raapil unblogged 2.0

Der kan da ikke være meget tvivl om, at den myrdede sydafrikanske racist, Eugene Terreblanche, kunne tælle sorte afrikanere blandt sine forfædre. Se blot billedet, der illustrerer Ekstra Bladets artikel.

På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).

Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.

Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:

- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.

Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.

Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.

Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.

Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.

En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.

En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:

Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.

Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.

Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.

For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.

Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.

Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:

“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”

For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.

Nogle jøder – måske endda en del indflydelsesrige jøder – afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse andre jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.

Pointen er, igen, at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz og sandsynligvis også i Polen efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.

På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.

At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.

Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.

Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.

Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.

For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.

Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.

Endnu en gang må man slå syv kors for sig og forarges over Dansk Folkepartis racistiske politik:

De utilpassede udlændinge, vi har her i Danmark, som på forskellig vis viser, at de under ingen omstændigheder deler danske værdier – dem skal vi mere positivt hjælpe til at komme tilbage til lande, hvor de bedre føler sig i stand til at være en del af samfundet, siger Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl

Hør, hvorfor er det kun utilpassede udlændinge der skal betales for at repatriere sig i de varme lande? Jeg vil s’gu også have starthjælp til at etablere mig med kaffefarm i Kenya eller en lille olivenlund på Sicilien.

Jeg kan sværge på at jeg altid har følt mig temmelig utilpasset i dette total-regulerede og regelrette land, hvor man ikke bør ‘flyve højere end vingerne bærer’, hvor man helst ikke skal skille sig for tydeligt ud fra mængden, hvor det er forbudt at spille poker og hvor bilerne er alt for dyre.

Flittige brugere af blogosfæren kan desuden bekræfte at jeg uafbrudt laver ballade og polemik og skændes med en masse mennesker, herunder IKKE MINDST DF-sympatisører. Og skænderier og ballade er netop blandt de begrundelser Kristian Thulesen Dahl giver til forslaget om repatriering:

… det vil være godt for Danmark, for vi får færre konflikter og skænderier i vort land. Færre optøjer. Og mindre uro. Det er i det hele taget godt for alle, lyder det fra finansordføreren.

Sagen er bøf – jeg vil også sendes til de varme lande med starthjælp i lommen.

Inspireret af dette indlæg.

Det står mig mere og mere klart hvor tomme og ubrugelige begreber som racisme og antisemitisme egentlig er. Som de bliver brugt i flæng tjener begreberne snarere til at sløre noget end til at afsløre noget, og de bruges oftest blot som synonymer for ‘dit dumme svin’ eller ‘åndsamøbe’.

Under ægte racisme kan man vel nok gruppere gamle dages raceteorier, teorier der satte Den hvide Mand® øverst på udviklingens rangstige, foran kinesere, indere, indianere og til sidst sorte afrikanere, umiddelbart over menneskeaberne. Det var ‘den ægte racisme’, fordi den beskæftigede sig med racer. Som ideologi gennemsyrede den datidens Europa.

Men denne ideologiske og ægte racisme var heller ikke interessefri; den legitimerede tværtom europæisk verdensomspændende kolonialisme. Og det forholder sig naturligvis sådan at ingen former for racisme eller chauvenisme er interessefri. Som jeg skrev for længe siden:

Racisme er en interesse. Hadet til kvinder, farvede, bøsser, vesterlændinge, arabere, religiøse, jøder, tyskere, svenskere er en interesse. Ja, sågar hadet til din ekskæreste, som brændte dig af til fordel for en fyr med en større pik/bil/selvtillid, er en interesse.

Fordi du havde en interesse i hende. Du ville have noget, som du ikke fik og ikke kunne få, fordi du ikke ejer andre mennesker. Men det har du bare ikke indset, og derfor kalder du din jalousi for ‘passion’ og dit brændende had for ‘kærlighed’.

