raapil unblogged 2.0

(Genudsendelse) Dagens klumme: Lars Pilegård skriver om bandeproblemer, som ikke alene lader sig forklare med indvandring og ikke alene løses med udvisning.

I en spørgeundersøgelse offentliggjort i MetroXpress den 11/3 svarede 74 pct. af de adspurgte, at bandekrigen primært er ‘indvandrernes skyld’. Og de livsomstændigheder, der er forbundet med at være indvandrer på Nørrebro, spiller utvivlsomt en rolle i forhold til rekruttering til banderne, lige som det heller ikke er utænkeligt, at det etniske element har noget at gøre med den kynisme, vi på det seneste har set med skyderier og mord på åben gade.

Men alene at skyde skylden for volden på indvandrere – eller indvandring som sådan – er forkert, for amerikansk forskning peger på, at bandekriminalitet har mange årsager. Heller ikke i USA er der konsensus om årsager og løsninger på bandeproblemerne, men USA har dog flere årtiers erfaring med forskning i ungdomsbander, og er derfor relevant i en sammenligning med Danmark.

I USA er National Youth Gang Center et af de centre for viden om bandekriminalitet, som ved mest. NYGC har lavet en FAQ, hvor man i 19 punkter har samlet de vigtigste resultater af en omfattende amerikanske forskning på området.

Hvad angår det etniske element kan NYGC fortælle, at næsten halvdelen af bandemedlemmerne har latino-baggrund (særlig mexicansk og mellemamerikansk), men også at 34 pct. er afro-amerikanere, 10 pct. er hvide og seks pct. asiatiske. Halvdelen af bandemedlemmerne er altså ‘hjemmegroede’, og hvad mere er: den etnisk hvide andel er voksende.

I Danmark ved vi, at bandekrigene, der rasede i 80′erne og 90′erne, næsten udelukkende havde etnisk dansk rekruttering (‘rockerkrigen’), og også i dag er andelen af hvide bandemedlemmer i Danmark, der deltager i bandekrigen, større end i USA. Desuden er et lidt overset aspekt af den danske debat, at der også er krig om narkomarkedet indbyrdes mellem indvandrerbander.

Der er givetvis et etnisk aspekt af bandefænomenet, men det vil være naivt alene at forklare væksten med indvandring eller en ‘særlig indvandrer-kultur’. Gør man det, så kommer man også let til at overse den situation, som i særlig grad skabte grobund for bandekrigen: Kriminaliseringen af hash-handlen på Christiania under den nuværende regering.

En ting vi ikke kan lære af USA, når det gælder bekæmpelse af bandevold, er håndteringen af narkoproblematikken. Siden præsident Richard Nixon i 1972 erklærede ‘krig mod narkoen’, er omkostningerne til denne krig blot vokset og vokset, uden at man er kommet problemet til livs. David Rehling skrev for nylig om denne krig i Information:

Nixon-regeringen brugte 370 millioner kroner om året på den. Reagan-regeringen brugte i 1982 6,5 milliarder kroner. Clinton-regeringen brugte 108 milliarder i år 2000. Siden skød George W. Bush de årlige udgifter op over de 120 milliarder kroner. Inden for samme periode har de pengebeløb, som amerikanere bruger på at købe narkotika, svinget noget op og ned. Mellem 240 milliarder og 480 milliarder kroner for kokain og mellem 60 og 120 milliarder for heroin. Udsving i forbrugsudgifterne har mest været præget af udsving i priserne på gaden – ikke af den indkøbte mængde.”

Da efterspørgslen på narko er konstant eller stigende, så fører forsøg på at begrænse udbuddet blot til højere priser og øget incitament for at producere og distribuere narko. I USA har krigen mod narko ikke ført til fald i efterspørgslen på samme, kun til vækst i de offentlige budgetter – og i fængselsvæsnet.

Mange ryger i spjældet for selv mindre narkoforseelser, og selvom hårdere straffe kan være en del af bekæmpelsen – især når der er tale om de forhærdede gemytter, der fortsætter den kriminelle løbebane efter ungdomsårene – så tyder intet på, at hårdere straffe er et universalmiddel.

Selv har jeg i en tidligere klumme i nærværende netavis luftet tanken om at bruge udvisningsvåbnet i højere grad, og mens effekten af denne straf heller ikke kan udelukkes, så har den indbygget nogle bivirkninger, som man alvorligt bør overveje, før man begynder at masseudvise unge kriminelle.

NYGC gør opmærksom på, at hjemsendelsen af hundredetusinder af kriminelle bandemedlemmer til lande i Mellemamerika fra 1990′erne og fremefter førte til alvorlige problemer for disse lande, som økonomisk langt fra er så godt klædt på til at løse dem som USA. Lande som Guatemala, El Salvador og Nicaragua kæmper i dag en nærmest håbløs kamp mod skruppelløse ungdomsbander.

I Mexico er den organiserede kriminalitet ved at nå et niveau, hvor den truer statens eksistens, og det kan man som liberal næppe juble over, når alternativet er et forrået, anarkistisk mafiavælde.

Men selvom man nøjes med at se problemet fra den amerikanske side af Rio Grande, så synes udvisninger ikke at være løsningen – eller i det mindste ikke den eneste løsning – på bandekriminalitet. For det første er halvdelen af bandemedlemmerne hjemmegroede (og i Danmark er andelen større), og antallet af hvide medlemmer vokser.

