibson er antisemit, det ved vi alle sammen, men Lone Scherfig er skam også, foruden naturligvis undertegnede – den værste antisemit nord for Litani-floden – samt millioner af andre, som det vil føre for vidt at nævne her.

Mens der i nogle af de ovenstående eksempler uden tvivl kan identificeres noget antisemitisk substans, så er der heller ingen tvivl om, at der er gået inflation i brugen af antisemitisme-stemplet. Inflation betyder, at valutaens værdi forringes, og det er netop den risiko, de flittige zionister og deres Israel-sympatiserende venner løber: at ingen råber vagt i gevær, når eller hvis ulven endelig kommer.

Jøder har bestemt problemer i Sverige og Danmark – det er ikke uden grund at skoler og synagoger skal terrorsikres. Ind i mellem udsættes jøder utvivlsomt også for voldelige overgreb. Men berettiger det til hysteri og alarmisme, eller maner det tværtimod til eftertanke?

Når det er tydeligt, at antisemitismen stiger ekstra meget (husk på at den jo stiger hele tiden), hver gang Israel går i araberkrig, så kunne man overveje, om der var mere nærliggende ting at gøre end at gribe til de evindelige anti-antisemitiske opdragelseskampagner og syndfloden af holocaust-film og – monumenter. Man kunne f.eks. overtale de israelske zionister til at finde fred med deres palæstinensiske medborgere.

Mens der ingen ende er på antisemitisme-alarmerne, så er der til gengæld delte meninger om antisemitismens intensitet, også i Sverige:

The Swedes are not anti-Semitic, the Rabbi of Stockholm’s Orthodox Jewish community, Meir Horden, told AngloFile on a visit here this week. According to Horden, Swedish Jews have only hostility from local Muslims to fear. [...] ”Six percent of the population is Muslim and this causes problems, like attacks in graveyards, but you don’t feel an anti-Israel situation.”

Allerede i 2003 var Washington Times på banen med alarmistisk rapportering fra Stockholm om voksende antisemitisme, og en undersøgelse i af antisemitisme i Sverige blev senere af den ellers fornuftige israelske avis Haaretz udlagt som om, at 40 pct. af svenskerne er antisemitter. Undersøgelsen var dog – som den aktuelle fra Tel Aviv University – tvivlsom i sin metodologi og sine konklusioner:

The sensationalist Ha’aretz headline, “41 percent of Swedes are prejudiced against Jews,” derives from the report’s conclusion: “A total of 59 per cent systematically rejects anti-Semitic prejudices.” Ha’aretz interpreted the latter to mean that 41 per cent of Swedes are anti-Semitic, yet this is simply spurious. Suddenly, a respondent saying he “didn’t know” if he had anti-Semitic prejudices, becomes translated into someone with anti-Semitic tendencies.

In other words, if for whatever reason a respondent never has come into contact with Jews and states that he doesn’t have an opinion on anti-Semitism, then the Ha’aretz interpretation of the report actually portrays the person as an anti-Semite. [...]

When all is said and done, anti-Semitism is a relatively small problem in Sweden and the number of assaults with anti-Semitic motives is lower than what other minorities suffer from, and has even decreased during recent years. Trying to depict the country as on the verge of Nazism is pure fantasy.

På det svenske Säkerhetspolisens hjemmeside er voldelige overfald på jøder ikke nævnt, men det har muligvis at gøre med  opgørelsesmetoderne. I rapporten fra Tel Aviv Universitet hedder det imidlertid, at der i 2009 var ni (9) antisemitiske hændelser i Sverige. Ni for mange, men næppe tilstrækkeligt til at fremmane billedet af forfulgte jøder, omtrent allerede installeret i kreaturvognene og på vej til tilintetgørelseslejre. Eller i hvert fald tvunget af det muslimske herrefolk i Malmø til at bære gule jødestjerner.

