Jeg stejler over begrebet racisme, som/hvis man bruger det overfor folk der kritiserer indvandring og islam.

For det første er der fornuft i at holde fast ved, at racisme bør have noget med race at gøre. Det kan det ikke så godt have hvis kritikobjektet er religiøst-etnisk. En religion og dens tilhængere er jo ikke en race.

Man har så forsøgt at beskrive en vending i racismen, der fokuserer på kultur i stedet for race, og det er nok ikke helt skævt. Spørgsmålet er om det er nyttigt?

Der er nemlig flere problemer med ‘racismen’. I modsætning til de gamle slavesamfund, så propageres moderne ‘racisme-kulturalisme’ ikke primært af ‘magten’, forstået som de rige og indflydelsesrige.

Tværtimod taler ‘kapitalisterne’ ofte for indvandring og tolerance (selvfølgelig også interessebaseret), mens det er småborgerskabet og arbejderklassens bannerførere, der fremfører ‘racistiske’ udmeldinger.

Så den moderne ‘racisme’ afspejler nok magtforhold, idet arbejdere og småfolk har fået demokratisk indflydelse, men klasseanalysen bevæger sig fra det økonomiske til det værdipolitiske (kultur, nation, tradition osv.)

Sidste indvending mod ‘racismen’ er – som mit indlæg også lægger op til – at der jo kan være ‘rationelle’ grunde til den.

Indvandrings- og islamkritikere har ret i, at indvandringen af overvejende muslimer har ført til nogle problemer.

Hvis man affærdiger kritik med ‘racisme’, så tenderer man mod at bagatellisere disse problemer, hvor den rette tilgang ville være at sætte dem i mere korrekte proportioner – altså et spørgsmål om ’sandt’ og ‘falsk’, snarere end et spørgsmål om ‘ondt’.

Det kan jo være, at indvandringen også har medført positive ting, og det kan være at de negative ting ikke er SÅ negative som det fremføres.

Det samme gælder når folk skriver om muslimske lande, at de er ‘røven af fjerde division’. Det kan jo afgøres empirisk: skiller muslimske lande sig ud som særlig meget ‘røven af fjerde division’, eller er der ikke så stor forskel på muslimske og andre fattige lande.

Hvis man kan angribe fejlforestillinger og misrepræsentationer med fakta, hvorfor så interessere sig for ‘racisme’?

Derudover er jeg selvsagt enig i, at racisme afspejler magtforhold, men begrebet er belastet, og det opfattes ofte som personligt intimiderende og debathæmmende.

De to første handler om, at jeg er uenig i, at “racisme” er en individual-psykologisk tilstand.

Dette ville i øvrigt være en ganske u-venstreorienteret holdning, så enten hører du for meget på venstreorienterede, der ikke rigtig ved hvad det egentlig vil sige (hvilket er fuldt ud muligt – dem er der mange af), eller har vi måske her en forklaring på miskommunikation mellem venstreorienterede og liberalister? Når venstreorienterede bruger et ord, der naturligvis i en venstreorienteret optik dækker over noget strukturelt og politisk, så hører liberalisten kun det, der passer ind i den liberalistiske optik: noget individcentreret og psykologistisk. Mon det kan passe?

Lad mig lige slå fast, at racisme først og fremmest relaterer til noget strukturelt og samfundsmæssigt. Ligesom ord som patriarkat, aristokrati m.v. så dækker det over nogle magtforhold. Magtforhold er per definition noget der ikke kan diskuteres ud fra en ren individualistisk optik (magt er et forhold mellem flere individer). Når man siger: “dét der, det er racistisk,” så bør man gerne kunne forklare hvordan den pågældende handling forstærker, bekræfter eller på anden vis har noget at gøre med nogle samfundsmæssige magtforhold.

At ønske at bevare sine samfundsmæssige privilegier er desuden ikke nødvendigvis irrationelt – den hvide slaveejer kan godt i teorien være fuldstændig klar over at sorte er nøjagtigt lige så menneskelige som ham, men stadig have en rationel interesse i at bevare slaveriet, da det er grundlaget for hans indtægt og livsstil. Det gør ikke hans handlinger, interesser eller holdninger mindre racistiske – de fungerer stadig som opretholdelse af et etnisk differentieret magtforhold = et racistisk system.

