Etnokrati eller demokrati: Israels skisma
Det er indlysende, at israelsk-jødiske nationalister og de danske nationalister i Dansk Folkeparti har et interessesammenfald i at erklære islam krig. Indvandrerne i Danmark er jo overvejende muslimer, og det er Israels mere eller mindre reelle fjender også.
Men der er et andet, mindre åbenlyst sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF’ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande – i en grad så det er tvivlsomt om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i normal vestlig forstand.
At postulere at de danske folkepartister ville være så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.
Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvor dette jødisk-etniske flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten.
Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, moderne liberale værdier på den anden.
Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN’s minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.
På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere ‘det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land‘ og at ‘denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat‘.
Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er ‘det danske folks/nations’ ejendom.
Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens flammer hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten.
For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.
Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker ‘det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat’. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt. I dag ville den være fuldstændig utænkelig.
I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.
Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:
7A. A candidates’ list shall not participate in elections to the Knesset if its objects or actions, expressly or by implication, include one of the following:
(1) negation of the existence of the State of Israel as the state of the Jewish people [...]
Det er eksplicit forbudt at opstille partier i Knesset, der anfægter ideen om den israelske stat som det jødiske folks stat, men i et ægte liberalt demokrati ville det naturligvis omvendt være slået fast i grundloven, at staten tilhører alle borgere, ikke er det dominerende etnies eksklusive ejendom.
Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.
Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med ‘gentiles’.
De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.
På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.
Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea.
Jøderne der blev samlet fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.
Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommerne af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede blod-og-jord fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.
Kan det blive mere absurd?
Man kan læse mere om ‘Opfindelsen af det jødiske folk’ i Shlomo Sands lærde og dybt foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.
Dybt foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som ‘forestillede fællesskaber’.
“Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er ‘det danske folks/nations’ ejendom.”(
Det er lidt underligt. Søren Pind, der jo underviser i forfatningsret (altså i Grundloven), hævder ellers det modsatte:
“De moderne folkevandringer har sat denne adkomst – denne ejendomsret – under pres. (…)
Disse mennesker benægter danskernes særlige adkomst til Danmark. (…)
Men Danmark har også bestået uden demokrati. Og derfor stikker dette dybere – for Danmark kan ikke bestå uden et dansk folk.”
(Berlingske, 5.sept. 2009)
“Fra det radikale venstre til enhedslisten er der en afvisning af, at Danmark tilhører danskerne. (..) De pågældende forstår ikke alvoren af at have fået betroet magten over et land, hvis fortsatte eksistens hænger sammen med dets befolkning, og dennes befolknings sammenhæng med sin oprindelige kultur.”
(Berlingske, 22.aug. 2009)
Altså manden har naturligvis al mulig ret til sine nationalkonservative, etnicitetsnationalistiske, kulturdeterministiske osv holdninger (selvom det er mig en stadig gåde, hvordan folk kan forveksle dem med “liberalisme”… de er jo det stik modsatte af liberalismen. Ingen vil vel kalde Søren Krarup for liberalist? Well, Søren Pind og Søren Krarup har altså stort set identiske ideologier på det område).
Men én ting er ideologiske holdninger. Manden laver juridiske påstande, der burde få nogen til at spørge, hvad det egentlig er for en forfatning han underviser i, når han underviser i forfatningsret. Det er i hvertfald ikke – som du påpeger – den danske grundlov, for der står ikke noget om at nationen har en særlig ret til at føle sammenhæng med sin kultur eller andet af Søren Pinds etnisk nationalistiske og kulturkonservative, anti-liberalistiske udsagn.
[Svar]
vhs
27 feb 10 at 14:00
Ja, han er en særpræget type, ham Pind. Kan ikke blive klog på ham. Han forlod Trykkefrihedsselskabet efter Lars Hedegaards bommert for nylig, en handling der ikke stemmer overens med Pindens udtalelser.
[Svar]
raapil
27 feb 10 at 20:02
Han er interessant, fordi han helt klart virker som om, han faktisk mener det meste af det han siger og har en form for ideologisk basis. I modsætning til de fleste andre politikere.