‘Antisemitisme’ er i dag primært et produkt af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men jøder i diasporaen er naturligvis ikke legitime mål for vold, fordi de bakker op om Israels politik. De gør bare Israel, og jøderne generelt, en bjørnetjeneste. Lad os nu se nærmere på rapporten fra Stephen Roth Instituttet i Tel Aviv.

En tvivlsom rapport med tvivlsomme konklusioner
Det overstiger mine ressourcer at grave dybt i Tel Aviv-rapporten, så jeg vil i stedet trække eksempler frem på rapportens tvivlsomme kilder og brugen af begrebet antisemitisme. Jeg er heldigvis ikke den eneste der har kastet et kritisk blik på rapporten; hos MondoWeiss når Max Blumenthal frem til lignende kritiske konklusioner om rapportens soberhed.

Selvom der i USA finder sporadiske angreb på jøder eller jødisk ejendom sted  (dog mest i form af hagekors-grafitti), så er den organiserede antisemitisme svær at få øje på:

Organized anti-Semitism seemed to have been so absent from American life in 2009 that the Roth Institute felt compelled to lard its report with accounts of murders of non-Jews by right-wing extremists. For instance, the report goes on at length about Richard Poplawski, a deranged young skinhead who killed three cops in Pittsburgh reportedly because he hated Obama and thought he sent the police to take his guns away. Unless Obama had secretly converted to Judaism (wasn’t he supposed to be a crypto-Muslim?), the designation of Poplawski’s killing spree as an anti-Semitic attack is a wild stretch.

Rapporten nævner også Venezuela som et sted, hvor antisemitismen er i dramatisk vækst, men overser dermed, at jødiske organisationer i Venezuela på det kraftigste afviser dette:

Turning its focus to Latin America, the Roth Institute predictably rehashes the widely repeated canard that Hugo Chavez’s Venezuela is a hotbed of anti-Semitism. And like the ADL and the Simon Wiesenthal Center, the Institute appears to have studiously avoided any contact with the Confederation of Jewish Associations of Venezuela, the country’s main Jewish umbrella organization.

That may because the Confederation has already repudiated the notion of a Chavez-incited campaign of anti-Semitism and has condemned the Simon Wiesenthal Center for not consulting it about the reality of Jewish life in Venezuela.

Kunne forsøget på at stemple Hugo Chavez’ Venezuela som antisemitisk handle om, at Chavez går imod strømmen og gerne omfavner Irans Ahmadinejad – Israels ærkefjende? Blumenthal konkluderer:

While the threat of anti-Semitic attacks should not be dismissed, however random and rare they might be in Western society, the Roth Institute and its collaborators appear more interested in insulating Israel from scrutiny for its killing of 773 civilians in Gaza in 22 days than in generating education and dialogue to combat bigotry.

Indeed, the main thrust of the report is consistent with one of the key objectives of the Netanyahu administration and its international supporters: to undermine the Goldstone Report and assail any public figures who support its findings.

[...] if Israel’s policies towards Gaza have fanned the flames of anti-Semitism, as the report seems to claim, the discussion must turn to whether Israel’s occupation of the Palestinians is threatening the safety of Jews across the world. Is there a linkage?

Ja, naturligvis er der en sammenhæng. Arabiske-muslimske fjender og kritikere af Israel kan være ordinære antisemitter, der nærer klassiske konspirationsteorier om en verdensomspændende, ondartet jødesammensværgelse, men lokomotivet bag disse forestillinger er konflikten i Mellemøsten. Det slår den israelske rapport faktisk fast med syvtommersøm:

In the Netherlands, for example, in cases of violence or direct confrontation on the streets in which insults were directed at a visibly Jewish person, the perpetrators were almost invariably identified as young men of North African descent.

One of the victims, a visibly Jewish man, testified that “when an Israeli military operation dominates the headline, I am the first to notice it on the streets… The verbal abuse hurled at me… is becoming more severe and more regular.”