Hvis der sidder en enkelt kone alene i en skov et eller andet sted, som har en “indre følelse” af at være hunderæd og hadsk overfor grønne marsmænd, så kan vi selvfølgelig godt kalde det “racisme” også, men vi bør være klar over, at vi taler om noget helt andet, og at ordet i så fald har flere betydninger. Dette ville være den individualistiske psykologistiske definition, men den er ikke særlig relevant når vi taler om politik og magtforhold.

Det var de to første punkter… og hold da op, nu er det allerede blevet langt. Det 3. var, at jeg egentlig gerne vil have afmystificeret begrebet racisme/racistisk. Hvis jeg siger, at en person gør noget, der er racistisk, så ønsker jeg faktisk ikke at stemple vedkommende som “ond” slet og ret. Jeg ønsker faktisk at påpege at den pågældende handling har en funktion i forhold til nogle bestemte samfundsmæssige relationer, som vedkommende måske ikke havde tænkt over. I disse situationer kan det være en yderst dårlig idé at bruge ordet “racist”, da det desværre får folk til at lukke ørerne og forstanden. Problemet er bare, at det jo faktisk er et ord der dækker over nogle reelt eksisterende ting, som vi har brug for ord til at beskrive… det er jo ligesom det der er meningen med sproget!

Dét at det har fået en upolitisk og individualistisk-psykologistisk misbetydning er nok en forklaring på hvorfor det fungerer som tanke-stopper. Selvfølgelig har ingen lyst til at lytte på en der lige har kaldt dig “irrationel”. Det forhindrer desværre også folk i at lytte når andre bruger ordet i dets KORREKTE betydning.

Hvis jeg siger, at “hvis du bliver ved med at gøre sådan, så rissikerer du altså at ødelægge den her ting”, så kan folk godt tage det nogenlunde rationelt. Jeg har ikke sagt at de er nogle onde eller sindsforvirrede personer eller henvist til noget andet i deres “indre”. Jeg har blot påpeget noget omkring deres handling og argumenteret for hvorfor den har visse konsekvenser. Jeg kunne godt tænke mig, at ord som “racisme” får samme status. For det er altså ret praktisk at have ord for fænomener – det letter kommunikationen gevaldigt (eller… det gør det jo netop ikke med dette ord, men det burde det – det er det ord er til for).

Beklager den superlange kommentar.

@Kasper: Jeg har ikke brugt ordet ‘racisme’, fordi det jo ikke har meget med race at gøre (i den genetiske betydning).

Jeg beskæftiger mig med etno-nationalismen, og her er der ingen tvivl om, at Israel var et etno-nationalt projekt fra begyndelsen, selvom der var kræfter i den zionistiske bevægelse, der troede på sameksistens med de muslimske hebræere.

Det var ikke sameksistens-linien der vandt, og det var naturligvis ikke bare zionisterne der var arrige, men også de lokale.

Men det er da også lidt naivt at forestille sig, at man kan erobre og kolonisere et stykke land, og at de oprindelige beboere blot nikker og bifalder.

Derudover bør du læse op på Israels historie – det var f.eks. ikke araberne der angreb Israel i 1967, men omvendt, som der var skabt præcedens for, og som det stort set har været mønstret siden.

Og så er jeg nysgerrig: Hvilke lande er det, der har skrevet ind i forfatningen, at de er x’ernes land? De eneste jeg umiddelbart kan tænke mig til, er nogle af Israels muslimske naboer – hvilket næppe er en flatterende sammenligning for Israel.

