Om muslimhad og jødekritik
På den selvhellige venstrefløj har man bevidstløst betragtet racisme-råb mod indvandringskritikere som det bedste våben i beskyttelsen af minoriteter (læs: muslimske indvandrere).
Den strategi har jeg aldrig været enig i (jo, da jeg var 21 og politisk umoden). Råb om racisme har det til fælles med megen snak om antisemitisme, at de som råber, nægter at anerkende, at der sædvanligvis er rationelle årsager bag væksten i anti-et-eller-andet bevægelser.
Hvis antimuslimske følelser har vokset sig stærkere over de seneste årtier, så hænger det naturligvis sammen med indvandringen og strømmen af flygtninge. Der er masser af grunde til at være bekymret, omend måske ikke dommedags-bekymret:
- den øgede kriminalitet som tilstrømningen af folk med svagere kompetencer har medført
- de relativt milde, men dog irriterende tegn på noget som ligner ‘islamisering’, f.eks. vækst i brug af tørklæder, halal-problemer i skoler osv.
- samt ikke mindst terrortrusler og angreb på ytringsfriheden, som måske ikke truer vort samfunds overlevelse, men dog truer lov og orden.
Kritik af disse fænomener har venstrefløjen en tendens til at affærdige som ‘racisme’, hvilket indikerer at problemet hidrører fra en irrationel kilde i ‘racistens’ indre, er en slags sygdom som kan kureres ved offentlig bodsgang, psykoterapi og sjæleransagelse.
Det er en fejltagelse. Problemet er ikke kritikken af ovennævnte fænomener, problemet er, at muslimhaderne ikke formår at skelne mellem ‘muslimer’ og ‘muslimer’, ‘muslimer’ og ‘islamister’ samt ‘muslimer’ og ‘indvandrere’.
Man dynger læssevis af ‘evidens’ på bordet, som skal påvise, at koranen er skyld i alt ondt i denne verden, og at muslimer er viljesløse robotter for Allah, og man formår f.eks. ikke at skelne socioøkonomisk betinget kriminalitet på den ene side fra mullah-inspireret vækst i islamistisk missioneren på den anden.
Den slags psykosociale mekanismer, der ikke formår at skelne og tenderer mod at dæmonisere hele befolkningsgrupper, har uden tvivl fællestræk med klassisk racisme, men hovedsagen er, at muslimhadet ikke er fuldstændig grundløst.
En afstikker til antisemitisme kan illustrere dette. Det er blevet standardforklaring blandt nogle jødiske intellektuelle, men især blandt pro-israelske zionister, at antisemitismen er et irrationelt fænomen.
En akademiker, jeg ellers har stor respekt for, Morten Thing fra RUC, formulerer det her, i et essay om antisemitisme i Sverige:
Derudover eksisterer antisemitismen uafhængigt af jøderne. I Danmark var der antisemitisme i kalkmalerierne i flere hundrede år, uden at der boede jøder her. I Polen lever antisemitismen i bedste velgående uden levende jøder.
Det er en udbredt holdning, at den traditionelle antisemitisme var religiøst motiveret – jøderne som Jesus’ mordere mv. At den form for antisemitisme spredte sig også til Danmark som følge af katolicismens udbredelse, kan ikke undre. Men ganske uafhængig af jøderne var den jo ikke.
Når det gælder den polske, tilsyneladende ret vedholdende antisemitisme, så er det en alt for simpel forklaring, Morten Thing fremlægger. For det første kan antisemitisme gå i arv, kulturelt så at sige. Men det er ikke en påvisning af, at den oprindelige antisemitisme var uden forbindelse til dengang levende jøders reelle handlinger.
For det andet kan jøder andetsteds end i Polen have indflydelse på væksten – eller det modsatte – i polske antisemitiske følelser. Og det er der grund til at tro, netop kunne være tilfældet i Polen.
Som Norman Finkelstein gennemgår i bogen Holocaustindustrien, så tog amerikansk-jødiske organisationer, efter de havde afpresset Schweiz og Tyskland for erstatninger til ‘jødiske ofre for holocaust’, fat på østeuropæiske lande, herunder især Polen, hvor man satte ind med massive krav på ejendom og andre værdier, som angiveligt var tilegnet fra holocaust-ofre.