“Their reasoning goes something like this: Israelis are Jews,” explained Menno ten Brink, a rabbi for the liberal Jewish community in Amsterdam: “Palestinians are Arabs, so we Moroccan ‘Arabs’ in the Netherlands are going to take on Dutch Jews.

Hvis israelsk politik i Palæstina fører til øget antisemitisme verden over, hvad er så mere oplagt end at ændre den israelske politik i Palæstina?

- og med tvivlsomme kilder
Hvem er de danske og skandinaviske meddelere, som Stephen Roth Instituttet har brugt til at samle data? I Danmark er det en Jerry Hessner, om hvem der kun findes sparsomme oplysninger på en Google-søgning. Hr. Hessner lader dog til – skal man tro en Google-oversættelse af dette islandske indlæg – at have en eller anden form for kontakt til synagogen eller den jødiske menighed i København.

I Sverige er det israelske instituts meddeler en Jonathan Leman, der er aktiv i den Svenska Kommittén Mot Antisemitism og desuden en meget flittig skribent. Emnet der oftest synes at optage Leman er… surprise: den evigt voksende antisemitisme, også når han interviewes af Sydsvenskan, og af Expressen. På sin egen blog er Jonathan Leman ligeledes meget optaget af antisemitisme. Han citerer bl.a. en Inge Lønning for følgende:

“Det farliga med antisemitismen är inte de bekännande antisemiterna, utan de andras villighet att tillerkänna delar av deras trosbekännelse ett visst mått av rimlighet och berättigande.”

Det farlige med den trosbekendelse er, kan man indvende, at når antisemitisme kan omfatte snart sagt hvad som helst, så kan enhver interesse for dette hvad-som-helst defineres som antisemitisme, f.eks. kritisk interesse for Israel, for den jødiske lobby i USA, for anti-globalisering, for Barack Obama og Sarah Palin eller for Mel Gibsons og Lone Scherfigs film.

Michael Neuman skriver andetsteds:

Inflating the meaning of ‘antisemitism’ to include anything politically damaging to Israel is a double-edged sword. It may be handy for smiting your enemies, but the problem is that definitional inflation, like any inflation, cheapens the currency. The more things get to count as antisemitic, the less awful antisemitism is going to sound.

Antisemitisme er ikke et fast defineret begreb – det kan det ikke være – og derfor kan vi ikke identificere problemet med antisemitisme som, at det er ”… de andres villighed til at tildele [den antisemitiske trosbekendelse] et vist mål af rimelighed og berettigelse”.

Det kan være fuldstændig moralsk legitimt at interessere sig kritisk for noget og på en måde, som andre betragter som antisemitisme. Det er endog fuldstændig moralsk legitimt ikke at bryde sig om jøder (og lad mig understrege, at der er jøder jeg bryder mig om, og jøder jeg ikke bryder mig om. Akkurat som med alle andre grupper af mennesker). Neuman skriver:

Not even all acts and attitudes harmful to Jews generally should be considered antisemitic. Many people dislike American culture; some boycott American goods. Both the attitude and the acts may harm Americans generally, but there is nothing morally objectionable about either. Defining these acts as anti-Americanism will only mean that some anti-Americanism is perfectly acceptable. If you call opposition to Israeli policies antisemitic on the grounds that this opposition harms Jews generally, it will only mean that some antisemitism is equally acceptable.

Den norske kilde til den israelske rapport er en Christine Mohn, som jeg ikke kender meget til. Hun lader dog til at skrive om klassisk musik på document.no, og det er jo en fantastisk fin faglig ballast at have, når man skal ud og undersøge antisemitisme i det norske samfund.

Hun har også et kærligt forhold til Israel (scroll ned til c’erne på listen), og det er der jo intet galt i. Men der er bestemt noget galt i, at en israelsk forskningsinstitution som kilder til en rapport om voksende antisemitisme bruger, hvad man ikke helt urimeligt kan betegne som politiske aktivister, i stedet for at sikre den tilstræbte objektivitet ved at bruge f.eks. sociologer fra Københavns Universitet. Man kunne nok få et samarbejde med københavnske akademikere i stand, hvis man spurgte.