Dit had til din nabo er også en interesse, for han nægter at fælde det træ, som skygger for din interesse i evigt solskin og et langt og lykkeligt liv i hængekøjen i haven.

Naboen er et dumt svin fordi han ikke vil fælde det træ der kaster skygger i vores have. Eller rettere: Vi kalder ham for ‘et dumt svin’, fordi vi dermed kan sløre vores hhv. hans interesser i det træ der skygger.

Vi gør naboen til et ondt menneske og dæmoniserer ham overfor de øvrige beboere på villavejen, og vi forsøger at pudse ejerforeningen eller kommunen på ham, for vi vil helst undgå at tage stilling til om naboens interesse i sit træ er legitim. Vi kan jo være heldige at vinde en ren sejr uden kedelige kompromisser.

Hvis ejerforeningen eller kommunen – mod vores forhåbninger – ikke køber dæmoniseringen af naboen, men i stedet pudser en konfliktmægler på sagen, så vil den kloge konfliktmægler naturligvis forsøge at få os til at indse, at vores og naboens had til hinanden bunder i de forskellige interesser vi har i det famøse træ.

Ingen af os er onde, vi har bare modsatrettede interesser, og da ingen af os har tænkt sig at flytte de næste mange år, så er der naturligvis god grund til at indgå et kompromis: måske skal naboen skære nogle grene af træet, måske kommer naboen om efteråret med en dejlig spand æbler til os.

På samme måde er det, når man kalder folk for racister eller antisemitter: man slører i grunden at de har nogle særlige interesser der går imod vores.

Når venstrefløjen og de kulturradikale råber ‘racister’ efter folk der er skeptiske overfor en liberal flygtninge- og indvandrerpolitik, så slører de – dog næppe bevidst – at der kan være klasseinteresser forbundet med en stram udlændingepolitik. Arbejderklassen har ingen umiddelbar interesse i en liberal udlændingepolitik, der står for import af ‘fremmede’ med lav uddannelse og ringe kompetencer, for disse ‘fremmede’ er konkurrenter til velfærdssamfundets ydelser.

Indvandrerskeptikernes skepsis skal fremstilles som et ondt instinkt, som en slags sygdom – en hundegalskab påført af en ‘indre svinehund’ – og viden om de reelle interesser som arbejderklassen har, de skal undertrykkes.

Når israel-apologeter råber antisemit efter kritikere af Israel, så slører de deres egen interesse i at bakke op om Israel i et og alt, fordi Israels fjender også er ‘vores fjender’ – altså de samme ‘muslimer’ (reelt: ghettoiserede indvandrere), som indvandrerskeptikerne advarer mod og bliver dæmoniseret for at advare imod.

Israel-kritikere skal fremstilles som onde mennesker, og israel-kritik eller -had (f.eks. blandt palæstina-arabere) skal fremstilles som fuldstændig løsrevet fra enhver sammenhæng med konflikten i Det hellige Land.

Anti-zionisme er ‘had til jøder’, skal vi forstå, og bare det ‘ikke at bryde sig om jøder’ skal gøres til en særlig ondartet lidelse, selvom det er en såre banal og ukontroversiel ting. Det er lisså legitimt ikke at bryde sig om jøder, som det er ikke at kunne lide italienere, svenskere, perkere eller hottentotter.

Selv har jeg ikke noget imod jøder; mine (ret milde) etniske antipatier retter sig snarere mod italienere, hollændere og pakistanere. Men det er et ukontroversielt emne, da vi ikke kan og bør gå ind i hovederne på folk og undersøge dem for tankeforbrydelser.

Dem der råber ‘racisme’ og ‘antisemitisme’, de har ofte falske agendaer, og de dæmoniserer for at sløre deres uretfærdige dagsordener. Vi savner ikke flere dæmoniseringer i denne verden, vi savner mere retfærdighed, og det er vel den vigtigste grund til at jeg selv er blevet mere liberal på mine midaldrende dage.