For det andet viser erfaringerne fra USA, at en del af de udviste bandemedlemmer har held til igen at komme ind i landet, at de bevarer og udvider kontakten med ‘kammerater’ i hjemlandet, og at de også kommer i kontakt med internationale narkokarteller og våbenhandlere. På Heritage Foundation skriver Stephen Johnson og David B. Muhlhausen:

While these delinquent groups exact a heavy social cost in Central America, they currently pose no national security threat to the United States. However, operating from Nicaragua to the United States, these gangs come in contact with transna tional drug and arms traffickers, who increasingly employ them as distributors and assassins. More over, they are experts in gaining illegal entry into the United States.”

Udvisninger af den kriminelle Nørrebro-ungdom til Marokko, Libanon og Tyrkiet vil måske give en midlertidig lettelse i bandevolden, men det kan vise sig at være en stakket frist, som de kriminelle unge bruger til at opbygge kontakter i ‘hjemlandet’, og som fører til et endnu mere internationaliseret og uigennemtrængeligt netværk af kriminelle aktiviteter.

Narkokriminalitet er ikke den eneste aktivitet, banderne begiver sig af med, men det er den absolut mest profitable. Den amerikansk-ledede krig mod narko har hverken ramt efterspørgslen eller de kriminelle markedsaktører, og intet tyder heller på, at strategien kommer til at virke i fremtiden.

I stedet for at male bandekriminaliteten op i etniske farver og blindt råbe på hårdere straffe og flere udvisninger, så kunne danske politikere gennemføre det ene tiltag, der med ét ville trække tæppet væk under mange bandekriminelle og deres bagmænd (og desuden ville afkriminalisere en masse syge mennesker): legalisere narkoen.

Det er i sig selv muligvis ikke tilstrækkeligt for at forebygge og bekæmpe ungdomsbanderne. Hvis narkoen legaliseres, så finder banderne måske andre lukrative forretningsområder, f.eks. ‘beskyttelse’ og våbenhandel, organiseret prostitution, menneskesmugling osv. Der skal altså mere til.

NYGC viser, at en række forudsætninger ofte er til stede for unge bandeaspiranter:

• tidligere involvering i kriminalitet, særlig volds- og narkoforbrydelser
• problematiske familieforhold og evt. en afvigende, sociopatisk karakter
• megen fritid og ingen stærke sociale roller
• dårlig tilknytning til skolen, dårlige boglige resultater og negativ stempling fra lærerne
• ringe mulighed for at blive en del af arbejdsmarkedet
• tilknytning til venner, bekendte og familiemedlemmer, som er aggressive og kriminelle
• ‘dårlige boligkvarterer’ med mange problembørn og let adgang til våben og narko

På den baggrund foreslår NYGC en balanceret tilgang mellem forebyggelse, intervention og undertrykkelse af bandeuvæsnet (helt skaffe os af med det, skal vi ikke regne med, mener NYGC). Den trods navnet pæreamerikanske forsker i bandekriminalitet, Finn-Aage Esbensen, skelner mellem tre tilgange, der alle er vigtige: Primær, sekundær og tertiær forebyggelse og bekæmpelse.

Den primære tilgang fokuserer på hele den befolkningsgruppe (det kunne f.eks. være unge blandt indvandrerbefolkningen på Nørrebro), som er i risikogruppen. Den sekundære tilgang målretter sig individer, som ser ud til at være i større fare end andre, mens den tertiære tilgang retter sig mod dem, der allerede er involveret i bandekriminalitet.

Det vil føre for vidt her at komme ind på de detaljerede forslag til bekæmpelse af banderne, som Finn-Aage Esbensen fremlægger, men Brian Mikkelsen, Ritt Bjerregaard, Hanne Bech-Hansen m.fl. kan læse med her.

Selv har jeg afslutningsvis lyst til at pege på et område, der har min professionelle bevågenhed: Den kongelige socialdemokratiske folkeskole, som står overfor nogle store udfordringer. Folkeskolen er reelt blevet en pigeskole, hvor stillesiddende, rolige og flinke elever belønnes, mens raske drenge skældes ud og straffes og påmales negative etiketter som ‘urolige’ og ‘utilpassede’.

Ritt Bjerregaards enhedsskole fra 70′erne var problematisk, også for de danske drenge, der ikke har lyst til gymnasiet og en lang videregående uddannelse. Men i skoler med en stor andel tosprogede drenge er enhedsskolen katastrofal, fordi der blandt disse drenge er en markant overvægt af den slags, som synes, at fodbold og det at save i et stykke træ er mere meningsfuldt end at analysere digte.

Den slags raske unge fyre svigtes i den grad i den danske folkeskole, hvor ansvarsfulde lærere ikke blot kan trække på skuldrene og være ligeglade med, om drengene lærer noget, når disse elever til slut skal op til samme slags eksamen som de dygtige piger og de veltilpassede drenge.

Hvis man afkriminaliser narkoen og samtidig sætter rammerne for en intelligent og moderne skole, tilpasset de individer som faktisk bruger skolen, og ikke de kulturelle præferencer og vidensniveauet hos det segment, der laver lovene, så ville man, gætter jeg på, have gode værktøjer i hånden til at bremse tilgangen til de kriminelle netværk.

En lang række skjulte udgifter bringer omkostningen ved at opretholde det danske monarki op på mindst 400 millioner kroner. Om året!  Ekstra Bladet giver for første gang et samlet overblik over de mange penge, som det danske kongehus hvert år koster den danske statskasse.

Er det i orden at en familie med en bestemt afstamning skal forgyldes med skatteborgernes hårdt tjente kroner? Nej!