Jeg vil ikke gå dybere i en undersøgelse af kilderne til den israelske rapport, da jeg tror læserne har fanget pointen. Jeg vil blot understrege pointen ved at nævne, at den britiske kilde er Michael Whine, også en jødisk-national aktivist, som er

”… communications director of the Community Security Trust and director of the Defence and Group Relations Division of the Board of Deputies of British Jews. He is a consultant to the European Jewish Congress and has represented it at the OSCE. He writes regularly on anti-Semitism, extremist politics, and terrorism”.

Hagekors på synagogerne og andre alvorligheder
Lad os se nærmere på, hvilke hændelser og andre synder der kan klassificeres som antisemitiske i rapporten fra Tel Aviv Universitetets Stephen Roth Institut. Rapporten nævner en lang række eksempler på verbal tilsvining af jøder og grovkornet kritik af Israel (‘jødesvin’, ‘dræb jøderne’, ‘zionisme er nazisme’ osv.).

Men hvor alvorligt er det lige i en verden, hvor sudanske militser driver folk væk fra deres landsbyer, russisk militær sønderbomber Tjetjenien, Israel annekterer Vestbredden og Saudiarabien fører beskidt krig mod shiiter i Yemen?

Det hedder sig ydermere i den israelske rapport:

Since our policy is to document cases that show clear antisemitic content and intention, hundreds of instances of targeting of Jewish individuals or property, where there was no clear evidence of antisemitic motive, are not included.

Hvis intentionen er at vise eksempler på klart antisemitisk indhold og intention, så kan det undre, at rapporten ikke giver en klar definition på,  hvad antisemitisme egentlig er (tak til Ole S). De ‘klare eksempler’ på antisemitisk indhold og intention kan, påstår instituttet, imidlertid være:

The abuse of the Holocaust is expressed in more subtle ways as well. In July 2009 the EU adopted the Prague Declaration, which instituted August 23 as a day of commemoration of all victims of fascist and totalitarian regimes. The declaration, which was motivated by the exigencies of the post-Communist states, undermines the uniqueness of the Holocaust and Nazi ideology because it equalizes Nazi crimes with Soviet ones, and reflects jadedness with the eternal Jewish self-image of the ultimate victim.

At sidestille noget som helst med holocaust er altså – ifølge Stephen Roth Instituttets eksperter – et klart eksempel på antisemitisme. Akja, definitionen på antisemitisme udvides bestandig.

Moreover, in a few countries such as Sweden and Spain, some official voices called to suspend commemoration of the Holocaust on January 27, as instituted by the UN, until Israel changes its policies.

Det er også antisemitisme, for de spanske og svenske overvejelser har selvfølgelig intetsomhelst at gøre med reelt mishag ved Israels Gazakrig. Og i samme ånd:

In Sweden the former archbishop of the Church of Sweden K-G Hammar withdrew his participation in an International Holocaust Remembrance Day ceremony on January 27, citing Israel’s actions in Gaza, while the diocese of Luleå decided to cancel its annual memorial event for the same reason.

Rapporten kan også afsløre at

[…] three out of ten Britons believed that Jews were both victims and aggressors in “roughly equal measure” throughout history. According to Stephan Smith, director of the Holocaust Center, “it suggests a lack of historical perspective that almost a third of those interviewed think of Jews as being as likely to be aggressors as victims.”

Ikke bare er det antisemitisk at betvivle jøders menneskelighed, nu er det også antisemitisk at antage, at jøder er mennesker som alle os andre, med samme evne til brutalitet og grusomhed som alle andre. Og:

In another survey, published by the German weekly Stern on January 14 (during the war in Gaza), 49 percent of Germans considered Israel an “aggressive” state and 13 percent questioned Israel’s right to exist.