Trods massiv repræsentation af selvudnævnte ‘konservative liberale’ (som ikke er stort andet end højrenationale) i den liberale bevægelse, så finder man i bevægelsen også nogle af de mest klare forsvar for retfærdighed, baseret på ideen om retsstaten som uangribeligt grundlag for nationen.

Bare dog de liberale ville udbrede deres forsvar for retsordenen også til den internationale scene.

Under 1800-tallets romantiske bølge opdyrkede man national identitet som noget unikt, og man legitimerede den nationaliserede fædrelandskærlighed med chauvenistiske ‘Store Fortællinger’. I dag er argumentet nedtonet til at nationens fællesskab ligger i forlængelse af familiens som individets konkrete livsramme.

Vi nærer en kærlighed til mor og far og til vores land, som vi ikke nærer overfor andres mor og far eller andre menneskers lande, og det er ikke fordi min mor og far og mit land er bedre, men fordi ‘det er min mor og far og mit land’.

Det er Søren Krarups dogma, og der er ingen tvivl om at Krarup har ret et langt stykke ad vejen, at national og etnisk chauvenisme er et ‘naturligt’ resultat af dybtliggende psykologiske reflekser i mennesket.

Denne ‘naturlige’ racisme er bestræbelsen på at gøre forskel mellem medlemmer af forskellige etniske, religiøse eller nationale grupper, og evt. også bestræbelsen på at gøre forskelsbehandlingen legal.

Liberale kerneværdier er derfor dybest set inkompatible med nationalisme, for det er ikke liberalt at priviligere ét forestillet fællesskab på bekostning af ‘de andre’. Frihed, lighed og broderskab rimer ikke på burka-forbud, statskirker og statsdirigeret nationalisme i skoler og offentlige medier.

I et indlæg på min primære blog kritiserede jeg 180Grader for i en notits automatisk at købe Israels fremstillinger af ‘gode og onde’ i konflikten med palæstinenserne, og  jeg gav en debattør ret i at der nok er et element af racisme at spore, når medierne lader israelsk propaganda definere hvad der er sort og hvidt. Der er selvfølgelig ikke tale om racistisk ideologi, men om den ubevidste, psykologiske racisme der giver israelere og andre ‘som ligner os’ nogle point på forhånd overfor dem ‘ der ikke ligner os så meget’.

Man skal imidlertid ikke være blind for at brugen af begrebet racisme ofte dækker over mere end det afslører, og det er derfor jeg selv har været forholdsvis tilbageholdende med at kaste om mig med r-ordet i tide og utide.

Hvis man blot stempler folk som racister og betragter racisme som en sygdom, så risikerer man at overse, både racismens dybtliggende ‘naturlige’ og refleksmæssige karakter, men endnu vigtigere de mange helt konkrete interesser der kan være forbundet med racistisk og nationalchauvenistisk propaganda.

Israel vs. palæstinenserne er en sag der kan illustrere nogle vigtige pointer ang. disse interesser, men et spadestik dybere også hvorfor de liberale kerneværdier i en moderne globaliseret verden bliver stadig mere inkompatible med nationalismen anno 1849.

I en kommentar i Information sidste år gik en af Danmarks bedste og skarpeste politiske journalister, Deadlines Adam Holm, i rette med veteranen Lasse Ellegaard, der et stykke tid forinden havde skrevet nedenstående i en leder i anledning af Israels 60-årsdag:

… der [er] to muligheder (1): En militaristisk jødisk stat, der bevarer sin ‘jødisk-hed’ ved at undertrykke de arabiske medborgere på hver side af den grønne 1967-linje. Eller en én-stats-løsning, hvor jøder og arabere bor sammen i det område, der til 1947 var det britiske mandatområde Palæstina vest for Jordanfloden. Denne løsning vil indebære, at Israel opgiver sin specifikke jødiskhed og erstatter den med et sekulært, demokratisk samfund. Jødiskheden har dybe rødder, eftersom den blev etableret efter brændofferet 1933-45 som et fristed for de hidtil forfulgte jøder – og i dag lever 40 pct. af verdens ca. 13 mio. jøder i dette fristed. Men prisen er høj, nemlig andres ufrihed. Derfor taler palæstinensiske politikere i stigende grad om en én-stats-løsning, der kan sikre dem reel medbestemmelse, vel vidende, at de har en demografisk fordel. Den er straks sværere for jøderne at acceptere, og det er sådan set forståeligt, set fra en historisk synsvinkel. Men det kan blive endnu sværere at lade være.

(Lasse Ellegaard overser en tredje mulighed, nemlig fordrivelsen af alle arabere fra Israel og de besatte områder (eller tilstrækkeligt mange til at jøderne opnår et komfortabelt flertal). Det er scenarier som ikke er urealistiske og bliver promoveret af selv tilsyneladende mainstream israelske politikere.)

Adam Holm svarede Ellegaard, at der kan være masser af legitime grunde til at kritisere Israel, men:

… derfra til at ville opløse Staten Israel, frakende landet en moralsk og eksistentiel berettigelse i verdenssamfundet som et overvejende jødisk land, det er groft krænkende og vidner om en afgrundsdyb kynisme hos afsenderen. Man kan naturligvis sagtens indtage en fornuftig og principiel antizionistisk holdning. Intet ondt i det. Men kritikken af Israel bliver problematisk, når den går fra at være principielt begrundet til at rette sig selektivt imod Israel som en jødisk stat. Hvorfor bliver Israel trukket frem som et værre eksempel end andre? Hvad er det ved den jødiske – eller mere præcist, zionistiske – hævdelse på at have en egen stat på linje med kristne, muslimske og buddhistiske folk, der provokerer så inderligt?

Det provokerende er, at Adam Holm og mange andre ellers begavede mennesker har så svært ved fuldt ud at åbne øjnene for konsekvenserne af den zionistiske entreprise – dybt, dybt problematisk og på kant med liberale og humanistiske værdier som den af forskellige årsager er. De zionistiske pionerers forbrydelse var (og er) ikke anderledes eller værre end andre nationalister og imperialisters. Folkemord og fordrivelser har det ikke skortet på i historiens løb.

Zionisternes uheld – og palæstinensernes katastrofe – var at den kolonialistiske entreprise fandt sted i et relativt tætbefolket område, hvor den oprindelige befolkning var i flertal. Kombineret med en blut und boten-nationalisme, som lægger vægt på folkets historiske og åndelige tilhørsforhold til et særligt territorium, samt det faktum at den oprindelige befolkning ikke så let som de amerikanske indianere eller australske aboriginals lod deres nationale aspirationer knuse, lagde zionismen fra begyndelsen op til ballade.

Når vi diskuterer burka-forbud i Danmark, mens israelske nationalister retorisk tester muligheden for fordrivelse af yderligere millioner af palæstinensere, så er det grundlæggende samme skisma der er til debat. Skismaet mellem de liberale kerneværdier og den institutionaliserede nationalisme.

I Danmark har nationalisterne det held at de med en vis styrke kan hævde, at ‘landet er monokulturelt og skal vedblive at være det’. Den fordel har zionisterne aldrig haft, hvorfor de må rykke ud med endnu mere metafysiske argumenter om historiske rettigheder eller blive utilsløret racistiske. Men grundlæggende er forskellen på det zionistiske dilemma og det dansk-nationale ens. Begge grundstøder de med basale liberale værdier.

Dilemmaet er ikke så tydeligt i Danmark – hvor mindretallet af indvandrere ikke oplever sig politisk stærke nok til radikalt at udfordre det danske etnies monopol på staten – som det er i Israel hvor det jødiske etnie konstant må opleve drømmen om en national stat truet af palæstinenseres krav om lighed for loven, af det faktum at palæstinensiske kvinder føder flere børn end de israelske og af zionisternes egen ulykkelige drøm om at inddrage hele det historiske Palæstina i den israelske stat.