Set med vore relativt frisindede og postmoderne øjne har musserne et mærkværdigt forhold til homoseksualitet (ja, undskyld generaliseringen, men jeg mener naturligvis ikke alle musser).

Ikke bare i Afghanistan, men også i en del andre muslimske lande – er det min fornemmelse – er homoseksuelle aktiviteter temmelig udbredte, uden det nødvendigvis er homoseksuelle der udøver disse aktiviteter. Da man ikke må have sex før ægteskabet, da unge pigers ærbarhed er noget nær det vigtigste at værne om, og da drenge jo er drenge og som sådan skal have lettet trykket en gang i mellem, så ser man gennem fingre med hvor og under hvilke omstændigheder, trykket bliver lettet.

I Iran er det slet ikke usædvanligt at se to drenge gå hånd i hånd, som et symbol på venskab. Og hvad de to drenge foretager sig, når de er alene, det behøver man jo ikke spørge om. Og det foregår i et land, som henretter homoseksuelle – eller angivelige homoseksuelle (nogle påstår at de henrettede egentlig er regime-modstandere).

Det siges også, at homoseksualitet er accepteret i arabisk-muslimsk kultur, hvis den homoseksuelle ikke flasher sine seksuelle præferencer – hvis de forbliver semi-hemmelige.

Omvendt fremstår det officielle Muslimistan – også på dette område – som reaktionens sidste globale fæstningsværk. Vi skal nok få det lagt ned, også dette fæstningsværk, men dobbeltmoralen og hykleriet er kvalmende. Muslimer fremstår langt oftere som åbenlyse homo-foragtere end vi indfødte danskere gør.

Det er vel også noget, der ændrer sig i takt med at musserne føler sig mere integrerede i dette land, føler sig mindre utrygge overfor moderniteten og dens underminering af traditionerne, men en begyndende debat om homoseksualitet og homoseksuelles rettigheder kunne være på sin plads blandt de reaktionære og traditionsbundne af musserne.

Det mener man hos Carsten Aggers Modspil, og jeg er tilbøjelig til at være enig.

Af principielle måske mere end praktiske årsager ser jeg gerne racismeparagraffen afskaffet, men hvis jeg var en klub til forsvar for ytringsfriheden, så ville jeg ikke røre Lars Hedegaards pseudo-selskab med en ildtang.

Så farlig og truende er racisme-paragraffen heller kke, at dens afskaffelse fordrer samarbejde med de uliberale kræfter i Hedeselskabet.

Rune Engelbreth undrer sig i Politiken over, at Fri Debat-klubben er gået i samarbejde med Trykkefrihedsselskabet om en kampagne for at afskaffe racisme- og blasfemiparagrafferne.

Det gør jeg også – undrer mig. Ikke over ønsket om at afskaffe de to paragraffer, men over Fri Debats samarbejde med Trykkefrihedsselskabet. Samarbejdet må jo indikere, at Fri Debat tager Hedegaards selskab seriøst som en forening til forsvar for ytringsfriheden.

Det ku’ dælme være spændende at høre fra et medlem af Fri Debat-klubben, på hvilket grundlag man tager Lars Hedegaards selskab af mærkværdige typer seriøst som ytringsfrihedsforsvarere.

Selv mente jeg jo ellers ret entydigt at have vist, hvor ensidig Hedeselskabet har været, og hvor svært det er at være seriøs forsvarer for ytringsfriheden, når man er nært knyttet til regeringens støtteparti.

WikiLeaks, der beskriver sig selv som ‘folkets efterretningstjeneste’ og offentliggør ting og sager, som de rigtige efterretningstjenester helst ser skjult bag gardinerne, har offentliggjort et dokument fra den amerikanske hær, der afslører en plan for at ødelægge WikiLeaks.

WikiLeaks er ikke populær, hverken blandt amerikanske soldater og spioner, i 3. verdenslande eller – i Island. Stifter og redaktør Julian Assange skriver:

U.S. must stop spying on WikiLeaks
Over the last few years, WikiLeaks has been the subject of hostile acts by security organizations. In the developing world, these range from the appalling assassination of two related human rights lawyers in Nairobi last March (an armed attack on my compound there in 2007 is still unattributed) to an unsuccessful mass attack by Chinese computers on our servers in Stockholm, after we published photos of murders in Tibet.

In the West this has ranged from the overt, the head of Germany’s foreign intelligence service, the BND, threatening to prosecute us unless we removed a report on CIA activity in Kosovo, to the covert, to an ambush by a “James Bond” character in a Luxembourg car park, an event that ended with a mere “we think it would be in your interest to…”.

Developing world violence aside, we’ve become used to the level of security service interest in us and have established procedures to ignore that interest.

But the increase in surveillance activities this last month, in a time when we are barely publishing due to fundraising, are excessive. Some of the new interest is related to a film exposing a U.S. massacre we will release at the U.S. National Press Club on April 5.

The spying includes attempted covert following, photographing, filming and the overt detention & questioning of a WikiLeaks’ volunteer in Iceland on Monday night.

I, and others were in Iceland to advise Icelandic parliamentarians on the Icelandic Modern Media Initiative, a new package of laws designed to protect investigative journalists and internet services from spying and censorship. As such, the spying has an extra poignancy.

The possible triggers:

• our ongoing work on a classified film revealing civilian casualties occurring under the command of the U.S, general, David Petraeus.
• our release of a classified 32 page US intelligence report on how to fatally marginalize WikiLeaks (expose our sources, destroy our reputation for integrity, hack us).
• our release of a classified cable from the U.S. Embassy in Reykjavik reporting on contact between the U.S. and the U.K. over billions of euros in claimed loan guarantees [...]“
• pending releases related to the collapse of the Icelandic banks and Icelandic “oligarchs”.