Et væld af amerikansk-jødiske og israelske organisationer voksede sig fede på de penge, der egentlig skulle være gået til overlevende ofre, og også i Israel førte de jødiske organisationers fremfærd til voldsom kritik:
“I want the Germans to know where the money they gave Israel went,” he said angrily. “I want the Germans to know that Israel took the money we should have received. I want them to answer one question: Where did our money go?”
For nogle år siden havde en østrigsk landmand sat et skilt op foran sin gård, hvorpå der stod noget i stil med, at ‘Jøderne afpresser verden’. Havde han ret i det? Han havde lige så meget og lige så lidt ret, som når en Lars Hedegaard mener, at ‘Muslimerne truer vores demokrati’.
Nogle jøder – måske endda en del indflydelsesrige jøder – afpressede Schweiz, Tyskland og Polen for ‘holocaust-penge’, men en masse andre jøder var enten ligeglade, mildt positivt eller negativt stemt, eller stærkt kritiske over for de jødisk-amerikanske organisationer.
Pointen er, igen, at den vækst i antisemitiske følelser, man kunne observere i f.eks. Schweiz og sandsynligvis også i Polen efter sagen om holocaust-ofrene, ikke var fuldstændig irrationel og ubegrundet. Det var bare en fejl at tilskrive jøder et kollektivt ansvar og skyld for det passerede.
På samme måde når muslimer opfordres til kollektiv bodsgang i forhold til islamistiske terrorister og deres umoralske handlinger. Sandheden er, at selvom muslimer nok har bedre forståelse for motiverne bag terroren end vi andre har, så bakker relativt få muslimer op om terror, mange flere afviser den.
At antage, at der altid er rationelle årsager til anti-et-eller-andet, det er ikke det samme som at tilskrive jøder eller muslimer en kollektiv skyld i væksten i antisemitisme eller antimuslimske følelser, endsige forklare antimuslimske følelser eller antisemitisme med den simple tilstedeværelse af jøder eller muslimer i et givent samfund.
Tricket er at søge forklaringer uden a priori moralske domme. Megen moderne antisemitisme (altså fra efter den franske revolution) kan forklares ved, at etno-religiøse grupper med modsatrettede interesser stødte sammen.
Mange antisemitter i 1800- og det tidlige 1900-tal forsøgte med argumenter at forklare hvorfor de mente, at jøderne udgjorde et problem. En del antisemitter pøsede blot i gryden med uendelige anekdoter om onde jøder og deres grimme handlinger, nogle anekdoter måske sande, andre overdrevne eller løgnagtige.
Det samme gælder de moderne bærere af antimuslimske følelser: Nogle forsøger faktisk at argumentere rationelt for, hvorfor f.eks. indvandringspolitikken har været uheldig. Andre smider blot brænde på et etnisk bål ved at undlade at skelne og have et tvivlsomt forhold til sandheden.
For moderne antisemitter og – interesssant nok – filosemitter, er det ‘jøder’ og ‘jøder’, ‘jøder’ og ‘israelere’ samt ‘jøder’ og ‘zionister’, man finder det vanskeligt at skelne fra hinanden, og den manglende skelnen nærer, uanset positivt eller negativt udgangspunkt, uheldige antagelser om ‘de andres’ kollektive karakter.
Med en rationel tilgang, der interesserer sig først og fremmest for spørgsmål om sandhed og løgn, kunne man måske håbe på, at det en dag bliver muligt at diskutere vigtige emner uden dumme beskyldninger om racisme og antisemitisme.
Det meste
af det du skriver er yderst fornuftigt, men jeg er uenig i én væsentlig ting: din brug af ordet “racisme”. Jeg er uenig i, 1) at racisme nødvendigvis dækker over noget “irrationelt”, 2) at det dækker over noget i ‘racistens’ indre, og endelig 3) at det nødvendigvis skal opfattes som et detat-stoppende skældsord.
De to første handler om, at jeg er uenig i, at “racisme” er en individual-psykologisk tilstand.
Dette ville i øvrigt være en ganske u-venstreorienteret holdning, så enten hører du for meget på venstreorienterede, der ikke rigtig ved hvad det egentlig vil sige (hvilket er fuldt ud muligt – dem er der mange af), eller har vi måske her en forklaring på miskommunikation mellem venstreorienterede og liberalister? Når venstreorienterede bruger et ord, der naturligvis i en venstreorienteret optik dækker over noget strukturelt og politisk, så hører liberalisten kun det, der passer ind i den liberalistiske optik: noget individcentreret og psykologistisk. Mon det kan passe?