Israelerne står med et trefoldigt dilemma: Man kan fastholde det Apartheid Light system som har præget landet siden oprettelsen, men især siden erobringen i 1967 af Vestbredden og Gaza. Man kan gribe tilbage til den brutale fordrivelsepolitik med mord, massakrer og massevoldtægter som gik forud for Israels fødsel.

Eller man kan opgive drømmen om et Stor-Israel med solidt flertal af jøder – altså den drøm Adam Holm deler, men som Lasse Ellegaard udfordrer – og omskabe Israel til et ægte liberal-demokratisk land der ikke lader etnie og religion afgøre ret og pligt overfor staten. Dilemmaet er ikke blot Israels i disse år, det er også europæerne og danskernes. Men for Israels vedkommende er konflikten mellem liberale kerneværdier og romantisk nationalisme sat helt på spidsen.

Det er slet ikke overraskende at danske højrenationale og monokulturalister er de mest aggressive og udfarende pro-zionister, for deres målsætning er den samme som zionismens: en stat og et territorium monopoliseret af et priviligeret etnie. Og da fjenden også er den samme (hvis man accepterer forsimplingen palæstinensere = muslimer = terrorister / indvandrere = muslimer = terrorister/kriminelle), så er alliancen både indlysende og logisk.

Liberale og progressive kræfter, derimod, må vende sig mod den uliberale og forældede monokulturelle nationalisme – det være sig i Israel eller Danmark – der er uforenelig med de principper for frihed, lighed og broderskab, der i Oplysningstiden blev slået fast med den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den Franske Revolution.

Som lykkelig ejer af et erhvervskørekort kan jeg supplere min elendige løn som offentligt ansat ved en gang i mellem at hoppe ind i en hyrevogn og køre rø… ud af bukserne. Det gjorde jeg denne weekend. Især brugte jeg lufthavnen til at søge kunder, for i den sløve sommerferieperiode er lufthavnen et af få steder hvor der sker noget.

Nå, men ude i lufthavnen faldt jeg i snak med en ung chauffør af dansk-tyrkisk oprindelse. En tydeligvis kvik fyr, helt uden perkeraccent, men ulideligt brokkeagtig og selvmedlidende at høre på. 27 år, og forbitret over at “nu kører vi allesammen [perkerne] taxa”, men uden uddannelse og tilsyneladende uden viljestyrke eller tålmodighed til at tage én.

Stadig også bitter på den skole på Vesterbro hvor han havde tilbragt et år og forladt igen, fordi læreren i samtale med nogle elever fra klassen havde beklaget at der trods hendes løfter alligevel var “kommet en perker i klassen” (altså mens ‘perkeren’ var til stede). I øvrigt skide træt af at være taxachauffør, brokkende sig over bestillingskontoret, de uniformerede servicefolk i lufthavnens taxiopmarchering samt sine kolleger.

Alt i alt et typisk trist tilfælde som tror at hans problemer er de værste i hele verden, som hellere vil skyde skylden for alting på alle andre og ikke mindst på samfundet end han vil hanke op i sig selv, som skjuler egen dovenskab eller fejhed bag en kæmpe dyne af offermentalitet, og som tror at problemer med fordomme og racisme er de værste et menneske kan have.

Den i grunden flinke unge mand har valget mellem enten at fortsætte sin tilværelse som taxi- eller pizzaperker, eller at tage sig sammen og få en uddannelse, stå på egne ben og tage ansvaret for sit liv på sig selv. Vælger han den ‘nemme løsning’ (som i længden er den tungeste at bære), så svigter han sig selv og bliver endnu mere fyldt med indestængt vrede og bitterhed som måske en dag eksploderer i vold eller andre dumheder.