Glenn Greenwald skriver:

[...] The public and private organizations most eager to maintain complete secrecy around what they do — including numerous U.S. military and intelligence agencies — are obviously threatened by WikiLeaks’ activities, which is why they seek to harass and cripple them. There are numerous ways one can support WikiLeaks — donations, volunteer work, research, legal and technical assistance — and that can be done through their site. There aren’t many groups more besieged, or doing more important work, than they.

Er der stadig nogen, som tror på at Lars Hedegaard i sin tid stiftede Trykkefrihedsselskabet med det formål at værne om ytringsfriheden? I så fald er de umådeligt naive.

Jeg angreb for nylig Lars Hedegaard for at være en ’dobbeltmoralsk slapsvans’, der ikke tør åbne munden og tage holocaust-revisionister i forsvar. Beklager sprogbrugen. ’Slapsvans’ er retorik, men ’dobbeltmoralsk’ er helt på sin plads, hvad jeg vil vise nedenfor (jeg har ikke kunnet finde det citat, jeg henviste til i mit angreb på Lars Hedegaard, og jeg skylder derfor manden en flaske snaps. Den får han, når han udleverer sin adresse).

Men jeg har fundet en masse andet materiale, der endegyldigt burde sætte en stopper for debatten om, hvorvidt Lars Hedegaards selskab er til fremme for ytringsfriheden, eller om den er etableret som brohoved for angreb på islam.

Lad os begynde med det mest kontroversielle, nemlig det om holocaust-revisionisterne. Lars Hedegaard slår i sit modangreb fast, at

”Vi [Trykkefrihedsselskabet, lp] slås for ytringsfriheden og finder det forkasteligt, at man fængsler mennesker med besynderlige meninger. Vi kan af historiske grunde godt forstå, at man iTyskland og Østrig har love mod Holocaust-benægtelse, men vi vil ikke have dem i Danmark og internationalt bekæmper vi dem.”

Det lyder jo smukt og i fuld overensstemmelse med et trykkefrihedsselskabs allerypperste mål. Men holder idealerne for et nærmere eftersyn? Tyskland og Østrig er blandt de lande, der bruger love mod holocaust-benægtelse mest flittigt, og det er overraskende at Trykkefrihedsselskabet vil lade de to lande gå fri af kritik. Trykkefrihedsselskabet er både en dansk og en international organisation, så man kunne godt iværksætte en international kampagne, hvis man ønskede det.

Kan Lars Hedegaard komme med eksempler på, hvad Trykkefrihedsselskabet egentlig har gjort ’i Danmark og internationalt’ for at bekæmpe benægterlovene. Høringer, debatter, skriverier i medierne? Det tror jeg ikke. Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho har oftere set det som sit mål at bekæmpe holocaust-revisionisme, hvilket i sig selv en ærværdig aktivitet. Men hvad har den med ytringsfrihed at gøre?

Lars Hedegaard og Helle Merete Brix skrev på Sappho om Safia Aoude og dennes tvivlsomme forhold til jødeudryddelserne. Og Sappho var ligeledes kampagneleder sidste sommer, da en lille praktikantpige på DR blev kendt for sin støtte til Irans præsident, Mahmoud Ahmedinejad, og for at stille spørgsmålstegn ved antallet af dræbte i holocaust. Det gjorde hun med disse ord:

”Jeg kan sagtens støtte, ikke at benægte Holocaust, men at benægte, der døde seks millioner jøder – det tror jeg da heller ikke på. For hvis det var, at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke efterforske i det den dag i dag. Dem, der stiller spørgsmålstegn og efterforsker i det i dag, de bliver sendt, sat i en domstol. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed?”

Man kan undre sig over ihærdigheden, hvormed Trykkefrihedsselskabets tidsskrift leder efter revisionister, og man kan også undre sig over, at Lars Hedegaard og kumpaner ikke interesserer sig lidt mere for praktikantpigens afsluttende sætninger. Der er jo en vis fornuft i udsagnet, i hvert fald for et selskab til fremme af ytringsfriheden.

Det er ikke forbudt at ytre sig som Safia Aoude og Samira Tavin har gjort, og det er derfor højst mærkværdigt, at Hedegaard & Brix i Sappho-tidsskriftet angriber kvinderne fremfor at beskytte deres rettigheder. Lars Hedegaard og Selskabet beskytter ikke revisionisters ytringsfrihed. De jagter revisionister. Bum!

Hedegaard vil sikkert dække sig ind under, at der er offentlige penge indblandet. Safia Aoude underviser på en skole, der modtager offentlig støtte, og Samira Tavin var i praktik på Danmarks Radio. Men det er en lam bortforklaring. Det er stadig ikke ulovlige aktiviteter de to kvinder har deltaget i, og mener Lars Hedegaard at politisering i Danmarks Radio og på landets skoler er et problem, så er den eneste rimelige holdning han kan indtage, at privatisere disse institutioner.

Formanden for et selskab til fremme af ytringsfriheden kan ikke tages seriøst, hvis hans kritik af politisering blot er et dække for at eliminere stemmer, han ikke bryder sig om, så han kan erstatte dem med folk fra sit eget broderskab.

Lars Hedegaard og Selskabet havde alletiders chance for at profilere sig, da en dansker og en herboende tysker blev udleveret til retsforfølgelse i Tyskland med anklagen om at have solgt CDer med nazistisk og racistisk musik. Blev det en sag for Hedegaard? Nej.