Uanset om man kan godtgøre, at Israel opfører sig aggressivt, så er det antisemitisk at sige det offentligt. Og en anden påstand fra rapporten:

Increasingly, and on university campuses in particular, Jewish students face hostility if they appear to be pro-Israel.

Denne påstand føres der ingen beviser for, og andre iagttagere ser tværtimod en jødisk ‘golden age’ på nordamerikanske universiteter:

In Beyond Chutzpah I documented that the spurious claim of a “new anti-Semitism” is revived whenever Israel comes under international pressure to settle the Israel-Palestine conflict diplomatically or whenever it faces a major public relations debacle.

I devoted considerable space to recent allegations that anti-Semitism is rampant at U.S. colleges and universities. On its face the claim appeared to be bizarre. Campus life is so politically correct nowadays that, for better or worse (I think it’s a mixed picture), you can’t be anti- anything, let alone the ultimate taboo, anti-Semitic. How then could it be that Jewish students were having to endure pogroms?

In fact the allegations turned out on investigation to be sheer fakery. Now that the second intifada has been defeated, and Israel has returned to the good graces of the Western world, it seems that Israel’s propagandists have decided to close down the latest revival of the “new anti-Semitism” extravaganza, while the truth can be safely acknowledged: that it’s a “‘Golden Age’ for Jews on Campuses, Not an Era of Anti-Semitism”.

Rapporten igen:

Israel Apartheid Week (IAW) took place during March 1-8, 2009, on college campuses in 40 cities around the world. In 2005 the first such event was held only in Toronto, Canada. According to the IAW website (apartheidweek.org), the aim of IAW is “to educate people about the nature of Israel as an apartheid system and to build Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) campaigns as part of a growing global BDS movement.

At antyde at Israel – med sine omkring 30 love der sikrer jøder privilegier i forhold til landets arabiske mindretal – er et land med apartheid, det er naturligvis antisemitisk. Og at arbejde for boykot er også.

Det chokerende omfang af jødeforfølgelser i USA
Lad os se lidt nærmere på USA. Her indsamlede den myreflittige Paula Stern i 2007 eksempler på den antisemisme, der rider landet som en mare og truer jøder på liv og levned. Blandt de utallige eksempler på hagekors tegnet hist og her (jeg tegnede også engang et hagekors i mit kladdehæfte) nævner Paula disse chokerende eksempler på amerikansk antisemitisme:

• Nobel laureate and Holocaust scholar Elie Wiesel was dragged from an elevator and roughed up during a peace conference at a San Francisco hotel, according to police.
• In an interview James D. Watson asks rhetorically, “Should you be allowed to make an anti-Semitic remark?” He answered: “Yes, because some anti-Semitism is justified. Just like some anti-Irish feeling is justified. If you can’t be criticized, that’s very dangerous. You lose the concept of a free society.”
• A metropolitan Atlanta, Georgia official has resigned her position after posting anti-Israel remarks on a web site. Cherokee County Planning Commission member Mary Catarineau wrote last month that Israel “was artificially created to provide a place for Jews to avoid persecution after the Holocaust. The Holocaust is not going to recur, and Israel has caused nothing but problems. Jews can remain or leave, but give the land back to the Muslims.”
• Miller, 46, an Orthodox Jew, said he was repeatedly proselytized by hospital chaplains and staff in attempts to convert him to Christianity during three hospitalizations over the past two years. He said he went hungry each time because the hospital wouldn’t serve him kosher food, and the staff refused to contact his rabbi, who could have brought him something to eat.
• Laura Myers, director of the New Jewish Academy in Worcester, said eight windows were smashed there over the weekend.
• In early October, a home in Dearborn Heights displayed an anti-Israel banner that featured Nazi swastics beside a jewish star.
• A rabbi has filed a civil rights lawsuit against the township where he lives, saying local officials are conducting an illegal surveillance of his house and restricting his right to pray at his home. [...] At issue is whether Bernstein, a rabbi with the ultraorthodox Lubavitch Chabad, is allowed to host a minyon, the necessary 10 men to pray under orthodox Jewish law, at his home on Shabbat, Friday night to Saturday night.
• A swastika roughly the size of a FOOTBALL FIELD was carved in a cornfield in Mercer County.
• In September, a group of black teens began attacking Jewish residents of Crown Heights, by shouting anti-Semitic slurs, and physically assaulting anyone Jewish that met their path. Shmira were called, upon responding to the call Shmira members began restraining the group, but were disappointed by police officers who showed up, and instead of arresting the attackers, the police arrested two Yeshiva boys.
• Law and Order’s Anti-Semitic episode questions Jewish loyalty: The plot line of the February 27 installment of Law and Order: Criminal Intent, a fictional police drama broadcast across America on NBC, centers on a journalist who is poisoned after his girlfriend uncovers a foul-up by Israeli intelligence. The show depicts Israeli bulldozers destroying Palestinian schools, with at least one character referring to “Israeli brutality.”
• It [tv-programmet] also includes a Jewish police captain who agrees to cover up for Israel by shutting down a criminal investigation at the urging of the head of the local pro-Israel group. In one scene, after Captain Danny Ross tells his officers to halt their investigation, Detective Mike Logan confronts him and asks, “Are you a Jew first and a cop second?”
• A rough drawing of a building labeled “Jewish library” with missiles headed toward it was found in a Princeton University common room. Also in the path of the missiles were stick figures labeled “little Jews.” A swastika graced the top of the sketch. Jewish students presume the drawing is a reference to a Jewish fundraising drive for an elementary school in northern Israel damaged during the Second Lebanon War last summer.
• According to Herky Pollock, the incident occurred Thursday, May 3, at Mortons Steakhouse, Downtown, while Pollock and two friends were dining there. David Sunseri, owner of the Pennsylvania Macaroni Company, was invited to join them for a drink. After a short time, Pollock said, Sunserie started to complain about the bread. “‘He then picked up the bread and proceeded to squeeze it, break it and show it off to two waiters, while echoing the same sentiments to them. He then launched into the following statement, ‘only Jews would like this bread.‘ Pollock said he asked Sunseri if he meant all Jews. ‘He replied ‘No, just Pittsburgh Jews.’ To which I asked ‘why?’ He replied that ‘Pittsburgh Jews had no taste….’” The other two diners at the table, neither of whom is Jewish, confirmed Pollock’s account of the incident when contacted by The Chronicle. David Sunseri has apparently apologized for the remarks.
• Justice Denied: John Demjanjuk, the retired autoworker accused of being a Nazi concentration camp guard, appears likely to live out his days in the United States. No other country is willing to accept the 87-year-old, the Cleveland Plain Dealer reported.
• Justice achieved: a far-right extremist has been sentenced to more than eleven years in federal prison for an attack on the synagogue in Eugene, Oregon, in 2002. According to federal prosecutors Jacob Laskey, 26, who calls himself a white supremacist, admitted as part of a plea bargain that he wanted to commit acts of violence against Jews, blacks and other ethnic or racial groups. Laskey admitted throwing rocks etched with swastikas through stained glass windows at Temple Beth Israel while about 80 people were inside attending a service.
• In September, graffiti was painted on a wall in a parking lot in Burke, Virginia. Two images were drawn, showing one large stick figure with a swastika over his head shown pointing a gun and shooting a bullet at the smaller figure, which had a Jewish star painted above its head.

Kun få af Paula Sterns eksempler er til andet end at grine af, men som Paula selv gør opmærksom på, så er listen ikke komplet. Efter Gazakrigen er antallet af hagekors-grafittier sikkert fordoblet.