Vi skal liiiige huske på at det ikke kun er i Egypten og andre muslimske lande, at kristne forfølges. Det gør de også i f.eks. Indien, og kineserne kan også være med:

Den kristne ejer af en boghandel i Beijing, Shi Weihan, blev i dag idømt 3 års fængsel og en bøde på 150.000 yuan (ca. 117.000 danske kroner). Han blev dømt skyldig i “ulovlig handelsvirksomhed”, selv om kilder udtalte, at Shi har overholdt loven. Han solgte kun bøger, der var forhåndsgodkendt af regeringen, og hans firma “Holy Spirit Trading Co.” trykte ganske vist bibler og kristen litteratur uden autorisation – men udelukkende med det formål at give dem gratis til lokale husmenigheder, hvorfor det ikke kunne betegnes som handelsvirksomhed.

Det er egentlig ikke for at ‘forsvare islam’ at jeg viderekolporterer nyheden fra Kina, for islam er mindst lisså fjoget som kristendom og jødedom, og da især i disse år. Det er udelukkende for at bringe lidt balance i regnskabet.

Regnskabet ser ifølge Open Doors International, en organisation der holder øje med kristenforfølgelser verden over, således ud.

Der er et klart flertal af muslimske lande blandt top 10-forfølgerne, men det er ikke en muslimsk specialitet at forfølge kristne. Den tilsvarende liste fra 2004 viser desuden at tallene svinger. For fem år siden var der færre muslimske lande i top 10 end der er i år, så der er altså ikke tale om et fast mønster af muslimsk forfølgelse i en ellers tolerant verden af hinduer, buddhister, kommunister osv.

Disse folk og deres familier er kernen i oppositionen til en meningsfuld fred mellem Israel og landets naboer. Dette er hvad Barack Obama er oppe imod.

Sådan skriver Joseph Dana, der sammen med sin kollega Max Blumenthal optog denne video, som viser ungzionister fra deres mest uheldige side, og som blev bortcensureret fra YouTube, måske pga. sin grimme sprogbrug, måske pga. de grove fornærmelser af den amerikanske præsident.

Blumenthal og Dana uddyber her hos Mondoweiss, og kan bl.a. fortælle at de larmende unge mennesker på videoen overvejende er amerikanske jøder på dannelsesrejse til Israel. De repræsenterer givetvis den generelle stemning i Israel, men de repræsenterer heldigvis ikke den generelle stemning blandt amerikanske jøder ift. Israel-Palæstina konflikten.

En nylig undersøgelse fra J Street viser:

• American Jews remain remarkably supportive of assertive American efforts to achieve Middle East peace. The poll finds an extraordinarily strong base of 69 percent of American Jews firmly supporting active American engagement in bringing about Middle East peace, even if it means publicly disagreeing with or exerting pressure on both Arabs and Israelis, compared to 66 percent eight months ago;
• 69 percent also support the U.S. working with a unified Hamas-Fatah Palestinian Authority government to achieve a peace agreement with Israel, even when informed that the U.S. does not recognize Hamas due to its status as a terrorist organization and its refusal to recognize Israel.  Interestingly, a March poll conducted by the Truman Institute at Hebrew University reported that 69 percent of Israelis also think Israel should negotiate with a joint Hamas-Fatah government;
• By 76-24 percent, American Jews support a two-state, final status deal between Israel and the Palestinians along the lines of the agreement nearly reached eight years ago during the Camp David and Taba talks;
• On Avigdor Lieberman: When told about Lieberman’s campaign platform requiring Arab citizens of Israel to sign loyalty oaths, as well as his threats against Arab Members of Knesset, American Jews opposed these positions by a 69 to 31 margin. One in three believe their own connection to Israel will be diminished if Lieberman assumes a senior position in the Israeli cabinet.
• On Gaza: While Jews rallied behind Israel and approved of Israel’s military action by a 3 to 1 margin, 59 percent still felt that the military action had no impact on Israel’s security (41 percent) or made Israel less secure (18 percent), while only 41 percent felt it made Israel more secure.