I sagen om den meget unge rap-sanger fra Århus – ham der ville sende kugler efter Morten Messerschmidt – forklarede Sappho sin kampagneiver mod skolen med, at skolen var en offentlig skole, og så længe den modtager offentlige midler, så er det ikke ligegyldigt for samfundet hvad der bliver sunget og råbt i skolen. Men modargumentet er det samme som ovenfor: Hvis Lars Hedegaards intentioner blot er at eliminere ytringer han ikke selv bryder sig om, så skal han lade være med at påberåbe sig ’ytringsfriheden’.

Om rap-sagen sagde Lars Hedegaard ydermere til Information, at

”[...] jeg tror, at hvis man opfostrer folk med et voldssprog, er det første skridt på vej til vold. Nazisterne og de højreorienterede marcherede i gaderne i Tyskland inden Hitlers magtovertagelse og råbte, at blodet skal flyde og jøderne klynges op. Det var en del af deres ytringsfrihed, men det var også indledningen til, at det skete.”

Det er et citat der bliver sat noget i relief af Lars Hedegaards egen vedholdende flirt med voldssprog, referencer til modstandskampen og snak om ’parallelle institutioner’ og ’retsopgør’ og den slags. Hedegaard kan nok ikke selv se det, men det håber jeg mere fornuftige mennesker kan. Rapsangen var brugskunst, som den slags nu fænger i ghettoerne, omend også smagløs og tegn på at lærerstaben på den pågældende skole ikke havde taget ansvaret for ’elevernes almene dannelse’ seriøst.

Man kan mene, at sangen ikke faldt inden for kunstens rammer, men var en mordtrussel, og at den derfor bør behandles som mordtrussel. Men hvor var Lars Hedegaard så henne, da KU’ere året før kom i medierne med slagssange om at ’skyde Poul Nyrup’? Var Hedegaard fremme med en løftet pegefinger her? Eller var der sædvanlig skævhed i Trykkefrihedsselskabets omsorg for friheden?

Et stykke tid efter Lars Hedegaards famøse udtalelser til et videokamera om ’muslimsk masseincest’, valgte Lars Hedegaard at melde sig ud af Dansk Folkeparti, hvormed han samtidig kom til at afsløre, at han har været medlem af partiet. Kan man det, som utrættelig forkæmper for ytringsfrihed?

Listen over folk, som Dansk Folkeparti mener bør fyres eller straffes fordi de har forkerte holdninger eller siger noget forkert, er endeløs:

• Morten Messerschmidt mente, det skulle koste juraprofessor Vagn Greve universitetsjobbet at have udtalt sig positivt om blodpenge
• DF-leder Pia Kjærsgaard mener, regeringen svigter værdikampen, når Udenrigsministeriet ikke vil droppe samarbejdet med Fathi El-Abed efter opfordring fra Dansk Folkeparti.
• Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, krævede i går den omstridte præst i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, fyret, fordi dagbladet B.T. har beskyldt ham for at medvirke til at skjule udviste irakere.
• Inviter fædrene med til forældremødet i aften, eller bliv fyret! Så kontant er beskeden til Holbergskolens leder fra Dansk Folkeparti.
• Præsters tro på flere veje til Gud bør føre til fyringer, mener kirkeordfører Jesper Langballe (DF).
• DFU kræver Ramadan-fest aflyst og minoritetskonsulent afskediget
• DF vil have DR-journalister fyret
• Frank Aaen bliver ikke meldt til politiet for at bryde sin tavshedspligt. Søren Espersen (DF), der kritiserede Aaen i kølvandet på dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’, forstår ikke Forsvarets beslutning.
• Pia Kjærsgaard truer med at smide Asmaa Abdol-Hamid ud af Folketinget (Kjærsgaards udtalelser om Asmaa Abdol-Hamid faldt faktisk i et interview med Sappho!)
• Dansk Folkepartis medlem af Europarlamentet Mogens Camre beklager, at han har sagt at den tørklædeklædte politiker Asmaa Abdol-Hamid bør forlade Danmark eller gå i psykiatrisk behandling.
• Folketingets præsidium hasteindkaldes i tilfælde af, at Asmaa bliver indkaldt som suppleant. DF’s Søren Espersen truer nemlig med at stoppe hende i gå på talerstolen.
• Hedegaard selv om Asmaa: ”Når man begynder at klæde sig ud som Asmaa Abdol-Hamid og i praksis vise, at man ikke vil tilhøre det danske folk, for det er det hun gør, så kan det kun være en spydspids for ballade og uro.”
• Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at begrænse de oplysninger, der er tilgængelige for medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, sålænge Enhedslisten er repræsenteret
• DFU: Tørklædet er ikke en frihedsrettighed
• Hvis Kristian Thulesen Dahl var statsminister ville tørklæder være forbudt i offentligheden
• Forud for ligoptoget for en 25-årig iraker på Nørrebrogade har der været politiske protester fra bl.a. Dansk Folkepartis leder i København. Carl Christian Ebbesen, der kalder optoget for i strid med danske traditioner. Hans partifælle på Christiansborg, Marlene Harpsøe, har spurgt justitsminister Brian Mikkelsen om ikke der er tale om usømmelig omgang med lig.
• SF’eren Kamal Qureshi bør ikke gå til hofbal i pakistansk folkedragt, mener Dansk Folkeparti.
• Dansk muslim nægtet medlemsskab af DF. Der er ikke plads til 63-årige Cherif El-Ayouty i Dansk Folkeparti.
• Camre kræver anti-racisme chef fyret
• Peter Skaarup, DF: ”Er det ministerens opfattelse, at der bør drages retlige konsekvenser over for Bashy Quraishy, jf. straffelovens §100, for dennes opfordringer til politisk og religiøs boykot af Danmark, eller at erhvervsvirksomheder, der kan godtgøre et tab som følge af Quraishysopfordring, kan gøre krav gældende over for denne?”
• Regeringen skal skære igennem og forbyde muslimske hovedtørklæder i hele den offentlige sektor
• DF vil forbyde tørklæder i Hjemmeværnet
• Folkekirkens Nødhjælp tager alt for ensidigt parti for palæstinenserne og imod Israel, og organisationen skal derfor miste sin store statsstøtte, mener Dansk Folkeparti
• DF’s gruppe på Københavns Rådhus foreslår, at medarbejdere og foreninger i kommunen skal dokumentere, at de støtter demokrati og frihed.
• Peter Skaarup vil forbyde fremstilling og salg af t-shirts med budskaber, han synes er ’usmagelige og direkte forargelige’. Og Dansk Folkeparti vil gerne støtte sanktioner og boykotter af Iran, men ikke Israel.
• Redaktør Bjarke Larsen skrev i JP om Lars Hedegaard: ”Det er ikke første gang, formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard , offentligt har ønsket at lukke munden på andre. I december 2002 skrev Hedegaard sammen med 703 andre under på en annonce i Politiken med overskriften Nu er det nok.