I eksemplet Israel hænger det sammen med den helt specielle tilblivelseshistorie. Du mener åbenbart at Israel er en racistisk stat lige fra starten? Men det var nu meningen dengang at jøder og arabere skulle kunne leve side om side, og det gik da også nogenlunde indtil seksdageskrigen (arabiske lande angreb Israel), men gik især galt fra intifadaen i 1980′erne. I dag kan man måske sige at en hel del af skylden også ligger på israelernes side. Men hvad skal de stille op i deres situation? Det er nok ikke et godt udgangspunkt at forlange at de skal afskaffe deres egen eksistens eller grundlov. Vi kan være enige om at de religiøse kræfter har for meget magt, men det skyldes de politiske forhold, hvor svage regeringer må støtte sig til de religiøse småpartier.

Den danske helstat fra 1849 til 64 var et forfatningsmæssigt rod. I øvrigt gjaldt grundloven ikke for Island og Grønland, så vidt jeg ved. Den blev sat ud af kraft for Holsten i ca. 1858, fordi de holstenske adelige ikke ville have demokrati, og de holstenske tysknationale liberale ville ikke have et dansk demokrati. Det var i øvrigt ikke et “tysktalende mindretal”, men en tysksindet befolkningsdel – som primært havde hjemme i den holstenske middelklasse, men også delvis i Slesvig. Gemytterne var nu mere fredelige i Slesvig, hvor fronterne ikke stod så klart. Det var ikke nødvendigt at puste til de slesvigholstenske flammer, det klarede de helt af sig selv, men med solid hjælp fra Tyskland.

Jeg forstår heller ikke hvad du mener med at jøder og katolikker ikke var danskere i 1849? Folkekirken er jo netop nævnt i grundloven, så de blev under alle omstændigheder “diskrimineret” – men fik på den anden side religionsfrihed.

Men det er ikke nogen simpel ideologi, der er let at blive klog på. Og man kan kun betragte han som “ærke-liberalist” hvis man enten ikke ved hvad liberalisme er, eller hvis man ikke har sat sig ind i, hvad Søren Pind faktisk selv skriver om sin ideologi. Den er en slags nationalkonservatisme og relativisme, der har mere til fælles med f.eks. Søren Krarup end så mange andre – og som er i skarp modsætning til klassiske liberalister.

Nu handler indlægget her selvfølgelig ikke så meget om Søren Pind. Jeg er bare ved at nærlæse hans essays og syntes jeg ville bryde ind med en relateret kommentar, idet han jo faktisk modsiger dig i sin egenskab af “forfatningsretsekspert”, hvilket da er lidt interessant (og der er intet der tyder på at han har ret i sin tolkning af forfatningen).

Det er lidt underligt. Søren Pind, der jo underviser i forfatningsret (altså i Grundloven), hævder ellers det modsatte:

“De moderne folkevandringer har sat denne adkomst – denne ejendomsret – under pres. (…)
Disse mennesker benægter danskernes særlige adkomst til Danmark. (…)
Men Danmark har også bestået uden demokrati. Og derfor stikker dette dybere – for Danmark kan ikke bestå uden et dansk folk.”
(Berlingske, 5.sept. 2009)

“Fra det radikale venstre til enhedslisten er der en afvisning af, at Danmark tilhører danskerne. (..) De pågældende forstår ikke alvoren af at have fået betroet magten over et land, hvis fortsatte eksistens hænger sammen med dets befolkning, og dennes befolknings sammenhæng med sin oprindelige kultur.”
(Berlingske, 22.aug. 2009)

Altså manden har naturligvis al mulig ret til sine nationalkonservative, etnicitetsnationalistiske, kulturdeterministiske osv holdninger (selvom det er mig en stadig gåde, hvordan folk kan forveksle dem med “liberalisme”… de er jo det stik modsatte af liberalismen. Ingen vil vel kalde Søren Krarup for liberalist? Well, Søren Pind og Søren Krarup har altså stort set identiske ideologier på det område).

Men én ting er ideologiske holdninger. Manden laver juridiske påstande, der burde få nogen til at spørge, hvad det egentlig er for en forfatning han underviser i, når han underviser i forfatningsret. Det er i hvertfald ikke – som du påpeger – den danske grundlov, for der står ikke noget om at nationen har en særlig ret til at føle sammenhæng med sin kultur eller andet af Søren Pinds etnisk nationalistiske og kulturkonservative, anti-liberalistiske udsagn.

Slut her fra.