Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.

Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:

- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.

Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.

Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.

Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.

Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.

En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.

En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:

Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.

Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.

Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.

For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.

Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.

Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:

“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”

For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.

Nogle jøder afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.

Pointen er – igen – at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz – og sandsynligvis også i Polen – efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.

På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.

At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.

Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.

Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.

Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.

For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.

Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.

Men der er et andet, mindre åbenlyst sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF’ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande – i en grad så det er tvivlsomt om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i normal vestlig forstand.

At postulere at de danske folkepartister ville være så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.

Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvor dette jødisk-etniske flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten.

Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, moderne liberale værdier på den anden.

Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN’s minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.

På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere ‘det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land‘ og at ‘denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat‘.

Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er ‘det danske folks/nations’ ejendom.

Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens flammer hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten.

For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.

Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker ‘det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat’. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt. I dag ville den være fuldstændig utænkelig.

I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.

Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:

7A. A candidates’ list shall not participate in elections to the Knesset if its objects or actions, expressly or by implication, include one of the following:

(1) negation of the existence of the State of Israel as the state of the Jewish people [...]

Det er eksplicit forbudt at opstille partier i Knesset, der anfægter ideen om den israelske stat som det jødiske folks stat, men i et ægte liberalt demokrati ville det naturligvis omvendt være slået fast i grundloven, at staten tilhører alle borgere, ikke er det dominerende etnies eksklusive ejendom.

Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.

Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med ‘gentiles’.

De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.

På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.

Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea.

Jøderne der blev samlet fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.

Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommerne af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede blod-og-jord fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.

Kan det blive mere absurd?

Man kan læse mere om ‘Opfindelsen af det jødiske folk’ i Shlomo Sands lærde og dybt foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.

Dybt foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som ‘forestillede fællesskaber’.

Citat fra en anmeldelse af bogen The Real Frank Zappa:

The remaining chapters focus on elements of Zappa’s personal philosophy and political viewpoints. Some of the unusual aspects of Zappa’s personal philosophy included contempt for nostalgia and sentimentality, an unshakable determination to protect artistic freedom, disgust with religion, superstition, and the kind of routine public lying that we now refer to as “spin.” Zappa viewed himself as a rational human being and most of the public as little more than idiots. Then, after a chapter of bizarre road stories (“The One You’ve Been Waiting For”), Zappa lashes out at critics, radio stations, and record company executives for their mutual insistence on catering to the lowest common denominator of musical tastes among the listening public.

In Chapter 12, “America Drinks And Goes Marching,” Zappa states his views in relation to drugs. Despite his association in the minds of the public (Zappa might dispute the very idea that the public have minds) with the drug culture of the sixties, Zappa was quite conservative about illicit drugs. He admits to trying marijuana perhaps ten times during the sixties, but didn’t find it appealing. He very nearly got bounced from one of his bands because the other members of the group didn’t like having the stodgy and sober Zappa spoiling their good times. Interestingly, Zappa lumped alcohol in with other drugs (as any good authority on drug abuse would also), but refused to view tobacco in that manner. He was a longtime smoker and a workaholic who depended on cigarettes and coffee to keep himself revved up. He also had deplorable eating habits, partly because he worked all night by himself and had no time to devote to preparing food. The album Burnt Weeny Sandwich acquired its title from one of Zappa’s favorite nighttime quickie snacks. Zappa’s rationalization in relation to cigarettes was, “To me, a cigarette is food.” So, Zappa the rationalist and destroyer of fallacious assumptions also had his own peccadilloes and blind spots in relation to his own fallacious justifications. Zappa died of prostate cancer and it’s not unlikely that either the cigarettes or the wieners (nitrites and nitrates are carcinogenic), or both, played a role in his early demise.