Det blev heri påstået, at Politiken ”giver jødehaderne frit slag.” Hovedanklagen var en kronik, hvor forfatteren havde skrevet, at ”Holocaust har trukket et spor af skyld gennem Europas moderne historie, som mange gange har givet de jødiske argumenter et overdrevent albuerum; et albuerum, de har forstået at drage nytte af.”

Med en del ond vilje kunne formuleringen misforstås derhen,at de omfattede alle jøder, men ud fra sammenhængen i kronikken var det oplagt,at forfatteren tænkte på jødiske grupper og personer med bestemte holdninger.

Men under alle omstændigheder burde kronikken vel være trykt i henhold til Hedegaards kompromisløse forsvar for ytringsfriheden, når der skrives kritisk om islam?”

Christine Antorini skrev: “Alene i de tre år, hvor jeg har været uddannelsesordfører, har jeg skullet tage stilling til en vifte af kristne forslag fra Dansk Folkeparti”:

• Obligatorisk kristendom i folkeskolen og ikke som i dag, hvor forældre kan fravælge faget i religions-frihedens navn
• Obligatorisk salmesang i skolen
• Obligatorisk konfirmationsundervisning, på trodsaf at konfirmationens formål er at bekræfte sin kristne dåb.
• Forbud mod muslimske symboler som tørklæder, men ja til kristne symboler i skolen.
• Forbud mod muslimske friskoler, men ja til kristne friskoler.
• Skærpet tilsyn mod muslimske friskoler men kritik af undervisningsministeriet, når det har lukket kristne friskoler, der ikke levede op til undervisningskravene, fx ved at nægte at undervise i naturvidenskab men i skabelsesberetningen og såkaldt ’intelligent design’.
• Ændre seksualundervisningen, så nul-sex kommerpå skemaet, for ’parforhold og sex skal man forbinde med loyalitet og troskab.’
• Ændret historieundervisning, så den reduceres til dansk historie, herunder ’give forståelse for folkekirkens og monarkiets positioner som nationale samlingspunkter’.

Kan man være medlem af Dansk Folkeparti og formand for et Trykkefrihedsselskab på én og samme tid? Det kan man vel, men enten kommer medlemsskabet af folkepartiet eller formandskabet for Trykkefrihedsselskabet til at lide under dobbeltloyaliteten. Lars Hedegaard prioriterede sit medlemskab af Dansk Folkeparti og svigtede den kamp for ytringsfrihed, han ellers har ført sig så højt og flot frem på.

Sappho og Lars Hedegaard kørte tandem med sine partimedlemmer i kampagnen mod tidligere PET-chef Hans-Jørgen Bonnichsen, som man mener har været for åbenmundet omkring forhold i Tjenesten. Den eneste grund til – for et ytringsfrihedsselskab, at gå ind i den sag, er for at kaste lys på, om Bonnichsens borgerrettigheder søges knægtet af politiske kræfter. Men Trykkefrihedsselskabet vælger klart side imod Bonnichsen – i parløb med regeringens støtteparti.

Også i sagen om Geert Wilders, hvis ytringsfrihed ingen kan være i tvivl om, har Trykkefrihedsselskabet valgt klart side til fordel for Wilders, selvom man kunne have valgt en mere balanceret tilgang ved at bakke op om Wilders, hvor hans borgerrettigheder er truet, men samtidig være lige så klar i mælet med kritik af Wilders forslag om at forbyde koranen samt nedlægge og forbyde moskeer. Trykkefrihedsselskabet tog et utvetydigt valg om at hylde Geert Wilders som frihedsforsvarer.

Ret til religionsudøvelse er også en grundlæggende borgerrettighed, nært beslægtet med ytringsfriheden. Har Lars Hedegaard positivt kæmpet for muslimers ret til at have en moske? Nej, han har gjort det stik modsatte. Konsekvent, hvor og hvornår der har været planer om at bygge moskeer. Forbud, forbud, forbud – også mod tegnet børneporno.

Lars Hedegaard burde have kaldt sit selskab ’Hedeselskabet’ i ærlig erkendelse af, at ytringsfriheden rager ham en høstblomst, når det ikke er islamister der truer den.