Afsluttende betragtninger om den altid voksende antisemitisme
Jeg lader Michael Neuman komme til orde igen:

In short, the real scandal today is not antisemitism but the importance it is given. Israel has committed war crimes. It has implicated Jews generally in these crimes, and Jews generally have hastened to implicate themselves. This has provoked hatred against Jews. Why not? Some of this hatred is racist, some isn’t, but who cares? Why should we pay any attention to this issue at all?

Is the fact that Israel’s race war has provoked bitter anger of any importance besides the war itself? Is the remote possibility that somewhere, sometime, somehow, this hatred may in theory, possibly kill some Jews of any importance besides the brutal, actual, physical persecution of Palestinians, and the hundreds of thousands of votes for Arabs to be herded into transit camps? Oh, but I forgot. Drop everything. Someone spray-painted antisemitic slogans on a synagogue.

Der er – som Finn Schwartz ovenfor gør opmærksom på – overordnet tre grupper, der har ‘et problem med noget der har jødisk karakter’. Det er de højreradikale, muslimerne (palæstinenserne) og venstrefløjen. De to sidste grupper har et specifikt problem med Israel, omend klassisk antisemitisme i større eller mindre grad også kan iagttages. Schwartz kalder det hele for antisemitisme, og det er han for så vidt velkommen til, men han devaluerer valutaen.

Hvis Israel faktisk har begået foragtelige forbrydelser, så er det naturligvis legitimt at kritisere landet, men hvis kritik af Israel er antisemitisk, så bliver det lige pludselig legitimt at være antisemit. Det var vel ikke hvad Finn Schwartz ønskede sig? Næppe. Snarere følger han bevidstløst en kurs, som israel-apologeter og zionister har udstukket: sidestil kritik af Israel med antisemitisme, vær konstant på vagt overfor denne påståede antisemitisme, og brug skamløst antisemitismen og holocaust til at fremme israelske interesser.

For nylig modtog jeg i min inbox en kædemail, der bragte grusomme billeder af holocaust-ofre. Mailen synes at have sin oprindelse i Portugal, men om det er zionister der står bag, kan jeg ikke afgøre. Hvad formålet var med mailen, står imidlertid ret klart. Teksten til et af billederne lød:

Nu mere end nogensinde, når lande som blandt andet Iran påstår at ‘holocaust bare er en myte’, opfordres alle til at sørge for, at verden aldrig glemmer.

Trods deres grusomme indhold kan selv billeder af holocaust-ofre trivialiseres og devalueres.

På domænet copenhagen.stopthebomb.net finder man en opfordring til at stoppe Irans atombombe. Der er link til en række Iran-kritiske websites – og til European Union of Jewish Students. Skal vi ikke regne med at det er European Union of Jewish Students der står bag sitet, og mon ikke initiativet er ét af mange med det formål at skabe opbakning til Israel og Israels strategiske interesser i sit nærområde?

I USA’s hovedstad, Washington DC, er der et prægtigt monument til minde om ofrene for holocaust, men ikke ét stort mindesmærke til mindet om de millioner af afrikanske slaver der under umenneskelige forhold og med millioner af dødsofre blev fragtet til Den nye Verden. Er det fordi jødernes holocaust var værre end det afrikanske? Eller er det fordi jøder var dygtigere og havde mere magt og indflydelse til at gøre deres kollektive sag gældende end afrikanerne (og er det i øvrigt antisemitisk at antyde, at jøder kan have magt og indflydelse)?

Rapporten fra det israelske universitet og alle andre udmeldinger om voksende antisemitisme understreger, at den seneste opblomstring af antijødiske og -israelske følelser er en følge af Gaza-krigen. Dén sammenhæng burde zionister og Israel-sympatisører tænke over. Der er masser af antisemitisme og anti-israelske følelser i verden, men jøder har historisk aldrig haft en mere sikker tilværelse end i dag. Amerikanske jøder er landets ubetinget rigeste og mest succesfulde etniske gruppe, og de sporadiske og uorganiserede angreb på jøder og jødisk ejendom i Europa er – set i en global målestok – i den absolut mindre alvorlige afdeling.