Lad mig lige slå fast, at racisme først og fremmest relaterer til noget strukturelt og samfundsmæssigt. Ligesom ord som patriarkat, aristokrati m.v. så dækker det over nogle magtforhold. Magtforhold er per definition noget der ikke kan diskuteres ud fra en ren individualistisk optik (magt er et forhold mellem flere individer). Når man siger: “dét der, det er racistisk,” så bør man gerne kunne forklare hvordan den pågældende handling forstærker, bekræfter eller på anden vis har noget at gøre med nogle samfundsmæssige magtforhold.
At ønske at bevare sine samfundsmæssige privilegier er desuden ikke nødvendigvis irrationelt – den hvide slaveejer kan godt i teorien være fuldstændig klar over at sorte er nøjagtigt lige så menneskelige som ham, men stadig have en rationel interesse i at bevare slaveriet, da det er grundlaget for hans indtægt og livsstil. Det gør ikke hans handlinger, interesser eller holdninger mindre racistiske – de fungerer stadig som opretholdelse af et etnisk differentieret magtforhold = et racistisk system.
Hvis der sidder en enkelt kone alene i en skov et eller andet sted, som har en “indre følelse” af at være hunderæd og hadsk overfor grønne marsmænd, så kan vi selvfølgelig godt kalde det “racisme” også, men vi bør være klar over, at vi taler om noget helt andet, og at ordet i så fald har flere betydninger. Dette ville være den individualistiske psykologistiske definition, men den er ikke særlig relevant når vi taler om politik og magtforhold.
Det var de to første punkter… og hold da op, nu er det allerede blevet langt. Det 3. var, at jeg egentlig gerne vil have afmystificeret begrebet racisme/racistisk. Hvis jeg siger, at en person gør noget, der er racistisk, så ønsker jeg faktisk ikke at stemple vedkommende som “ond” slet og ret. Jeg ønsker faktisk at påpege at den pågældende handling har en funktion i forhold til nogle bestemte samfundsmæssige relationer, som vedkommende måske ikke havde tænkt over. I disse situationer kan det være en yderst dårlig idé at bruge ordet “racist”, da det desværre får folk til at lukke ørerne og forstanden. Problemet er bare, at det jo faktisk er et ord der dækker over nogle reelt eksisterende ting, som vi har brug for ord til at beskrive… det er jo ligesom det der er meningen med sproget!
Dét at det har fået en upolitisk og individualistisk-psykologistisk misbetydning er nok en forklaring på hvorfor det fungerer som tanke-stopper. Selvfølgelig har ingen lyst til at lytte på en der lige har kaldt dig “irrationel”. Det forhindrer desværre også folk i at lytte når andre bruger ordet i dets KORREKTE betydning.
Hvis jeg siger, at “hvis du bliver ved med at gøre sådan, så rissikerer du altså at ødelægge den her ting”, så kan folk godt tage det nogenlunde rationelt. Jeg har ikke sagt at de er nogle onde eller sindsforvirrede personer eller henvist til noget andet i deres “indre”. Jeg har blot påpeget noget omkring deres handling og argumenteret for hvorfor den har visse konsekvenser. Jeg kunne godt tænke mig, at ord som “racisme” får samme status. For det er altså ret praktisk at have ord for fænomener – det letter kommunikationen gevaldigt (eller… det gør det jo netop ikke med dette ord, men det burde det – det er det ord er til for).
Beklager den superlange kommentar.
[Svar]
admin Reply:
marts 9th, 2010 at 19:31
Jeg takker da for din grundige kommentar. Når jeg ikke har svaret endnu, så er det fordi jeg ligger med influenza og har det rigtig råddent
[Svar]
vhs
7 mar 10 at 21:11
Mine kommentarer:
Jeg stejler over begrebet racisme, som/hvis man bruger det overfor folk der kritiserer indvandring og islam.
For det første er der fornuft i at holde fast ved, at racisme bør have noget med race at gøre. Det kan det ikke så godt have hvis kritikobjektet er religiøst-etnisk. En religion og dens tilhængere er jo ikke en race.
Man har så forsøgt at beskrive en vending i racismen, der fokuserer på kultur i stedet for race, og det er nok ikke helt skævt. Spørgsmålet er om det er nyttigt?