In Chapter 14, Zappa expands on his dislike of romantic sentimentality, while also sharing his obviously deep feelings about his second wife, Gail, four children (Moon, Dweezil, Ahmed, and Diva), and the importance of family. “I don’t have friends,” he acknowledges, but he did have a wonderful family, and, as he said, “that, folks, is way better.” Zappa was difficult to get along with and it’s easy to find quotes on the internet from his various associates over the years (e.g., Don Vliet and Ruth Underwood) that are far from flattering. After the accident in 1971 at the Rainbow Theatre in London, in which Zappa was thrown bodily into the orchestra pit by a crazed fan, Zappa grew increasingly misanthropic, temperamental, suspicious, and defensive. His leg had been broken and, when it finally healed a year later, the damaged leg was shorter than the other, causing him chronic back pain. His trachea had collapsed in the 15-foot fall as well. When he finally returned to touring more than a year later, he never again traveled without the companionship of a 7-foot bodyguard.

Chapter 15 recounts Zappa’s run-in with the PMRC (Parents’ Music Resource Center) and Congress as the powers in Washington attempted to “bring the music industry to its knees” with a “voluntary” rating system for album lyrics. While it sounds like an innocuous concept, the combination of rating stickers and the economics of the music industry were such that the PMRC proposal could have led to a great deal of de facto censorship. Zappa spearheaded the challenge to the PMRC, which consisted mainly of wives of Senators, who, in turn, depended on political support from Christian fundamentalists. In Chapter 16, Zappa expounds on the importance of genuine separation of church and state.

Up to this point in the book, I found myself pretty much agreeing with every part of Zappa’s viewpoint – except for his rationalization of tobacco use and poor nutrition. My appreciation for him had been steadily climbing. That changed a bit with Chapter 17, entitled “Practical Conservatism.” Few people who have not read this book will be able to imagine that Zappa was actually more conservative than liberal in his political views. Zappa was the old-fashioned civil libertarian kind of conservative, in the manner, perhaps, of William F. Buckley, not the kind of conservatives that predominate today – the neo-cons and the religious right. The issues that he addresses in the chapter are largely out-of-date, today, but we can fairly judge that Zappa was more isolationist than interventionist, adamantly disliked both Communism and labor unions, supported Capitalist innovation (but believed America was failing to promote research and development adequately), preferred a regressive tax on spending to taxes on income, and believed that people have rights to such choices as recreational drug use or suicide. Zappa often lashed out against Republicans in his song lyrics, but his views were actually aligned with what the Republican Party once stood for, before the era of televangelists and neo-conservatives.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at statsministeren har taget afstand fra truslerne mod Pia Kjærsgaard, men det undrer mig, at han har været tavs, når jeg og andre politikere tidligere har været udsat for lignende trusler, siger Per Clausen (til Krædawblad).

Man kan indvende mod Per Clausen, at truslerne mod ham nok ikke skal tages så alvorligt som truslerne mod Pia Kjærsgaard. I de seneste år har vi set flere eksempler på islamisters vilje til at begå mord, men vi har ikke oplevet megen mordparathed hos den ekstreme højrefløj.

Men man skal ikke glemme, at blandt de få politiske mord vi har oplevet i Danmark, er bombeattentatet i 1992 på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i København, der dræbte Henrik Christensen, det mest rendyrkede eksempel på et politisk motiveret mord.

Blekingegadebandens drab på en ung betjent, Jesper Egtved Hansen, under røveriet mod Købmagergades Postkontor i 1988, er ikke helt i samme klasse, da det ikke var en planlagt likvidering, og da betjenten ikke blev dræbt pga. sin politiske overbevisning.

Men groft sagt kan det konkluderes, at den ekstreme højre- og venstrefløj har menneskeliv på samvittigheden, mens islamisterne altså, gudskelov, endnu ikke har – og forhåbentlig aldrig får.

Man skal heller ikke være blind for, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ser en lille pr-gevinst i at slå islam-alarm, i en periode hvor ikke alting kører helt så meget i smør for partiet, som det har gjort.

(Først publiceret på 180Grader)