Der finder langt værre ting sted i verden, bl.a. i Palæstina, men også tættere på os. I Østeuropa slår man sigøjnere ihjel, men det får ikke medieomtale i samme grad som ‘den altid voksende antisemitisme’, selvom forfølgelsen af sigøjnere historisk sagtens kan sammenlignes med jødeforfølgelserne.

Når en tvivlsom rapport kan blive til en tvivlsom artikel, og senere kan præsenteres på 180Grader og få tvivlsomt mange stemmer, så er det ikke alene resultat af dygtige jødiske nationalisters pr-arbejde. Det er også resultat af den interesse, Israels ikke-jødiske, dansk-nationalistiske allierede har i at brande Israel som fejlfri og stemple Israels fjender (‘muslimerne’) som onde.

Man skal dog ikke glemme, at jøder verden over også er dem, der går i spidsen med kritik af Israel og med at afsløre de jødiske lobbyer og pr-agenters arbejde. Kampen er svær, da det jødiske kollektiv og Israel stadig kan trække på en portion goodwill fra 2. verdenskrigs jødeudryddelser, og da ‘kampen mod islam’ og ‘krigen mod terror’ også er blevet en del af spillet.

Zionisternes gale streger i Palæstina og det ihærdige pr-arbejde for Israel kan ikke skjules for evigt. Muren slår revner. Løgnene, fortrængningerne og vægringen mod at slippe den zionistiske drøm om et Storisrael er i dag hovedkilden til antisemitisme, eller slet og ret: til kritik af reelle jøders reelle handlinger. Det betyder ikke, at der ikke er andre former for antisemitisme, eller at nogle af disse former ikke først og fremmest er fantasifulde.

Antisemitisme i det hele taget er slet ikke så mystisk og irrationel, som nogle mennesker – især selvfølgelig jødiske nationalister – synes at mene. Den amerikanske historiker Albert S. Lindemann fremlægger i sin bog Esau’s Tears en jordnær diskussion af moderne antisemitisme og har samtidig en forbilledlig klar og enkel forståelse af fænomenet:

Antisemitisme er som alle andre former for racisme: der findes jødehad som er en reaktion på reelle jøders reelle handlinger, og der er jødehad der baserer sig på fantasiprodukter. Det gælder om at skille de to fra hinanden (som det jo også er tilfældet når det f.eks. er muslimer der bliver lagt for had).

Michael Neuman får det næstsidste ord:

Well, virtually no Jew is in any kind of danger from speaking out. And speaking out is the only sort of resistance required. If many Jews spoke out, it would have an enormous effect. But the overwhelming majority of Jews do not, and in the vast majority of cases, this is because they support Israel.

[…] if it is not racist, and reasonable, to say that the Germans were complicit in crimes against humanity, then it is not racist, and reasonable, to say the same of the Jews. And should the notion of collective responsibility be discarded, it would still be reasonable to say that many, perhaps most adult Jewish individuals support a state that commits war crimes, because that’s just true. So if saying these things is antisemitic, then it can be reasonable to be antisemitic.

Det var vist ikke den konklusion, vi skulle nå frem til, vel?

Westboro Baptist Church er kendt for deres had til bøsser og en masse andet. Man havde bl.a. domænerne godhatesfags.com og godhatesamerica.com, men de er vist nedlagt. I stedet har de religiøse i tossekirken slået sig på sang, og man forstår hvor alt deres had kommer fra – gud hader nemlig hele verden!

En lang række skjulte udgifter bringer omkostningen ved at opretholde det danske monarki op på mindst 400 millioner kroner. Om året!  Ekstra Bladet giver for første gang et samlet overblik over de mange penge, som det danske kongehus hvert år koster den danske statskasse.

Er det i orden at en familie med en bestemt afstamning skal forgyldes med skatteborgernes hårdt tjente kroner? Nej!