Der er nemlig flere problemer med ‘racismen’. I modsætning til de gamle slavesamfund, så propageres moderne ‘racisme-kulturalisme’ ikke primært af ‘magten’, forstået som de rige og indflydelsesrige.
Tværtimod taler ‘kapitalisterne’ ofte for indvandring og tolerance (selvfølgelig også interessebaseret), mens det er småborgerskabet og arbejderklassens bannerførere, der fremfører ‘racistiske’ udmeldinger.
Så den moderne ‘racisme’ afspejler nok magtforhold, idet arbejdere og småfolk har fået demokratisk indflydelse, men klasseanalysen bevæger sig fra det økonomiske til det værdipolitiske (kultur, nation, tradition osv.)
Sidste indvending mod ‘racismen’ er – som mit indlæg også lægger op til – at der jo kan være ‘rationelle’ grunde til den.
Indvandrings- og islamkritikere har ret i, at indvandringen af overvejende muslimer har ført til nogle problemer.
Hvis man affærdiger kritik med ‘racisme’, så tenderer man mod at bagatellisere disse problemer, hvor den rette tilgang ville være at sætte dem i mere korrekte proportioner – altså et spørgsmål om ‘sandt’ og ‘falsk’, snarere end et spørgsmål om ‘ondt’.
Det kan jo være, at indvandringen også har medført positive ting, og det kan være at de negative ting ikke er SÅ negative som det fremføres.
Det samme gælder når folk skriver om muslimske lande, at de er ‘røven af fjerde division’. Det kan jo afgøres empirisk: skiller muslimske lande sig ud som særlig meget ‘røven af fjerde division’, eller er der ikke så stor forskel på muslimske og andre fattige lande.
Hvis man kan angribe fejlforestillinger og misrepræsentationer med fakta, hvorfor så interessere sig for ‘racisme’?
Derudover er jeg selvsagt enig i, at racisme afspejler magtforhold, men begrebet er belastet, og det opfattes ofte som personligt intimiderende og debathæmmende.
[Svar]
admin
10 mar 10 at 14:35
Jeg er så enig i, at det er federe at dreje debatten over på “altså et spørgsmål om ’sandt’ og ‘falsk’, snarere end et spørgsmål om ‘ondt’.” Jeg er (delvist) uenig i, at det betyder man ikke kan bruge ordet ‘racisme’. Som sagt ser jeg jo nemlig helst gerne, at dette begreb holder op med at blive forbundet med noget entydigt ‘ondt’ (og de der bliver anklaget for det vil naturligvis så bare blankt afvise at de skulle være ‘onde’ og så strander ‘debatten’ der), at det holder op med at referere til noget psykologisk i individets ‘indre’ og at det netop bliver et begreb der kan bruges sagligt til at referere til samfundsforhold – altså et begreb der refererer til ting, der er ‘sande og falske’. Det er sådan jeg helst vil bruge ordet, og jeg insisterer på bl.a. at bruge det i akademiske sammenhænge… men … da det jo desværre også har den anden funktion, den der lukker for enhver debat, så er jeg opmærksom på at være varsom med at bruge det i situationer hvor det ikke vil være konstruktivt.
Anyway. Jeg har et nyt kritikpunkt:
Du skriver: “For det første er der fornuft i at holde fast ved, at racisme bør have noget med race at gøre.”
… og vupti – så er der ikke mere racisme! Selv Hitler kan fra sin grav hvidvaske sig selv – hvis bare han havde formuleret sig lidt anderledes, så ville han ikke have været ‘racist’ iflg denne definition, for jøder er jo egentlig ikke nogen ‘race’ i nogen biologisk forstand – de er en etnicitet og en religion/kultur (en gruppe mennesker bundet sammen af fælles traditioner og kulturelle praksisser). Hvis vi definerer begrebet ‘racisme’ således at det potentielt ikke rummer Hitler, så er der noget galt med vores definition.
Men endvidere: Rent naturvidenskabeligt giver det jo slet ikke så megen mening at tale om distinkte menneskeracer. I hvert fald ikke fordelt i de kategorier som ordet historisk har været brugt på. Betyder det, at der aldrig har været racisme? Afrikanere er jo ikke nogen ‘race’ (de er tværtimod den mest genetisk varierede kategori), så det amerikanske slave-system og senere segregation og Jim-Crow-system var altså ikke ‘racistisk’?