Det er en velsignelse at der er voksende intern opposition i det jødisk-amerikanske miljø til ekstremisterne i Israel-lobbyen, der har haft alt for stor magt, alt for længe. Nu står bare tilbage at jøderne i Israel åbner deres øjne for den nationalchauvenisme og ekstremisme der trives i landet.

Flere undersøgelser i Israel viser at de jødiske israelere har væsentligt mere negative følelser og holdninger tilovers for deres arabiske (næsten-)medborgere, end araberne har overfor jøderne:

A society in crisis
“Israeli society is reaching new heights of racism,” Sami Michael, one of the country’s most celebrated equality advocates and president of the Association for Civil Rights in Israel, told Haaretz. A growing body of research indicates that racist sentiments are not the preserve of the right-wing fringe but increasingly prevalent across Israeli Jewish society.

One particularly disturbing indicator is that the chant “Death to the Arabs” is voiced not just by mobs of right-wingers angered by this or that Palestinian attack. Rather, “in the late 1990s and onwards,” writes Amir Ben-Porat, a professor in the Department of Behavioral Sciences at Ben Gurion University, “‘Death to the Arabs’ became a common chant in almost every football [soccer] stadium in Israel.” Ben-Porat, who authored a study on the use of the chant, says that because of the importance of soccer in Israeli society and its high profile in the media, “This chant is heard far beyond the stadium.”

In its 2007 Israeli Democracy Index, the Israel Democracy Institute found that 87 percent of all Israeli citizens rated Jewish-Arab relations in the country as being “poor” or “very poor.”

In addition:

• Seventy-eight percent of Israeli Jews opposed having Arab parties or ministers join Israel’s government.

Just 56 percent of Israeli Jews support full equality for Palestinian citizens of Israel and an identical number agreed that “Arabs cannot attain the Jews’ level of cultural development.”

• Seventy-five percent of Israeli Jews agreed with the statement that “Arabs are inclined to violent behavior” (as compared with 54 percent of Palestinian citizens of Israel who had an equivalent view of Israeli Jews).
• Forty-three percent of Israeli Jews agreed that “Arabs are not intelligent” and 55 percent agreed that “the government should encourage Arab emigration from the country.”

A recent Haifa University survey found that half of Israeli Jews object to Arabs living in their neighborhoods (56 percent of Arabs supported residential integration with Jews). Similarly, ACRI reported that 75 percent of Israeli Jews surveyed said they would not agree to live in the same building as Arabs. The same survey found that more than half of Israeli Jews felt that Arabs and Jews should have separate recreational facilities.

There are two consistent trends among all these surveys: both Palestinian citizens of Israel and Israeli Jews hold some prejudices towards each other, but on almost every measure, Israeli Jewish views of Arabs are more negative and extreme than Arab views of Jews; second, the negative trends have risen markedly in recent years as the Israeli-Palestinian conflict has intensified. The ACRI report found that between 2005 and 2006, there was a 26 percent rise in racist incidents targeting Arabs, and the number of Israeli Jews reporting they felt “hatred” towards Arabs doubled to 30 percent.

While the conflict is undoubtedly the overarching context for these sentiments, an important contributing factor may be the consistently dehumanizing and denigrating stereotypes of Arabs that have for decades been presented to Israeli Jewish schoolchildren in their textbooks and media.

En stærk Israel-lobby i USA og et stadig mere racistisk, apartheid-lignende Israel er gift for ethvert fremskridt mod fred mellem israelere og palæstinensere, men heldigvis ser det ud til at Israel-lobbyen så småt er ved at blive demonteret og dens virkemidler afsløret.

(Videoen blev først spottet af Ydmyghed)