Men det er ikke nogen simpel ideologi, der er let at blive klog på. Og man kan kun betragte han som “ærke-liberalist” hvis man enten ikke ved hvad liberalisme er, eller hvis man ikke har sat sig ind i, hvad Søren Pind faktisk selv skriver om sin ideologi. Den er en slags nationalkonservatisme og relativisme, der har mere til fælles med f.eks. Søren Krarup end så mange andre – og som er i skarp modsætning til klassiske liberalister.
Nu handler indlægget her selvfølgelig ikke så meget om Søren Pind. Jeg er bare ved at nærlæse hans essays og syntes jeg ville bryde ind med en relateret kommentar, idet han jo faktisk modsiger dig i sin egenskab af “forfatningsretsekspert”, hvilket da er lidt interessant (og der er intet der tyder på at han har ret i sin tolkning af forfatningen).
[Svar]
vhs
28 feb 10 at 11:15
Der er mange stater som har indskrevet i deres forfatning at de er “X’ernes land”, altså en bestemt etnisk gruppe.
I eksemplet Israel hænger det sammen med den helt specielle tilblivelseshistorie. Du mener åbenbart at Israel er en racistisk stat lige fra starten? Men det var nu meningen dengang at jøder og arabere skulle kunne leve side om side, og det gik da også nogenlunde indtil seksdageskrigen (arabiske lande angreb Israel), men gik især galt fra intifadaen i 1980′erne. I dag kan man måske sige at en hel del af skylden også ligger på israelernes side. Men hvad skal de stille op i deres situation? Det er nok ikke et godt udgangspunkt at forlange at de skal afskaffe deres egen eksistens eller grundlov. Vi kan være enige om at de religiøse kræfter har for meget magt, men det skyldes de politiske forhold, hvor svage regeringer må støtte sig til de religiøse småpartier.
Den danske helstat fra 1849 til 64 var et forfatningsmæssigt rod. I øvrigt gjaldt grundloven ikke for Island og Grønland, så vidt jeg ved. Den blev sat ud af kraft for Holsten i ca. 1858, fordi de holstenske adelige ikke ville have demokrati, og de holstenske tysknationale liberale ville ikke have et dansk demokrati. Det var i øvrigt ikke et “tysktalende mindretal”, men en tysksindet befolkningsdel – som primært havde hjemme i den holstenske middelklasse, men også delvis i Slesvig. Gemytterne var nu mere fredelige i Slesvig, hvor fronterne ikke stod så klart. Det var ikke nødvendigt at puste til de slesvigholstenske flammer, det klarede de helt af sig selv, men med solid hjælp fra Tyskland.
Jeg forstår heller ikke hvad du mener med at jøder og katolikker ikke var danskere i 1849? Folkekirken er jo netop nævnt i grundloven, så de blev under alle omstændigheder “diskrimineret” – men fik på den anden side religionsfrihed.
[Svar]
Casper | Borgerlig bums
1 mar 10 at 13:49
@vhs: Jeg kunne i hvert fald ikke læse ud af grundloven, at Danmark er danskernes land. Historisk og pragmatisk, ja – men ikke formelt.
@Kasper: Jeg har ikke brugt ordet ‘racisme’, fordi det jo ikke har meget med race at gøre (i den genetiske betydning).
Jeg beskæftiger mig med etno-nationalismen, og her er der ingen tvivl om, at Israel var et etno-nationalt projekt fra begyndelsen, selvom der var kræfter i den zionistiske bevægelse, der troede på sameksistens med de muslimske hebræere.
Det var ikke sameksistens-linien der vandt, og det var naturligvis ikke bare zionisterne der var arrige, men også de lokale.
Men det er da også lidt naivt at forestille sig, at man kan erobre og kolonisere et stykke land, og at de oprindelige beboere blot nikker og bifalder.
Derudover bør du læse op på Israels historie – det var f.eks. ikke araberne der angreb Israel i 1967, men omvendt, som der var skabt præcedens for, og som det stort set har været mønstret siden.
Og så er jeg nysgerrig: Hvilke lande er det, der har skrevet ind i forfatningen, at de er x’ernes land? De eneste jeg umiddelbart kan tænke mig til, er nogle af Israels muslimske naboer – hvilket næppe er en flatterende sammenligning for Israel.
[Svar]
admin
1 mar 10 at 20:06