Beklager. Den duer ikke. Ordet ‘race’ eksisterede før den moderne biologi. Og ‘racisme’ eksisterede før den moderne biologi. Begge begreber har en funktion og betydning, der er uafhængig af moderne biologi. ‘Race’ er et ord der historisk har været brugt identisk med ord som ‘nation’, ‘kultur’, ‘etnicitet’ m.v. Dette er ordets betydning. Læs tekster fra før 1945 og du vil kunne massevis af anvendelser af dette ord – selv Darwin brugte det i betydningen “en gruppe af mennesker med noget til fælles”: en betydning, der kan rumme så forskellige og u-biologiske ting som “jøder”, “irere”, “kvinder”, “arabere”, “eskimoer”, “sigøjnere” osv.
Ordet ‘race’ er altså ikke afhængigt af biologi. Og selv hvis det var, så gælder noget helt andet: ‘Racisme’ er nemlig ikke noget, der er ontologisk afhængigt af ‘race’. Det fungerer ikke sådan, at racismen er noget der tager udgangspunkt i uafhængigt eksisterende ‘racer’ – tværtimod kan de såkaldte ‘racer’ i høj grad være dannet som et resultat af ‘racismen’. Dette er i allerhøjeste grad tilfældet med f.eks. jøder, hvis fællestræk i Europa har været præget af diskrimininationen i Middelalderen, der tvang jøder ind i bestemte erhverv, hvilket prægede dem som gruppe.
Det er nødvendigt at skelne mellem ‘race’ som biologisk begreb og som sociologisk/politisk begreb. De to har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men de kan begge være relevante begreber når bare man forstår at de ikke er identiske. Ordet ‘racisme’ har et forhold til det sociologisk-politiske begreb ‘race’ – ikke til det biologiske (kun sjældent). ‘Racisme’ relaterer som sagt primært til samfundsforhold og det gør det sociologiske ‘race’-begreb også.
Hvorfor interessere sig for ‘racisme’? Fordi det er – eller kan være – et begreb der handler om nogle faktuelle forhold, som det er nødvendigt/interessant at forholde sig til. Når det er sagt, så kan det sagtens være, at du har ret i, at det ikke er det mest taktiske ord at bruge i en politisk debat, hvor folk i forvejen ser hinanden som ‘modstandere’ og hvor ordet vil blive misforstået, så man ikke har mulighed for at forklare hvad man mener. Det betyder blot at forskellige ord har forskellige funktioner i forskellige sammenhænge – ikke at ordene i sig selv er meningsløse.
(Parallelt eksempel: Hvis jeg kalder dig ‘psykopat’ i en diskussion, så er det nok heller ikke særlig konstruktivt, men det betyder ikke at psykiatrien ikke har brug for det ord til at beskrive virkelige ting.)
[Svar]
vhs
11 mar 10 at 08:39
Det er en rigtig god teoretisk gennemgang af racisme-begrebet, du lægger for dagen, men problemet i virkelighedens debatter består måske i, at folk IKKE formår at “… skelne mellem ‘race’ som biologisk begreb og som sociologisk/politisk begreb.”
Jeg læste for år tilbage en nyttig bog, Mapping the Language of Racism (http://www.amazon.com/Mapping-Language-Racism-Legitimation-Exploitation/dp/0231082614) der – som jeg husker det – fremfører, at racisme er, når grupper omtaler (eller behandler) andre grupper på en måde, der har til formål at forhindre/begrænse disse andre gruppers adgang til ressourcer, magt osv.
Det er besnærende enkelt og ligetil, og har meget for sig, men det er også problematisk, for hvorfor begrænse det til etno-religiøse grupper?
Hvad hvis man taler om/behandler nedladende kvinder? Handicappede? Rødhårede? Liberale? Skolelærere
‘Racisme’ bliver for bredt. Der er muligvis behov for et nyt begreb, der kan samle generel nedladende tale/nedværdigende behandling.
Eller også skal vi bevæge os bort fra begrebet og koncentrere os om ‘sandt’ og ‘falsk’…
[Svar]
admin
11 mar 10 at 09:15
Øv, der røg vores debat, vhs…
[Svar]
raapil
11 mar 10 at 17:41
Det meste
af det du skriver er yderst fornuftigt, men jeg er uenig i én væsentlig ting: din brug af ordet “racisme”. Jeg er uenig i, 1) at racisme nødvendigvis dækker over noget “irrationelt”, 2) at det dækker over noget i ‘racistens’ indre, og endelig 3) at det nødvendigvis skal opfattes som et detat-stoppende skældsord.