Bevares, selskabet har som frihedens figenblade, der skulle dække over ensidigheden, arrangeret debatter om ytringsfrihed i Kina mv., men gennemgangen ovenfor viser med al tydelighed, at organisationen har været kamporganisation med tætte bånd til regeringens støtteparti, og dermed også med en politisk og værdimæssig linie der ikke har været til at skelne fra Dansk Folkepartis.

Det er dybt utroværdigt, og Lars Hedegaard har nok haft samme fornemmelse, når han nu har gået og lurepasset og holdt sit medlemskab af folkepartiet skjult for offentligheden. Vi har endnu ikke set på Hedeselskabet International, men det skulle undre mig om ikke Lars Hedegaard også i dette forum har allieret sig med personer, der har et tvivlsomt forhold til ytringsfriheden.

Først bragt på 180Grader

Som jeg husker det, blev Lars Hedegaard engang spurgt, hvorfor Trykkefrihedsselskabet ikke går ud og forsvarer holocaust-benægtere, når man nu er så forbandet opsat på den der ytringsfrihed.

Benægtere – eller revisionister, som de kalder sig selv – sidder som bekendt fængslet flere steder i Europa, ikke for ordinære kriminelle aktiviteter, men for konspirationsteorier. For tankeforbrydelser.

Hedegaard svarede – igen efter min hukommelse – at det jo lige ville være vand på hans kritikeres mølle, for så kunne man udpege ham og selskabet som ‘højreekstremister’. Det var selvfølgelig et totalt lamt og krysteragtigt svar. Hedegaard kunne lisså godt have sagt, at han og selskabet af princip ikke kritiserer islamister, fordi man ikke ønsker at blive associeret med ‘racisme’.

Så meget for Lars Hedegaards mandsmod og vilje til at kæmpe med åben pande for vores friheder. Og så forstår jeg ham alligevel godt.

Jeg er nemlig selv tilbageholdende med at bakke op om de holocaust-revisionistiske antisemitter, fordi jeg selv har været på israel-kritikerholdet og i mit stormløb kom til at hvirvle små ubetydelige småkravl op fra gulvtæppet, som flimsede rundt i luften om mit hovede, mens de råbte ‘antisemit!’.

Det var irriterende og ubehageligt, men det gav mig også personlig erfaring med pøbelens stigma, og derfor også en anelse mere empati for de udstødte, fængslede benægtere.

Så jeg tager mod til mig og giver dette indlæg en stemme op. Ikke fordi jeg sympatiserer med den spanske historiker (eller ‘historiker’?), som artiklen omhandler, men fordi ytringsfriheden NETOP bør gælde dem vi er uenige med – allermest dem vi er allermest uenige med.

Det giver mig også den personlige fordel, at jeg kan bryste mig af ikke at være en dobbeltmoralsk slapsvans som Lars Hedegaard. Og samtidig giver det mig mulighed for at opfordre den nye kreds af frihedsforkæmpere til fremover også at tage upopulære sager op.

Først bragt på 180Grader

… det ‘forlig’, der er indgået af Politiken, hvor indholdsløst det end måtte være fra et juridisk synspunkt, kan bidrage til at holde dørene åbne til den dialog, der nødvendigvis må finde sted, hvis ikke skyttegravene skal have lov til at bestemme.

Det skriver professor Jørgen S. Nielsen på religion.dk i et forsvar for Politikens undskyldning til de saudiske wannabe-adelige, der anført af Yamani-advokaten har anlagt sag mod de danske aviser.

Professoren fremfører yderligere, at misforståelser er årsag til den aktuelle Karikatur-konflikt, og måske også de øvrige konflikter mellem Muslimistan og den vestlige verden. Det er en misforståelse.

Konflikterne er i bund og grund interessekonflikter mellem på den ene side udemokratiske muslimsk-arabiske regimer, der forsøger at tage patent på islam, og som afstiver deres svage legitimitet ved at fremstille sig som den muslimske verdens centrum og lederskab – og på den anden side vestlige lande med frihedstraditioner.

Der er naturligvis også interessekonflikt mellem på den ene side befolkningerne i de lande, der ledes af reaktionære konger, og på den anden side de vestlige regimer der bakker op om disse konger. Men det korte af det lange er, at professoren misforstår situationen:

Noget sker i den islamiske verden – eller blandt muslimer i Europa – som på vores erfaringsgrundlag er fremmed, og det bliver nemt karakteriseret som middelalderligt, barbarisk, i strid med vores værdier og den moderne verden (som om de to nødvendigvis er lig hinanden)

Der skulle stå: “Noget sker i den islamiske verden – eller blandt muslimer i Europa – som på vores erfaringsgrundlag er fremmed, og det bliver nemt karakteriseret som er middelalderligt, barbarisk, i strid med vores værdier og den moderne verden.”

Professoren deler en udbredt, men uheldig misforståelse af, at muslimerne som udgangspunkt er dybt meget anderledes end os andre, at de ikke bare er stakler, vildledt af reaktionære beduinkonger, men at de virkelig bekymrer sig mere om profettegninger end om så meget andet.

Og han mener også, at der er alternativer til vestlig modernisme, og at vi ikke skal være arrogante og mene at den vestlige vej er den eneste farbare. Og det er den sikkert ikke i det lange perspektiv, men i det korte er der ingen alternativer.