De to første handler om, at jeg er uenig i, at “racisme” er en individual-psykologisk tilstand. Dette ville i øvrigt være en ganske u-venstreorienteret holdning, så enten hører du for meget på venstreorienterede, der ikke rigtig ved hvad det egentlig vil sige (hvilket er fuldt ud muligt), eller har vi måske her en forklaring på miskommunikation mellem venstreorienterede og liberalister – når venstreorienterede bruger et ord, der naturligvis i en venstreorienteret optik dækker over noget strukturelt og politisk, så hører liberalisten kun det, der passer ind i den liberalistiske optik: noget individcentreret og psykologistisk. Mon det kan passe?
Lad mig lige slå fast, at racisme først og fremmest relaterer til noget strukturelt og samfundsmæssigt. Ligesom ord som patriarkat, aristokrati m.v. så dækker det over nogle magtforhold. Magtforhold er per definition noget der ikke kan diskuteres ud fra en ren individualistisk optik (magt er et forhold mellem flere individer). Når man siger: “dét der, det er racistisk,” så bør man gerne kunne forklare hvordan den pågældende handling forstærker, bekræfter eller på anden vis har noget at gøre med nogle samfundsmæssige magtforhold.
At ønske at bevare sine samfundsmæssige privilegier er desuden ikke nødvendigvis irrationelt – den hvide slaveejer kan godt i teorien være fuldstændig klar over at sorte er nøjagtigt lige så menneskelige som ham, men stadig have en rationel interesse i at bevare slaveriet, da det er grundlaget for hans indtægt og livsstil. Det gør ikke hans handlinger, interesser eller holdninger mindre racistiske – de fungerer stadig som opretholdelse af et etnisk differentieret magtforhold = et racistisk system.
Hvis der sidder en enkelt kone alene i en skov et eller andet sted, som har en “indre følelse” af at være hunderæd og hadsk overfor grønne marsmænd, så kan vi selvfølgelig godt kalde det “racisme” også, men vi bør være klar over, at vi taler om noget helt andet, og at ordet i så fald har flere betydninger. Dette ville være den individualistiske psykologistiske definition, men den er ikke særlig relevant når vi taler om politik og magtforhold.
Det var de to første punkter… og hold da op, nu er det allerede blevet langt. Det 3. var, at jeg egentlig gerne vil have afmystificeret begrebet racisme/racistisk. Hvis jeg siger, at en person gør noget, der er racistisk, så ønsker jeg faktisk ikke at stemple vedkommende som “ond” slet og ret. Jeg ønsker faktisk at påpege at den pågældende handling har en funktion i forhold til nogle bestemte samfundsmæssige relationer, som vedkommende måske ikke havde tænkt over. I disse situationer kan det være en yderst dårlig idé at bruge ordet “racist”, da det desværre får folk til at lukke ørerne og forstanden. Problemet er bare, at det jo faktisk er et ord der dækker over nogle reelt eksisterende ting, som vi har brug for ord til at beskrive… det er jo ligesom det der er meningen med sproget!
Dét at det har fået en upolitisk og individualistisk-psykologistisk misbetydning er nok en forklaring på hvorfor det fungerer som tanke-stopper. Selvfølgelig har ingen lyst til at lytte på en der lige har kaldt dig “irrationel”. Det forhindrer desværre også folk i at lytte når andre bruger ordet i dets KORREKTE betydning.
Hvis jeg siger, at “hvis du bliver ved med at gøre sådan, så rissikerer du altså at ødelægge den her ting”, så kan folk godt tage det nogenlunde rationelt. Jeg har ikke sagt at de er nogle onde eller sindsforvirrede personer eller henvist til noget andet i deres “indre”. Jeg har blot påpeget noget omkring deres handling og argumenteret for hvorfor den har visse konsekvenser. Jeg kunne godt tænke mig, at ord som “racisme” får samme status. For det er altså ret praktisk at have ord for fænomener – det letter kommunikationen gevaldigt (eller… det gør det jo netop ikke med dette ord, men det burde det – det er det ord er til for).
(Kommentar rekonstrueret fra Facebook)
[Svar]
vhs
20 mar 10 at 23:40