Med sit udgangspunkt er det klart at professoren må anbefale ‘dialog’, men da dialog kun giver mening for så vidt man er indstillet på at lade sig oplyse (altså rykke i sine holdninger), så må man spørge professor Jørgen S. Nielsen om, på hvilke områder det er, at han gerne vil lade sig oplyse af saudiske wahabisme-eksportører, terror-støtter og autokrater.

Det er forhåbentlig ikke på området ‘dødsstraf for frafald’, hvor Mohammad Al-Jizani i et andet indlæg forklarer hvor human islam er, fordi der er en masse undtagelser for dødsstraf til frafaldne. Uden at tage afstand fra selve ideen. Til gengæld afslører han:

Dødsstraf for frafald bliver i modsætning til Bibelen ikke nævnt i Koranen. Shariah-loven, der berører dette emne, bliver derfor udelukkende udvundet fra hadith.

Hvilket alt andet lige bør gøre det nemmere at afskaffe det barbariske krav fra traditionel islamisk retstænkning. Det må professoren da bifalde?

Frank Zappa i CNN’s Crossfire, 1986, i debat om ytringsfrihed og ‘beskidte tekster’ i rockmusik:

Citat fra en anmeldelse af bogen The Real Frank Zappa:

The remaining chapters focus on elements of Zappa’s personal philosophy and political viewpoints. Some of the unusual aspects of Zappa’s personal philosophy included contempt for nostalgia and sentimentality, an unshakable determination to protect artistic freedom, disgust with religion, superstition, and the kind of routine public lying that we now refer to as “spin.” Zappa viewed himself as a rational human being and most of the public as little more than idiots. Then, after a chapter of bizarre road stories (“The One You’ve Been Waiting For”), Zappa lashes out at critics, radio stations, and record company executives for their mutual insistence on catering to the lowest common denominator of musical tastes among the listening public.

In Chapter 12, “America Drinks And Goes Marching,” Zappa states his views in relation to drugs. Despite his association in the minds of the public (Zappa might dispute the very idea that the public have minds) with the drug culture of the sixties, Zappa was quite conservative about illicit drugs. He admits to trying marijuana perhaps ten times during the sixties, but didn’t find it appealing. He very nearly got bounced from one of his bands because the other members of the group didn’t like having the stodgy and sober Zappa spoiling their good times. Interestingly, Zappa lumped alcohol in with other drugs (as any good authority on drug abuse would also), but refused to view tobacco in that manner. He was a longtime smoker and a workaholic who depended on cigarettes and coffee to keep himself revved up. He also had deplorable eating habits, partly because he worked all night by himself and had no time to devote to preparing food. The album Burnt Weeny Sandwich acquired its title from one of Zappa’s favorite nighttime quickie snacks. Zappa’s rationalization in relation to cigarettes was, “To me, a cigarette is food.” So, Zappa the rationalist and destroyer of fallacious assumptions also had his own peccadilloes and blind spots in relation to his own fallacious justifications. Zappa died of prostate cancer and it’s not unlikely that either the cigarettes or the wieners (nitrites and nitrates are carcinogenic), or both, played a role in his early demise.

In Chapter 14, Zappa expands on his dislike of romantic sentimentality, while also sharing his obviously deep feelings about his second wife, Gail, four children (Moon, Dweezil, Ahmed, and Diva), and the importance of family. “I don’t have friends,” he acknowledges, but he did have a wonderful family, and, as he said, “that, folks, is way better.” Zappa was difficult to get along with and it’s easy to find quotes on the internet from his various associates over the years (e.g., Don Vliet and Ruth Underwood) that are far from flattering. After the accident in 1971 at the Rainbow Theatre in London, in which Zappa was thrown bodily into the orchestra pit by a crazed fan, Zappa grew increasingly misanthropic, temperamental, suspicious, and defensive. His leg had been broken and, when it finally healed a year later, the damaged leg was shorter than the other, causing him chronic back pain. His trachea had collapsed in the 15-foot fall as well. When he finally returned to touring more than a year later, he never again traveled without the companionship of a 7-foot bodyguard.

Chapter 15 recounts Zappa’s run-in with the PMRC (Parents’ Music Resource Center) and Congress as the powers in Washington attempted to “bring the music industry to its knees” with a “voluntary” rating system for album lyrics. While it sounds like an innocuous concept, the combination of rating stickers and the economics of the music industry were such that the PMRC proposal could have led to a great deal of de facto censorship. Zappa spearheaded the challenge to the PMRC, which consisted mainly of wives of Senators, who, in turn, depended on political support from Christian fundamentalists. In Chapter 16, Zappa expounds on the importance of genuine separation of church and state.

Up to this point in the book, I found myself pretty much agreeing with every part of Zappa’s viewpoint – except for his rationalization of tobacco use and poor nutrition. My appreciation for him had been steadily climbing. That changed a bit with Chapter 17, entitled “Practical Conservatism.” Few people who have not read this book will be able to imagine that Zappa was actually more conservative than liberal in his political views. Zappa was the old-fashioned civil libertarian kind of conservative, in the manner, perhaps, of William F. Buckley, not the kind of conservatives that predominate today – the neo-cons and the religious right. The issues that he addresses in the chapter are largely out-of-date, today, but we can fairly judge that Zappa was more isolationist than interventionist, adamantly disliked both Communism and labor unions, supported Capitalist innovation (but believed America was failing to promote research and development adequately), preferred a regressive tax on spending to taxes on income, and believed that people have rights to such choices as recreational drug use or suicide. Zappa often lashed out against Republicans in his song lyrics, but his views were actually aligned with what the Republican Party once stood for, before the era of televangelists and neo-conservatives.